Side 52 x 3

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Den vejrer mod kålen.

På den anden side.

Sig goddag til hjorten.
Den står ovre ved hegnet.

Sig goddag til hjorten.
Hvorfor skulle jeg det?

God dag hjort.
God dag.

*

(uddrag)

Svømning

I dag vil jeg gå ned til havet
vaske mit ansigt og tale
med de druknede sømænd,
tangsamlere der forsyner
kosmetik og medicinal-
industrien med ukendte
forbindelser og stoffer
på min vej ned til havet
gennem det storslåede
landskab ser jeg regnen
komme og jeg søger læ
i skyggen fra den store
røde sten

*

Vent et øjeblik, 23andme -

I hvert eneste led i et stamtræ sammenføres to forskellige stamtræer, ét fra en far og ét fra en mor.

Hver eneste gang en af mine formødre blev undfanget, kom der ikke bare én ny gran på træet, men kronen blev udvidet til det dobbelte.

At tro at man kan følge sin slægt tilbage som én linje er vanvid!

Følger man den, breder den sig ud ud ud, som et netværk.

Længere tilbage snævrer den sig ind igen, slægterne bliver mindre.

Så samler den sig i en Last Universal Common Ancestor.

Livet er kun opstået én gang på planeten.

Alt levende er forbundet.

Fødelsdagsgave 2: Grønne bøger

Radiator-dissonansprøven anvendt

(se Niels Franks raditaor-definition i blogposten nedenfor)

i henholdsvis

et (så godt som) rent patetisk digt, fra Nicolaj Stochholms Sammenfald, 1992:

"Jeg skriver mig ud af natten
og hen i en åben park som
brænder hvis jeg slører mit syn
men jeg er usårlig og hjemmevant
hungrer efter hvert eneste blik
for når deksælvende statuer og stjerner
henrettes foran solens væg
er jeg stærk som hver RADIATOR
er jeg vild som svanernes flugt
er jeg gennemsigtig som en død"

og et (så godt som) rent ironisk digt, fra Bo hr. Hansens Hr. Jørgen leger, 1993:

Jørgen spilder alting
i sit liv
kaffen
øllet
og ordene
Klokken er mange
digtet er blevet
litd senere
og styrter
fra hans fingre
af træthed
Og øjnene styrter
og blodet
og hele RADIATOREN
styrter
og fødes på ny
og stikker
i alle retninger"

Hvepsekrone i lys lue - Nicolaj 50!

Der er heldigvis Rimbauder, der får lov til at blive ældre end unge. I dag fylder uforbederligt romantisk og modernistisk og bare POETISK blåøjede Nicolaj Stochholm guddødeme 50. TILLYKKE! Jeg har zigzag-anmeldt ham gennem årene, men jeg er og bliver inkarneret fan af NS som hovedløst vildest og visionærest. Her forvandles han fra yndlingsaversion til yndlingsperversion lige for øjnene af mig - i min WA-anmeldelse af hans tredje bog, Rekonstruktion, 1998:

"Tidseltunge

Klassisk. Nicolaj Stochholm gør comeback med ubændigt frembusende patos.

Nicolaj Stochholm: Rekonstruktion. 83 sider, 158.00 kroner. Lindhardt og Ringhof. 

At man skulle høre sig selv sige det: Det er da godt, at nogen står fast på deres patos, slår alt for store brød op og tramper heftigt rundt i krummerne, det skal jo da for fanden ikke være til lyst det hele, vi har pinedød brug for kvalificeret hysteriske mørkemænd, manende modernister som vor mor lavede dem. Sådan én var Nicolaj Stochholm i sine to første samlinger, Biografi, 1991 og især Sammenfald, 1992, som jeg virkelig fik ondt i hovedet af, hvilket jeg i dag kan se var et meget godt tegn. Til gengæld havde kritikeren Marianne Stidsen ikke læst noget bedre siden Schack Staffeldt, og så blev det rasende talent pludselig tavst, fik Kunstfondets tre-årige legat og rejste ud i verden, kun efterladende denne drabelige definition i Brøndums Encyklopædi:

»Jeg: Jeg kommer fra helvede«. 

