Linjeantal

(Klaus Rothstein:) "Fine linjer":

"I hvert fald stod hun der og smilede uudgrundeligt med det lange lyse hår og blikket rettet mod fjerne horisonter, side om side med de nye noveller af Alice Munro, som Ida Jessen har oversat.

Men, hov! Det er jo slet ikke Alberte! Hun ligner bare med det lyse hår og de fine linjer. Der er noget bekendt ved ansigtet. Det må være endnu en kendis, der springer ud som romanforfatter. Aha, det er jo Malou Aamund! Datter af ham, De ved nok, og gift med ham, De ved nok (og gad vide, hvad han nu skal lave) - og prøvede hun ikke også at være politiker for et eller andet liberalt parti, jo nemlig, og var hun ikke ungdomskæreste med selveste, jo netop."

= (Robin Thicke:) Blurred Lines:

Hvad vi har brug for er (Massive Attack:) Blue Lines

Også du er anmeldt i dag!

og anmeldt godt, altså din bog, i OrissaBiblioteket, Ragusa, også i WA Bøger, bunket sammen med Rasmus Hallings og Mads Myginds bind, af Klaus Rothstein, som af dinn knivskarpt fordrømte og anelsesfulde tekstserie gladelig provokeres til at fantasere om både barnefødsler og selvmord og afslutningsvist geråde i ordspillende freestyle:

"Intet falder til jorden i denne tekst, det hele hænger og dirrer lige over gulvhøjde med en følelseselektrisk superanspændthed, der er fuld af tunge billedsymboler om kvindekroppen (»min valmue der visnede« ) og nerver, negle, slim, sminke, gråd, kvalme, navlestrengen, halebenet. Jeg'et er »meldt savnet - fordi - fordi det er mit/eget bedste, jeg vil ikke findes, men jeg bør/findes«, som det hedder i tekstens livskamp, hvor man frygter for det hele, når den gravide konstaterer, at »jeg har ikke hjertet med i det/det er formålsløst«. På den anden side er der også »omsorg i sinde«, altså en beskyttelseshensigt, der er så porøs, at sætningen også kan læses som »om sorg i sindet«. Cecilie Lind skriver eventyrsk fuldmånebelyst uheldsvangerskabspoesi, scarrylyrik, kunne man kalde det, med en unheimlichhed, som ingen andre danske digtere mestrer. Det er hårdt og godt."

Monstrøsitetspåskønnelsens sorte hul

Jeg skulle lige trække vejret! Efter at have læst anmeldelser i forgårs og i i går af Slagterkoner og bagerenker - også fordi det jo ikke er DÅRLIGT, slet ikke når man har et godt læserry i forvejen, at få glade fire stjerner i Kristeligt Dagblad og skeptiske fire stjerner i Politiken og en grundskuffet anmeldelse i Weekendavisen og (i dag) højst fornøjede 5 stjerner i Berlingske. MEN ALTSÅ, hvorfor er der ingen andre end Søren Kassebeer i Berlingske, som jeg ellers ikke plejer at være imponeret af, der ser styrken og vildskaben og radikaliteten i monstrøsiteten: 400 + siders ALT FOR langsomme deroute via primært ALT FOR detaljeret fortalte, i høj grad (bortset fra den overordmede, langstrukne deroute-nedskrivning) autonome episoder (måske de ville have gjort det, hvis romanen ikke havde forskudt sig fra systemisk serialitet til væltende episodiskhed?); Kassebeer:

"Han er i det hele taget, i al sin almindelighed, en mand med både forsonende og usympatiske træk, og hvad skal der dog blive af ham? Det giver Jens Blendstrups roman ikke noget færdigt svar på, og det skal den heller ikke, og det forhold, at det indimellem tærer lidt på tålmodigheden at være i selskab med almindelige, liderlige Jørgen over mere end 400 tætskrevne sider, kan man jo vælge at se som en pointe - forstået på den måde, at vor hovedpersons langtrukne nedtur spejler sig i romanens ikke ubetragtelige længde. »Slagterkoner og bagerenker« handler om mandeliv på godt og ondt og i al dets ofte trivielle almindelighed, og det er mandens blik, der ses med, og det gøres der konsekvent. Lev vel, Jørgen. Med eller uden alle de der kvinder."

Anne Skov Thomsen i Nordjyske (4 stjerner) har også et godt blik for monstrøsitetens effekt og betydning, men ender alligevel med klage over den:

"Ligesom i " Hærværk" er også tiden en faktor. Den umærkelige, langsomme gåen i hundene, som kendetegner begge romaner, bliver i sin tidslige udstrækning en næsten fysisk fornemmelse under læsningen. Desværre hælder Blendstrups roman lige til den lange side med det resultat, at den taber intensitet midtvejs og bliver lige lovlig ensformig. Man kunne derfor have ønsket sig, at romanen havde været 100 sider kortere."

NEJ, DEN SKULLE HAVE VÆRET 250 SIDER LÆNGERE!

Men hør så (I DENNE SAMMENHÆNG) trælse Mikkel Frantzen i Politiken (hvis anmeldelse starter så fint med et tog-latteranfald - dem har jeg også har haft flere af undervejs):

" SLAGTERKONER OG BAGERENKER' er på den måde et portræt af Danmark i dag. Den handler om at være mand og på samme tid uden arbejde og ude af trit med tiden, ude af sync. Alt det har Blendstrup et utrolig sensibelt og humoristisk blik for, og det har han jo sådan set altid haft.

Romanen bliver dog selv i ny og næ bange for at lade at det stå, som det er; at lade alvoren træde frem. Komikken ophæver snarere end understreger og forstærker alvoren. Et sted går Jørgen således med selvmordstanker, og så skal der pludselig stå noget om »strømførende fissers flække« lige bagefter. Her er der en slags angst i skriften, en anstrengthed i humoren. Der er også både mange og lange hallucinerede surrealistiske sekvenser (der som regel har karakter af seksuelle fantasier), som heller ikke er vildt vellykkede. Måske er bogen, når alt kommer til alt, bare lidt for lang. Handlingen løber simpelthen tør for strøm, ligesom komikken har svært ved at holde dampen oppe over 400 sider. Selvom det er imponerende tæt på."

