Har jeg egentlig nogensinde være rigtig streng overfor Ib Michael

(s bøger)?

Ork, ja, jf nedenstående to tekster - en aversionsopsummering og en anmeldelse

Men nogensinde uretfærdig?

Mais non!

Yndlingsaversion nr. 6: Det knager i regnbue-isen

22. februar 2008 Weekendavisen 

Er hint møgforkælede smertensbarn, orlogskaptajn Ibbermand Michaelsens havblånende charmeadjektiver.

Endnu en aversions-klassiker: Ib Michael og begyndelsen på hans kitschfest af en roman fra 1997, Prins. Jeg har med sorg og glæde anmeldt Ib Michael siden 1990 (= digtsamlingen Vinden i metroen, poesi som et forfatterskabs tekniske uheld: sne på skærmen), men sidst i 1990erne, efter min transfer fra Kristeligt Dagblad til WA, måtte jeg ufrivilligt gå på en kold tyrker, hverken Prins, novelle(op)samlingen Atkinsons biograf eller - suk - dagbogen Mit år blev øremærket mig.

Jeg kan huske, at jeg specifikt med Yndlingsaversionerne for øje købte et Gyldendal Paperback-eksemplar af Prins inde i Hovedbanegårdens Gad-bogshop. Som nu, da jeg havde brug for bogen til føljetonen, pludselig var forsvundet, og hvor søren kunne den være blevet af? Måske har jeg bare glemt den ude i virkeligheden engang, for det er nogle år siden, jeg gik over til friskere Michael-aversioner som Rosa Mundi, Grill, Blå bror og sidste års Sorte huller (i de psykedeliske uldsokker).

Jeg syntes, det var interessant at se, om et lavpunkt som Prins i et populært forfatterskab som Ib Michaels stod in print og til salg på boghandlernes hylder og planlagde i formiddags følgende ekspeditionsrute: Gad på Hovedbanegården, Kleins Boghandel på Gl. Kongevej, Gad i Frederiksberg Centret, Frederiksberg Bibliotek, men sørme om jeg ikke var heldig allerede på Hovedbanegården, hvor den lille, violette paperback, jeg kendte så godt, stod og skuttede sig ved siden af en fed hardbackudgave af (reelt glimrende) Vaniljepigen, og kostede sølle 98 kr. (men ingen anmelder kvier sig ikke ved at give penge for en ny bog).

Hjemme igen tjekkede jeg i boghandlernes og forlagenes (nu kynisk nedlagte) fælleskatalog, hvad der faktisk var kommet af gode prosabøger i 2007, og flere, Kirsten Hammanns Bannister, Christina Hesselholdts Udsigten, Hans Otto Jørgensens Riggo havde ikke noget imod det abstrakte, Pablo Llambías' Rådhus, Henning Mortensens Tvillingerne, er faktisk til at købe i samle- og billigbogsudgaver ifølge gyldendal.dk, men hvad så med Janina Katz' sorgmuntre erindringsroman Putska, ja, hvad med alle Katz' (i også et internationalt perspektiv) aldrig mindre end fremragende prosabøger, hvoraf ingen, selv ikke WA- og BG-pris-kandidaten Drengen fra dengang, 2004, er in print, hvad med DEM!?

Ib Michael er et smertensbarn, fordi han kvalitativt er så forbandet ustadig, og ikke er det med vilje, men kun med vanilje, for han er ikke bare et smertensbarn, han er et møgforkælet smertensbarn, der indtil nyligst fik hysterisk begejstrede anmeldelser no matter what (Politikens Søren Vinterberg på bagsiden af paperback-Prins: »Han har skrevet sit hidtil modneste mesterværk.« Nej, snarere sit hidtil umodneste makværk, men det kan åbenbart komme ud på et).

