Viser opslag med etiketten Asta Olivia Nordenhof. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Asta Olivia Nordenhof. Vis alle opslag
lørdag den 18. januar 2020
Det par i sølv lyste op i det blånende mørke
mens jeg har hørt "Wasted My Youth" igen og igen har jeg læst Asta Olivia Nordenhofs mildest talt gode (og umilde OG DOG) roman og 1. FØLJETONDEL AF SYV (med navns nævnelse til sidst:
"SCANDINAVIAN STAR
Del et - Penge på lommen
Del to - Ideer
Del tre - Maria, Atlantis
Del fire - Ideer 2
Del fem - Jørgen ofres
Dels seks - Tavshed
Dels syv - Watertown")
- og det er jo nok bare tilfældigt, men jeg synes sang og roman rimer, noget med kynisme og henførthed, her er apropos spildt ungdom sidste delafsnit af storassnittet "Hændelser i Maggies ungdom":
"Maggie står højt hævet over stationen på balkonen, hun ser togene rulle ind på perronerne, mennesker stimle ud, spred sig, holde på børn og tasker og forskellige ideer, der fra hendes høje sted alle fortoner sig.
Hun rejste hertil i går, lod det meste blive på værelset og gik mod Hovedbanen, hvor hun tog det første tog, der gik ud af landet, det havde endestation i Göteborg. Hun kan ikke være nogens barn, heller ikke kommunens, hun gider ikke svare nogen på, hvad hun laver, så hellere leve med, at ingen spørger.
Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen. Man skal tage grædekostume på, være taknemlig og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på. Men hun er ikke taknemlig for noget som helst, hu nægter at stå i gæld, det er sådan, hun har det, indtil hun igen kommer krybende og ydmyger sig for en meget ussel løn. Det er også alt sammen bare en fjern bekymring nu, hun har penge til et par dage og finder vel på noget bagefter.
Pakningen gik som altid hurtigt, ned it aksen med de mest umistelige ting, først og fremmest hendes skosamling. Det første hun gjorde, da hun havde låst sig ind på hotelværelset, vat at stille skoene op på række. I skumringstimen lå hun på sengen og kiggede på dem, det par i sølv lyste op i det blånende værelse.
Senere satte hun sig på balkonen, hun var i et vidunderligt stenet humør, lydene nede fra pladsen svømmede ind i hende, men uden at kræve noget.
Frøst da han rømmede sig, gik det op for hende, at der stod en mand på balkonen ved siden af hendes. Han rakte en pakke cigaretter ud over rækværket og hen mod hende, hun takke og tog en, så var de igen tavse.
Inden han noget senere brød op, gik ind på sit værelse og slukkede lyset, holdt han en lille tale: Han havde boet på hotellet i otte år, restauranten ville han varmt anbefale, han blev skilt og skulle bare være her i en periode, men tiden gik, og efterhånden så han ingen grund til at flytte.
I morges forlod han med en mappe i hver hånd hastigt buffeten, netop som Maggie ankom. Hun vendte sig og så efter hans korte, brede ryg, indtil han forsvandt ud af svingdøren.
Der var noget eventyrligt over ham, som om han var groet fuldvoksen op af jorden og straks gpået i gang med sine forehavender, pilet ind og ud af lobbyer med skiftende, uforståelige dokumenter.
Nede på pladsen går et ungt par med barnevogn mod stationen. Flere gange stopper de op og kysser hinanden. Maggie vender dem ryggen, går ind på badeværelset, hvor hun sætter sig nøgen i badekarret. Hun tænder ikke for vandet, det er den kolde porcelæn, hun gerne vil mærke.
Hun forestiller sig at skrive nogle sange om sit liv. Hun vil gerne synge dem ligesom Nico synger sine sange, Hendes hoved er tørt af cigaretter, hun har taget en pude med at hvile nakken imod, og nu svimler hun uden selv at kende skellet hen i drømme."
"SCANDINAVIAN STAR
Del to - Ideer
Del tre - Maria, Atlantis
Del fire - Ideer 2
Del fem - Jørgen ofres
Dels seks - Tavshed
Dels syv - Watertown")
- og det er jo nok bare tilfældigt, men jeg synes sang og roman rimer, noget med kynisme og henførthed, her er apropos spildt ungdom sidste delafsnit af storassnittet "Hændelser i Maggies ungdom":
"Maggie står højt hævet over stationen på balkonen, hun ser togene rulle ind på perronerne, mennesker stimle ud, spred sig, holde på børn og tasker og forskellige ideer, der fra hendes høje sted alle fortoner sig.
Hun rejste hertil i går, lod det meste blive på værelset og gik mod Hovedbanen, hvor hun tog det første tog, der gik ud af landet, det havde endestation i Göteborg. Hun kan ikke være nogens barn, heller ikke kommunens, hun gider ikke svare nogen på, hvad hun laver, så hellere leve med, at ingen spørger.
Det er en handel, det ved hun, at få kærlighed af de voksne fra kommunen. Man skal tage grædekostume på, være taknemlig og forsage sig selv, men heller ikke blive alt for meget en anden, så de ikke har noget at have ondt af og lave om på. Men hun er ikke taknemlig for noget som helst, hu nægter at stå i gæld, det er sådan, hun har det, indtil hun igen kommer krybende og ydmyger sig for en meget ussel løn. Det er også alt sammen bare en fjern bekymring nu, hun har penge til et par dage og finder vel på noget bagefter.
Pakningen gik som altid hurtigt, ned it aksen med de mest umistelige ting, først og fremmest hendes skosamling. Det første hun gjorde, da hun havde låst sig ind på hotelværelset, vat at stille skoene op på række. I skumringstimen lå hun på sengen og kiggede på dem, det par i sølv lyste op i det blånende værelse.