  Nu omsider er han tilbage hos os med den store samling, Rekonstruktion og han er heldigvis stadigvæk sådan en hysterisk mørkemand og manende modernist, dette er det første digt, fint betitlet »Kolofonengel«: 

  "Fanget/ af bussens torden/ gennem gaden med frost/ taxaernes hvide snit i mørket/ til højre og klokkerne der ringer/ til messe for det øde centrum/ ved lygtepælen hænger et/ sammenføjet sind, en uden/ ansigt gennem byen, optrin/ og jeget mellem fire heste/ i bevægelse over himlens tag«. 

  Dette er seriøst, venner, dæmonisk ladet storbylandskab - det er ikke den bus, Kirsten Hammann og Katrine Marie Guldager stiger på - og afsluttende drastisk og absolut symbolsk action, jeget mellem fire heste over himlens tag, det er så utrolig tæt på klicheen, men ved selve sin stolte og flossede kraftfuldhed redder det sig akkurat i land. Dette digt hører så også til de mere nydelige i samlingen, i langt de fleste får energien og fragmenteringen på en langt mere radikal facon frit spil, billeder og erklæringer haster hovedløst af sted, mens de af deres lungers fulde kraft råber hinanden ind i hovedet og skubber til med albuen, »en magtfuld forsvinden hvor billedet brænder et øjeblik« står der meget præcist et sted. 

  Eksemplarisk for det fineste og flotteste i Stochholms poesi er denne større sag, »Tilegnelse«, der starter i (næsten for) klassisk retorisk stil og med stadig større fart flænser sig op til alle sider (her er det den omvendte bevægelse af indledningsdigtet, fra tung abstraktion til eksploderende konkreter): 

  »Fra hvilke uantastelige højder/ falder dråben ned på det blad/ der driver løst med den styrke/ strømmen fra regnen skaber:/ jeg er fejet med støvet fra mit ark/ drivende ad brøndens tunger forbi/ hvidkalkede huse halvt under vand/ og min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør/ ud til broens brændte båre, et greb/ lyset fra gaden, der synker og synker/ i kvadratet mellem brosten og papir/ malede fortøjningspæle på Fisketorvet/ en sveder i kabyssen, den sorte kasse/ flydende køreplan for en rusten rute/ stenuglens skrig fra et tag tre gange/ nationalprodukt og Sankt Thomas Plads«.  

  Stochholm er utrolig god til at få gang i den, »min hånd en kost af olivengrene/ ind gennem kolde, frostsprængte rør ud til broens brændte båre«, det er så for meget for meget, at det bare er for fedt; kun rimeligt, at han i en af bogens få formelle øvelser tager konkurrencen op med selveste S.U. Thomsen og skriver sin poetiske version af Beaufort-skalaen for vindstyrker: »løbende folketælling af voksende hvide heste lægger murene ned« (Thomsens kan findes i et gammelt nummer af Den blå port).
  De enkelte figurer, udsagn og sætstykker er hele vejen igennem typisk modernistiske, det er splittede og flerdobbelte jeger med hænderne triumferende fulde af sprængte billeder, en gang imellem kønt reddet af eller henvendende sig til kærligheden, og så vil jeg bare nedlægge det pragmatisk æstetiske vurderingskriterium, jo mere kant, jo vildere postyr, jo højere hastighed jo bedre, for det er sådan en hård, tæt, næsten mættet måde, Stochholm går amok på, det samler sig, som det spreder sig, samtidig med, at der hele tiden lyder denne her helt drengeagtige hujen gennem brokkerne, når det går højt, et digt hedder direkte »Rid med mig«. Jeg bryder mig bedst om de store hvirvlende klumper og om de helt stramme små energibomber, jeg vil have ingen sammenhæng eller pur enkelhed (som i kærlighedsdigtene, som f.eks. »Spejlets invitation«), men allerbedst er måske kombinationen som i det storslået søndersplittende kærlighedsdigt "En kærlighedsbuket for alle vinde"; det tretten sider lange langdigt »Dagsrejse« er en for tyk tåge gennemstrålet af for få stjerner efter min øjeblikkelige mening, og en håndfuld andre steder står digteren rigeligt længe og beundrer og fortolker sine egne tegn og gerninger, inden han pligtskyldigt jager videre, et par modernistiske klicheer er bare modernistiske klicheer, men skide være med det, når rosen råber: »kron mig i en ørken med rasende hvepse« (da jeg i sin tid så dette udråb i poesiantologien »I det åbne« opfattede jeg det som et emblem på de allerværste patetiske manerer, hvad det jo lige præcis frydefuldt er).
  Jeg vil slutte med at citere det digt, der programmatisk hedder »Gud dør hver dag«, og som jeg synes er forbandet godt, det hærger frem med vilde fagter i sin beskrivelse af blot og bar solnedgang, hver eneste dag og hvert eneste digt er verdens og poesiens rekonstruktion, velkommen tilbage, lille, stridbare sol: 

