"He do the Police in different voices"
("The Waste Land"s oprindelige titel, nu fundet hos Dickens)
("The Waste Land"s oprindelige titel, nu fundet hos Dickens)
- You, Pia Juul, Lars-Emil Woetmann Nielsen, Louise Øhrstrøm and 2 others like this.
Lars Bukdahl Ja! I Our Mutual Friend, som det fremgår af mit 20 år gamle speciale om samme kaotiske, næstsidste roman, som I allesammen bør have læst, både romanen og specialet
Tue Andersen Nexø Hej Lars - altså, wikipedia siger at det var arbejdstitlen, og sådan husker jeg det også. Men måske ved Hans Hauge mere?
- Lars Bukdahl Pyh, min gamle speciale-censor giver mig ret, bare han nu ikke har det fra mit speciale, der, kan jeg se, har det fra Bertel Pedersens smågeniale Parodiens teori, som jeg ikke har lige her
I Bertel Pedersenss fine bog om Parodiens Teori fra 1976 bliver der i afsnittet om T.S. Eliots The Waste Land gjort rede for en Dickens-connection, der næsten er for god til at være sand. Det viser sig, at Eliot havde forsynet det oprindelige udkast til sit ærkemodernistiske digt md en undertitel eller måske rettere et motto, der var hentet fra Our Mutual Friend og i al sin enkelhed lød: "He do the Police in different voices".
Sentensen finder mani første bogs kapitel 16 "Minders and re-minders", hvor Mr Rokesmith og Mr og Mrs Boffin i deres babyjagt er nået frem til den fattige, men stolte Betty Higden og hendes trofaste og meget akavede protegé Sloppy. Betty har netop forklaret de fine besøgende, at det er Sloppy, der har læst brevet fra præstefruen Mrs Milvey op for hende, hvilket får gæsterne til at skæve til samme Sloppy, og så kommer det kriminlle afsnit:
'For I ain't, you must know,' said Betty, 'much of a hand reading writing hand, though I can read my Bible, and most print. And I do love a newspaper. You mightn't think it, but Sloppy is a beautiful reader of anewspaper. He do the police in different voices.'
Sloppy er en skøn avisoplæser, fordi han giver de forskellige personer, der udtaler sig, forskellig stemmer, selv i en avissammenhæng så ensartet og anonym gruppe som politiet, der som regel bare optræder med uvillige kommentarer til deres opklaringsarbejde, individualiseres, ifølge Betty. Fortjenesten er helt og holdent Sloppys, for der er ingen grund til at mene, at der skulle være synderlig stilistisk forskel på avisens referater af politimænds udtalelser. Ved at spille politiet med forskellige stemmer skaber han ved egen hånd et helt politikorps, der er fuldstændigt fiktivt. Og nu kan man nok høre, hvor vi er på vej hen, men inden vi ankommer, er det nødvendigt et øjeblik at dvæle ved fortsættelsen af det citerede afsnit. For også i romanen gøres der et stort nummer ud af politi-bemærkningen:
The visitors again considered it a point of politeness to look at Sloppy, who looking at thm suddenly threw back his head, extended his mouth to it's utmost width, and laughed loud and long. At this the two inncocents, with their brains in that apparent danger, laughed, and Mrs Higden laughed, and the orphan laughed, and then the visitors laughed. Which was more cheerful than intelligible.
Det er jo en meget præcis analyse af årsagen til Sloppys oplæsningssucces Betty foretager ved at fremhæve politiets flerstemmighed, og hun er meget tæt på at røbe romanens egen hemmelighed, men i konteksten kommer den analyse behændigt nok til at fremstå som en besynderlig og absurd meddelelse på linje med Sloppys egne politistemmer; det ser Sloppy på gæsternes måbende reaktion og finder så fantastisk, at han må le pludseligt og højt (graden af erkendelse hos Sloppy kan man naturligvis kun gætte sig til, men min tillid til ham er stor), denne latter kan ikke undgå selv at forekommer barok og uforklarlig (næsten som et ekko af manden, der sagde "Esker!", der godt kan opfattes som Sloppys mindre sociale fætter) og formår derved i en dominoeffekt at smitte alle de øvrige personer, der må indrømme, at deres latter ligesom Dickens-læserens er mere munter end forståelig.
Dette inspirerer endelig Sloppy til uforfalsket kaotisk støjfrembringelse så fjernt fra den forfinede politi-maskerade som muligt (og det er naturligvis de samme ekstremer, forfatteren Dickens opererer imellem):
The Sloppy seemed to be seized with a industrious mania or fury, turned to the mangle, and impelled it at the heads of the innocents with such a creaking and rumbling, that Mrs Hidgden stopped him.
Tilbage til Bertel Pedersen, som finder, at Dickens-mottoet understøtter en læsning af The Waste Land som "et voldsomt tekstuelt sammenstød mellem forskellige litterære former og konventioner", og fortsætter med at citere to centrale passager fra Eliots digt: " (...) you know only/ A heap of broken images", "I can connect/ Nothing with nothing." (side 259)
Det er ikke Dickens, der hjælper til at forstå Eliot; Jorge Luis Borges har skrevet om, hvordan Kafka skaber sine egne forgængere; med sit kompromisløst splittede værk skaber Eliot også muligheden for at læse Dickens' værk på en ny måde. Det forekommer ikke overdrevet at anvende citaterne af Pedersen og Eliot om Our Mutual Friend, de rammer tværtimod lige i plet. Skulle fortælleren i Dickens' roman bryde ud i klagesang over sit eget projekt, og det gør han netop ikke, ville den ikke kunne undgå at lyde: Du kender kun en bunke knuste billeder, jeg kan forbinde intet med intet. Og var et overblik muligt over Dickens' London, ville dommen sikkert lyde: "Unreal City,/ Under the brown fog of a winter dawn,/ A Crowd flowed over London Bridge, som many,/ I had not thought death had undone so many./ Sighs, short and infrequent, were exhaled,/ And each Man fixed his eyes before his feet." Men Dickens' fortæller kommer ikke så højt op, han blander sig md mængden og overgiver sig gladelig til den rigdom, alle de døde og ensomme sjæles monologer tilsammen udgør. der var intet i vejen med Eliots kanonisering af politimændene med de forskellige stemmer, så hvorfor skulle Ezra Pund absolut smide dem ud med badevandet; det hører til den slags handlinger, der hævner sig (vold mod embedsmænd i funktion).