Ib Michael er ikke som Jens Christian Grøndahl en cyborg, han er en forvildet, oprigtig talentfuld inka-fortæller, på hvis ømme skulder en selvfed, oprigtigt talentløs lyriker-abe troner, der i kritiske, det vil sige uinspirerede, stunder har det med at overtage kontrollen og lyrisere løs kækt og insisterende; den nyindkøbte begyndelse på Prins lyder sådan her:

»Det begynder i dis [og som fis LB]. Højt oppe på kloden, hvor ingen mennesker ser det, sprækker isen med smæld over hvide fjorde. Der bliver havblåt mellem flagerne, natten, som varer det halve år, hvor solen står under horisonten, er omme. Det knager i iskanten, revne jager revne [girl-on-girl-action? LB], da et glasbjerg - på størrelse med eventyrslottet, med tårne og takker og vinduer, som sneen længe har dækket - knækker af og står til søs med de hylende vinde.«

Det er hverken kling-klangfylden (æ'er, k'er, t'er) eller polar-Disneyficeringen, jeg vil pege fingre ad, det er det, lille, altafslørende farveadjektiv: »havblåt«: for hvad er det, der er havblåt, det er HAVET, som det dukker frem mellem isflagerne, OG HVAD I ALVERDEN FOR EN SLAGS BLÅ SKULLE HAVET ELLERS VÆRE? Top-tautologien afslører, at Ib Michaels lyrikerabe slet ikke er interesseret i, hvad hans lyriske abekattestreger betyder, men bare i at de lyder - lyriske.

Af en prinsefarvet prins, der skriver litteraturfarvet litteratur sortfarvet sort på hvidfarvet hvidt.

En rose så jeg skoddet

14. april 2000 Weekendavisen

Misfoster. Når Ib Michael har skrivekrise, skriver han lyrik, eller er det omvendt?

Ib Michael: Rosa Mundi. 92 sider. 175 kr. Gyldendal. DET er nøjagtig ti år siden, Ib Michael sidst skrev en digtsamling, Vinden i metroen var titlen, og den er der garanteret ikke særlig mange, der kan huske. Med god grund, for den var ikke særlig god, men selvfølgelig fik den gode anmeldelser (oh Erik Svendsen). Mere gny står der om Michaels første digtsamling, Himmelbegravelse, fra 1986 (flapcitat af (oh) Jens Andersen: »Den er esoterisk, eventyrlig, tindrende, blåøjet og klokkeklingende«), som heller ikke er ret mange sure flyvefisk værd, men der er jo alt det her med Tibet og lige netop himmelbegravelsen (gribbenes afpilning af den dissekerede munk, way to go), en vældig citron, som Michael har forstået at presse til det yderste (kilroy, kilroy, kilroy, KILROY). Metro-bogen har bare Rom, nogle Pound- og Malinowski-identifikationer og en gumpetung hval-legende, grundlæggende er det dog to versioner af det samme åndsforsnottede, pseudo-dybsindige, lalleglade kunstneriske forlis. Og nu gentages operationen så - Nordkaperen hjælpe mig - en tredje gang, med den nye digtsamling med den ikke just lavmælte titel, Rosa Mundi, der jo betyder så meget som Verdens Rose, en rigtig Mystisk sag, som digteren ikke rigtigt kan stille noget fornuftigt eller interessant eller sjovt eller smukt op med, men det lyder jo dybt, igen og igen og igen, og så kommer der helhed på vagheden.