  »Så mange omkring mig, jeg havde/ ikke troet I var samlet som luft/ vinden kan ikke komme frem/ før den skiller jer ad, mægtige/ vogtere og bestøvere, alle dage/ føjet til en, se mig uden form/ en sommers korstog gemt i et/ tørt brød, bøndernes samling/ af sten imellem hvide aks, den/ blinde pige på vej ind i digtet/ over marker der blot kværner/ de levende fra de døde, grønne/ øjne taget som slaver af lyset/ for solen er den indadvendte/ mester fra hedenold, et levned/ på skrømt fra hullet i maven/ som tidsler med spisevægring/ rækker fra markers sandede/ jord, fra havet er det kommet,/ kongen der alene brænder sin/ rutefart før havet fryser til en/ dansehal af fravær med gulve/ poleret af en sprængt blind/ tarm, en orm fra sandet taler/ med fiskenes blink i mørket/ fra havet skal det igen opstå«."

(foto: Susanne Mertz)

Det lysner i smatten

Som svar på min bogholderi-note i WA Bøger i fredags om litteraturen på Roskilde Festival (de gyldne år med Højskolernes Spoken Word-Scene vs. Gyldendals og Rosinante&Co's stadig mere sammenpressede (i år 3 x 20 minutter fulgt 3 x 45 minutter, søndag, mandag, tirsdag, torsdag, fredag, lørdag) Forfatterskabet-scene vs. Mayhem & Eschos nye hybrid-scene med generøs plads til digtere) skrev den tidligere leder af Spoken Words-scenen og nuværende forstander for den kommende Roskilde Festival Højskole Jesper Øland en lovende FB-opdatering:

Jesper Elkjær Øland with Lars Bukdahl.

Roskilde ·

Højskolerne blev ikke uvenner med Roskilde Festival. Festivalen var tilbage i midten af nullerne bare ikke klar til at eksterne samarbejdspartnere kunne levere en scene drevet professionelt og med indhold - måske er de klar til det nu, og måske bør vi overveje at samle holdet igen under festivalhøjskolens kasket 😉🤘

Lars Bukdahl Overvej, please, overmåde meget!

Jesper Elkjær Øland Det har jeg gjort de sidste syv år. Hvis vi kan få en bred skare af forlag med og finde ekstern finansiering, så måske

 

Nicolaj Stochholm Yeah!

Alle digte om/med overskæg er gode og vigtige

som nu i særdeleshed dette, fra Nicolaj Stochholms digtsamling med den geniale, allerede blog-roste titel Titlen i paradis, der udkommer i dag, og digteren sover ikke:

charles bronson

alene jeg er vågnet med dit navn
på min overlæbe en permanent
skygge der diskuterer alle dine
afslag på mig selv som uskyldig
sammen med digtet igen der
forhindrer mig i at udtrykke
mit inderste ufrivillige ønske
en orange stribe lys slår ind
mellem søens skove af vokaler
jeg kravler på indersiden med
en løkke af antikveret trækpapir
omkring min hals en klokke
af læderede landskaber og tre
stærke ord bortført af drømmen



- her har digteren selv plantet sig et moustache

En kommende tirsdags gode digtsamlingstitler

- hvor meget indholdet er ved remains to be seen, men det er sgu OK offensive METAtitler:

Johan Davidsens debut  

Jeg kan ikke hjælpe dig med dine problemer

&

Nicolaj Stochholms digtsamling nr. x eller y

Titlen i Paradis -

den sidste er der også cover på (er mesteren Erik A. Frandsen?)