Jeg tror ikke, hallucinationerne (om damebyerne) skal være vellykkede, jeg tror bare, de skal være vilde, og måske endda vildt anstrengte, eftersom det også er det, Jørgen er, en anstrengt vildmand. Og ja, ja, romanen er et portræt af X og handler om at være Y og Z og Æ og Ø og Å, men jeg tænker det også er problemet for anmeldelserne, både de glade og de skeptiske, at de læser romanen som portræt af Y og handlende om Y og co., når den også er simpelthen er en skriftbesættelse, Jørgens (danske, mandlige, arbejdsløse, ude-af-trit-tidslige) skriftbesættelse af Jens-hånden. Og så bliver Jens pga. brand-forsnævring slet ikke læst som en ambitiøs og radikal forfatter, der vil og kan og gøre mere end bare skrive portræt- og om-roman, der sker sådan en træls Panduro-isering (men Panudro skrev for fanden også Øgledage). Og lad os - dyb indånding!- også få (I DENNE SAMMENHÆNG) stæreblinde Klaus Rothstein på banen:

"Jørgen er en fantast. Drømmene, fantasiforestillingerne og de mentale transformationer afløser hinanden, ofte frivole og sjofle. Isoleret set kan dette greb i værktøjskassen være meget sjovt. Men her tager mængden overhånd, ikke mindst fordi de evindelige dillerjokes slet og ret mangler potens. Jeg citerer fra en drøm: »Og årets modtager af Nobelprisen for elektrisk menneskelighed: Mr. Jørgen Usse Gravesen, for sin måling af ' Lemmets tøven'. Og så står Jørgen der og stritter med kalorius som har fået en rød sløjfe på i dagens anledning. - Den er lidt genert, siger Jørgen, it is shy. But just you wait and see.« Jens Blendstrup er jo en idérig forfatter, men denne gang følger han de forkerte spor (jeg ville for eksempel gerne have udfoldet historien om Jørgen, der gemmer sin angst i en æske i en bankboks), og med sine 424 sider bliver Slagterkoner og bagerenker simpelthen en anstrengt og overgestikulerende roman, der i en skarpere skæring kunne have været fin satirisk realisme om globaliseringsangst."

Jeg er sgu ikke interesseret i fin satirisk realisme om globaliseringsangst, det kan lavere satiriske realister tage sig af; jeg er interesseret i monstrøsitet, og herunder humoristisk og sjofel monstrøsitet (gerne på samme tid), og tak til Klaus for at citere det, han ikke bryder sig, for så kan vi andre beundre, hvor monsterfedt og -sjovt, det faktisk er, i den grad fortjenende "Nobelprisen for elektrisk menneskelighed" - MED RØD SLØJFE PÅ!

Klamphuggeri som sympatisk menneskeligt træk - og æstetik!?

Jeg har ikke læst Kim Leines nye roman Afgrunden (er det ikke en stumfilm med Poul Reumert og Asta Nielsen inkl. passioneret sigøjnerdans?), men det har Klaus Rothstein, og han har også anmeldt den i dag i WA Bøger. Og gad vide, hvad han mener om den, som sprogkunst? Dette er det tætteste, anmeldelsen kommer til en smagsdom:

Genvandt forfatteren så magten over stoffet (i anmeldelsens indledning citerer KR fra romanens forord, hvor KL tilstår, at "Stoffet tog magten!" og dermed blev en kortroman en mursten)? Ja, i det store hele.

Det kan man da kalde en uklar relativering! KR fortsætter:

Men kalkuleret kontroltab står Kim Leines hjerte nær. Han lader tvillingerne springe i havnen fra Langebro og skriver: "Men før ellers senere er man nødt til at indse, at man må overgive sig til den dyriske viljeløshed i faldet, og at man ikke længere er et frit menneske. Man er i kontrol, og så er man det ikke længere, og kontroltabet overtager kontrollen, og det er der også en frihed i."

Og anmeldelsen er slut. Men citatets klæge pseudo-aforistik slår altså ikke mig med sin kunstneriske styrke. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at kalkuleret kontroltab står Kim Leine nær, som menneske - man mærker den bævrende biografistiske medviden, bygget på Leines autofiktioner og åbenhjertige interviews (med bl.a. KR) - og som kunstner, hvis resultatet er mængder af anstrengt og sjusket tekst, hvilket det ifølge KR er. Dette er anmeldelsens eneste stykke formel karakteristik og vurdering:

Kim Leine folder historien ud med langstrakt læselyst, men tager også skyldigt hensyn til små formeksperimenter med krigs-kortprosa, ofte læsset med fine ledemotiver og tung symbolik, ikke mindst religiøs, men af og til også med passager, der ligner halvbagte, forladte synopser.

Det lyder sgu ikke godt, vel ('tung' foran 'symbolik' er altså ikke et positivt adjektiv, selvom det måske er intenderet som sådan?)?

Rothstein insisterer på at se Leines sjusk som både et sympatisk menneskeligt træk (ligesom hans "ærlighed": "Her fortæller forfatteren (gennemført ærlig som han er) at romanen begyndte som et bestillingsopgave på et filmmanuskript") OG som en bevidst/ubevidst poetik/æstetik:

"Stoffet tog magten!« Sådan en teknisk tilståelseserklæring har jeg aldrig før set i en roman.
Men at det at skrive er en magtkamp mellem bog og forfatter, tror jeg gerne. Og så kommer jeg i tanker om, at Kim Leine engang har sagt, at romaner er som mennesker - uperfekte. Én og samme roman kan både byde på særdeles godt selskab og være ærgerlig og trættekær. Sådan er det også med Afgrunden.

Men det er da en dårlig poetik og æstetik (og igen: fuck I DEN SAMMENMHÆNG mennesket Kims menneskelighed! mange elendige forfattere er er elskelige mennesker (og omvendt!)), der retfærdiggør sjusk og slaphed for polyfoniens skyld. Polyfoni betyder en flerhed af forskellige stemmer, det betyder ikke polykvalitet, tekstspor- og passager af vidt forskellig kvalitet. JÆVNFØR IMMER DICKENS! Når han skriver drivende, uuholdeligt sentimentalt, skriver han med nøjagtig samme høje intensitet, som når han skriver humoristisk-grotesk fx. JÆVNFØR IMMER IMMER DICKENS! 

