He said, she said - and who cares?

For 11 år siden, da jeg anmeldte Kraniekassen WA, fik jeg et ordentligt møgfald af Christina Hesselholdt i telefonen, fordi jeg ikke havde kunnet lade være med at pirke til bogens autofiktivitet (vi havde begge boet på Peter Bangs Vej, og jeg havde set kameraholdet fra Edderkoppen være i gang med optagelserne af dobbeltmordet oppe i hendes lejlighed) og sammenligne bogens mange jeger med daværende CH-ægtemand og levende person Claus Beck-Nielsens udviskede jeg i sin hjemløs-performance - hvad jeg ikke havde opdaget, da hun ringede, var, at dengangs redaktør med et snuptag havde fjernet den dominerende ros fra anmeldelsen, så kun den antydningsvis skepsis stod tilbage: Hovsa-sa! Nå, i dag anmeldte jeg Hesselholdts endnu meget bedre og uden videre fremragende, splinternye bog, Selskabet gør op, tredje bind i Camilla-trilogien, der udkommer på fredag, og selvom autofiktiviteten her på en helt anden klokkeklar facon skriger til himlen - især nå man krydslæser med Hans Otto Jørgensens seneste auto-roman, Strange days indeed, det er ret nøjagtig den samme elendige ryg, som Hans Ottos Hans Otto og Christinas/Camillas Charles lider af og samme fejldiagnose, HO og C raser imod - havde jeg ikke noget behov for at omtale den, autofiktiviteten, jeg forbød mig heller ikke at omtale den, jeg opdagede bare til sidst, at jeg ikke havde gjort det - fordi det sgu da grundlæggende er skide ligegyldigt, når teksten former sig så overlegent artistisk og betyder så overvældende rigt og værkliggør sig så inciterende egensindigt (det samme gælder for Hans Otto Jørgensens roman(er), bortset fra at der her drives et markeret og ekspliciteret spil med autobiografien og de øvrige erindringsværker), fordi autofiktiviteten her ikke er er et traurigt fængsel af fortidsdyng, men bare den perfekt rapfodede trampolin for den sirlige spontanitet: hvad jeg skønnest kan komme i tanke om at skrive lige lige nu.