Omslagspoesi! Flaplyrik!

På Bue P. Peitersens for øjeblikket, i både poetisk og kritisk henseende, meget uundværlige blog kom han og jeg i går til at diskutere tekst på digtsamlingers omslag, og nærmere bestemt BONUSpoesi på bagside og flapper, og han afslørede det "hemmelige", mega-yndige godnatsangsdigt på INDERSIDEN af flappen på Palle Sigsgaards nyklassiske debutsamling (kan vi aftale en digtsamling nr. 2 om SENEST 17 år, Palle!?) Glitrende støv danser, som jeg har været lykkeligt uvidende om i 8 år, hvilket jeg nu er ulykkelig over, at jeg har været, men her er det, og I andre kender det jo godt: 

Lullaby

Bjergluften herinde er dejlig
men er du sød at lukke slugten
det trækker

Nu du er der
må du egentlig goså gerne trække skoven for
og slukke månen. Lille Hund
kan du bare lade brænde, men jeg er færdig
med Orion og Karlsvognen

Og Nordtsjernen!
Hvis du vidste hvor træt jeg er
af at lege gemme
og være den

Skru endelig ned
for uglerne. Ulvene
plejer at falde til ro af sig selv
så snart månens pornofilm er til ende
Godnat! (og Vær venlig
at liste når du går)

I alt for langt tid overså jeg også titelteksten på flappen af Pia Juuls Af sted, til stede, men den opdagede jeg i sidste øjeblik selv, da jeg nemlig skulle skrive Kritikerpristale:

--> Den havelåge. Den vandlåge. Jeg ser den fra min stol, de fører begge veje, men jeg flytter mig ikke. Da jeg var barn skulle jeg cykle til skole. I medvindens kedsomhed varierede man hændernes placering. Uden hænder på styret, begge hænder på, den højre eller venstre på og da med den anden hængende nonchalant ned langs siden. Nonchalancen måtte indøves og egnede sig egentlig bedst til landsbyens gader, ikke til landevejen og slet ikke når mælkebilerne og foderstoffens lastvogne kørte tæt forbi eller revisoren som kørte alt for stærkt. En dag faldt det mig ind at krydsede hænder måtte være det rigtige, faktisk en genistreg. Jeg forestille mig overkroppens tyngde som et hjælpemiddel der ville gøre det let, jeg så for mig at denne variation var den eneste rette. Men jeg nåede knap nok en meter frem; før jeg så mig om lå jeg blødende på asfalten og havde flere år efter stadig så følelsesløse knæ, at jeg kunne stikke en knappenål dybt ind dem begge uden at mærke noget
Men hvilke andre unikke bagside/flap-digte/tekster (overlappende med bagsidepræsentation), med denne helt sære, umulige status af at være ideni og udenpå bogen på sammetid, findes der (siden egen kategori er forside digte (overlappende med titler som digte/tekster: Peter Laugesens Man kan ikke ..., Dan Turèlls Sidste forestilling, Johs. L. Madsens Er skriften løgn ..., alle mulieg Viggo madsen-samlinger) - her har jeg brug for bloglæsernes hjælp. Nogle af de eksempler, jeg har reolbladret mig frem til:

Rasmus Nikolajsen, bagsidedigt på Frihed og sex på rejsen, 2003:

Bangest for alt
og ferien nåede giftermålet
nu vil jeg hjem
under det hele
slap du en stjerne op

Nicolaj Stochholm, bagsidedigt på Femogtyve digte og en drøm, 2000, og dette bagsidedigt på Ødelagt rim, 2013:

