Bloggeridentitetsfundamentalisme

(fundet af dig på bloggen Sillewho - 10 ting bloggere er gode til)

1. Vi er rigtig gode til at lade som om, at vi hører efter, hvad du siger til os, imens vi tjekker mobil, mails eller shopper. Jeg kan her give jer et lille tip, der vil redde jer for megen irritation: Vi hører ikke efter. Det gør vi bare ikke – med mindre du fortæller noget godt om os, fortæller hvordan vi kan få gratis ting, eller sladrer om en anden blogger. Hvis du vil have fat i os er det nemmere bare at sende en mail.

2. Grundet førnævnte fokus på telefon svarer bloggere rigtig hurtigt på mails. Jeg har ofte fanget mig selv i, at jeg lige venter to minutter før jeg svarer, for ellers virker det lidt desperat. Men jeg sidder klar, det kan jeg godt love for.

3. Bloggere er gode til at påvirke hinanden. I vil måske kalde det efterligning og uoriginalitet, men en lyserød pels er speciel ligemeget, hvor mange bloggere, der har den på. Sådan er reglerne. Så er det også nemmere for den almene befolkning at genkende os som gruppe

4. Vi er gode forretningsmennesker. Ser vi en sweater vi kan lide? Så tagger vi den på Instagram og forventer STÆRKT, at vi har modtaget den dagen efter. Er det ikke sådan man forretninger den?

5. Som blogger kan vi kan få alt til at fungere som outfit. Det viser styrke og mod at iklæde sig noget unikt og specielt. Også selvom det måske i den virkelig verden bare er ret… grimt.

6. Du kommer aldrig til at kende én, der er bedre til at multitaske end en blogger. Punkt nummer et er ikke grundet manglende evne til at multitaske, men grundet et decideret valg. Vi kan shoppe, skrive sponsoreret indlæg, have sex med vores kæreste alt imens vi planlægger morgendagens outfit, alt sammen på én og samme tid. Ja, der er ingen, der har sagt, at det er nemt.

7. Vi kender vores vinkler. Der er flere læsere, der kommenterer på, at der er specielle “blogger poses”, og det er også rigtigt. Inden du bliver godkendt som blogger bliver du kaldt til prøve på kontoret, hvor du bliver testet i de forskellige poseringer til outfitbilleder. De mest kendte er: Kig ned i jorden mens du smiler så du ikke virker som om at kameraet betyder meget for dig. Op på tæerne så du ser højere og slankere ud. Peg fødderne ind imod hinanden så du ser uskyldig og charmerende ud. Få et pænt! grineflip mens du får taget billeder så du ser afslappet, cool og lykkelig ud… Der er mange flere som jeg ikke kan dele med jer lige nu, men I skal vide, at vi kan dem alle. Det er et krav.

8. Vi skriver de vildeste ønskesedler. Come on – Sillewho er ikke andet end. Jeg har brugt to år på at skrive den mest gennemført liste. Hvis du beder om en ønskeseddel fra mig får du én med billeder, links og historie bag.

9. Vi kan se muligheder i alt: Den der sandwich kunne være PISSE flot, hvis du lige går derhen i solen, drejer 60 grader, dropper alt, der IKKE er salat og så tager disse Valentino sko på. Det er lige til Instagram.

10. Vi er bare virkelig gode.

Kronprinspoetik

Centralt for Blogdahl er det at

tale sort og afbryde egne sætninger

i troen på at det beruser læseren

- fra artikel i MetroExpres om at skåle hver gang Dronningen laver fejl i nytårstalen, med statistik!:

Jo yngre man er, jo større er chcen for at man skåler for hendes fejl.
  Dermed tyder alt på, at en ny nytårstradition er ved at blive etableret til potentitel ulempe for kronprins Frederik, som indenfor en forholdsvis overskuelig årrække skal overtage traditionen fra sin mor.
  Han er af retorikere gentagne gange blevet beskyldt for at tale sort og afbryde egne sætninger.
  Gør han også det i sine nytårstaler i fremtiden, kan det hænde i hundredetusindvis af nytårsselskaber, at de, som drikker store slurke, når der skåles, bliver svært berusede inden nytårsmiddagen.

På bloggen er Frederik allerede konge!