Bogen er bygget op af en række ikke videre sammenhængende (åh jo, der er fugle og Ikaros og en digters fald, MÅ JEG VÆRE FRI!) scener, eller med et passende fisefornemt ord, suiter (det bør bogstaveres sweeter), der mere eller mindre overlappende og ustadigt afløser hinanden. Dette usikre format er bogens grundlæggende, for ikke at sige eneste motor og struktur: der arbejdes ikke med noget, der bare ligner værkmæssig dynamik i eller mellem digtene. Hvilket jo alt i alt bliver til en hoben kvaliteter, eller mangel på samme, som jeg ellers plejer at propagandere gladelig for her i spalterne, distraktion, digression, roderi, ujævnhed, etc. Men det er jo alt sammen kun noget ved, hvis det udføres med poetisk engagement og temperament, og med en fundamental forkærlighed for forskelle. Ib Michael nøjes med at lade ligheder sløvt dejse ind i hinanden i en løs, selvforelsket notatstil. Her er et karakteristisk umarkant eksempel fra sweeten, Jagtfugleidentifikationer: »Resten oplever jeg i dyrets mørke./ Han taler længe med en enhjørning/ (hesten tripper uroligt under ham)/ han synger en vise af helligt enfold/ under jomfruens tårn.// Han rider ned til stranden/ forvandlet til en troubadour/ i grønne hoser. Han mumler med/ bølgerne - og brændingen/ stjæler hans ord.// Han hægter en ring om min fod/ placerer mig på saddelknoppen,/ og sidder af. Han samler sten,/ slår dem mod hverandre, lader dem/ strømme med dagklare lyde/ fra hånd til hånd.« Hvad skal vi dog bruge det til, og hvad skal digtere dog bruge det til? Teksten udviser en næsten total mangel på spænding og energi, de få, små forsøg på prægnant tale bliver enten til pinlig patos , »Brændingen/ stjæler hans ord« eller rene anstrengtheder, »dagklare lyde«, for slet ikke at tale om »hverandre«! Det er, som om Ib Michael gør en genre af sin manglende inspiration. Forfatterskabet har da også siden erindringstrilogiens andet bind befundet sig i en veritabel kunstnerisk krise. Som for tre år siden kulminerede i kitschfesten, Prins, der til gengæld er blevet en stor succes i (oh) Amerika. Og det kan jeg da godt forså, at forfatteren er forfjamsket over: Skal han blive millionær, eller skal han besinde sig på den kunst, der var engang. Men hvad har poesien dog gjort, at den skal lægge ryg til det. Sådan her formulerer manden det selv i et interview her i tillægget: »Nu skriger de internationale forlæggere på en roman. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle lave en digtsamling. En digtsamling er en akut proces, så fri mig for enhver central-lyrisk analyse. Jeg håber kun, at digtene er flygtige nok til, at du tvinges til at læse dem igen og igen. Som Gunnar Ekelöfs digte, han er min Vergil.« En virkelig imponerende blanding af ydmyghed og indbildskhed, må man sige, og til overflod, beskæftiger en af suiterne sig med Arthur Rimbauds liv og digt. Indledningsvis kunne Michael jo forsøge at leve op til f.eks. Rolf Gjedsted (modløst gøres der forsøg med både Gjedsteds gotik og Laugesens samfundssatire). Det eneste dette sjask kvalificerer ham til, er akut indlæggelse på Arthurs trommehospital for engle. I en enkel sweete er han lige ved at tage sig sammen, han buser på med både semisystemisk struktur og semimetrisk klokkeklang, men heller ikke her vil skriften kendes ved nogen grænser (og så kan de jo heller ikke overskrides) så det bliver bare til højere fims i stedet for lavere: »Jeg stiger nu og vinden stiger til en hylen; de øvre stokværk/ mangler sten og tegl og store huller lyser ind i himlens/ bare grundstof. Gelænderet som førte mig så vidt er (..)« Stiger og stiger, himlens bare, gelænderet fører ikke for vidt, tværtimod, læseren rutscher nedad, og han får splinter i røven, og det er altså ikke den slags torne, poesiens rose er gjort af.

Sophiaforsvinding

Jeg optrådte i dag på den Sorte Diamant til såkaldt Vidensfestival (til støtte for Clement Kjærsgaards blad Ræson) med yndlingsaversioner (hvoraf de fleste snarere var nagende melankolier eller hjemsøgende skuffelser)) og yndlingsperversioner fra dette stadig spæde forår, havde medbragt 4 af de første og 5 af de sidste, men nåede kun 2 af de første, Thomas Korsgaard og Caspar Eric, og 3 af de sidste, Signe Gjessing og Christina Hagen (genuint Jyllands-kitsch (der fremkaldte spontant bifald fra salen) frem for Korsgaards kælne Jyllands-kitsch) og så lagde jeg op til, at nr. 3 skulle være Sophia Handler, men Clement fik mig afsporet til en anekdote om at anmelde Frøken Smillas fornemmelse for sne som en sikker fiasko, og så glemte jeg skandaløst nok Sophia og afsluttede med denne fornemt fjollede sekvens fra Laugesens Tohuvabohu:

"spidsmusen speedy
sad i cafeteria
og drak kaffetilsætning
af et plastikkrus
mens suppen
stod og frøs i tallerkenen

hvem kom så ind ad glasdøren
andre end billen børge
frisk fra en fed
med hodet i skred

og tankerne blå
en ornlig skid på"

Men det var jo det her stykke fra Feberfrihed (stadigvæk årets stærkeste - men ikke derfor mest hypede eller roste - debut ud af allerede ret mange), jeg var på vej til at læse op:

"(muskelsvaghed)
Man kan tænke mere frit, mens man plukker øjenbryn. det kan have noget at gøre med, hvor tæt man står på sit eget ansigt i spejlet. Men der er altid en håndvask i vejen, som skinner og siger: her skal det kun være mig, der er nøgen. Dansegulvsglat.
Det kan være et par lerfigurer over emhætten, der viser, at man har været der. Dyrket en sport. Skraldespanden svarer: det kan jeg godt huske. Hvilket menneske kan nøjes med enten varmt eller koldt vand."