Senere satte hun sig på balkonen, hun var i et vidunderligt stenet humør, lydene nede fra pladsen svømmede ind i hende, men uden at kræve noget.
Frøst da han rømmede sig, gik det op for hende, at der stod en mand på balkonen ved siden af hendes. Han rakte en pakke cigaretter ud over rækværket og hen mod hende, hun takke og tog en, så var de igen tavse.
Inden han noget senere brød op, gik ind på sit værelse og slukkede lyset, holdt han en lille tale: Han havde boet på hotellet i otte år, restauranten ville han varmt anbefale, han blev skilt og skulle bare være her i en periode, men tiden gik, og efterhånden så han ingen grund til at flytte.
I morges forlod han med en mappe i hver hånd hastigt buffeten, netop som Maggie ankom. Hun vendte sig og så efter hans korte, brede ryg, indtil han forsvandt ud af svingdøren.
Der var noget eventyrligt over ham, som om han var groet fuldvoksen op af jorden og straks gpået i gang med sine forehavender, pilet ind og ud af lobbyer med skiftende, uforståelige dokumenter.
Nede på pladsen går et ungt par med barnevogn mod stationen. Flere gange stopper de op og kysser hinanden. Maggie vender dem ryggen, går ind på badeværelset, hvor hun sætter sig nøgen i badekarret. Hun tænder ikke for vandet, det er den kolde porcelæn, hun gerne vil mærke.
Hun forestiller sig at skrive nogle sange om sit liv. Hun vil gerne synge dem ligesom Nico synger sine sange, Hendes hoved er tørt af cigaretter, hun har taget en pude med at hvile nakken imod, og nu svimler hun uden selv at kende skellet hen i drømme."
fredag den 24. februar 2017
Højaktuel Højholt-kvababbelse 1
- fra Per Højholts Enhjørningens kvabbabbelser, der udkom på After Hand i 1979 (Højholt havde det fine princip, at sine mest poppede bøger (og plader!) - kvababbelser (= radio-digte) og Gittes monologer - udgav han ikke på sit officielle overgrundsforlag, Schønberg, mens hos Henrik Have på mikroskopiske After Hand):
Kunstneren samfundets samvittighed
1.
Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig?
At være samfundets samvittighed er vel alles pligt
og derfor ikke kunstnernes.
Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan:
lave kunst sådan så det lissom bliver mer naturligt
for folk at være samfundets samvittighed, fx.
Det vil jeg godt være med til,
dog med den tilføjelse, at mine læsere
nok vil blive samfundets dårlige samvittighed,
ikke dets gode,
en god samvittighed - er der noget mer ufrugtbart,
rent kunstnerisk,
eller mer kedeligt, rent menneskeligt,
eller mere sjofelt og asocialt, rent politisk?
Samfundets dårlige samvittighed, det er bedre
kunne man selv spille den rolle
ville man måske trives som digter
og få en god samvittighed.
Alligevel duer det ikke: Samvittighed,
det er noget med at være sikker på noget,
at det er umagen værd, fx,
jeg er kun sikker på een ting:
jeg vil ikke stå i vejen for kaos.
2.
Jeg samfundets samvittighed, Perspektivkasse!
Ikke tale om, ikke i det her samfund
som har brug for en samvittighed
fordi det er et klassesamfund,
og de eneste i et klassesamfund som har en samvittighed
er dem der har råd til en.
En samvittighed er dyr, skidedyr,
i et kapitalistisk samfund, det er kun for de rige.
Men de er til gengæld også nødt til at have een,
ellers er det ikke til at holde ud at være rig.
Man kan kun være rig med god samvittighed
hvis man har en dårlig.
De rige sætter pris på digtere, gode digtere,
der kan give dem en kvalificeret dårlig samvittighed,
som de kan veje den gode op med.
Så længe man har en samvittighed
er der en Gud foroven.
Personlig råder jeg ikke over nogen samvittighed
men derfor kunne jeg selvfølgelig godt blive samfundets.
Fast ansat hund i keglespillet,
fordi keglespillet har brug for en hund
der kan vælte en kegle af og til,
en ad gangen, naturligvis, ikke alle ni,
eller tisse på den.
3.
På den anden side:
Der findes så megen uretfærdighed i verden,
der myrdes så mange, der undertrykkes så mange,
de fængsles og torteres og sendes i lejre,
de slagtes og deporteres og bombes og brændes,
- bør digterne ikke gøre folk opmærksomme på den slags
fx ved at skrive om det?
Nææ. Sødet med lyrik er det svineri.
Hvad er da digterens rolle i samfundet?
At ødelægge det med gode digte.
Hvad ellers: indse det umulige i sit forehavende
og fortsætte alligevel.
Samvittighedsfuldt.
ps.
Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive
sit digt om Ulrike Meinhof: STANDS! Det er for sent
allerede. Hun er død. Hun er færdig med det digt.
der kostede hendes selv og andre livet.
Elendige samvittigheds-nager, hvordan smager et mord?
Smelter Ulrike på tungen?
Endnu en kort besked til digteren: Hvis håndklæde
hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det
ved lejlighed, du vasker alligevel dine hænder om lidt,
efter måltidet, ikke?
Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen
og prøv hvordan det er.
Kunstneren samfundets samvittighed
1.
Samfundets samvittighed, hvorfor lige mig?
At være samfundets samvittighed er vel alles pligt
og derfor ikke kunstnernes.
Deres opgave er at gøre hvad ikke alle kan:
lave kunst sådan så det lissom bliver mer naturligt
for folk at være samfundets samvittighed, fx.
Det vil jeg godt være med til,
dog med den tilføjelse, at mine læsere
nok vil blive samfundets dårlige samvittighed,
ikke dets gode,
en god samvittighed - er der noget mer ufrugtbart,
rent kunstnerisk,
eller mer kedeligt, rent menneskeligt,
eller mere sjofelt og asocialt, rent politisk?