I like the odds!

Klaus Rothstein skriver til sidst i en blæksprutte om Nordisk Råds Litteraturpris (til en begyndelse taler han nedladende (men ikke Jes Stein-kønnet dog) om det ikke-øre-rokkende og forudsigelige ved de danske nomineringer: men fremragendehed og klarsyn trumfer da til enhver tid forudsigelighed og ørerokken):

Det er næppe tilrådeligt at bruge sine sparepenge hos bookmakeren på de danske kandidater. Mon ikke vinderen skal findes blandt navne som islandske Jón Kalman Steffansson, svenske Bruno K. Öijer og især norske Jon Fosse?

Ikke nødvendigvis! Helle Helle er endnu større i Norge end Pia Tafdrup i sin tid var i Sverige. Og hvis vi tager et par med Juul og Helle jævnaldrende (kvindelige) forfattere, så var Naja Marie Aidt og Sara Stridsberg, før de fik prisen, ikke synderligt synlige i det øvrige Norden - og vel heller ikke for endnu meget længere tid siden Peter Seeberg, der vandt for sin meget feminine novellesamling Om fjorten dage. Jeg ville satse og tro på kvaliteten i de danske bøger, der i al deres horisontalitet sjældent har været tårnhøjere.

Apropos at fortælle forfatterne hvad de bør skrive

så er min WA-kollega Klaus Rothstein slem til det for tiden, og det forbliver altså en pinligt upassende og patroniserende sproghandling, og den bliver ikke bedre, men værre, når det besværges, at den selvfølgelig skal være litteratur af høj kvalitet, den litteratur af en bestemt slags, man synes, der bør skrives mere af: Vi skal ikke bestille bøger, med bestemte emner eller bestemte skrivemåder, hos forfatterne, vi skal nysgerrigt og, hvis de er gode, taknemligt tage imod de bøger, vi får - og vi får helt ærligt altid ufortjent meget af det gode! - der jo, når de er bedst, viser sig at være helt fantastisk forskellige fra, hvad vi kunne forestille os; en Harald Voetmann er lige så umulig at forudsige som en Yahya Hassan, selvom ingen havde ønsket sig latinkyndige, groteske, pseudo-dokumentariske historisk roman-miniaturer og en hel masse havde ønsket sig vred ghettopoesi (selvom det fandtes i forvejen i form af rap)), men de er akkurat lige væsentlige og, gys for et ord, vedkommende forfattere.

KR i kommentar i WA om miljødigtning:

Der er altså en sporadisk klimabevidsthed i den danske litteratur. Fint nok. Men slet ikke nok nok, når man tager ekstremvejrets magt og fylde i betragtning. Det er som om, at forfatterne generelt set stadig lider af samme afventende apati, som alle vi andre. Men vejret venter ikke. (...) Kunne man forestille sig at Dansk Forfatterforening, Danske Skønlitterære Forfattere, Dansk Oversætterforbund, Dansk Journalistforbund o.a. gik sammen om en Litteraturens Klimaaktion i Danmark? Kunne man forestille sig at danske forlæggere og boghandlere fulgte trop? Kunne man forestille sig en litterær klimabevægelse? Klimalyrik og klimaromaner er jo ikke noget, vi skal have for enhver pris. Vi vil kun have litteratur med kvalitet. Men klimaet rummer en fortælling, der kommer til at kræve mere af os alle i fremtiden.

KR i digitalt Vagant-interview:

Men jeg er enig med Johannes Riis, hvis pointen er, at forfatterne gerne må bidrage til den offentlige samtale via deres litteratur. Men det skal ske med høj kunstnerisk kvalitet. Princippet er fuldstændig ligegyldigt, hvis der kommer dårlig kunst ud af det. Dog ser jeg gerne, at flere havde et internationalt udsyn og perspektiv i deres litteratur. Jeg leder efter noget, der skildrer Danmarks plads i verden, i stedet for Danmarks plads i Danmark. Jeg leder efter noget, der er rejsende og søgende og problematiserende. (...)
Danske forfattere skal ud af tryghedszonen. Der er en verden derude, der ændrer sig dramatisk. Der er selvfølgelig forfattere, der har samlet de globale påvirkninger op, men jeg længes efter et større internationalt engagement i dansk litteratur. Og det er ikke gjort ved, at Lone Aburas skriver en sjov roman, der hedder Politisk roman, hvor der er en asylansøger-problematik. Det er bare et lille semikolon i bøgernes strøm. Det er heller ikke gjort ved, at andre forfattere momentant skriver noget, der kan tolkes politisk. Jeg kunne godt tænke mig et litterært projekt, som var skelsættende.

For hvad? Dine velfriserede hjernebølger, Klaus? Al den fine (og sjove!) bitterhed og vrede og sorg, der er i Politisk roman, kan snildt konkurrere med alle de vældige konceptuelle globetrotter-anstalter hos Rohsteins helt (Beck-)Nielsen; som om litteraturens styrke og ambition kan måles i tematikker og berejsthed, så ville Carsten Jensen jo være DK's største forfatter, og det vil KR trods alt ikke hævde; det kunne, læst som imperativ, være min opfordring til forfatterne: Trods alt og ikke mindst hvad vi kritikere kommanderer.