(melankolier/skuffelser jeg ikke nåede: Peder Frederik Jensen og Maja Lee Langvad, perversion jeg ikke nåede: TS Høeg)



(foto: Kulturkapellet)

Før hadet lunede

citerede Jan Sonnergaard i et interview (hvor han i stedet hader på Anders Lund Madsen) i Fyns Stiftstidende (vistnok - fyens.dk?) i anledning af (og før min anmeldelse af!) Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen slutningen på min begejstrede anmeldelse af Radiator uden tilsyneladende at erindre sig (eller i sin tid overhovedet at have opdaget?), at jeg citerede fra Niels Franks definition af "Radiator" i Brøndums Encyklopædi :

"- Jeg vil gerne være grotesk og sjov, men jeg vil også være ondskabsfuld. Jeg vil ikke lave sådan en slags humor som Anders Lund Madsen, som er fuldstændig tåbelig og ikke har noget som helst på hjerte. På den anden side vil jeg heller ikke lave tragedier a la Ingmar Bergman, for så bliver det for alvorstungt. Men jeg vil gerne beskrive det ulykkelige menneskes latter, som anmelderen Lars Bukdahl vist engang beskrev mit forfatterskab, siger Jan Sonnergaard."

 Her er hele Niels Franks leksikonartikel fra 1994:

"Radiator. Lad os antage, at poesi er det lykkelig menneskes gråd. Hermed har vi allerede beskrevet poesiens intime blanding af patos og ironi. Ønsker vi for klarheds skyld at aflæse dette blandingsforhold så præcist som muligt, må vi i det enkelte digt udføre en såkaldt dissonansprøve ved hjælp af et klinisk, teknisk ord, eksempelvis ordet radiator, som netop i store dele af Skandinavien betragtes som uforeneligt med poesiens mere højtravende registre. Indsæt da i et givent digt radiator på et vilkårligt navneords plads. Afgør dernæst om digtet ved dette ordskifte mister sin poetiske karakter. Sker det, har digtet sandsynligvis grundlagt sig på en enhed af enten patos eller ironi og således fra starten af fornægtet enhver mulighed for stilistisk sammensathed. I et rent patetisk digt ville vi således ved hjælp af af dissonansprøven fremkalde et stilbrud, der ville få os til at grine. I et ren ironisk digt, derimod, ville stilbruddet være udtryk for en slags dobbeltkonfekt eller dobbeltironi, der logisk måtte ophæve sig selv og dermed pege på den fraværende patos. Dobbeltironien ville med andre ord fremkalde vores gråd. Er digtet på den anden side i stand til at bibeholde sin styrke trods fremmedordet, skyldes det givetvis, at digtet fra udgangspunktet har taget forbehold for sin modsætning (patos hhv. ironi) eller endog direkte har indopereret den. I så fald har digtet godtaget vores første antagelse om poesien som det lykkelige menneskes gråd, hvis digtet da ikke helt har vendt forholdet om og i stedet antaget poesien som det ulykkelige menneskes latter."

Sonnergaard ejede, post-1990, 3 bøger af Niels Frank, Yucatan, Tabernakel ("lette brugsspor"!) og Tristhedens historie -

Den sjette af de "Otte affektioner" i digtet af samme navn i Tabernakel (1996, året før Radiator) er en selvironisk accept og overtagelse af karikaturen af NF som radiator-hader:

"Den sjette kan ikke udstå ord som ord
nu er, vulgære som en radiator, livløse
mod hans berøring. Fyldt op med jord.
Han er den sjette, den fortvivlede, den bange,
og den bange fornægter al veltalenhed
for ikke at lide under den."