Samfundets dårlige samvittighed, det er bedre
kunne man selv spille den rolle
ville man måske trives som digter
og få en god samvittighed.
Alligevel duer det ikke: Samvittighed,
det er noget med at være sikker på noget,
at det er umagen værd, fx,
jeg er kun sikker på een ting:
jeg vil ikke stå i vejen for kaos.
2.
Jeg samfundets samvittighed, Perspektivkasse!
Ikke tale om, ikke i det her samfund
som har brug for en samvittighed
fordi det er et klassesamfund,
og de eneste i et klassesamfund som har en samvittighed
er dem der har råd til en.
En samvittighed er dyr, skidedyr,
i et kapitalistisk samfund, det er kun for de rige.
Men de er til gengæld også nødt til at have een,
ellers er det ikke til at holde ud at være rig.
Man kan kun være rig med god samvittighed
hvis man har en dårlig.
De rige sætter pris på digtere, gode digtere,
der kan give dem en kvalificeret dårlig samvittighed,
som de kan veje den gode op med.
Så længe man har en samvittighed
er der en Gud foroven.
Personlig råder jeg ikke over nogen samvittighed
men derfor kunne jeg selvfølgelig godt blive samfundets.
Fast ansat hund i keglespillet,
fordi keglespillet har brug for en hund
der kan vælte en kegle af og til,
en ad gangen, naturligvis, ikke alle ni,
eller tisse på den.
3.
På den anden side:
Der findes så megen uretfærdighed i verden,
der myrdes så mange, der undertrykkes så mange,
de fængsles og torteres og sendes i lejre,
de slagtes og deporteres og bombes og brændes,
- bør digterne ikke gøre folk opmærksomme på den slags
fx ved at skrive om det?
Nææ. Sødet med lyrik er det svineri.
Hvad er da digterens rolle i samfundet?
At ødelægge det med gode digte.
Hvad ellers: indse det umulige i sit forehavende
og fortsætte alligevel.
Samvittighedsfuldt.
ps.
Kort besked til den digter der lige nu er ved at skrive
sit digt om Ulrike Meinhof: STANDS! Det er for sent
allerede. Hun er død. Hun er færdig med det digt.
der kostede hendes selv og andre livet.
Elendige samvittigheds-nager, hvordan smager et mord?
Smelter Ulrike på tungen?
Endnu en kort besked til digteren: Hvis håndklæde
hang hun i? Har du set efter i skabet? Ellers gør det
ved lejlighed, du vasker alligevel dine hænder om lidt,
efter måltidet, ikke?
Nekrofile svin, stop et håndklæde i skrivemaskinen
og prøv hvordan det er.
lørdag den 19. marts 2016
Forduftede DT-arvtagere
Droppet slutning på min Dan Turèll-kommentar i gårsdagens Weekendavisen Bøger:
-->
-->
Blandt yngre arvtagere har vi Rasmus Halling
Nielsen, der i det ene spor kratter kaotisk i digitale pdf-labyrinter, og
Caspar Eric, der i det andet spor hverdags-glitrer i et langt, klart flow. Og midt
i mellem – som ret præcist er hovedværket og overflødighedshornorkestret Karma Cowboy, 1974 – kan passende
repræsenteres af Asta Olivia Nordenhof,
der i en fødselsdagshilsen-tak på Facebook skriver pragtfuldt Dan’sk om og som
det hele:
” Når jeg ved at hunde og mennesker med vidunderlige ansigter, af begær, af arbejdsløshed, af vane, drives ud på gader og pladser og det hele har noget matgrønt over sig indtil det skifter til gult og man går til hver sine sovepladser og venter morgenens hvide fortvivlede eufori.”
” Når jeg ved at hunde og mennesker med vidunderlige ansigter, af begær, af arbejdsløshed, af vane, drives ud på gader og pladser og det hele har noget matgrønt over sig indtil det skifter til gult og man går til hver sine sovepladser og venter morgenens hvide fortvivlede eufori.”
lørdag den 27. februar 2016
Skrøbelighed RULES! 1-3
1.
Fra Lone Nikolajsens totalt gode, men præmature Information-anmeldelse af Rolf Spare Johanssons absolut gode langdigt (genrEN nu!) Begravelsen, der udkommer på mandag; i fredagsens WA Bøger roste jeg Lone N's negativitet, hun er lige så god til at være positiv:
"Her vakler digtet f. eks. mellem at fortælle om forløbet og at konstatere, hvad der er sket: »og / efter hun døde / altså hun døde.« Jeg har hørt (men ikke fået bekræftet), at digtet er talt frem - simpelt hen baseret på lydoptagelser, forfatteren har indtalt. Det tror jeg gerne, det er meget mundret, meget overbevisende, at det er sådan her, en sorgfuld person taler, går i stå, leder efter ordene. At læse Begravelse føles i en ualmindelig grad som at blive talt til.
Til trods for det og for den hikstende brudte syntaks er Begravelse så langt fra at være uklar eller dunkel, Begravelse er ikke en genopfindelse af poesien som sådan, men et fornemt eksempel på, hvad den kan, og en påmindelse om, hvorfor vi ikke vil undvære den. Begravelse er som Rolf Sparre Johanssons debut Søvn en ret ligefrem og uprætentiøs formidling af almindelige erfaringer i et dagligdags sprog. Der bliver skrevet mange vidnesbyrd i den danske litteratur for tiden, og dette her er et af de enkleste og stærkeste. Et sted i den del af digtet, der beskriver selve begravelsesritualet, står der, at det føles godt, at man ikke skal skjule sine følelser, hvad der jo er sandt og rigtigt. Men det er ikke nogen selvfølge, at en følelse kan gøres så mærkbar for andre. Når Begravelse er så rørende, er det ikke fordi der udpensles eller dissekeres store følelser, men fordi langdigtet viser, hvordan døden også indebærer en masse praktiske gøremål, og hvordan sorgen sætter sig i sproget og i forholdet til de andre efterladte.
