Superrealisme er blerealisme

Den kosteligste, polemisk ondeste, dødeligt virkeligste sætning i Olga Ravns Mit arbejde (udkommer om en uge) er denne fra den udtømmende føljeton om en dag og nat i en moders liv, der med sirlig præcision beskriver, hvordan man giver et barn en ble på, hvilket nemlig helt sikkert aldrig nogensinde før har været skildret i verdenslitteraturen:

"Hun løftede hans ben op og lagde den nye ble på plads under ham, foldede modsatte ende af bleen op over skridtet og fæstnede bag- og forside sammen over maven med to klistrende papirflapper."

Slående afrivning

Jeg havde revet et tilfældigt hjørne af enten en Politiken eller en WA, nok en WA, og brugt som bogmærke i Olga Ravns kloge og ømme, smadrende og smadrede moderskabs-monstrum Mit arbejde (som jeg - desværre - ikke skal anmelde) og kom efter endt læsning til at læse, hvad der stod, og der stod sgufandeme, fuldstændigt overflødigt kønnende:

 "De mulige afløsere er alle kvinder og med vigtige ordførerskaber, Rosa Lund (ret og udlændinge), Mai Villadsen (klima) samt Victoris Velazquez (beskæftigelse)."

Quod erat demonstrandum, som de gl. romere vistnok sagde.