Lad det nu være lad det
aldrig kommer nær flygt
det holder dig ikke fast
lader dig ikke løbe frit

Det er jorden som bølger
alt flydende størkner en
ild lydig og gennemsigtig
krusning på luftens tapet

Ursula Andkjær Olsen, Ægteskabet mellem vejen og udvejen, 2005, poetisk forgrublet bagsidetekst, Havet er en scene, 2008, bundlinjedigtet kører hele vejen gennem omslag og flapper også,

Johannes L. Madsen, Smarte pletter mellem fingrene, til bristepunktet fyldes bagsidens A4-format ud af teksten, der begynder:

FØR ELLER SENERE MØDER DEN VERBALE LOGIK SIN EGEN MODSÆTNING

Vagn Steen, reklamebagtekster på Digte? og andre konkretbøger

- men der må være en hel masse andre, ikke også!?

Cooleste billedkunstnercovers

Allercooleste billedkunstnercover (også fordi cool (og sjov) INTERNATIONAL billedkunstners) er David Shrigleys minimalistiske til Martin Kongstads nye roman Fryser jeg, der udkommer til august:




Næstecooleste er Hvedekorns billedredaktør Christian Vinds plakatudfoldelige til Morten Søndergaards Fordele og ulemper ved at udvikle vinger,

udenpå:
 

Indeni:

 

Tre cool billedkunstnecovers er Morten Scheldes til Palle Sigsgaards Glitrende støv danser:



Jasper Sebastian Stürups cover til Nicolaj Stochholms Aldrig mere:



og Niels Erik Gjerdeviks cover til Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang:



Og det mest katastrofalt ucool billedkunstnercover må være Kristian von Hornsleths til Christina Hagens (jo sådan cirka mesterværk - men hvem kan få øje på det?) 71 breve til M:

Rettelse 2: 95 - ikke 80 - % fantasiforladt

er sexakt-reportagerne i Niels Lyngsøs Fremmed under samme hud - bornert havde jeg læst de digte, hvor mænd og kvinder i 3. person indgik sammen med jeget og duet (og duet og jeget) som fantasier, citat fra anmeldelsen:

... kun i få tilfælde står det ikke pædagogisk klokkeklart, hvad der præcist foregår - og ikke foregår: hvad der i stedet fantaseres - hvad hvem gør med hvem hvordan.
 
men ifølge interviewet i WA Bøger i går med Niels Lyngsøs og hans kone, billedkunstner og forfatter Iben Mondrup, indgår der jævnligt andre mænd og kvinder i deres sexakter, hvilket jo ikke betyder at digtene er reportager fra disse sexakter, men i blot at de pågældende digte ik digterens egen sexuelle optik, eller hvad man skal kalde det, IKKE er urealistiske/imaginære:

Iben Mondrup: »Altså jeg vil ikke have et frit forhold med Niels. Vi hører sammen! Men vi har samtidig indrettet os sådan, at vi kan gøre nogle ting sammen i et andet regi.« Niels Lyngsø: »Og igen, dette er IKKE et kønspolitisk statement, men vi går af og til i seng med andre mennesker, men vi gør det sammen. Vi kan godt finde på at nakke en eller anden mand eller kvinde og slæbe dem med hjem.« Iben Mondrup: »Eller blive nakket. Vi har oplevet meget seksuelt påtrængende kvinder.« 

(engang skældte Lyngsø mig ud for, at have udstyret en anmeldelse af Nicolaj Stochholm, med en overskrift, jeg siden har haft det pænt dårligt med: "Nik, Nik, nak den nikkedukke" (selvom jeg for søren ikke mente, at Nicolaj skulle elimineres, kun hans indre 80'er-digteriske nikkedukke) - med den (for mig) nye swinger-lingo-betydning af nakke, bliver det en anderledes kærlig overskrift: Tag Nicolaj med hjem i dobbeltsengen, læserpar!)

Den 1. på den 2.