Det er ikke chokerende, at mødre dør og efterlader deres børn i sorg, men det har ærlig talt overrasket mig, at sorg kan anskueliggøres, sådan som Rolf Sparre Johansson gør det i Begravelse. Det synes jeg er en bedrift."
2.
Fra Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens præcise Politiken-kommentar i anledning af lyrikiseringen af Politikens Litteraturpris:
"Fordi det som bekendt kun er digtsamlinger, der i år er indstillet til Politikens Litteraturpris, er der her i Bøger allerede skrevet en del om, hvad poesien kan i disse år. Om hvordan poesi kan være et modsprog til de måder at tale på, der ellers hersker i det offentlige rum.
Når man først har sagt modsprog, er der ikke langt til at sige modmagt. Men hvis samtidspoesien er en modmagt, er den det så paradoksalt nok ikke tit, fordi den viser en afmagt frem? LÆG MÆRKE til, hvor mange af de digtsamlinger, der får mest opmærksomhed, som beskæftiger sig med afmagt i den ene eller anden afskygning.Der er sorgens afmagt og den psykiske sygdoms afmagt hos Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof, den handikappede krops afmagt hos Caspar Eric, den spiseforstyrredes afmagt hos Cecilie Lind, alderdommens afmagt hos Charlotte Strandgaard, den unge, søvnberøvede fars afmagt hos Rolf Sparre Johansson.
Hos Theis Ørntoft konfronteres vi med en politisk afmagt, hos Ursula Andkjær Olsen med taberens rasende afmagt. Fortsæt selv listen.
Det er vidt forskellige digtere, vidt forskellige temperamenter, der på vidt forskellige måder alligevel virker interesseret i det samme: i at tale fra et sted, hvor individet er svagt frem for stærkt. Kompromitteret frem for autoritativt.
MEN BLIVER en poesi, der er så optaget af afmagt, ikke selv afmægtig? Ren jammer? Tværtimod. Eller: Det gør den, men det er en helt igennem demonstrativ afmægtighed.Får poesien ikke netop en magt ved at blotte sin afmagt? Er at opholde sig ved afmagten og de måder, mennesker kan være svage på, ikke at afvise tidens krav til individet om at være selvbestemmende og suverænt, kort sagt have magt over sig selv og sin tilværelse? Måske handler det ikke engang så meget om at vende afmagt til magt, som det handler om at blive i afmagten. Som modmagt går tidens poesi ikke til modstand ved selv at bruge magt, men ved at insistere på at blive i sin skrøbelighed, være hård i sin blødhed."
(og så siger hun noget lige fint og rigtig om den trodsige humor, der stikker frem hos de nævnte digtere - men hvis jeg citerede det, ville jeg have citeret hele teksten)
3. Fra interview med skarp Asta Olivia Nordenhof i Information om psykiatri:
"- Hvad er konsekvenserne af diagnosesystemet?
»Man får et mistænksomt blik på sig selv, hvor alt muligt kan være udtryk for, at man er ved at blive syg igen. Det, der kan være så svært, er, at sanseforstyrrelserne sagtens kan udspille sig, samtidig med at man har det godt. Jeg kan tit misunde folk, som ikke har været i det psykiatriske system. De lader til at vide, hvornår de har det dårligt, men det synes jeg, jeg er blevet dårligere til. Man tænker: ' Er jeg nu i gang med et selvbedrag?'«
- Hvad kunne man gøre anderledes i forhold til diagnosticeringen?
»Det er et vanskelig spørgsmål, for et sygdomsvæsen skal vel have et eller andet klassifikationssystem, men på den anden side har jeg egentlig ikke lyst til at være pragmatisk. Jeg har lyst til at sige, hvis det ikke fungerer, hvis man arbejder imod patienterne, så må man jo grundlæggende gentænke psykiatrien. Uden at jeg kan sige, hvordan den så skal se ud, så må jeg bare sige, at det, der foregår nu, ikke er godt nok. Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra.«
- Selv om du ikke kan fremlægge en køreklar politisk plan, hvilke elementer mener du så, man burde se på?
»Man kunne i hvert fald tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system. Man opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser den som et problem.«.
(...)
"Jeg oplever også en ung krigerisk generation, som ikke vil godtage historien om, at de skal være taknemmelig over overhovedet at få lov at eksistere, bare fordi de er syge. Det er positivt.«.
Fra Lone Nikolajsens totalt gode, men præmature Information-anmeldelse af Rolf Spare Johanssons absolut gode langdigt (genrEN nu!) Begravelsen, der udkommer på mandag; i fredagsens WA Bøger roste jeg Lone N's negativitet, hun er lige så god til at være positiv:
"Her vakler digtet f. eks. mellem at fortælle om forløbet og at konstatere, hvad der er sket: »og / efter hun døde / altså hun døde.« Jeg har hørt (men ikke fået bekræftet), at digtet er talt frem - simpelt hen baseret på lydoptagelser, forfatteren har indtalt. Det tror jeg gerne, det er meget mundret, meget overbevisende, at det er sådan her, en sorgfuld person taler, går i stå, leder efter ordene. At læse Begravelse føles i en ualmindelig grad som at blive talt til.
