Skru ind på talent

På Bogmessen igår skulle Gyldendalredaktør Lene Wissing og jeg tale om talent, og vi havde hver udvlagt 2 tekster fra bunke på til dr.dk's Testklubben indsendte og fra Testrup Højskoles skrivelinje udsendte tekster. Dette er begyndelsen på den ene af de tekster, jeg vlgate, og som jeg sagde på scenen, efter den unge digter hardcore-henrivende havde læst op i egen person, ville jeg ønske, der var en DAB-kanal, man kunne skrue ind på, og så digtede Sophia Handler bare videre af sted på sær og sirlig fjed på sin tekst ved navn (og som) "Müsli", du må også gerne læse med, Leonora, kan din kæreste hilse og sige, det er det her, man kalder poesi, og som prosa, hvis man virkelig gør sig umage og har talent, i sjældne tilfælde kan nå op på siden af:


Fine ting er at løbe og at være sulten. Jeg mangler en taske, der passer til alle mine fine ting. Den skal også være smuk. Men jeg vil jo gerne holde noget helt tæt ind mod maven. Under dynen kunne der være koldt. Jeg undrer mig et øjeblik over retning syd. Vinduerne kunne være sydvendte. Der må være kommet e-mails. Otte. Jeg ved ikke, hvad der næste gang kommer ind i mig. Jeg fortryder et øjeblik en taske. Det går over igen lige efter. Jeg glæder mig til tasken. Den kunne være sort. Jeg kunne have haft en blå bluse på. Loftet kunne have været skråvægge, vi kunne have siddet oppe under det. At cykle en tur giver mulighed for at komme et sted hen. Neglelak ligner muselort, når den skaller eller trækkes af. Jeg kan godt lide at trække lakken af i store flager, jeg drømmer om at træ kke mine fingernegle af. Når noget ændrer toneart er det som et vejrskifte. Modulerende. Hvem som helst kunne kigge ind ad vinduerne. Karton kommer lidt ind i mig. Jeg ved ikke, hvad der næste gang opsøger mig. Risiko for at glemme, risiko for uorden, risiko for farvesymmetri. Det kunne være, rummet var fuldt af musikinstrumenter, det kunne være, rummet ikke var aflåst. Men jeg kunne jo rejse mig. En slags væk, eller én, og så to mænd, kunne der være. Jeg får kvalme i stedet for at blive sulten. Jeg mærker ikke sult, når jeg er sulten, jeg mærker noget andet men ved, at noget andet betyder sulten. At aflyse noget giver plads til at trække fingerneglene af. Risiko for ikke at glemme, risiko for kommunikation, risiko for blindhed. Jeg ruller øjnene nord, syd, øst og vest og mærker, hvor det gør mest ondt. Øst. At trække vejret giver mulighed for at komme videre. Det varme vand kunne være brugt op, det kunne være blevet koldt, før sæben var ude af øjnene. At se indebærer risici. Jeg har ikke tid til at skifte det øverste ben, når jeg lægger benene over kors med mindre, jeg aflyser noget. Der tømmes lidt luft ud af mig som balloner. At skifte toneart giver mulighed for ikke at vende tilbage. Opsat hår giver ondt i hovedet. Det kunne passe til en kjole. Når noget er pakket i emballage, er det en slags væk. Stolene kunne være stablet i et hjørne. En kvinde har dine sko på. Jeg ved ikke, hvad der næste gang omslutter mig. Jeg kunne være pakket i emballage. En toværelses kunne være for meget at bede om. På overkroppens blå emballage noget pynt. Vejret kunne være skiftet i mellemtiden. Tænk at være så nord. Hvor kontra.