serialitet med små bogstaver er STOR RIF-NYHED!

Rifbjergs seneste skidegode poetiske værker var de tre prosadigt/kortprosa- serier/suiter, måske faktisk en skidegod trilogi, 70 epifanier, 2001, Sæsonen slutter, 2003, og Mojácar, 2004, som blev fulgt op af af en slet bare digtsamlings-trilogi, fuld af automat-polemiske og -nostalgiske og -opbyggelige manøvrer, Pap, 2004, Knastørre digte, 2006, og Time Out, 2009, hvoraf de sidste to var kendetegnet ved, i lighed med fx Bo Green-digtbøger , at hver linje begyndte med stort, hvilket altid ser åndssvagt ud, men ser xtra åndssvagt ud på så små (som i beskedent ambitiøse og energiske) digte - i den nye bog, der udkommer på 80-årsdagen på torsdag, Stederne, begynder alle linjer, undtagen hver digts første, igen med småt, hvilket er et godt tegn, dertil kommer at der atter er tale om en serie/suite bestående af 3 + sider lange, pænt langlinjede digte, hvilket er et endnu bedre tegn; og tegnene tegnede korrekt, fremgår det af min anmeldelse på fredag, her er resten af det indledningsdigt, jeg til den tid citerer, om sårskorper og landskaber og hvad fanden egentlig (sneskrabere og tæppebombardementer!)?:

det er faktisk varmere på landet end om
vinteren hvor husene mod al fornuft
står ude og gæssene går i sandaler
ligesom du selv med ansigtet rettet mod søen
og en sårskal

med sit skal skal-ikke
fordi det klør så herligt ingen kan være sikker
på om det nu giver sig til at bløde
fordi skallen brun & dejlig stadig hænger fast
det er problemet in a nutshell skønt

det ikke er et problem
hør nu her
det er ikke et problem

kun en absurd detalje med meget underlige
seksuelle over- og undertoner
sår kløe lyst blod
på en ellers lysebrun og lækker hud
og de blomster der lyser og nikker og nikker
i vinden som vist nok står i syd og trækker

en del af fugtigheden ind fra søen
et fladt vand uden den dybe grund men med
et imponerende areal et helt hav
sagt uden overdrivelse eller overdrift

eller hvad det hedder
et helt hav og en fjern horisont med alt
muligt bag ved så rædselsfuldt at billedet
burde tippe over men igen mirabile dictu
ikke gør det

det har jeg jo sagt
mens konkyliehorn om dine kyster lyde
pow, hvor skønt med neglen at vippe
den sårflage op og ned og blive ved og ved
og holde op og vende tilbage til
gerningsstedet og den fuldkomne idyl

uden sneskrabere og tæppebombardementer
og alting iscenesat i en boble af uforgængelig
fortid
det eneste holdbare og hvad fanden
skal man ellers sige for det er
en kendsgerning at blodet var til at overse
kun en lille klat
og Gud og hvermand ved at post coitum osv.

men indtil den er slidt op og nulret helt
færdig, kan sårskallen mellem to fingre
og evt. et lille stykke op under neglen
bringe en slags hyggelig trøst
og bevidstheden om at søen med sin horisont

sit solskin sine vippende blomster og
den pletfri hud med det ufrivilligt påførte
hurtigtlægende sår er der
fremkalde et minde så udeleligt som visse
tal i talrækken

og at stedet i sne
var en contradictio in adjecto
eller hvordan det nu er
hvis man vil blære sig

- comeback nr. ret præcist 117!