 - fra 2 år gammel BT-artikel:

At Kronprins Frederik ikke er et retorisk geni er ingen hemmelighed. Det har flere usammenhængende udtalelser igennem årene bevist.
I aftes skete det så igen, da Danmarks kommende konge i forbindelse med et statsbesøg til det tidligere Sovjet skulle udtale sig om forandringerne i Rusland siden 1980.
- Der er sket en såkaldt naturlig forandring, som tiden er ansvarlig for. Det vil sige, at der jo sker en naturlig udvikling over tid for et land i særdeleshed. Men også for hele verden, lød det noget besynderlige svar fra Kronprins Frederik til TV-Avisen.
I 2009 udtalte Kronprins Frederik ellers til B.T., at han ville gå i medietræning for at undgå flere uheldige episoder.
- Man kan ikke være for lille eller for stor til at tage kritikken til sig. Det har jeg gjort - og handlet på det, sagde Kronprinsen dengang.
Aftenens udtalelser viste dog ikke megen tegn på fremgang, vurderer ekspert.
- Man kan ikke se, at han har fået medietræning. Man sidder jo og tænker, at den stakkels mand burde have kendskab til den helt simple kommunikationsmodel, der hedder fisken.
Der skal være hoved og hale i det, du siger, fortæller Mette Koors fra Institut for medietræning.
- Det er lige som om, han ikke tænker i helheder. Han tænker ikke i en hel sætning, når han starter, forklarer hun yderligere.
Hun vurderer, at Kronprinsens kludrende retorik er et stort problem for kongehuset.
- Jeg synes, det er et problem, at vi har en kommende konge, der taler sort. Og jeg synes, det er et problem, som der bør gøres mere ved, siger Mette Koors.

Og John Ashbery har skrevet et digt om blogs - BL.A.

eller rettere om ikke at prøve at fange DET på en blog, Bl.A.
(med 1 linjes linjeafstand og i 2 STROFER)
i det nye New Yorker:

GRAVY FOR THE PRISONERS

I wouldn't try to capture it
on the page, or in a blog, the *inauspicious
leaving of a day. Closer to a dream
than the hum of streets, and people
who once walked along them.

Yeah, I know. Know what I'm saying?
The grounds were ultimately too large for the compound.
A tree takes flight, and patterns are *coaxed
into recurring on adjacent walls,
out of thin air.
No such titan ever visited
during my days as*aedile. Yet *wisps
still buttonhole us in random *moats:
Was it this you were expecting,
and if not, why not*?

*lidet opløftende
*lokkes
*Aedile (Latin: Aedilis, from aedes, "temple building") was an office of the Roman Republic. Based in Rome, the aediles were responsible for maintenance of public buildings (aedēs) and regulation of public festivals. They also had powers to enforce public order.
*græstotter
 *voldgrave
*godt spørgsmål!



Jane Freilicher,  John Ashbery (c.1954), pen and ink on paper, 13.75 ins x 13.875 ins, Private Collection,

Hotel Mariott-poetik

også kaldet Brunch-poetik og Faster-poetik - jeg følger den slavisk, som alle de andre russiske gangstere på hotellet:

Champagne
&
marinerede sild

Linkflink blogpost i dag om hvad vi talte om i forgårs aftes (og nat)

1. link

2. link

3. link

4. link

5. link

6. link

7. link



(foto: Glaz - klokken er ca. 2:30)

Talen vil helst være en blogpost

altså min tale, oplæst for Pia Juul ved overrækkelsen af Kritikerprisen i dag for rimelig mange mennesker, men som sædvanlig alt for få gode digtere, og kun 1 tidligere prismodtager, det må I kunne gøre bedre, gode digtere, og det vil avisen sikker også helst, at talen bliver, en blogpost altså, men for SKAMs skyld spørger jeg redaktøren i morgen, om hun er interesseret i en tale, hvor jeg alt andet lige har gjort mig mere end almindelig umage, men det er jo nok desværre den forkerte slags umage, nemlig en rent kritisk umage, som NB er og bør være en publicistisk umage tillige, det er bare ikke helt det samme som en journalistisk umage, fordi den kritiske højtråben nødvendigvis må blive en særdeles nærsynet højråben, og journalister hader nærsynethed, og taler er aviser og redaktører, ikke helt uden grund, konstitutionelt skeptiske overfor, vi får se!

Nr. 1 blogfordel

vs. anmeldelser:

Man har ret til at lade være at REFERERE bøgerne!

Se bare nedenfor, der står ikke et ORD om, hvad der SKER, FOREGÅR, HÆNDER, PÅGÅR, hvad HANDLINGEN eller PLOTTET beløber sig til, i de 3 romaner, jeg har faktisk enormt lyst til at referere Weitzes roman, fordi det er en SUMMENDE, STIKKENDE BIKUBE AF HÆNDELSER, hvis laveste sammenhæng er den kronologiske sekvens og logik, men jeg lader være, fordi det kan jeg tillade mig, se bare!

(og jeg er så bange for, at der er alt muligt SKEENDE i Jan Sonnergaards novellemursten, som jeg er tvunget til at notere mig, selv om det aldrig eller (Svend Åge findes!) sjældent er handlingen, der er kunsten i en bog, og i en vellykket Sonnergaard-novelle, og det er virkelig, virkelig, virkelig, lang tid siden, han har skrevet sådan én, but here's hoping, er kunsten snarere den HAPPENING, handlingen er eller terroriseres til at blive).