Til trods for det og for den hikstende brudte syntaks er Begravelse så langt fra at være uklar eller dunkel, Begravelse er ikke en genopfindelse af poesien som sådan, men et fornemt eksempel på, hvad den kan, og en påmindelse om, hvorfor vi ikke vil undvære den. Begravelse er som Rolf Sparre Johanssons debut Søvn en ret ligefrem og uprætentiøs formidling af almindelige erfaringer i et dagligdags sprog. Der bliver skrevet mange vidnesbyrd i den danske litteratur for tiden, og dette her er et af de enkleste og stærkeste. Et sted i den del af digtet, der beskriver selve begravelsesritualet, står der, at det føles godt, at man ikke skal skjule sine følelser, hvad der jo er sandt og rigtigt. Men det er ikke nogen selvfølge, at en følelse kan gøres så mærkbar for andre. Når Begravelse er så rørende, er det ikke fordi der udpensles eller dissekeres store følelser, men fordi langdigtet viser, hvordan døden også indebærer en masse praktiske gøremål, og hvordan sorgen sætter sig i sproget og i forholdet til de andre efterladte.
Det er ikke chokerende, at mødre dør og efterlader deres børn i sorg, men det har ærlig talt overrasket mig, at sorg kan anskueliggøres, sådan som Rolf Sparre Johansson gør det i Begravelse. Det synes jeg er en bedrift."
2.
Fra Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens præcise Politiken-kommentar i anledning af lyrikiseringen af Politikens Litteraturpris:
"Fordi det som bekendt kun er digtsamlinger, der i år er indstillet til Politikens Litteraturpris, er der her i Bøger allerede skrevet en del om, hvad poesien kan i disse år. Om hvordan poesi kan være et modsprog til de måder at tale på, der ellers hersker i det offentlige rum.
Når man først har sagt modsprog, er der ikke langt til at sige modmagt. Men hvis samtidspoesien er en modmagt, er den det så paradoksalt nok ikke tit, fordi den viser en afmagt frem? LÆG MÆRKE til, hvor mange af de digtsamlinger, der får mest opmærksomhed, som beskæftiger sig med afmagt i den ene eller anden afskygning.Der er sorgens afmagt og den psykiske sygdoms afmagt hos Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof, den handikappede krops afmagt hos Caspar Eric, den spiseforstyrredes afmagt hos Cecilie Lind, alderdommens afmagt hos Charlotte Strandgaard, den unge, søvnberøvede fars afmagt hos Rolf Sparre Johansson.
Hos Theis Ørntoft konfronteres vi med en politisk afmagt, hos Ursula Andkjær Olsen med taberens rasende afmagt. Fortsæt selv listen.
Det er vidt forskellige digtere, vidt forskellige temperamenter, der på vidt forskellige måder alligevel virker interesseret i det samme: i at tale fra et sted, hvor individet er svagt frem for stærkt. Kompromitteret frem for autoritativt.
MEN BLIVER en poesi, der er så optaget af afmagt, ikke selv afmægtig? Ren jammer? Tværtimod. Eller: Det gør den, men det er en helt igennem demonstrativ afmægtighed.Får poesien ikke netop en magt ved at blotte sin afmagt? Er at opholde sig ved afmagten og de måder, mennesker kan være svage på, ikke at afvise tidens krav til individet om at være selvbestemmende og suverænt, kort sagt have magt over sig selv og sin tilværelse? Måske handler det ikke engang så meget om at vende afmagt til magt, som det handler om at blive i afmagten. Som modmagt går tidens poesi ikke til modstand ved selv at bruge magt, men ved at insistere på at blive i sin skrøbelighed, være hård i sin blødhed."
(og så siger hun noget lige fint og rigtig om den trodsige humor, der stikker frem hos de nævnte digtere - men hvis jeg citerede det, ville jeg have citeret hele teksten)
3. Fra interview med skarp Asta Olivia Nordenhof i Information om psykiatri:
"- Hvad er konsekvenserne af diagnosesystemet?
»Man får et mistænksomt blik på sig selv, hvor alt muligt kan være udtryk for, at man er ved at blive syg igen. Det, der kan være så svært, er, at sanseforstyrrelserne sagtens kan udspille sig, samtidig med at man har det godt. Jeg kan tit misunde folk, som ikke har været i det psykiatriske system. De lader til at vide, hvornår de har det dårligt, men det synes jeg, jeg er blevet dårligere til. Man tænker: ' Er jeg nu i gang med et selvbedrag?'«
- Hvad kunne man gøre anderledes i forhold til diagnosticeringen?
»Det er et vanskelig spørgsmål, for et sygdomsvæsen skal vel have et eller andet klassifikationssystem, men på den anden side har jeg egentlig ikke lyst til at være pragmatisk. Jeg har lyst til at sige, hvis det ikke fungerer, hvis man arbejder imod patienterne, så må man jo grundlæggende gentænke psykiatrien. Uden at jeg kan sige, hvordan den så skal se ud, så må jeg bare sige, at det, der foregår nu, ikke er godt nok. Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra.«
- Selv om du ikke kan fremlægge en køreklar politisk plan, hvilke elementer mener du så, man burde se på?
»Man kunne i hvert fald tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system. Man opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser den som et problem.«.
(...)
"Jeg oplever også en ung krigerisk generation, som ikke vil godtage historien om, at de skal være taknemmelig over overhovedet at få lov at eksistere, bare fordi de er syge. Det er positivt.«.
torsdag den 21. januar 2016
Gode nyheder om poesi fra Olivia og Yahya!
POESI ER SKREVET / SKRIVES!
Spiser piller drikker tynd bjergluft og skriver digte. Bor i samme hus som hundredevis af store sølv orme som jeg lever i angst for. Savner jer, vi ses engang ud på februar
POESI ER SKREVET / SKRIVES / NY, SNARLIG BOG PROKLAMERES!
(i kommentarfelt under video med løst rablende, Peter laugesen-navnedroppende, vel ikke truende, men så advarende ("Dette er en kort meddelelse rettet bestemt mod de personer og grupperinger, som har jagtet mig med køller og knive, forsøgt at overfalde mig og køre mig ned, og er ikke tiltænkt nogen andre.") rant)
Spiser piller drikker tynd bjergluft og skriver digte. Bor i samme hus som hundredevis af store sølv orme som jeg lever i angst for. Savner jer, vi ses engang ud på februar
POESI ER SKREVET / SKRIVES / NY, SNARLIG BOG PROKLAMERES!