Slagterkollegerne fra Pilestræde

Selv er jeg bare begejstret for for Larsen og Ulgilterne og høflig overfor Norèn i WA Bøger, men mine kolleger Klaus Rothstein og Nanna Goul er behørigt og - ser det ud til - helt rimeligt grusomme overfor henholdsvis Kristen Bjørnkjær og Erik Svendsen (hvis jeg skulle have anmeldt den bog, ville min anmeldelse givetvis bare have én lang, uartikuleret biden i luften), Klaus, den rare mand lidt mere underspillet end Nanna, der flabbergasted bare slagter løs:

Ang. Bjørnkjær (der har skrevet om at være embedded journalist på et Mærskskib):

Invitationen fra Mærsks kommunikationsdepartement var et smågenialt spinologisk træk - og gad vide, om ikke man kan sætte en Stockholmssyndrom-diagnose på manden? Måske får han et Mærsk-slips, og det fortjener han, men Kristen Bjørnkjær vinder ingen priser for sin temmelig usaltede og vægelsindede prosa, der består af sætninger uden megen sproglig omsorg, for eksempel: »Så tit det lod sig gøre, benyttede jeg enhver given anledning...« Eller hør bare, hvor uambitiøst sludrende, han skildrer temperaturen i maskinrummet: »Der er varmt, meget varmt, 30 grader. En slående hede som på kongens slot, da Klods Hans red ind på sin gedebuk for at fri til prinsessen, der forklarede den med, at de stegte hanekyllinger og derfor havde lagt ekstra meget brænde i kakkelovnen.« Med eller uden knæk: banalt.

Ang. Svendsen (der har skrevet om ny dansk prosa):

Lad os starte med første kapitel om minimalismen, »Minimalisme som litteratur?«. Her kunne man nok forvente, at Erik Svendsen ville beskrive fællestræk for den danske litterære minimalisme 1990-2010, men det er ikke tilfældet. I stedet skriver han stolpe op og stolpe ned om, hvorledes »den rigtige minimalisme«, der opstod i den amerikanske billedkunst i begyndelsen af 1960erne, er meget forskellig fra det, vi kalder for dansk skønlitterær minimalisme i perioden 1990-2010. Men hvorfor gøre et stort nummer ud af, at 1960ernes Minimal Art adskiller sig væsentligt fra en litterær minimalisme, der udspiller sig på et andet kontinent 40 år efter? Jo, mener Svendsen, fordi man ikke skal kalde det for noget, som det ikke er. Okay, fair nok - men kan du så ikke bare kalde det noget andet? Nej, det har Svendsen åbenbart hverken fantasi eller lyst til. I stedet skriver han lidt om Helle Helles debutbog, Eksempel på liv, der ifølge Svendsen er den eneste morsomme bog, forfatteren har skrevet (what?!), og Christina Hesselholdts trilogi om Marlon - for så at genoptage kampen mod prædikat-vindmøllen, så læseren aldrig får noget at vide om minimalismen i dansk prosa, for det burde det slet ikke hedde!

De står tydeligvis godt for hug begge to, men det betyder ikke, at mestermand og -kvinde ikke fortjener ros for deres præcise, lystfulde hug.

Yønke

Jeg fik en reklame-mail fra Tiderne Skifter om deres tre novemberudgivelser af
Rothstein,
Møllehave
og Jønke
- kulturelitens kærnetropper
og det viser sig, ifølge Ekstra Bladet, at Yahya Hassans Yahya Hassan er skrevet af efter Jønkes i lige mål internationale bestseller Sjakalmanifestet (og intet manifest bør skrives før man har samlet tankerne i et fængsel, seriøst!)

JØNKE OM: 'Yahya siger det samme som mig'

' SJAKALMANIFESTET': Mener ikke selv, at det er racistisk

af SUNE FISCHER

Tilbage i 2008 offentliggjorde Jørn Jønke Nielsen ' Sjakalmanifestet', der omtalte en adfærd, han mener er fremherskende blandt visse unge indvandrertyper. Jeg står stadig ved indholdet af ' Sjakalmanifestet', siger rockerveteranen til Ekstra Bladet.- Ret beset siger jeg ikke noget, som andre ikke har bekræftet siden hen. Eksempelvis Yahya Hassan.- Det afgørende er selvfølgelig, hvem der siger det og hvilken hudfarve de har, tilføjer han.
Han beskriver, hvordan hele ' Politiken-segmentet' og en række andre såkaldt politisk korrekte typer efter Yahya Hassan pludseligt erkendte problemstillinger, der netop knyttes til unge, ' mistilpassede' indvandrertyper.Allerede kort efter offentliggørelsen blev ' Sjakalmanifestet' oversat til en række andre sprog og siden offentliggjort på diverse indvandrerkritiske blogs.Jørn Jønke Nielsen var overrasket over den pludselige drejning og internationale interesse. Han mener ikke selv, manifestet er racistisk.Jeg beskriver en særlig mentalitet, siger han. Han fortæller, at det var, mens han sad i Politigårdens Fængsel, han samlede tankerne til manifestet. Egentlig var det til internt brug og ikke offentliggørelse.- Men da politiet via pressen beskrev, at konflikten handlede om kriminelle markeder, offentliggjorde vi det for at forklare, hvad kon-flikten rettelig handlede om, siger Jørn Jønke Nielsen.

Den naturligt fornærmede bondepige

Meget friskt har Kristina Stoltz FB-linket til min aversions-blogpost nedenfor med følgende ord:

Dette er jo decideret perverteret, men heldigvis er nogle af mine yndlingsforfattere på listen, så jeg bør vel være stolt. TAK Lars, hvor ser du kær ud på billedet:-)

- og selv tak, men jeg ved egentlig ikke, hvad der er perverteret ved at opliste nogle bøger (de fleste af hvilke jeg har anmeldt eller blogget om og som jeg alle har gennemlæst = gennemlidt), som jeg synes er dårlige og tale om (at tale om), hvorfor de er dårlige.

Snakken om pervetering og kært udseende får mig imidlertid til at tænke tilbage på diskussionen om Christina Hagens kronik om, at kvindelige forfattere kun er synlige, hvis de er unge og smukke - og det med ungdommen passer i hvert fald ikke i litteraturens verden, jævnfør her i efteråret fejrede forfattere som Maria Helleberg, Pia Tafdrup, Pia Juul, Helle Helle og Iben Mondrup - som pludselig kom til at handle om flap-portrættet på Kristian Stoltz' roman, og det var alle, inkl. hende selv, enige om at finde lettere komisk, men der var ingen, der gjorde opmærksom på, at seksualiseringen af det foto var produceret i den kommentar om Christina Hagens kronik, Klaus Rothstein havde på bagsiden af WA Bøger, og som han fulgte op på i et interview med Stoltz i Skønlitteratur på P1:

På Kristina Stoltz kommende roman ser vi forfatteren i noget nær helfigur i en ærmeløs tanktop under gammeldags smækbukser. Billedet er indiskutabelt smukt. Forfatteren ligner en naturligt smuk bondepige, som ved, hvad hun vil og kan svare for sig. Men billedet viser også en kvinde, der næsten er påklædt nøgen. Er det så et problem? Nej, det er ikke noget problem. Men hvis Kristina Stoltz stillede op til et photo shoot i et magasin eller en avis på denne måde, ville hun så være iscenesat som en ‘kneppedukke’? Ja, det ville hendes kollega Christina Hagen jo nok mene. Men jeg tror nu, at billedet er valgt af Kristina Stoltz selv.