Jeg stjal Ursulas tavle (fra hendes nu uhemmelige blog)

Lige så hektisk som klog (og sjov og charmerende, ja, ja) var Ursula Andkjær Olsens Litt Talk i går eftermiddags, og hun nåede også lige at akkompagnere salens mumlende afsyngelse af "Sorrig og Glæde" på sammenbidt klaver, før hun hastede ud af en sidedør i foredragssalen, og jeg skyndte mig at afrive og sammenrulle og hjembringe hendes flip-over-papirtavle featuring den altafgørende patos-formel, her copypastet fra hendes blog "Mit ansigt udadtil/indadtil" på hjemmesiden:

Den patetiske ligning:
lidelsen
—————————— = ca. 1
åndens modstand

Sat i sædvanlig ursulask dialektisk spil (Kingo: Kroner og scepter i demantspil lege) af denne tanke (formuleret på bloggen i fredags, ligningen er fra april):

Følelsen – lidelsen, patos – er det flygtige, det vil sige måske det usande,
mens flerstemmigheden som VILKÅR, ironien, er det blivende, det som IKKE ændrer sig, det sande.

FOR JA, URSULA HAR EN BLOG, OG DET HAR HUN HAFT RET PRÆCIS ET ÅR, OG HVORFOR HAR INGEN FOTALT MIG/OS DET? VIL JEG/VI GERNE VIDE!

og det er en fantastisk og fantastisk ursulask og fantastisk ursulask flittig (hvilket snarere end Blogdahl-manien kunne tjene til eksempel for de sløve Promenadister (se overstreget link nedenfor), også formelt, i kortheden; jeg forestiller mig ikke, at I vil sammenligne Ursulas blogposter med Facebook-opdateringer, eller hur, Elisabeth?) blog, som jeg kun lige har "bladret" i, bestående af små, aforistiske stik og poetiske hvirvler og polemiske sneboldeklask. Jeg har fået en ny yndlingsblog! Her tre af de seneste poster:

At åbne det værste i folk – åbn det værste i folk.
At få lov endelig at blive, hvad alt historisk først og fremmest er: noget andet, noget fremmed.
At få lov endelig at blive, hvad alt først og fremmest er: noget andet, noget fremmed.
At åbne det bedste i mørket – åbn det bedste i mørket, og
gem din finger i min knæskal. Gem din finger i min knæskal og læg hjertet ind bag min pande.

at føre samtaler med sig selv i drømme.
at føre samtaler med sig selv og, naturligvis, udefrakommende instanser i drømme.
at skjule kønsorganet i tricoloren.
imens ægget bare vokser og vokser, bliver mere og mere bleu=blau=blue. yeah.
at skjule skammen i, at skjule rigdommen i de givne farver.
at bleu=blau=blue er det universelle.
at det universelle er en drøm som alle er nødt til at drømme, før universalitet kan opstå.

Den seksuelle revolution
Vedr. Dirty dancing
Tænk, der var engang, hvor underklassen var sexet. Hvor underklassen havde kroppen og kønnet og seksualiteten, imens overklassen havde pengene, længslerne og kedsomheden.
Nu har overklassen kroppen, kønnet, seksualiteten, pengene, længslerne og kedsomheden.

Godmorgen Danmark siger godmorgen til Blogdahl, der sover tungt

Blogdahl, finder jeg ud af nu, blev i går morges anmeldt - positivt! og med brug af ordet 'møffe' -  på Godmorgen Danmark af dansk morgenfjernsyns første bloganmelder Gudrun Hagen i hendes første bloganmeldelse, link her og tak for det! God ironi, også vs. anklagen om højt lixtal, at dagens eneste blogpost blev klokkesletkonstateringen nedenfor:

Blakket om blogs og viskost om Vizki

Jeg har læst 2 artikler i det nye 25 års-jubilæumsnummer af Standart, den ene af pligt og den anden af lyst.

Artiklen, jeg har læst af pligt, selvom jeg helst havde læst den af lyst, er Thomas Hvid Kromanns og Martin Glaz Serups "Den litterære blog", som jo burde have den allerstørste egocentriske interesse for Blogdahl, især da tre blogs særligt highlightes, Blogdahl, Glaz Serups Kornkammeret og Glaz Serup & co's Promenaden, men netop fordi den ene af forfatterne selv-highlightende er stor-blogger, undrer det mig, at teksten ikke er mere lystfuld, ikke fordi der ikke står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men fordi der står og citeres en hel masse kvikt og dybsindigt, men ikke begejstret og henført og forjættende. Bedste pointe - men hvorfor ikke SYNGE den ud!?`- er bloggen som tidsskriftsagtigt mulighedsarkiv (men alligevel også en sær fremtidsudkastet musealisering, hvorfor må bloggen ikke være cool og vild nu?):