(i kommentarfelt under video med løst rablende, Peter laugesen-navnedroppende, vel ikke truende, men så advarende ("Dette er en kort meddelelse rettet bestemt mod de personer og grupperinger, som har jagtet mig med køller og knive, forsøgt at overfalde mig og køre mig ned, og er ikke tiltænkt nogen andre.") rant)
Dorte Sandberg Seje, skønne, kloge og modige Yahya heart emoticon Hvornår udkommer din næste digtsamling?
Yahya Hassan Min digtsamling udkommer i løbet af dette år.
onsdag den 23. december 2015
& URSULA (kom)
Ursula Andkjær Olsen er også blevet lærer på Forfatterskolen, hvilket hun modsat Frost aldrig har været før. Dvs. at lærerteamet, ud over rektor Jeppe Brixvold, består af Asta Olivia Nordenhof, Lars Frost og Ursula Andkjær, en sand holddrøm! Det kan være, jeg omsider skal sende min optagelsesansøgning ind!?
Og imens er der 2 dage tilbage på Ursula & søsters julekalender, som er den bedste og hvert dag mest chokerende betimelige julekalender, VI begge 2 nogensinde har haft - i dag stod der (sat fancy op rundt om og indover en collage-ugle):
at lukke øjnene
glem det
GLEM ALT OM DET
det der vil komme
lad det komme
til mig
til mig
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom ko
m kom kom
kom kom kom kom k
om kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom
Og imens er der 2 dage tilbage på Ursula & søsters julekalender, som er den bedste og hvert dag mest chokerende betimelige julekalender, VI begge 2 nogensinde har haft - i dag stod der (sat fancy op rundt om og indover en collage-ugle):
at lukke øjnene
glem det
GLEM ALT OM DET
det der vil komme
lad det komme
til mig
til mig
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom
kom ko
m kom kom
kom kom kom kom k
om kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom
kom kom kom kom kom k
om kom kom kom kom kom
tirsdag den 14. juli 2015
Fra Forfatterskolens Grundbog, under opslagsordet "Autofiktion"
fatter
stadig bjælde af begrebet autofiktion, har det som om det er et begreb
der er opstået engang i et parralelunivers da en mærkelig nissemand sad
inde i en vandmelon og var sådan: ska det her betyde at jeg sidder inde i
en vandmelon?!?!?!? lols
(fra billedsøgning på nisse + vandmelon)
(fra billedsøgning på nisse + vandmelon)
onsdag den 10. juni 2015
Danske digtere siger fornuftige ting om folketingsvalget!
René Jean Jensen (som de øvrige på Facebook):
Det mærkeligste i især højrefløjens forargede snak om, at det "skal kunne betale sig at arbejde" er for mig at se den sære underliggende forestilling om folks bevæggrunde til at arbejde. Man gør det kun for pengenes skyld? Min eventuelle arbejdsglæde forringes af, at arbejdsløse modtager dagpenge eller kontanthjælp? En i forvejen stærkt svækket arbejdsglæde, må man tro. Hader folk i Venstre og Konservative i grunden at arbejde? Længes man efter at se tyendet gøre det? Det forekommer mig hverken sandsynligt eller betryggende, at de læger og lærere og skraldemænd og sosu-assistenter og kassedamer m/k og tømrere og hvad ved jeg, jeg har mødt i mit liv, allesammen udelukkende fokuserer på lønnen og lever i en art konstant fortørnelse over at andre, dårligere stillede, borgere får økonomisk hjælp. Men jeg møder måske bare ikke nok mennesker, der udelukkende arbejder for pengenes skyld. I øvrigt har jeg tænkt mig at spørge alle, der arbejder frivilligt og gratis, om hvad fanden de egentlig tænker på. Ikke penge, tilsyneladende. Smålighed og selvfedme forklædt som "rimelighed", prøv igen.
Kenneth Jensen:
Måske arbejder Lars Løkke bare bedst når han er fuld og ryger cigaretter, hvilket det så ud til, han ikke fik lov til på fx klimatopmødet, og derfor havde et anfald af dårlige nerver og svedte og sad uroligt på stolen, ligesom Hemingway, når han fremstillede sine storslåede visioner, men han turde derimod stå ved det, Hemingway skulle ikke holde ind og tisse på en motorvejsrasteplads og genfinde troen, der kom ikke tre engle og sagde til Hemingway, at det var synd for ham, men så havner det hele jo nok igen i en kedelig diskussion om, hvad det er OK at lade sig inspirere af..
Merete Pryds Helle:
til alle mine politisk ligesindede venner herinde, der skriver at I ikke vil stemme; fint. Men I ved godt at I så mister retten til at klage - ikke en eneste gang må I klage - over Løkke som statsminister? Til de ikke ligesindede; I må gerne lade være med at stemme.
Olivia Nordenhof:
efter at have hørt at venstre vil kriminalisere børn har jeg omsider forstået hvad deres politiske projekt består i: de vil simpelthen ødelægge alt. ser de en myre bevæge sig skal den dø.
Peter Adolphsen:
Kom til at læse kommentarer på et nyhedssite. Nu vil jeg gå i seng afprøve en krydsning af foster- og nato-stilling.