Vi tager endnu et Eske-digt

Det kan godt læses allegorisk som omhandlende dansk politik eller dansk litteraturdebat eller dansk noget andet, men det behøver ikke læses allegorisk, det kan også godt og måske bedst læses som et digt om får - og på mandag tager jeg ulykkesposen med i studiet hos Radio 24syv og prøver at nå så mange opfiskninger af yndlingsaversioner med tilhørende tekststykkebaserede dårligdomsudredninger som muligt:

Hele dagen har fåreflokken
gungret frem og tilbage på marken,
fra den ene ende til den anden,
frem og tilbage, som en hær der
fører krig mod sig selv
og under ingen omstændigheder
har tænkt sig at overgive sig.
Hvem vinder mon?

Mig uden andre 2

- fra FB-besked-korrespondance med Kristina Stoltz:

Jeg ved da ikke på forhånd, at jeg hader din bog, Kristina, det har jeg ingen anelse om; jeg kan have alle mulige fordomme, men de er spulet væk med syre lige så snart jeg begynder at læse. Jeg har, så vidt jeg husker, også anmeldt dig positivt. Jeg håber af alle kræfter, at din bog er god, det er jo derfor skuffelsen, hver gang jeg har læst mig frem til en negativ smagsdom, er så stor og måske også kan virke brutal; jeg synes, det er en skam og tragedie og skandale, når en bog ikke er god. Men jeg er jo altså ikke kritiker for at hjælpe eller "skade" forfattere i deres karriere; jeg er kritiker for at diskutere og karakterisere og smagsdømme litteratur, fordi jeg synes, det er vigtigt, og fordi jeg er god til det, helst god litteratur, men hvorvidt det er tilfældet, kan jeg heldigvis og desværre ikke vide på forhånd. Jeg er og skal være, når jeg skriver anmeldelsen, fuldstændig ligeglad med forfatteren, dig, beklager. kh

Selvfølgelig er jeg ikke objektiv og selvfølgelig er jeg fordomsfuld, men jeg bestræber mig altid for at være ærlig overfor MIN oplevelse af en bog - og jeg har talrige gange oplevet at mine fordomme er blevet dementeret af min læseoplevelse; eksempler? gerne: Mads Brenøes Bjerget, Maria Hellebergs Dronningeskolen.

Mig uden andre 1

(fra FB-tråden under Kristina Stoltz's link, omtalt nedenfor)

Lars Bukdahl Kære Kristina, Trisse, Nis, Jan & co. Sikke danske forfattere har ordet i deres afmagt; pastiche-voldstrusler, really? Hvorfor er det så pinligt at sige, at en bog er dårllg? Og hvorfor er det sadisme at gentage det? Projektet kunne jo være at forpligte sig på at diskutere - og opliste, NÆVNE - ikke bare god kvalitet, men også dårlig kvalitet, som ofte gør os klogere på, hvad litteratur er og kan være, end god kvalitet, der i sagens natur har det med at være unik. Som en selvfølgelighed ægger det til polemik og yndlingsaversioner, når bøger, jeg ikke bryder mig om, roses til skyerne af andre kritikere og kanoniseres af Den Litterære Institution, ikke fordi dårlig litteratur er vigtig for mig, men fordi god litteratur er. Se iø dagens blogpost - kh

Rygterne om min kritiske avisdød er stærk overdrevne ... Men kunne forfatterforeningerne ikke oprette et kursus med titlen (og det eneste budskab) DU ER IKKE DIN BOG. Så vidt jeg kan læse, skriver jeg om forfatterenes bøger - mens alle mulige forfattere her på tråden tror, jeg skriver om dem (Sonnergaard: personangreb, Stoltz: lade mig håne): til gengæld sviner de gladelig min person til som perverteret, sadistisk, falleret, småkorrupt og spøger med voldstrusler. Mine primære forbrydelser er 2, tror jeg: 1. Jeg insisterer hinsides anmeldelsen på at blive ved at tale om (og tænke over) de dårlige bøger, 2. Jeg forsøger at underholde mine læsere og tilhørere (og mig selv), (også) når jeg skriver og taler om dårlige bøger. Foredraget om yndlingsaversioner bestod sidste gang (på Egmont-højskolen - der er en højskole særligt for fysisk/psykisk handicappede) af 1 times generel snak om, hvad der gennem tiderne er blevet anset som litterære dårligdomme og en halv times opfisken af dårlige bøger, som jeg via teksteksempler kritiserer (fx gennem omstændelige metafor-gennemgange). Det er en strengt litterær øvelse, der forhåbentlig - SHOOT ME - også er underholdende-

tja selv, Tine, aversionen er nok udgangspunktet, men det kritiske projekt - ellers havde det ikke ret til at kalde sig kritisk - er jo så at begrunde og kvalificere aversionerne: hvorfor er disse bøger i mine opspilede øjne og ifølge mine chokerede smagsløg så forbandet dårlige; så godt som alle bøger på min liste i blogposten har jeg anmeldt eller skrevet om på anden måde, nogle op til flere gange, og som sagt er selve show-delen af Yngdlingsaversionerne noget så tørt som en serie af tekstlæsninger; at argumentere for og ræsonnere om sine aversioner oplever jeg ikke som synderligt perverst. 

Men hvorfor er det smagsløst? Det ville du jo ikke synes, hvis det var en liste over min seneste yndlingsperversioner (den slags lister laver jeg mange af). Det er vel en helt nøgtern øvelse: hvilke bøger komme jeg i tabnker om, når jeg skal fylde en pose med (helst eksemplarisk) dårlige bøger?, også fordi jeg har anmeldt eller på anden måde omtalt langt de fleste bøger på listen. Jeg temaiserer selv den dpårlige karma i blogposten, men hvorfor

hov, teknisk uheld - tanker, ikke tbanker, dårlige, ikke dbårlige - og så forsætter jeg sætningen: hvorfor er artikuleret negativitet så helt ekstremt upassende, selv og måske især i intellektuelt og kunstnerisk selskab?

Altså, listen er jo også en tekst, om (mine) aversioners brogethed og ekspansivitet (og idiosynkrasi), fra Big Rif (når han skriver barndomssdigte)) over Tafdrup og Peter Høeg til Leine og Klougart - med klar slagside til de af andre kritikere og den litterære institution kanoniserede forfattere; på den led er listen også et manifest polemisk rettet mod Den gode Smags automat-hierarkier

Futurister, dadaister og surrealister elskede at skrive lister over deres yndlingsaversioner, ingen havde mere stil end dem    

New Aversions

Jeg opførte Yndlingsaversioner på Egonthøjskolen i Hou, ved Odder, i onsdags, og det var godt nok længe siden sidst, og de fleste af mine klassiske aversioner var i flyttekasser eller (mest femikrimier) decideret smidt ud, og fordi jeg ikke længere var hærdet, slog de dårlige vibrationer også hårdere, jeg var i hvert fald nødt til hele tiden at besværge dem, og det tog næsten en time, før jeg nåede frem til ulykkesposen (før i tiden en Netto-pose, nu en Irma-), men det betyder ikke, at det ikke stadigvæk giver mening at give et show om, hvad der er dårligt (jeg fandt på 1 Neo-Dårligdom, ved siden Generaliseret Kitsch og Ny Dilettantisme: Etiske Tics), for der er stadig al mulig litteratur, der er dårlig, og bliver uretmæssigt rost og kanoniseret; nå, men jeg fandt frem til 15 dårlige (eller betænkelige eller diskutable) bøger (i gamle dage kunne jeg være oppe på 25, tung, tung bagage), de fleste fra det sidste års tid:

Pia Tadrup: Smagen af stål
Kristina Stoltz:  På ryggen af en tyr
Julie Sten-Knudsen: Atlanterhavet vokser
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden
Josefine Klougart: Om mørke
Anne-Sophie Lunding-Sørensen: Fald
Klaus Rifbjerg: Fut fut fut
Søren Toft: De tørstige
Signe Langtved Pallisgaard: Et andet sted
Peter Høeg: Effekten af Susan
Louise Østergaard: Ord
Niels Lyngsø: Fremmed under samme hud
Hanne-Vibeke Holst: Knud, den store
Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl
Prins Henrik: I mine lykkelige nætter

(4 på min reol jeg kom i tanke om bagefter: Kasper Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24, Peder Frederik Jensen: Banedanmark, Amalie Laulund Trudsø: Koordinater og hvordan kunne jeg glemme Jan Sonnergaard: Otte fortællinger om mad og damer?)

