fredag den 18. maj 2012
Skal jeg virkelig læse de sædvanlige makværk-mistænkte?
Altså dem, der som sædvanlig, iflg. mine velunderbyggede fordomme, er mistænkt for atter at have skrevet elendige bøger 2011-12, bl.a. og frem for alt Ib Michael, Jens Christian Grøndahl, Hanne-Vibeke Holst, Katrine Marie Guldager, Christian Jungersen (der ved festen for De Gyldne Laurbær kraftigt opfordrede mig til at læse hans nye roman, fordi den bl.a. faktisk er sjov, men sikke en usjov måde at insistere på sjov!), for nu slet ikke at nævne alle femikrimierne. Jeg har tidligere pligtskyldigt læst de sædvanlige markværk-mistænkte, fordi jeg så havde moralsk ret til at disse, sådan løst omkring og i min anmeldelse af årets skønlitteratur i Nordisk Tidsskrift, men nu kan jeg mærke, at jeg simpelthen ikke gider, når jeg skal gøre det frivilligt og er ikke er under anmeldelsestvang. Selvom guderne skal jeg vide, at jeg på avisen savner at sætte kløerne i noget vægtigt (= i offentligheden tydeligt - og derfor umagen værd at gøre et nummer ud af at finde) kritisabelt i stedet for bare konstant at være så (forhåbentligt kvalificeret) lalleglad, men i de nævnte tilfælde dømmes jeg hver gang for forudsigelig til at anmelde (selvom de alle til stadighed får masser af forudsigeligt begejstrede anmeldelse, især af Bjørn Bredal i Politiken, hvorfor må der så ikke være plads til en enkelt forudsigeligt negativ anmeldelse pr. spærreballon?) - det forbandede, men sgu da også overlevelige, synes jeg i min ret absolute læse-ugidelighed, er imidlertid, at jeg bliver nødt at slå fast, at PRINCIPIELT kan Michael, Grøndahl, Holst, Guldager, Jungersen have skrevet gode og glimrende og fremragende bøger, men med 99 % sikkerhed er det ikke sket. Og hvorfor skal det være et problem, at jeg ikke kan smagsdømme konkret om de pågældende forfatterskaber fra et vis årstal, jeg har læst dem så rigeligt (og i Michaels tilfælde zigzagget dramatisk (men zagget mere end zigget), og i Guldagers tilfælde gået næsten direkte fra begejstring til mismod men jeg kan jo sagtens af de øvrige anmeldelser, postive eller negative, fornemme, hvilket bedrøvelig vej det går denne gang/fortsat), at jeg ikke orker betragte det som et problem længere, ergo er det det ikke!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Med mindre du har smidt min gotiske novellesamling, Frygt-filerne, i skraldespanden, kunne du jo prøve at læse den, eller endda samle den op og børste den lidt af - så skulle du næppe blive skuffet. Men der er måske ikke prestige nok i at spanke en komplet ukendt forfatter?? Oh well, du har jo allerede proklameret, at horror er en død and i DK, så det bliver nok svært.
SvarSletI 1999 udkom min debutroman, ‘Krat’, og du skrev i Weekendavisen at selvom du ikke havde læst den, var du sikker på at den var elendig. Fem år senere udkom min toer ‘Undtagelsen’. Du anmeldte den på Litlive, og indføjede i anmeldelsen en beskrivelse af hvordan du havde glemt din deadline, så du var nødt til at melde afbud til en fødselsdagsfest, selv betale for dit anmeldereksemplar (for første gang i årevis) og derefter i et rædselsfuldt humør bruge et par timer på at skimme de 630 sider og tvære den ud i din anmeldelse. Nu, otte år senere, er min tredje bog, ‘Du forsvinder’ udkommet, og du har allerede skrevet nedgørende om den i flere sammenhænge. Igen uden at have læst den.
SvarSletDet er efterhånden løbet op i 13 år hvor du den ene gang efter den anden har udnævnt mig til at være en af de største aversioner du overhovedet har som anmelder. Stadig er den eneste gang du rent faktisk har læst mig, et par timer for otte år siden hvor du hellere ville have været til fest.
Jeg synes at du underminerer din autoritet som anmelder når du bliver ved med at udtale dig om bøger du ikke har læst.
Og jeg synes også at du skylder dine læsere at fortælle hvad du egentlig dømmer bøgerne ud fra, når du selv skriver ligeud at det ikke er det der står i dem.
Hvem fanden er Lars Bukdal?
SvarSletLB skriver én lang falliterklæring
SvarSlethar altid savnet en LB anmeldelse af Erwin Neutzsky-Wulff. Hvorfor sker det ikke?
SvarSletDet er sgu ikke i orden at svine forfattere hvis man ikke engang selv kan skrive to linjer uden en unødvendig sætning i parentes.
SvarSletJeg kender ikke Lars Bukdahl personligt. Jeg har nogle gange tilbragt tid i samme offentlige rum som ham, men har ikke talt med ham. Jeg læser ham. Lars Bukdahl skriver godt og personligt, synes jeg. Jeg er ikke altid enig, især er jeg uenig i hans holdning til plots i romaner. Jeg var glad for Jungersens Undtagelsen og glæder mig til den nye. Men Bukdahl skriver godt og indsigtsfuldt om det, han kan lide (og parenteserne er så blevet en del af den temperamentsfulde og viltre stil). Det er vel også derfor, de forfattere, han af diverse årsager ikke er vild med, hele tiden kredser om ham, selvom de får rigtig, rigtig mange gode anmeldelser af andre. De kunne jo vælge at ignorere ham helt (det er der nok også nogle af dem, der gør efterhånden). Og så stor magt har han heller ikke. Han er ikke en, der viser usikkerhed i sine domme, men han udstiller sig selv for et godt ord. Come on: Når han ligefrem demonstrerer, hvor lidt tid han har brugt på en roman, rammer han jo sig selv lige så hårdt, og mon ikke han godt ved det? Jeg foretrækker ærlig talt den kantede ligefremhed hos ham frem for den tilbagelænede bedrevidende attitude hos en del andre anmeldere, der med garanti også ind imellem har udstedt nogle urokkelige smagsdomme på baggrund af en alt for hurtig læsning.
SvarSletHørt Lavesen!
SvarSlet@Lavesen: Det er da fint, at der er nogle bøger, LB ikke gider læse. Men bør han så ikke bare afholde sig fra at bedømme dem?
SvarSletNu synes jeg egentlig ikke, jeg skal være hans advokat længere. Det klarer han meget godt selv - se svaret til Jungersen. Men ordet fordomme bliver dog brugt i blogpostens allerførste linje. Og at være fordomsfuld er vel ikke noget, der normalt betegnes som en positiv egenskab. Altså gør han sig selv til skurk fra starten frem for at stå frem som overdommeren. Det er provokerende for de nævnte forfattere og deres læsere (jeg blev selv lidt provokeret, fordi der er cirka to af de forfattere, jeg er glad for), men på den anden side er det et ret klart standpunkt, og jeg synes, at Lars Bukdahl, når han er ondest, mere er satiriker end anmelder. Og så blev jeg skurkens advokat igen.
SvarSlet