Der er måske endnu (er alt afgjort? næppe) ikke tale om at nogle danske blogs for alvor og gennem længere tid får et større publikum i tale, men hvilket litterært tidsskrift gør egentlig det i dag? Måske man kan se bloggen som en art tidsskrift. Tidsskrifter har historisk set spillet en vigtig rolle i den litterære offentlighed, fordi man savnede et knudepunkt, der kunne nytte lokale positioner sammen i en større helhed. Endvidere har de ofte fungeret som platforme for teori og praksis ift. nye kunst. og litteraturretninger. Alliegevel har et tidsskift som 'ta (1967-1968) næppe fyldt noget særligt i sin samtid, selvom dets litteraturhistoriske rolle siden har vist sig at være overordentlig vigtig. Som den amerikanske kunsthistoriker Gwen Allen  har påpeget, er tidsskrift vigtige som mulighedsarkiver, dvs. som arkiver for det sammensurium af diskurser, der ofte eksisterer i samtiden, men som kunst- og litteraturhistorieskrivningen ofte stryger i en nødvendig, men derfor ikke nødvendigvis rimelig eller repræsentativ kompleksistetsreduktion. Måske blog i fremtiden vil fungere som sådanne mulighedsarkiver og kontrastere eller supplere den herskende litteraturhistorieskrivning, forudsat at Det Kongelige Bibiloteks høstninger af disse hjemmesider vil kunne lokaliseres om et givent antal år.

Vi blogger for måske at blive høstet af det Kgl. Bibliotek!? Næppe!? Og hvorfor ikke bare en enkelt liste over favorit-blogs, hvorfor ikke bare en eller anden liste over litterære blogs lige nu (de blomstrer ivrigt, jf. bare disse 4 nye nævnt på Hvedekorns hjemmeside), hvorfor ikke nævne de to originaleste (flittige) litterære bloggere (hvis PRIMÆRE og fremragende litterære output er blogs) lige nu, Caspar Eric Christensen og Bue P. Peitersen!!??

Nå, men den artikel, jeg læste af lyst, er skrevet af en af mine yndlingsHvedekornsdigtere Lea Løppenthin, der ligesom andre unge skribenter født i Standarts fødeår 1987 (spædbarn! Hvedekorn oprettedes (som Klinte) 1920!) er blevet bedt om at genanmelde en bog, der blev anmeldt i Standarts første årgang, Lea har valgt Morti Vizkis debutroman Peters revolution, det kan jeg godt forstå, og min største ros af hendes kloge og legesyge og ømme tekst er, at den sagtens kunne være en blogpost (på den blog hun desværre ikke skriver længere), her er slutningen:

Jeg er virkelig ked af, at du er død. Du sejler ikke i luftballon du reder ikke din seng som nogen lille soldat du er et jakkesæt med knæ og skulderpuder i mit værelse. Et kærligt jakkesæt der helt klart hjælper min søvn. Du truer søvnen til at få eget liv. Men du er ikke en varme. Du er din hårde ansigtshud støbt. Måske troede du dine bøger var voodoo-dukker, at hvis mennesker behandlede dem nænsomt, opmærksomt, ville du også mærke det. Kan du mærke det? Du løb den risiko at tage den chance. Du lytter ikke til myrerne, du lyttede til myrerne. Jeg knægtes ved din stemme. Jeg knægtes, bliver knægt og vil ikke være andet. Vi blive knægt med mine venner og veninder. Vil gå med en alvorligt halsklud. Du kan ikke gøre mere skade på dine billeder./ Kærlig hilsen fra mig, Lea/ Odins Tværgade 2012

Poeten H som blog-pioner

Eller rettere: 6512-skriveren som caspareric-epigon (tror, det er Line Knutzons udgave af romanen, han taler om, og så hænger alt sådan cirkus sammen):  

jeg kigger ikke på skærmen. jeg kigger på tasteturet. 
mest på t og ggggg som ligger nedde under t’et som 
jeg bruger meget isør ertgedfdds lige her 
ewfdsvefswfwefseerrgreergrtreghr kørerr det meget 
min højre hand klører ikke meget rammer tit bare 
mmmmmmmm et hov hvorfor stoppede mhejusikken 
shit den skal loade heheheheheheheeh ok passer måske ok. 
jeg askal også pisse vildt meget. 6512 . per højholt. 
lone nikolajsen om idioter. .den læste jeg faktisk 
altså 6512 første gang i hel smadret familie udgave 
på istedgade. og elsker den til stadighed. at udgive og samle 
og orkestrrerererer hele denne her blog lidt 6512 agtig. 
ku være sweet. men har aldrig værert meningen 
den loader slet ikke . nå fuck jeg pisser så ser vi på det 
eller jeg gør og så kan du se på det gennem mine øjne. 
eller fingerspidser lol.-

My first and last prom?

