Et antologiforfatterskab er et sølle forfatterskab - i dag eller i morgen udkommer den 3. antologi denne måned, som jeg har bidraget til, Forfatterskolens 25 års jubilæums-antologi, som jeg får i hånden om et par timer (da jeg påbegyndte blogposten, nu er det ret mange timere senere); de to andre novemeberantologier er Jørgen Leth-antologien Lethland og Den store karakterbog. 151 portrætter af fiktive personer, redigeret af Erik Skyum-Nielsen og Anne-Marie Mai, hvor jeg har portrætteret Bess (fra Pia Juuls Mordet på Halland (du skal have en bog, Pia, hvor ser jeg dig næste gang!?)), Gitte, Harald Horn, Huckleberry Finn, Sniggle (Dickens-biperson, of course) og Thummelumsen; jeg har ikke få læst så mange af de andre(s) portrætter, men meget ser lovende ud (der er både stærk og svage hoveder blandt de udvalgte kritikere, såvel Erik Svendsen og May Schack som Tue Nexø og Lilian Rösing), og Niels Franks (Tadzio og Blanche Dubois) og Peter Laugesens (Anna Livia Plurabelle og Dean Moriarty) er selvfølgelig - de er jo digtere for helvede - både læst og læseværdige, her PL's elektriske DM-portræt:
Dean Moriarty, barnebarn af den "professionelle Moriarty", der var Sherlock Holmes' dødsfjende og alligevel ikke omkom, da han styrtede i afgrunden efter den mytiske slåskamp på bjerget, dukkede op i New York, kort efter at Anden Verdenskrig var afsluttet. Hvad han havde lavet indtil da, fortaber sig i tågerne. Han blev meget populær på at rable løs om, hvordan hans far, professorens søn, havde hutlet sig igennem en fordrukken tilværelse som omrejsende barber, for det meste i åbne godsvogne, men der er ingen særlig grund til at tror på ham. Hans livslange søgen, ofte i stjålne eller lånte biler, efter en stamme af to meter høje indianere, der ikke laver andet end at sidde på toppen af høje bjerge og æde kokain, er kernen i ungdomsoprørers bibel: On The Road. Dean er dens Messias. Adspurgt svarede han, at han ledte efter "det", et begreb - muligvis en ting - han havde opsnappet fra sin lynlæsning D.T. Suzukis lille hvide bog om Zen, hvis store og tomme tomhed både han og hans idiotiske kammerater gjorde alt, hvad de kunne, for at fylde med tåbeligt fuldemandsnonsens. Sådan er det i hvert fald beskrevet udefra, også af toneangivende danske teologer fra omegnen af forlaget Gyldendal og tidsskriftet Vindrosen, hvis religion var af en langt mere sammenbidt frihedstilbedende karakter. Frihed spillede ingen rolle for Dean Moriarty, som den heller ikke spillede nogen rolle for hans bedstefar. De var fri.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar