Rigtig meget af en middelmådig ting er lettere deprimerende

En artikel i Information, "Digterne løb med opmærksomheden", gør et nummer ud af, at flere af årets digtsamlinger har solgt mere end som så og mere end hvad digtsamlinger plejer at sælge, og det kan man som poesi-interessent tydeligvis være nødt at være forbandet glad og taknemelig for, men det ved jeg ikke, om jeg gider være, når den digtsamling, der suverænt har solgt mest og urelativt så temmelig meget, er Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl - 20.600 eksemplarer - som jeg ikke mener er en synderlig betydelig digtsamling, heller ikke hvis jeg et kort øjeblik lod som om, at jeg mente, at Søren Ulrik Thomsen var en betydelig digter, og jeg ved godt, at folk beskylder mig for at drive chikane, når jeg siger, at han ikke er det, men det mener jeg altså helt ærligt ikke, han er, og hvis jeg mente det, ville jeg mene, at fx Ukendt under samme måne og Nye digte er langt betydeligere og betydningsfuldere digtsamlinger; at SUT får succes på bestesellerlisterne med så blank og lunken en rutinepræsation, efter 9 års lyrisk tavshed, synes jeg ikke er noget at råbe hurra for, som Peter Stein Larsen med vanlig rungen gør til sidst i artiklen:

»Hvis man skal sige det lidt højtideligt, synes jeg, det er en sejr for den litterære kvalitet, at en digter som Søren Ulrik Thomsen har solgt i 20.000 eksemplarer. Mediernes bevågenhed er som regel på slagkraftige genrer som krimien og biografien — men det er jo gerne lyrikerne, der står for den sproglige fornyelse.«

Poesi er jo ikke som sådan en fed ting (som Peter Stein synes at mene, når han hele tiden henviser til mængden af dilettant-poesi på nettet), god poesi er en god ting og fremragende poesi er en fremragende ting, og det er fedt nok, hvis god og fremragende poesi sælger godt og fremragende. Så hvis jeg bare ignorerer monster-salgstallet for Rystet spejl, kan jeg sagtens være glad og taknemlig for, at Thomas Bobergs Hesteæderne: Den store duel (som jo er en duel med en SUT-soundalike) har solgt 2600 eksemplarer, Rifbjergs Stederne 1800, Jørgen Leths Hvad er det nu det hedder 1600, Ursula Andkjærs samlede 1500 og Tranströmers samlede (den eneste ikke-Gy-titel i artiklen, mon ikke i det mindste Benny A også har solgt glimrende, givetvis har fx Marianne Larsen ikke, hendes fremragendehed er alt for mediemæssigt uprofilerbar) 4000. Hurra for det og dem for filen da!