På Promenanden ligger nu den skriftlige udgave (uden den mundtlige ros til Blogdahl bl.a.) af Niels Franks indledende oplæg på Promenaden-aftenen, "Occupy Literature", som er en typisk Niels Franksk poetik: fuldstændig ude af stand til - sammen med resten af den hidtidige Promenaden-promeneren (der netop og i bedste forstand har været fuld af af "nuancer, komplekse anskuelser, dobbelttydigheder, fordybelser"- at leve op til sine egne forførende velformulerede anti-idealer:

Selv oplever jeg, at der er lidt skøjteløb over at blogge. Jeg føler, jeg bevæger mig hurtigt, lettere svævende, men hele tiden i cirkler omkring uklare punkter. Jeg prøver bevægelser af, figurer, forestillinger, meninger, men ingenting sidder fast på mig, og hvis det gør, skøjter jeg bare lidt hurtigere, eller skifter retning. Jeg er ultimativt uafhængig, ikke blot af den ydre verden, men også af mig selv. Er det, fordi et indlæg på en blog ikke tilhører værket? Det tror jeg egentlig ikke, men bloglivet er måske ligeglad med ting som netop ’forfatterskab’, ’karriere’, ’standpunkt’, ’status’. Måske viser bloggen i virkeligheden, hvor tåbeligt og inferiørt alle den slags dennesidigheder er. Hvor trivielle og dybest set borgerlige, de er. Bloggen skifter dem ud med nærvær, gerne på kanten til ild i røven og lokummer, der brænder, og pis i kog. Bloggen er ligeglad med, om den ophøjer eller fornedrer, for oppe og nede tilhører en tankegang eller et verdenssyn, som den har revet sig løs fra. Eller den har løsrevet sig fra en verdensorden, som nu fx den, jeg beskrev med min fødekæde, der gik fra det tynde papirklip til den tunge akademiske afhandling. Bloggen kaster det hele op i luften, og undervejs ryger der nogle institutioner og taburetter og nogle tilsyneladende urørlige positioner med i bevægelsen. Der opstår simpelthen et tomrum – eller et frirum – dér, hvor et autoritativt mellemlag før befandt sig.

men hvis (suk) Promenisterne ikke vil eller kan og bare slet, slet ikke ikke har tid til at leve op til ordene, skal vi andre nok prøve!

Lige over Niels Franks super-kronikagtige blogpost om blogposters ideelle ikke-kronikagtighed finder man lige nu en scanning af Tue Nexøs noter og stikord fra aftenen og en ideel Promenaden'sk blogpost om og med Thomas Bernard ved René Jean Jensen og min egen på aftenen oplæste pseudo-Pormendaden-blogpost.

2 totale bloglister

Berusende totalfordele ved blogs

1. TOTAL FRIHED (redaktionelt, opsætningsmæssigt/kvantitativt)
2. TOTAL HYBRIDITET (tekst, links, billeder, videoer)
3. TOTAL ØJEBLIKKELIGHED (på reg. klokkeslet ude i verden)
4. TOTAL TILGÆNGELIGHED (umiddelbart og gratis for hvem som helst på hele kloden)
5. TOTAL GENREUNGDOMMELIGHED (som at være omkring ved fx romanens begyndelse)

Personlig blogpoetik/regelsæt, også totalt

1. TOTAL POLYFONI
2. TOTALT DAGBLAD
3. TOTAL (pseudo)DAGBOG
4. TOTAL tværmedial ANTOLOGI
5. TOTALT POESISKJUL
(+ total reklame og total aflæsning af løsøre)

Klokken ca. 13:00 i dag definerer jeg digtet (og blotter bloggen)

SANDSYNLIGVIS (IKKE)!

Hesten har vinger

poesikonference
Lyrik-gruppen i DFF, Strandgade 6,
torsdag d. 19. april 2012

Program
Ordstyrer: Karsten Bjarnholt

9-9.30: Morgenkaffe

9.30-11.10 Refleksion
René Rasmussen: Jeg- udsagn og udsigelse i moderne lyrik
René Jean Jensen: Overvejelser over
form- og formløshedsproblemer
ud fra egen praksis
Diskussion, samtale, kommentarer…

11.10-11.25: Kaffepause

11.25-12 Poesioplæsning:
Adda Djørup læser
Glenn Christian læser
Samtale, kommentarer…

12-12.30 Frokost

12.30-14.00 Poetik
Peter Stein Larsen: Poetikker efter Inger Christensen
Lars Bukdahl: Hvad er et digt?
Diskussion, samtale, kommentarer…