Ulykkens gudinder blandt publikum valgte 3-4 bøger: Prins Henrik, Hanne-Vibeke-Holst og Niels Lyngsø / Josefine Klougart (jeg nåede ikke Klougart, der blev ekstra-valgt, fordi Lyngsø lå på tværs i posen og dermed ikke kunne undgås). Mine egne to højdepunkter var indzooming på dette mærkelige billede hos Prinsgemalen: den svage skygge/ kærtegner øjet som en ring - hvornår i alverden kærtegnes øjet med en ring? Og så visionen af det lyngsøske samleje som to sortsmølfer i identisk, men arytmisk forskudt bevægelse ovenpå hinanden; hvortil kommer en enkelt STOR erkendelse, der fortjener sin egen blogpost).

Jeg pitchede lige denne skræmmende, suspensefulde kommentaroverskrift til min redaktør

(inspireret af lykønskningerne til Forfatterskolen, som åbenbart ikke er nogens fjende længere, og de gamle, trætte eksempler i Per Aage Brandts festforelæsning (SUT & co.))

NYE AVERSIONER ØNSKES

og jeg har lovet mig selv at komme med mindst 3 forslag til nye, nødvendige, præcise aversioner til sidst i kommentaren - jeg glæder mig meget til at se, hvilke de viser sig at være!

Klareboderne er mit Camp David

JEG
TRYKKEDE
IB
MICHAELS
FREMSTRAKTE,
BARKEDE
NÆVE
OG
MØDTE
JANUS
KODAL
I
EN
DECIDERET
OMFAVNELSE,
IDIOTER
ER
DE
STADIGVÆK
MEN
DET
ER
JEG
PÅ
DEN
ANDEN
SIDE
OG
I
SÆRKLASSE
OGSÅ

En boglub præcist målrettet ikke-mig

Gyldendals nye "mande-bogklub" GYLDENDAL UPDATE, der opererer med følgende 5 kategorier af bogklubbøger:

KRIG OG HISTORIE (fx Hvidstengruppen)

BIOGRAFIER (fx Steve Jobs)

SPORT (fx Jeg er Zlatan)

KRIMI OG SPÆNDING (fx Journal 64)

BESTSELLERE (fx Den hundredårige)

Nej tak

Nej tak

Nej tak

Nej tak

Nej tak

Rustne aversioner (er stadig rygsækstunge)

Jeg opførte Yndlingsaversioner i dag for ca. 100 ikke-årsunger på Sommerhøjskole i Lyngby, og at det var rigtig lang tid siden sidst, stod tordnende klart, da jeg samlede eksemplarisk dårlige bøger sammen til en en hel Føtex-posefuld, forsvindende få fra dette forår og ingen monstrøst ringe, bare Braad, Klougart, Tafdrup, Poulsen, og fra sidste år SUT, Prinsen, Beckwerk (interview), Wiinblad, Bengtsson, Rostrup, heller ikke imponerende, og fordi jeg ikke har læst seneste bøger af superskurke, måtte jeg slæbe forrige bøger af Grøndahl, Guldager, Holst, Jungersen med, snuppede så alligevel seneste Michael, selvom jeg ikke har læst den, men det behøver jeg jo ikke i den forstand + noget Ejersbo - og lad mig se, hvilke blev trukket: Prinsen, Jungersen, Ejersbo, Grøndahl, Guldager, dejlig urolig og (med både mig og hinanden) uenig forsamling, kun om et Guldagers-citats forfærdelighed opnåedes noget, der lignede total konsensus, meget velgørende at der trods alt eksisterer et fælles lavmål.

Skal jeg virkelig læse de sædvanlige makværk-mistænkte?