Al seksualisering og erotisering og kneppedukkeficering er noget, Rothstein for egen regning læser ind i billedet: feticheringen af tøjgenstandene (og deres navne), tanktop, smækbukser, "Billedet er indiskutabelt smukt" -  forhold til hvilken (reel?)-diskussion om forfatterskønhed?, "Forfatteren ligner en naturligt smuk bondepige" - no comments! men naturlig? til forskel fra botox-behandlede bondepiger?, forfatteren er "næsten (...) påklædt nøgen" - hvad i alverden betyder det? når hun på sin overkrop har mindst to lag tøj, Christina Hagen ville nok mene, at hun er "iscenesat som "kneppedukke""-  men det har CH da ikke udtalt sig om, gennem CH's forestillede optik ser KR KS som "kneppedukke".

Jeg undrede mig dengang, og jeg undrer mig nu, over, at ingen, heller ikke Kristina Stoltz heller ikke, da hun blev direkte konfronteret af KR i radioen, anholdt Rothsteins kommentar. Er det fordi - som påpeget af Rothstein med-radiovært Nanna Mogensen, da Asger Schnack skældte ud på DR's kulturdækning - at ingen ikke vil i radioen, og ingen derfor decimerer deres chance for at komme i radioen ved pege navngivet fingre af radioværterne? Jeg ved det ikke, og det kan virke som en klodset afledningsmanøvre at tale grimt om en anden kritiker end mig selv, men jeg har savnet, at nogen talte grimt om den kommentar, fordi den sgu var grim, og når jeg så bliver kaldt perverteret af den forfatter, der blev udsat for kommentarens kritiske overgreb, fordi jeg artikulerer mishag ved hendes roman, i en anmeldelse og på en liste, er det svært at holde mund om den uanholdte bondepigefiksering. For hvad vil hun kalde den? Naturligt smigrende?

En romansniger

Pludselig ser jeg i WA Bøger (som jeg først så i går), at Klaus Rothstein anmelder en ny roman, af smertens/zigzagforfatter Juliane Preisler, Ariél, den havde min daglige, årvågne efterretningaktivitet ikke opnået nys om, og efter først at have ærgret mig gul, men ikke helt grøn, over at have misset chancen til (at plage om) at anmelde, glæder jeg mig bare over, at en bog uden varsel findes i virkeligheden, som jeg hellere end gerne vil læse, selvom og fordi den glimrende anmeldelse giver mig grund til at tro, at den er mere indlevet intens end outreret udartet (som sidste sære roman, Svaneø):

Bittert kollega-bitcheri

i anledning af dagens WA Bøger, hvor jeg får lov at Blæksprutte-skrælle en lyserød blogbog og bestyre en åletynd citat-kiosk.

Sådan overstår man i en ruf den æstetiske smagsdom i en anmeldelse af en romans meninger (Anna Libak om Kapsar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-2024):

Bogen er skrevet med stort sprogligt overskud og fantasi. Flere af de kursiverede sidehistorier, der fletter sig ind og ud af hovedteksten, skal jeg sent glemme: Som når tomaten fortæller om, hvordan det føles at blive plukket fra stilken, flået, hældt på dåse og ende sit liv på en pande over kyllingeschnitzler. Men overordnet set bryder jeg mig ikke om bogens budskab. Fordi den ikke bryder sig om mig. Eller om mennesker i det hele taget.

Det er der sgu da så mange fremragende bøger, der ikke gør! Céline & co.!

Og sådan reducerer man i forbifarten en god bog til en dum mening (samme anmeldelse):

Tilfældet vil, at jeg for nylig læste Lone Aburas' Politisk Roman, og her var alle personerne også nogle dumme svin: Ikke fordi de var onde, men fordi de var svin - i betydningen dyr. Vi er hinsides godt og ondt her, for personerne kan tilsyneladende ikke beslutte sig til at handle anderledes: De har ingen fri vilje. Det nye testamente er tilsyneladende byttet ud med Arternes oprindelse.

For nu næsten at at mene det modsatte af min Rasmusssen/Svendsen-blogpost, men også kun næsten: Politisk roman er jegfortalt af en lige så rørende resigneret som ædende (og nydende!) ond person, det gør ret mange forskelle, men først og fremmest gør ordkunsten med hvilken en forskel, der er ubændigt kvalitativ: elektrificeret sortsyn. Tænk, hvis man kun gik ind for kunstværker, der var sympatiske og empatiske og humanistiske.

Sådan gør man sin egen forsnævrede læsning til en fremragende bogs problem (Klaus Rothstein om Bjørn Rasmussens Pynt (som han vistnok rent faktisk godt kan lide)):

Men hvad er virkelighed, og hvad er fiktion? Sådan spurgte anmelderkorpset også sig selv, da Bjørn Rasmussen debuterede med Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet ( 2011). Jeg synes nu, at romanens aggressive leg med tidens hårdtprøvede autofiktion var noget trættende, for homosex på rideskolen bliver ikke mere spændende af, at personen og forfatteren hedder det samme: »Bjørns pik er blød granit i forsømte røvhuller, Bjørns nosser klasker mod glatbarberede baller i timevis, Bjørn pisker inderlår...« Pynt er en stærk, tvetydig titel, som med spartansk klædelighed er meget mere mystisk og uheldsvanger end den manierede sætning om huden, hylsteret og legemet.

Det sidste først, titlen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er lige præcis det modsatte af manieret: den er omstændeligt og eksakt leksikalsk. Men hvor er dog spartansk klædelighed en trist titel-æstetik, synes I ikke, alle I Smarte pletter mellem fingrene? Videre i teksten: Som anmelderkorps-medlem interesserede virkeligheds-fiktions-skismaet mig altså ikke synderligt, og så vidt jeg kan læse, interesserer det heller ikke forfatteren, i sig selv: den reelle og intenderede energi i bogen genereres ikke af dobbelkontrakts pikanteri, men i den besværgende/fabulerende skrifteksplosion af/fra en måske selvbiografisk urfortælling, den dér "homosex på rideskolen" - og hvor litterært tonedøv skal man lige være for ikke at høre den oprømt vrængende/ironiske/parodiske tone i citatet om "Bjørns pik som blød granit i forsømte røvhuller"?

Christ, kære kolleger! 

Sort hævner vs. hvid tøsedreng

Jeg skal tale med WA-kollega Klaus Rothstein i 24syv klokken ca. 20.00 om Profeterne fra Evighedsfjorden (der sandsynligvis - jeg ved det helt ærligt ikke - løber med Weekendavisens Litteraturpris på torsdag, og hvis den gør, skal Rothstein, som romanens begejstrede anmelder, holde talen), og kan I ikke holde mig fast på, at jeg skal sammenligne romanen med Django Unchained som 2 fiktioner om racistisk folkeslagsundertrykkelse: Leine sender genreblindt og -naivt en skvattet, sjælesyg præst ind i det betændte morads på Grønland, Tarantino sender genrehallucinatorisk en hævngerrig, befriet slave ind i det betændte morads i sydstaterne - der er forskel!

Minus smagsdom, dobbeltplus referat

Der er en hel masse døvende referat i Klaus Rothsteins anmeldelse af Anne Lise Marstrand-Jørgensens slægtsmursten Hvad man ikke ved i WA Bøger og meget lidt og slet ikke kvalificeret smagsdom.

Sådan noget refereren her, der gør mig helt grå af læseulyst: 

Da Rachel, som viser sig at have et lille barn, på den måde træder ind i historien igen, åbner forfatteren en port til fremtiden (og til bind to, der udkommer om et år), for mens Eric har planer om at tage til Indien for at realisere sig selv, flytter Flora til byen for at bo hos sin fars kusine. Men kort efter møder hun Rachel, og hendes emancipation eskalerer.

Samtlige smagsdomme i anmeldelsen:

vellykket og grum (hvis grumhed i sig selv er en kvalitet, det er det vel ikke) (i underrubrikken)
smidig titel
godt set og prægnant skildret (er (romanens udmøntning af) denne tykke epoke-tematiske under- eller rettere overtekstning: "Alle mennesker tænkte på skyld. der var ofte og bødler og ingenting midtimellem")
ubesværet (flytning af forfatterskabsfokus fra middelalderen til 60-70'erne),
vellykket (psykologisk velfærdsthriller)
som alle (...) kan spejle sig i

HVAD er vellykket HVORDAN og HVOR MEGET? Og er alment spejlingspotentiale virkelig en primær æstetisk kvalitet?

Jeg er stadig ikke overbevist om, at anmelderne VITTERLIG mener, at de 544 sider er værd at spilde min kostbare læsetid på.

Hvad nu hvis der virkelig er en million engle i Rasmus' hår

Selvfølgelig vil jeg ikke finde mig i, at Klaus Rothstein anmelder Rasmus Halling Nielsens Tvillingerne kritisk i vores fælles avis! Det ville, lige meget hvad han konkret skrev, uden videre være for galt, men det, han konkret skriver, vil jeg så også meget gerne konkret anholde og sætte i - hedder det? - rutebil på iskold asfalt. Hvis vi nu starter bagfra, tales der om "gode digte med mislyde", jf. Skinnebach-titlen Enhver betydning er også en mislyd, for mon ikke der arbejdes meget bevidst med mislyde (der vel også kan betyde kattelyde, miav'er!?). Så roser Rothstein og citerer et helt digt (og ros til Rothstein for at bruge 1 ud af 4 spalter på citat): digtene rejser sig "stolt og stejlt fra siderne, når Rasmus Halling Nielsen er rå og illusionsløs, som f.eks. i denne slebne tekst (...) En statue rejst af børn med brækkede hænder. Det kalder jeg en scene, som er svær at glemme, og det vokser kun i styrke når digtet i næste sætning med en klædelig tvetydig ubeskedenhed opfordrer "lad nu det billede hvile i sig selv...""" Very well og nuvel (og jeg forstår ikke helt det med stejlt, når Rasmus nu skriver så langlinjet, men det lyder godt nok godt - og slebent? snarere i slipstrøm på sig selv). Så kritiserer Rothstein vistnok, at Rasmus henviser til digtere og billedkunstnere (selvom han sandsynligvis har fået fat og styr på henvisningerne via et google-link til den i Hallingiana-blogposten nedenfor linkede orkidé-artikel (ellers er det virkelig svært at gennemskue, hvem Asger er, når nu digtsamlingen er tilegnet Asger Schnack - og HJ Nielsen-henvisningen er næsten totalt uigennemsigtig (bare ordet "hvid") og Svend Johansen helt usynlig; langt mere oplagt ville det være at pege på den eksplicitte Moti Vizki-henvisning, titlen, Fire raketter, fire prikker, og -påvirkning)), men hvordan kan (mere eller mindre skjulte) henvisninger og meta-effekter være lig med stiløvelser (man kan jo strengt taget ikke skrive som Jorn og Birkemose maler, og det er kun indirekte, Rasmus skriver som Svend Johansen (som Rothstein har læst hvor meget af?) og Nielsen skriver han slet ikke som - og meta-effekter er vel ikke som sådan defineret som stiløvelser? måske er meta-effekter ofte mere NØDVENDIGE end al mulig pyntet eksitentialitet, det føles de i hvert fald som hos Rasmus)? og vurderer, at et ordspil på vende- og venne- er plat, fordi det er et ordspil, men et ordspil er vel ikke i sig selv plat, bare fordi det er et spil på ord?: "Rasmus Halling Nielsen er en digternes digter. Han henviser poetisk og personligt til sine forbilleder i litteraturen (Svend Johansen og Hans-Jørgen Nielsen) og billedkunsten (Jens Birkemose og Asger Jorn), han strejfer tit digte som sprog og skriveproces. Det er dog hverken særlig interessant eller originalt, faktisk ligner det stiløvelser mere end nødvendighed. På samme måde er det en temmelig lam idé at skrive "... jeg har aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men/ den er min vennekreds.." Vendekreds, vennekreds -- fik I den?" Ja, vi gjorde, med glæde! Så kommer anden halvdel af Rothsteins kritik af den genkommende vending, highlightet på bagsiden, "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår", efter et citat af anden halvdel af det pragtfulde digt "flere millioner galakser væk", som tilfældigvis er det digt, jeg for en uge siden havde valgt til nærmere eftersyn på Gentofte Hovedbibliotek og som i sin helhed står at læse i Hallingiana-blogposten nedenfor - top- og lyspunkt i anmeldelsen er udtrykket "sprogligt velhavende", det kan jeg sgu godt lide: "Dette digt er sprogligt velhavende, det har poetisk potens og det fremkalder stærke og overraskende associationer. men jeg får en allergireaktion af Rasmus Halling Nielsens engle og hår, særligt håret som jeg syens dræner digtet for betydning. Ikke så meget fordi engle og hår nemt bliver et banalt new age-symbol (det er dog næppe tiltænkt en spirituel rolle), men snarere fordi det virker som fejlplaceret studentikos humor - dog anerkender jeg det samtidig som en slags kvalitet, at et digt kan fremkalde idiosynkrasier hos læseren." Idiosynkrasi indeed, jeg kan slet ikke følge Rothstein (og lad os bare citere første del af engle-i-hår-kritikken, før citatet, først som sidst (men hvad er engle-linjen? et tema (nix) eller et motiv (næppe) eller bare et refræn (velsagtens)): "(..) på bagsiden står et enkelt citat fra bogen: "En million engle kan ikke tage fejl i mit hår"/ Når en forfatter på den måde fremhæver en særlig sætning, må det være, fordi han tillægger den speciel nøgleværdi, og engle i håret er også et gennemgående tema. Rasmus Halling Nielsens repetition af motivet er ikke desto mindre irriterende, og det svækker de ellers seriøst gode digte./ Første gang vi støder på motivet, lyder det sådan her i forfatterens tegnløse skrivestil, hvor sætningerne brydes med en selvfølgelig unaturlighed:" - hvis ikke en kunstfærdig selvfølgelighed). Jeg synes så helt ærligt, at linjen "en million (eller flere millioner) engle kan ikke tage fejl i mit hår" er er en poetisk topskøn, betydningsrig linje, der i sin kukkede, renfærdige boblen sagtens bærer at blive refræn; jeg kan hverken få øje på den banale new age-symbolik (medmindre engle som sådan er banale new age-symboler, det synes jeg ville være en streng engle-generalisering), eller studentikositeten (som man kan hævde er til stede i brander-ordspil som vendekreds- vennekreds) - hvis noget er i spil, så er det, som påpeget af Gentofte-publikummet, reklameslogans a la 5 millioner Elvis-fans kan ikke tage fejl og parodien på samme: 5 milliarder af fluer kan ikke tage fejl: spis lort. I den citerede digthalvdel, der begynder som en opvågning/morgensecene ("rise and shine"), læser jeg helt enkelt linjen som en poetisering af morgenhår (og her bliver jeg så biografisk: Har man set digterens hår i dagform, er det ikke svært at forestille sig det amok morgenligt), som bliver emblematisk og eksemplarisk - fortsættelsen er vigtig: "kan ikke tabe pusten/ en glød en glæde en fugl fra din skulder i drømme" (kunne man tale om en morgenhårets kaosteori i digtet!?) - for digtet/digterens forsøg på at komme i eksistentielle omdrejninger, at hæve sig, og meget gerne i skriften (fingrenes dans), fra den skide virkelighed og frygten (også i og med skriften) for usammenhæng; afslutningens geniale, konkretistiske imperativ "hængsammen" henviser direkte til refrænet, det er som millionerne af engle i håret, at digteren, digtet, læseren, verden skal hænge sammen og faktisk, hvis man som Ramus kan få øje på englene og anerkende dem som sådan, hænger sammen. Kort sagt: Jeg kan virkelig ikke se, hvordan flere millioner engle kan tage fejl i Rasmus' hår.

Hvor meget og hvor interessant konfliktstof er meget og interessant og konfliktuelt nok?

Jeg har stadig WA Bøger fra i fredags liggende foran mig slået op på Klaus Rothsteisn Blæksprutte om det nye års bøger og irriteres påny af hans omtale (i forlængelse af omtale af bøger af Hr. og Fru Knausgaard) af Merete Pryds Helles Kære Mai, der udkommer lige om lidt:

Man ved det jo ikke, men måske kunne Merete Pryds Helles Kære Mai slet ikke være udgivet uden en vis form for inspiration fra Karl Ove Knausgaard? I hvert fald er også den bog en slags ikke-fiktiv rapport fra det autentisk levede liv, hvor visse personer ikke kan undgå at medvirke, alene gennem deres genkendelighed./ Ifølge Politikens Forlag er bogen "en samling mailkorrespondancer fra de otte år, hvor Merete Pryds Helle bor i Italien med sin familie. Brevene er skrevet til hjerteveninden Mai, og igennem dem hører vi om hverdagen i Vinci, om ensomheden på det smukke bjerg, hvor hun bor, om hvor svært det er at arbejde og børn til at gå op, og hvordan man altid er sit besværlige selv, lige meget hvor i verden man lever. Det er kun Meretes breve, vi læser, mens Mais op- og nedture står som et skyggeportræt ved siden det nære portræt af forfatteren."/ Det lyder absolut interessant, men spørgsmålet er naturligvis [!], om Kære Mai omfatter tilnærmelsesvist så meget - og så interessant - konfliktstof fra privatlivet, som Karl Ove Knausgaards romaner, og om bogen kan åbne en dansk debat om selvbeskrivelsens moral. Vi får at se allerede i januar.