Det mærkeligste i især højrefløjens forargede snak om, at det "skal kunne betale sig at arbejde" er for mig at se den sære underliggende forestilling om folks bevæggrunde til at arbejde. Man gør det kun for pengenes skyld? Min eventuelle arbejdsglæde forringes af, at arbejdsløse modtager dagpenge eller kontanthjælp? En i forvejen stærkt svækket arbejdsglæde, må man tro. Hader folk i Venstre og Konservative i grunden at arbejde? Længes man efter at se tyendet gøre det? Det forekommer mig hverken sandsynligt eller betryggende, at de læger og lærere og skraldemænd og sosu-assistenter og kassedamer m/k og tømrere og hvad ved jeg, jeg har mødt i mit liv, allesammen udelukkende fokuserer på lønnen og lever i en art konstant fortørnelse over at andre, dårligere stillede, borgere får økonomisk hjælp. Men jeg møder måske bare ikke nok mennesker, der udelukkende arbejder for pengenes skyld. I øvrigt har jeg tænkt mig at spørge alle, der arbejder frivilligt og gratis, om hvad fanden de egentlig tænker på. Ikke penge, tilsyneladende. Smålighed og selvfedme forklædt som "rimelighed", prøv igen.
Kenneth Jensen:
Måske arbejder Lars Løkke bare bedst når han er fuld og ryger cigaretter, hvilket det så ud til, han ikke fik lov til på fx klimatopmødet, og derfor havde et anfald af dårlige nerver og svedte og sad uroligt på stolen, ligesom Hemingway, når han fremstillede sine storslåede visioner, men han turde derimod stå ved det, Hemingway skulle ikke holde ind og tisse på en motorvejsrasteplads og genfinde troen, der kom ikke tre engle og sagde til Hemingway, at det var synd for ham, men så havner det hele jo nok igen i en kedelig diskussion om, hvad det er OK at lade sig inspirere af..
Merete Pryds Helle:
til alle mine politisk ligesindede venner herinde, der skriver at I ikke vil stemme; fint. Men I ved godt at I så mister retten til at klage - ikke en eneste gang må I klage - over Løkke som statsminister? Til de ikke ligesindede; I må gerne lade være med at stemme.
Olivia Nordenhof:
efter at have hørt at venstre vil kriminalisere børn har jeg omsider forstået hvad deres politiske projekt består i: de vil simpelthen ødelægge alt. ser de en myre bevæge sig skal den dø.
Peter Adolphsen:
Kom til at læse kommentarer på et nyhedssite. Nu vil jeg gå i seng afprøve en krydsning af foster- og nato-stilling.
fredag den 29. maj 2015
Olivia & Sven er kærester i dag!
Jeg skal ud af døren for at købe en gave i en helt anden glædelig anledning, men jeg opdager, at Olivia Nordenhof lige nu cirka modtager Sven Dalsgaards Legat til fordel for yngre, eksperimenterende kunstnere i Den Frie Udstillingsbygning, og det kan ikke være mere RIGTIGT, en yndlingskunstners pris til en yndlingsdigter, her er et Sven-værk jeg i en vis fart fandt på nettet, men som jeg synes passer perfekt til, hvordan Olivia passer til Sven: Stormfuld beige POLO:
tirsdag den 19. maj 2015
Gider ikke kommentere på det latterlige, forlorne ostehjul*, vil bare læse videre i Voetmann
s** nye roman, der pludselig udkomme rpå fredag, det var jeg ikke forbredt på, men nu er jeg midvejs og munken Othlo og hans guide og et lam er på vej lige lukt i helvede:
Mørkestrømmen syntes at mildnes nu, jeg kunne åbne øjnene igen og så flammebyens flækkede tårne og barakker under mig. Vi landede på en øde plads omringet af sorte tandstumpstårne. Tårnene var oplyst af en indre glød, en fælles puls af lys slog i dem. Torvet var øde, men fjerne skrig kunne høres fra alle retninger.
Min fører eller følgesvend fortalte mig på dette tidspunkt noget om, at torvet her var bygget til modtagelse af dignitarer og notabiliteter blandt de fortabte, men denne del af hans talestrøm lyttede jeg ikke opmærksomt til.
For i det øjeblik vi landede, og jeg lod mig glide ned fra det store lams ryg, bemærkede jeg, at lammet var blevet hårdt såret, ja, det havde helt og aldeles mistet sit højre bagben og haltede nu ynkeligt omkring på kun tre ben på brostenene, mens en sortnet og skummende stump af det fortærede ben spjættede i luften bag det. Det gik op for mig, at lammet i vores flugt måtte være blevet ramt af en dråbe af et havuhyres giftige spy, og at denne dråbe havde opædt dens ben.
*
Mørkestrømmen syntes at mildnes nu, jeg kunne åbne øjnene igen og så flammebyens flækkede tårne og barakker under mig. Vi landede på en øde plads omringet af sorte tandstumpstårne. Tårnene var oplyst af en indre glød, en fælles puls af lys slog i dem. Torvet var øde, men fjerne skrig kunne høres fra alle retninger.
Min fører eller følgesvend fortalte mig på dette tidspunkt noget om, at torvet her var bygget til modtagelse af dignitarer og notabiliteter blandt de fortabte, men denne del af hans talestrøm lyttede jeg ikke opmærksomt til.
For i det øjeblik vi landede, og jeg lod mig glide ned fra det store lams ryg, bemærkede jeg, at lammet var blevet hårdt såret, ja, det havde helt og aldeles mistet sit højre bagben og haltede nu ynkeligt omkring på kun tre ben på brostenene, mens en sortnet og skummende stump af det fortærede ben spjættede i luften bag det. Det gik op for mig, at lammet i vores flugt måtte være blevet ramt af en dråbe af et havuhyres giftige spy, og at denne dråbe havde opædt dens ben.