Altså dem, der som sædvanlig, iflg. mine velunderbyggede fordomme, er mistænkt for atter at have skrevet elendige bøger 2011-12, bl.a. og frem for alt Ib Michael, Jens Christian Grøndahl, Hanne-Vibeke Holst, Katrine Marie Guldager, Christian Jungersen (der ved festen for De Gyldne Laurbær kraftigt opfordrede mig til at læse hans nye roman, fordi den bl.a. faktisk er sjov, men sikke en usjov måde at insistere på sjov!), for nu slet ikke at nævne alle femikrimierne. Jeg har tidligere pligtskyldigt læst de sædvanlige markværk-mistænkte, fordi jeg så havde moralsk ret til at disse, sådan løst omkring og i min anmeldelse af årets skønlitteratur i Nordisk Tidsskrift, men nu kan jeg mærke, at jeg simpelthen ikke gider, når jeg skal gøre det frivilligt og er ikke er under anmeldelsestvang. Selvom guderne skal jeg vide, at jeg på avisen savner at sætte kløerne i noget vægtigt (= i offentligheden tydeligt - og derfor umagen værd at gøre et nummer ud af at finde) kritisabelt i stedet for bare konstant at være så (forhåbentligt kvalificeret) lalleglad, men i de nævnte tilfælde dømmes jeg hver gang for forudsigelig til at anmelde (selvom de alle til stadighed får masser af forudsigeligt begejstrede anmeldelse, især af Bjørn Bredal i Politiken, hvorfor må der så ikke være plads til en enkelt forudsigeligt negativ anmeldelse pr. spærreballon?) - det forbandede, men sgu da også overlevelige, synes jeg i min ret absolute læse-ugidelighed, er imidlertid, at jeg bliver nødt at slå fast, at PRINCIPIELT kan Michael, Grøndahl, Holst, Guldager, Jungersen have skrevet gode og glimrende og fremragende bøger, men med 99 % sikkerhed er det ikke sket. Og hvorfor skal det være et problem, at jeg ikke kan smagsdømme konkret om de pågældende forfatterskaber fra et vis årstal, jeg har læst dem så rigeligt (og i Michaels tilfælde zigzagget dramatisk (men zagget mere end zigget), og i Guldagers tilfælde gået næsten direkte fra begejstring til mismod men jeg kan jo sagtens af de øvrige anmeldelser, postive eller negative, fornemme, hvilket bedrøvelig vej det går denne gang/fortsat), at jeg ikke orker betragte det som et problem længere, ergo er det det ikke!

Aversionsaversion

Det er lidt mærkeligt at skulle holde foredrag om yndlingsaversioner i aften i Århus, når ens absolutte yndlingsaversion lige nu er yndlingsaversioner, men bare rolig, blodtørstige tilhørere, jeg har, med traurig bøddelmine, fyldt ulykkeposen med både hr. X og ikke mindst Fru Y:

Yndlingsaversioner

V/Lars Bukdahl, journalist, litteraturanmelder

Lars Bukdahl, ikke altid lige venlig anmelder på Weekendavisen, fortæller om, hvad dårlig litteratur er for en lumsk og ondsindet størrelse i dag, med og uden kriminal- foran, og hiver kendte og ukendte, aktuelle og eksemplariske dødssejlere op af sin ulykkespose. Kom og hør en foredragsholder, der virkelig kender sin litteratur, og som med udgangspunkt i helt specifikke værker og mere generelle tendenser sætter gang i debatten om hvad god og dårlig litteratur er.

MENU PRIS: foredrag samt menu (incl. kaffe ad libitum): kr. 225,-/Studerende 200,-. Menu fra kl. 17.45-19. Ønskes der menu, skal den forudbestilles. Ved tilmeldingen til menu bedes du skrive i notatfeltet om der ønskes kød, fisk eller vegetar-menu. Du skal ikke betale med dankort, men bede om et girokort eller et indbetalingskort via e-mail. Gør du dette retter vi prisen og sender et girokort på det rigtige beløb.

Menu

Vegetar: Broccoli terrin med valnødder og ost serveres med salat og brød
Fisk: Bagt hellefisk med sauteret savojkål og lun bulgur salat

Kød: Stegt kyllingebryst med sauteret savojkål og lun bulgursalat

Afholdes: tir d. 08-03-11 kl. 19:30

Foredragsholder: Lars Bukdahl Sted: Restaurant Gyngen Pris: 115,00 Studerende: 90,00

Og så af sted til Helsingør

Dato for foredragets afholdelse: 23. marts 2010

Tidspunkt for foredragets afholdelse; 19:00-21:00

Adresse for foredragets afholdelse: Toldkammeret, Havnepladsen 1, 3000 Helsingør

Emne for foredraget: Yndlingsaversioner & yndlingsperversioner

Pris for foredraget: x + transport

Udstyr: intet

Kontakperson: Niels-Bo Vogensen