14.00-14.30 Poesioplæsning
Dy Plambeck læser
Samtale, kommentarer…

14.30-14.45: Kaffepause

14.45 – 15.45 Nye muligheder
Knud Steffen Nielsen og Lars Bukdahl: Blogs & poesi
Hugo Hørlyck Karlsen: e-books & poesi
(Det anbefales inden konferencen
at have læst denne artikel: http/bogmarkedet.dk/comment/43 )
Diskussion, samtale, kommentarer…

Tilmelding til Dansk Forfatterforening:
3295 5100 – Danskforfatterforening@danskforfatterforening.dk
Gratis for Medlemmer af DFF, andre: 100 kr. for frokost.
Konferencen er åben for alle interesserede! Så længe pladser haves.

Helt ærligt uselvisk hierarki

1. Den bedste tekst at skrive:
Den der fra ende til anden er skrevet af efter en tekst skrevet af en anden

2. Den næstbedste tekst at skrive:
Den der er monteret af tekster skrevet af andre

3. Den næstnæstbedste tekst at skrive:
Den der i liste- og punktform (gerne med citater) organiserer og (det er allerede ikke helt lige så godt) typologiserer tekst/er skrevet af en anden/andre og anden kunst skabt af en anden/andre

4. Den næstnæstnæstbedste tekst at skrive:
Den der handler om/er styret af/forpligtet på tekst/er skrevet af en anden/andre og anden kunst skabt af en anden/andre

5. Den næstnæstnæstnæstbedste tekst at skrive:
Den der er skrevet af mig ud i (og bedre: om) det blå

Konklusion: Tekster er gode at skrive

Kvantitativ æstetik - og dog

I en artikel af redaktør Bjarke Larsen, der står at læse i det nye nr. 3, 2012, af Bogmarkedet, betitlet "Bogen på bloggen", udspørges Niels Frank fra Promenaden og jeg fra/som Blogdahl om bloggeri, først mig, så Frank, og ergo får jeg lige en ørefigen fra fætter:

Lars Bukdahl ser bloggen som en elektrisk notesbog:

”Det er vigtigt, at bloggen så at sige er flerstemmig: at man skriver om mange forskellige ting: En strøtanke affødt af noget, man har oplevet, et citat fra en bog, man lige har læst, et miniessay, en refleksion over vejret. Der skal være mange forskellige indgange og emner.”

”Det handler også om at publicere meget. Folk vil ikke kigge forbi, hvis der ikke er noget nyt hver dag. Og det er nok her, at jeg synes, en blog som Promenaden bliver for adstadig. Folkene bag bloggen føler åbenbart, at de skal lave et miniessay hver gang.”

Niels Frank, en af initiativtagerne til Promenaden – en fælles blog for otte danske lyrikere og forfattere – er ikke overraskende uenig med Lars Bukdahl:

”Det er ligegyldigt, hvor mange nuller, der er bag antallet af læsere. Det handler altid om ’hin enkelte’ – om læseren i ental. Sådan har jeg det. Og på den måde ligner bloggen for mig meget en bog, hvor man også skriver til hin enkelte. Når man skriver bøger, skal man have noget på hjerte, når man ytrer sig. Hvis Lars Bukdahl synes, det er vigtigt at poste meget, virker det som om han tænker lige som de medier, vi prøver at være kritiske over for. Man skal ville noget med det, man lægger på bloggen.”

Han medgiver dog, at indlæggene på Promenaden, der startede 1. december, er blevet lidt ens i form af miniessays .

Lad mig lige rette mig selv, det er jo ikke FORDI og FOR, at mange kommer forbi, at jeg publicerer meget, men fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg synes,  det er en vigtig del af bloggenrens æstetiske energi for både blogger og bloglæser, som elektronisk og elektrisk notesbog, at der publiceres meget, men jo så også, som jeg starter med at fremhæve, meget forskelligt - og her har jeg sjovt nok Niels Franks fremragende hybridbøger Livet i troperne, Første person, anden person og Spørgespil som ideal, der nemlig praktiserer en langt større og radikal (OG FLITTIG) flerstemmighed end 2 1/2 måneds (akkurat!) promeneren har gjort; en blog er en hybrid, der har travlt! Jeg mener til hver en tid også, at 1 læser er mere end nok, og ret mange flere har mine bøger (som jeg så heller ikke skriver længere, kom så i gang, Lars!) ikke, men faktisk - det er ikke længere en overraskelse, som da jeg oplevede det første gang i 1996 på WA - inciterer og forpligter det INSTINKTIVT og meget mod ens avantgardistiske børnelærdom at have flere læsere end som så (men jeg lader med vilje være med at tjekke gårsdagens hits dagligt - skræmmebillede: Dickens (tænkt hvis han havde haft en blog!), som desperat sendte Martin Chuzzlewit, i romanføljetonen af samme navn, til Amerika, fordi oplagstallet var dykket dramatisk - i går var jeg helt nede på 627 hits, damn! jeg må hellere skrive noget ondt om Jens Christian Grøndahl, det har jeg ikke gjort længe, og han udsender snart en ny roman, som jeg heldigvis ikke har læst, så er den lettere at smadre (OBS: IRONI PÅ FÆRDE!)). Jeg forstår ikke, at når jeg mener, det er vigtigt at poste meget, så tænker jeg ligesom de medier, Promenaden prøver at være kritiske overfor. Medmindre Frank & co. er kritiske over selve ideen om, at en avis skal ud (endda med identiske sidetal) hver dag eller uge - jeg forestiller mig også, at der er dage, hvor Frank, når han vågner på Østerbro dér ved 12:30-tiden, hellere ville blive liggende i sengen med en god, saftig selvbiografi af en New York-poet end at sætte sig hen til skrivebordet og skrive videre på næste fremragende hybridbog, men han gør det alligevel, fordi (bogen vil at) han skal. Det er i det hele taget noget fis med denne automatiske mistænksomhed overfor al snak om kvantitet. Selvfølgelig er kvantitet også æstetik! Det er også en æstetisk forskel, om en bog er tynd eller tyk, eller om en forfatter er produktiv eller fåmælt, det ene er ikke bedre end det andet (selvom især produktive forfattere har det med at blive mistænkeliggjort, jf. bare Franks veninde Marianne Stidsens hetz i diverse litteraturhistorier mod Peter Laugesen), og det har nok lige så meget at gøre med skrive- og genretemperament som med poetik (hængsel: inspirationsomgang: at afvente et digt eller gå i flæsket på det), men æstetik er og bliver det. Og så handler det simpelthen om prioritering: er bloggen et ligeværdigt, ambitiøst skriftudtryk og -projekt, det virker det ikke som om, at det er for Promenadens digtere (langt bedre end selve det træge blogposteri fungerer kommentarerne; Promenaden har klart de bedste (OG FLITTIGSTE!) kommentartråde). Jeg synes, den fedeste blog er den, der hvirvler heterogent gennem dagene og nætterne - men vil på den anden side gerne forestille mig en eksklusiv, Merete Torpsk blog med 1 glasklar og syleskarp blogpost hvert andet år - og jeg synes, den kedeligste blog er en distræt og pligtskyldig klummeblog.

top 5 - poetiske/litterære blogs DK 2011

Nr. 1 og 4 kom stormende ind på listen på falderebet, dvs november/december, men overbevisende nok (nr. 1 gik pga. brat læseropdukken i veritabel raptus) til at gøre sig gældende; kriterier: stemmekraft, skrift(billed/multimedie/link)egensind, genreoriginalitet, ambition, flid, prioritering (de sidste tre kriterier flyder lidt sammen, men ikke helt):

1. caspareric ved Caspar Eric Christensen

2. Poesi med kriminel uskyld ved Thomas Krogsbøl

3. MIT NAVN DET STÅR MED VERSALER ved Olivia Nordenhof'

4. peiter peitersen ved Bue P. Peitersen

5.  - - - ved Olga Ravn (burde være flittigere!)

Boblende: Promenaden ved alle dem I ved, vel megen snublen og adstadighed (og uflid!) i debut-måneden (jeg halvlæste lige en endeløs, ørkesløs (fordi nærmest rent kritik-meta: du/I skal mene, hvad I mener om hvad vi/jeg mener, på en bedre måde end den måde, som vi er uenige om er en skidt måde ...)) kommentartråd om bloggen på Leonora C. Skovs FB-side, der sluttede brat med at Leonora blev tøsefornærmet over ondskabsfuldheden, selvom tonen havde været imponerende sober i forhold til hendes egen vanlige debatteknik)

Ærefuldt nævnt: Christian Yde Frostholms cool, sirlige montre-blog evighedsblog

Og den obligatoriske CNN-blog, Martin Glaz Serups Kornkammeret

Narreblog: 28/6-bloggen, der som måske en (virkelig kedelig) practical joke i sin over en måned lange levetid kun har publiceret 2 videoer, af forberedelserne til en samtale med Janus Kodal og og den højst uenergiske evaluering af den bagefter, helt ærligt gutter! 

der er ingen præmier bortset fra de nye bloglæsere, mine links får på krogen!