Jeg ved sgu ikke, hvor interessant forlagets referat I SIG SELV lyder; grunden til at bogen lyder interessant i mine ører er, at den er skrevet af Merete Pryds Helle, der aldrig skriver en uinteressant bog, og tre ud af fire gange skriver en bog, der både er interessant (som i anderledes og nyskabende) og vellykket, hvilket er temmelig vildt. Men det er ikke den slags interessanthed, Rothstein taler om, det er det private konfliktstofs omfang og detaljerigdom og bekendelsesdybde og - jeg opfinder et par grimme ord - debaticitet og i sagens natur konfliktualitet (privat, autentisk stof behøver jo ikke være konfliktstof, og behøver jo heller ikke være det for at være kunstnerisk interessant) vs. Knausgaards egoværker; og det er overhovedet ikke kunstnerisk interessante parametre for mig, der ikke bestyrer et litterært radioprogram, men også et meget betænkeligt konkurrence-set-up; Hvem afslører heftigst? Hvilket jo på den anden ikke betyder, at bogen ikke hjertens gerne MÅ være fuld af rigt detaljeret, dybt bekendende, drøndebaterbart, knaldkonfliktuelt privat konflikstof, den BEHØVER bare ikke være det, og hvis den fedt skrevet og værkeliggjort bare handler om at falde i staver over pastagryden, så er det fedt NOK for mig.

Up on the top next

Da Primal Scream i aftes i Vega var færdig med første nummer, "Movin' On Up" selvfølgelig, og jeg lykkelig blæst stod og glædede mig til resten af koncerten, med overstadig tillid til, at dette ikke kunne misse - Bobby bevægede sig! Bobby smilede til os! - hvilket det så sandelig heller ikke gjorde, det blev et pænt stykke højere end solen, bippede en sms ind fra min kollega Klaus Rothstein, der sikkert stadig var på Møn og døgn-interviewe Knausgaard (som, dokumenterer hans kjempeværk i det mindste, har en glimrende musiksmag, og sikkert hellere ville have været i Vega end på Møn), der fortalte alle interesserede, at han havde skiftet telefon og telefonnummer. Pga. den søde musik, tænkte jeg straks, den kan hans mobil på Møn ikke holde til!

2 halvsides halvhjerter slår 1 helsides forpulet fordom TROR JEG PÅ

Det irriterende og besværlige ved fordomme er, at, hvor sikker man end er på dem, forbliver de fordomme, indtil andet er bevist, dvs. når det handler om litterære fordomme, LÆST, hvilket betyder at man skal læse alt muligt massivt hø og hakkelse, , fra JC Grøndahl over HV Holst til E Egholm, bare for at få bevist, hvad ene fordomme udmærket vidste i forvejen.

Nu fx i dagens påskeudgave af WA Bøger, hvor jeg er stensikker på, at der er langt større kvaliteter i de to bøger af Nicolaj Stochholm og Vagn Lundbye, jeg anmelder halvhjertet, halvt kritisk, halvt positivt, med vægten lagt på det (henholdsvis energisk og monstrøst) positive, på 2 x en halv side, end i den roman af Henrik Andersen, Beskyttelsezonen, som Klaus Rothstein på en helside anmelder entydigt begejstret, og jo bl.a fordi jeg ikke kan få at vide, hvad det er ved bogen, han RENT KUNSTNERISK synes er så fedt, ud over at den handler om Østtyskland og fodbold, hvilket jo er tematiske fedheder, ikke kunsneriske; det hjælper så heller ikke, at han sammenligner med romaner af Niels Rohleder og Benn Q. Holm, som jeg HAR læst. Men før jeg har læst den forbandede, små 360 sider lange roman, har jeg ingen ret til at mene, at jeg har ret, hvis jeg har ret, hvilket jeg vil vædde en dublet af Camilla - og resten af selskabet på, at jeg har.

Lille raserianfald 1 (for helvede, Klaus!)

Halvslumrende zappede jeg rundt på fjernsynet i går aftes og vågnede brat op af bar hidsighed over DR K's litteraturprogram Ordkraft, hvor Klaus Rothstein sidder på en formumlet bogcafé og taler med forfatter og en "ekspert" om et TEMA, og i går var emnet så TERRORISME, og det talte Klaus så om med tegnserietegneren Thorstein og litteraturlektoren Tore, hedder han vist, og jeg så mest af den første samtale - igen og igen zappede jeg heftigt væk og så forsigtigt tilbage igen - og det handlede slet ikke om det konkrete kunstVÆRK med for helvede tegninger i, men hele tiden og særdeles anstrengt om DET TERRORISTISKE TEMA på en sådan faux-engageret middagsbordsfacon: Er vi alle potentielle terrorister osv, for hverken Klaus eller Thorstein er eksperter i terorisme, og det er Tore heller ikke, han er højst ekspert på amerikanske romaner med terroristisk tema, men igen skulle han ikke fortælle om de romaner som romaner, men om hvad de romaner siger om terror og nine/eleven, hvilket ikke er særligt meget, var han vistnok i gang med at forklare, før jeg zappede væk for good, og er det virkelig så langt ude og uhyggeligt at lave tv om litteratur som litteratur, der er interessant af litteraturmæssige årsager? I dagens avis står der at DR vil nedlægge det udmærkede - fordi det eneste reelt og kvalifceret KRITISKE tv-program - filmmagasin Premiere (hvor min søn på falderebet skal i erhvervspraktik) til fordel for et uspecificeret kulturprogram og et nyt litteraturprogram, det kommer der sikker ikke noget godt ud af, men jeg foreslår (igen igen - jeg har en føljeton af korrespondancer med DR, der går 15 år tilbage inkl. en enkelt håbløs Pilot, med raserianfald om Undtagelsen og samtale med trioen Staun, Q Holm, Skinnebach; jeg finder den ikke frem!) et prisbilligt, rent bogstaveligt program, hvor kameraet ikke løfter sig fra bogsiden, og kritikere og digtere kun MÅSKE får lov at sige noget, mens seeren læser!