Hvad nu hvis der virkelig er en million engle i Rasmus' hår

Selvfølgelig vil jeg ikke finde mig i, at Klaus Rothstein anmelder Rasmus Halling Nielsens Tvillingerne kritisk i vores fælles avis! Det ville, lige meget hvad han konkret skrev, uden videre være for galt, men det, han konkret skriver, vil jeg så også meget gerne konkret anholde og sætte i - hedder det? - rutebil på iskold asfalt. Hvis vi nu starter bagfra, tales der om "gode digte med mislyde", jf. Skinnebach-titlen Enhver betydning er også en mislyd, for mon ikke der arbejdes meget bevidst med mislyde (der vel også kan betyde kattelyde, miav'er!?). Så roser Rothstein og citerer et helt digt (og ros til Rothstein for at bruge 1 ud af 4 spalter på citat): digtene rejser sig "stolt og stejlt fra siderne, når Rasmus Halling Nielsen er rå og illusionsløs, som f.eks. i denne slebne tekst (...) En statue rejst af børn med brækkede hænder. Det kalder jeg en scene, som er svær at glemme, og det vokser kun i styrke når digtet i næste sætning med en klædelig tvetydig ubeskedenhed opfordrer "lad nu det billede hvile i sig selv...""" Very well og nuvel (og jeg forstår ikke helt det med stejlt, når Rasmus nu skriver så langlinjet, men det lyder godt nok godt - og slebent? snarere i slipstrøm på sig selv). Så kritiserer Rothstein vistnok, at Rasmus henviser til digtere og billedkunstnere (selvom han sandsynligvis har fået fat og styr på henvisningerne via et google-link til den i Hallingiana-blogposten nedenfor linkede orkidé-artikel (ellers er det virkelig svært at gennemskue, hvem Asger er, når nu digtsamlingen er tilegnet Asger Schnack - og HJ Nielsen-henvisningen er næsten totalt uigennemsigtig (bare ordet "hvid") og Svend Johansen helt usynlig; langt mere oplagt ville det være at pege på den eksplicitte Moti Vizki-henvisning, titlen, Fire raketter, fire prikker, og -påvirkning)), men hvordan kan (mere eller mindre skjulte) henvisninger og meta-effekter være lig med stiløvelser (man kan jo strengt taget ikke skrive som Jorn og Birkemose maler, og det er kun indirekte, Rasmus skriver som Svend Johansen (som Rothstein har læst hvor meget af?) og Nielsen skriver han slet ikke som - og meta-effekter er vel ikke som sådan defineret som stiløvelser? måske er meta-effekter ofte mere NØDVENDIGE end al mulig pyntet eksitentialitet, det føles de i hvert fald som hos Rasmus)? og vurderer, at et ordspil på vende- og venne- er plat, fordi det er et ordspil, men et ordspil er vel ikke i sig selv plat, bare fordi det er et spil på ord?: "Rasmus Halling Nielsen er en digternes digter. Han henviser poetisk og personligt til sine forbilleder i litteraturen (Svend Johansen og Hans-Jørgen Nielsen) og billedkunsten (Jens Birkemose og Asger Jorn), han strejfer tit digte som sprog og skriveproces. Det er dog hverken særlig interessant eller originalt, faktisk ligner det stiløvelser mere end nødvendighed. På samme måde er det en temmelig lam idé at skrive "... jeg har aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men/ den er min vennekreds.." Vendekreds, vennekreds -- fik I den?" Ja, vi gjorde, med glæde! Så kommer anden halvdel af Rothsteins kritik af den genkommende vending, highlightet på bagsiden, "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår", efter et citat af anden halvdel af det pragtfulde digt "flere millioner galakser væk", som tilfældigvis er det digt, jeg for en uge siden havde valgt til nærmere eftersyn på Gentofte Hovedbibliotek og som i sin helhed står at læse i Hallingiana-blogposten nedenfor - top- og lyspunkt i anmeldelsen er udtrykket "sprogligt velhavende", det kan jeg sgu godt lide: "Dette digt er sprogligt velhavende, det har poetisk potens og det fremkalder stærke og overraskende associationer. men jeg får en allergireaktion af Rasmus Halling Nielsens engle og hår, særligt håret som jeg syens dræner digtet for betydning. Ikke så meget fordi engle og hår nemt bliver et banalt new age-symbol (det er dog næppe tiltænkt en spirituel rolle), men snarere fordi det virker som fejlplaceret studentikos humor - dog anerkender jeg det samtidig som en slags kvalitet, at et digt kan fremkalde idiosynkrasier hos læseren." Idiosynkrasi indeed, jeg kan slet ikke følge Rothstein (og lad os bare citere første del af engle-i-hår-kritikken, før citatet, først som sidst (men hvad er engle-linjen? et tema (nix) eller et motiv (næppe) eller bare et refræn (velsagtens)): "(..) på bagsiden står et enkelt citat fra bogen: "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår"/ Når en forfatter på den måde fremhæver en særlig sætning, må det være, fordi han tillægger den speciel nøgleværdi, og engle i håret er også et gennemgående tema. Rasmus Halling Nielsens repetition af motivet er ikke desto mindre irriterende, og det svækker de ellers seriøst gode digte./ Første gang vi støder på motivet, lyder det sådan her i forfatterens tegnløse skrivestil, hvor sætningerne brydes med en selvfølgelig unaturlighed:" - hvis ikke en kunstfærdig selvfølgelighed). Jeg synes så helt ærligt, at linjen "en million (eller flere millioner) engle kan ikke tage fejl i mit hår" er er en poetisk topskøn, betydningsrig linje, der i sin kukkede, renfærdige boblen sagtens bærer at blive refræn; jeg kan hverken få øje på den banale new age-symbolik (medmindre engle som sådan er banale new age-symboler, det synes jeg ville være en streng engle-generalisering), eller studentikositeten (som man kan hævde er til stede i brander-ordspil som vendekreds- vennekreds) - hvis noget er i spil, så er det, som påpeget af Gentofte-publikummet, reklameslogans a la 5 millioner Elvis-fans kan ikke tage fejl og parodien på samme: 5 milliarder af fluer kan ikke tage fejl: spis lort. I den citerede digthalvdel, der begynder som en opvågning/morgensecene ("rise and shine"), læser jeg helt enkelt linjen som en poetisering af morgenhår (og her bliver jeg så biografisk: Har man set digterens hår i dagform, er det ikke svært at forestille sig det amok morgenligt), som bliver emblematisk og eksemplarisk - fortsættelsen er vigtig: "kan ikke tabe pusten/ en glød en glæde en fugl fra din skulder i drømme" (kunne man tale om en morgenhårets kaosteori i digtet!?) - for digtet/digterens forsøg på at komme i eksistentielle omdrejninger, at hæve sig, og meget gerne i skriften (fingrenes dans), fra den skide virkelighed og frygten (også i og med skriften) for usammenhæng; afslutningens geniale, konkretistiske imperativ "hængsammen" henviser direkte til refrænet, det er som millionerne af engle i håret, at digteren, digtet, læseren, verden skal hænge sammen og faktisk, hvis man som Ramus kan få øje på englene og anerkende dem som sådan, hænger sammen. Kort sagt: Jeg kan virkelig ikke se, hvordan flere millioner engle kan tage fejl i Rasmus' hår.