Fortsat bog vs. blogforgrubling

Når jeg har genlæst (hvis jeg overhovedet har læst dem i 1. omgang!?) mine gamle unge blogposter og blev (selv)glad for, hvad jeg læste, har jeg automatisk tænkt: det kunne da godt stå i en eller anden opsamlingsBOG engang, men straks taget mig i det, for hvad skulle egentlig pointen være i at optrykke blogposter i en bog, der sandsynligvis vil få langt færre læsere end bloggen har på 1 enkelt dag (lige i disse dage er der så ikke synderligt mange læsere, og det kan jeg godt forstå), og bloggen står på spring på alles computere og smart phones hele tiden og til evig tid (hvor kort den tid så end bliver iflg. Lars Skinnebach), mens bogen mugner bort på nogle få eksklusive reoler, men så tager jeg mig i DEN tanke, for hvordan hænger det sammen, at jeg disser bogen, når jeg elsker bøger som de skønne værktingester, de som bedst er, og lever af og for at skrive om dem (og spenderer det meste af min tid omgivet af eksklusive, muggenbogbugnende reoler), også selvom opsamlingsbøger i en vis forstand er lavværkelige værktingester - men det er nok faktisk en dum forstand, for hvorfor skulle de bedste opsamlinger (og antologier) ikke være lige så stærkværkelige som de bedste ikke-opsamlinger (Rifs Rif er blandt hans 5 bedste bøger, og måske er mine egne bedste bøger mine opsamlinger, af andre, af Johs. L. og Eske K. og Viggo M og Susanne J, og antologier, drengedigte og raptekster) - og bare fordi bloggen er blevet en primær skrivepraksis, behøver bogen jo ikke blive en sekundær skrivepraksis, og dårlig tid er altid en dårlig undskyldning, og kort sagt er mit nytårsforsæt at skrive mindst 1 bog 1 2012, fag- eller skønlitterær, helst 1 af hver (og meget gerne de 2 faglige jeg har lovet henholdsvis Arena og Gy), jeg må også gerne samle noget op til en bog, men det tæller ikke, jeg skal skrive mindst 1 hel bog (eller 1 bog hel), for min og dens egen skyld, og åh, allerhelst en digtbog, der skal trykkes i minus 20.000 eksemplarer.

Krrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrogsbøl

Thomas Krogsbøls blog Poesi med kriminel uskyld har alle dage været en af de ivrigste og sjoveste (og når det slår ham: klogeste) og mest åbne (i forhold til at publicere poetisk primærtekst) danske digterblogs (som der som sådan er alt for få af og næsten slet ingen åbne af (ved digtere over 30)), men lige nu er manden centrifugeret i en decideret RAPTUS med den brillante serie af små, hårde og skæve jeg-er-dit-og-dat-digte, her to ex. fra de seneste dage:

JEG ER FORTIDEN

du kender mig allerede

der er ikke sket meget

siden sidste hæmoride

hårene på fortænderne

er nye og brokbindet

er blevet gulligt og olmt

hunden ligger begravet

hvor jeg ikke husker

mig selv i farver

JEG ER I STEREO

jeg kan ikke ske

hvor jeg sidder

giv mig kabler

giv mig tråd

symmetrien

gør mig smuk

uden at være

helt nøjagtig

En raptus, der as we speak har affødt sin egen virtuost og galsindige, koncept-eksperimentelle parallel-raptus, foreløbigt hovedværk er i går klokken 21:46's minmal-systemdigteriske (inspireret af schweizisk lydkunstner, se note på bloggen)):

JEG DANNER SKOLE

skole stole stolt stort start

styrt styre styrk stærk stære

store stork STTRRRRRRK

strik strak stram strøm strøg

stryg streg stred strid strit

strip strop SKRRRROOOP

skræp skræm skræk skruk skrut

skrud skrue skrub skrab skrat

skrap skram SKRRRRÅMMM

skråt skrål skræl skræv skriv

skrig skreg skrev skred spred

sprød spryd SPRRRRUUUD

sprut sprit spræt spræl spjæt

spjåt splåt språt språm stråm

strem stjem STJJÆÆÆÆÆÆL

stjol strol strom staom stamm

stumm stulm stulr stilr stalr

stalt staln STTTTAAAALD

stard sturd stuid stoid spoid

spold spolt spålt spalt skalt

skolt skolm SKKKOOOOLE

Gid dog ærkekirurgen Krogsbøl ville danne skole, folke-, efter-, eller høj-!

Ærlig øjeblikkelighed fra nu af

Med bloggens nye indstillinger er klokkeslettet for en blogpost nu ikke længere tidspunktet, posten blev begyndt, men tidspunktet, den blev publiceret, hvilket jo på en måde er ærligere, men også ærgerligere, jeg har godt kunnet lide at samle en post op i det øjeblik og på den dato, jeg af den ene eller den anden grund har efterladt den, og som den retmæssigt tilhører, ligesom jeg flere gange har påbegyndt en blogpost få minutter eller sekunder i midnat for at nå mit mindstemål på 1-2 poster pr. dag, men nu er det slut med at at fucke med bloggens urværk.