*
Hvor
er det elendigt nu at få dette ostehjul at se som er udueligt til at
præsentere os for noget som helst vi kan tænke over. Hvor er det
ELENDIGT at kunne læse på Søren K Willemoes facebook profil at han mener
om Maja Lee Langvad at hun ’turnerer rundt med sin seksualitet’. Hvor
er det elendigt at det er tilstrækkelig journalistisk ambition for en
avisredaktion at ’få folk op af stolene’. Det er samme ambition som de
havde for playlisten på crazydaysi i kalundborg, som i øvrigt nu er
nedlagt så måske blev det alligevel for trist i længden at stå der på
byens bakketop og spille macho og sige kykkeliky
En gennemgang af 26 bøger skrevet af debutanter i 2014 og 15 bekræfter en række af Mette Høegs kritikpunkter.
**
**
Mindst
tre af de kvindelige forfattere, der optælles som "debutanter" i
artiklen her, har udgivet flere bøger (Olga Ravn, Amalie Smith,
Line-Maria Lång). En af dem har udgivet fem bøger over de sidste fem år
og bliver her regnet med som "debutant fra 2014-15". Den truende
rød/lyserøde del af lagkagen er pumpet kunstigt op for at understøtte en
lam pointe, og det havde været ganske nemt at pumpe det blå op på samme
måde ved at inkludere en håndfuld af de mænd, der også har udgivet
fire-fem bøger. Eller bare nogle af de mandlige debutanter, der faktisk
bliver overset i opgørelsen: det kunne være Thomas Rydahl, Søren Fauth,
Sigurd Buch Kristensen osv. Jeres statistik er ubrugelig, men I får
point for den subtile farveopdeling.
Martin Glaz Serup Gitte Broeng har skrevet 5 bøger!
- Bjarke Larsen Mht Gitte Broeng, Amalie Smith, Olga Ravn og Line-Maria Lång er der tale om ROMANdebutanter. Det burde vi selvfølgelig have gjort mere tydeligt opmærksom på.
Vi har også fravalgt alle krimi-forfattere.
Vi har ikke påstået, at listen er komplet. Kun at den er repræsentativ. Og det mener jeg ikke, disse indvendinger ændrer på.
Vores formål har udelukkende været at prøve at kvalificere debatten med at komme med lidt empiri. Hvorfor vi så skal skydes alle mulige skumle motiver i skoene. 
- Peter-Clement Woetmann Det store spørgsmål er også hvorfor debutanten tilskrives betydende magt i forhold til dansk skønlitteratur. Nå. Kan vi finde mere at hetze
- Iben Mondrup Men Bjarke, der optræder jo også forfattere i lagkagen, som debuterer med digtsamlinger??? Hvor er logikken i opgørelsen så?
- Johanne Thorup Dalgaard Kære Bjarke. Man kan ikke bare "påstå" at ens sample er repræsentativ. Man kan vælge at randomisere udvælgelsen af cases, og derved sikre repræsentativiteten i forhold til populationen. Eller man kan vælge en non-probabilitsitsk sample, hvor man argumenterer for, at netop den udvælgelsesmetode man gør brug af, fører til repræsentativitet. I det sidste tilfælde er man altid på lidt usikker grund fra et statistisk synspunkt. Udvælgelsesmetoden skal som minimum fremlægges klart og tydeligt og desuden skal dens måde at sikre repræsentativitet på godtgøres med logisk sammenhængende argumentation og overvejelser om hvilke begrænsninger og faldgruber, der gør sig gældende for den videre analyse af data på baggrund af metoden. Hvilket altså ikke inkluderer ens egen mavefornemmelse/påstand. Uanset hvad skal man definere sit analyseobjekt og sin population og fremlægge sin metode, så andre har mulighed for at efterprøve ens påstand. Ingen af delene gør sig gældende for jeres "statistik".
- Harald Voetmann Bjarke Larsen, ok. Men det er en statistisk, som er gennemhullet af fejl og derfor ubrugelig, det er dét, jeg er ude på at påpege, jeres motiver vil jeg gerne lade jer selv om. Men hvorfor er det f.eks. interessant for jer at inkludere romandebutanter men ikke inkludere spændingsromaner eller krimier? Det giver umiddelbart ingen mening at man tæller med, hvis man som sin bog nr fem skriver en roman, men ikke hvis man som sin bog nr et skriver en ambitiøs moppedreng af en krimi, som Thomas Rydahls Eremitten. Og lægger man de mange udeladelser af mandlige debutanter oveni, er det meget svært at se den mindste empiriske værdi i det her.
- Harald Voetmann og når jeg nævner Thomas Rydahls Eremitten, er det selvfølgelig også fordi den vandt Debutantprisen på BogForum. Hvor den altså godt kunne tælles med. I har formentlig selv kørt en historie, hvor TR står med stor check og titlen som årets debutant.
- Bjarke Larsen Vi har ikke taget krimierne med, fordi jeg ikke har fået indtryk af, at krimierne var til debat. Det er ligesom em anden genre.
Angående udeladelserne er det tilfældigt. Vi er også blevet gjort opmærksom på kvindeligr debutanter, der mangler. - Bjarke Larsen Der er jo ikke tale om en PhD afhandling, men et forsøg på efter bedste evne at tegne et billede af nogle tendenser og forsøge at berige den hidsige debat med lidt empiri.
Intet af der, der er blevet indvendt, ændrer ved de overordnede konklusioner. - Harald Voetmann Det ændrer på muligheden for overhovedet at drage en konklusion, når empirien og metoden ikke holder. Så kan I have formodninger i stedet.
- Harald Voetmann Hvis man skal tale om hvad der "dominerer" dansk litteratur, virker det da i øvrigt som en vild nok beslutning ikke at ville inddrage de genrer, der rent faktisk sælger mest og når ud til flest læsere.
- Bjarke Larsen Det er jeg helt uenig i. De mangler, der er nævnt, ændrer ikke på konklusionerne.
- Harald Voetmann Nej, men de ændrer på deres validitet.
Johanne Thorup Dalgaard http://en.wikipedia.org/wiki/Truthiness
Truthiness is a quality characterizing a "truth" that...
Abonner på:
Opslag (Atom)