Altså den første blogpost i februar skriver jeg den anden februar, og grunden til, at jeg ikke skrev nogen blogpost i går, var for det første tømmermænd, og for det andet, at jeg var så pinligt bevidst om mit bagsidedigt i WA Bøger, og i mit storhedsvanvid mente, at det måtte alle andre være også, at abonnenterne og løskøberne sad ved morgenbordet og formiddagsbordet og eftermiddagsbordet og middagsbordet og aftenbordet og nattebordet og rystede på hovedet og sagde, bliv ved din forlæsthed, digter er du for længst ikke, men selvfølgelig er der ingen, der har reageret, og sikkert knap nok nogle der har opdaget, endsige læst digtet; det er ligesom Pablo Llambìas' sonetsamlinger - jeg er nu nået til side 160 i nr. 2, og sikke man man keder sig raskt! - hvor han hele tiden forestiller sig den grande skandale, som udgivelsen vil afstedkomme, og som påny er udeblevet, fordi folk mest bare keder sig, men i det mindste gør det raskt, så de bliver ikke for alvor irriterede, og forargede er der ingen, der gider at være, og i lige præcis 1 sonet i det nye bind er det nøjagtig det, sonettisten frygter (og han mener vel buzz, fuzz lyder som en dansk forvrængning af fizz, der netop betyder, at noget fuser eller fiser ud):

Jeg forestiller mig, at der ikke sker
noget særligt. Bogen bliver udgivet.
Den bliver rituelt, men ikke særlig
dybt, nedsablet i Forfatterskole-

miljøet. Der kommer en række
anmeldelser, nogle udmærkede,
andre afvisende. Et par blade
prøver at gå i dybden med

temaet angst og litteratur,
men ikke mange gør sig overhovedet
nogen umage med at følge op
på bogen. Der kommer kommer i det hele taget ikke
det fuzz, som jeg går og håber på.
Ingen forargelse, ingen debat. En fuser.

For det kunne unægteligt have været skønt, hvis en eller anden havde gjort sig sig den umage at formulere sig gnavent om mit lille, rimede digt, og fx bare Nicolaj Stochholm, som jeg anmelder i samme nummer af avisen og kritiserer for ikke - nok så smadret og ødelagt - at rime mere i sin nye bog, men på Facebook nøjes med at hilse på mig med en lille, fyndig aforisme (som jeg er enig i):

Siger tak og rækker tunge ad drillemiklen Lars Bukdahl og siger at hvis der ikke er spejle i skærsilden, hvor i helvede skulle de så være? Hep! Hep! :)

Der udkommer bøger i 2013 (og i 2012)!

De første 2013-bøger ankommer og annonceres nu: Nicolaj Stockholms digtsamling Ødelagt rim, der udkommer 9. januar, har jeg liggende ulæst SOM BOG, Anders Abildgaards tekstsamling Din fjendes fest, der udkommer 17. januar, har jeg liggende ulæst SOM PDF (fordi jeg skal diskutere den med Kamilla Löfström på Tag og læs på Testrup, der sgu da rent faktisk begynder på søndag, gør det ikke? Jo, det gør!), Pablo Llambías' sonetsamling nr. 2 Hundstein - som jeg på trods af al mulig skepsis over sonetsamling nr. 1 nægter ikke at glæde mig til, jeg vil aldrig ikke glæde mig til en ny Pablo-bog! - udkommer 2. februar!

Og så rykker smalheden på falderebet efter at have skrantet lidt i årets anden halvdel, After Hand har foruden Thykier-oversættelser af Blanchot, Riding, Norén (og lige om lidt også Hodell, har de lovet) - og til januar præsenterer de et nyt egenhændigt værk af MT: Sub Rosa! -  i december udgivet nye, MED STOR FORNØJELSE LÆSTE digtsamlinger af Frank Kjørup og Henrik Have, Jeg er stadig væk og Hovedsporet, og Kronstork rør omsider på sig igen med Jesper Bryggers VED FØRSTE ØJEKAST YDERST LOVENDE debutsamling Så vi her; alle 3, Kjørup, Have, Brygger, anmelder jeg i WA om et øjeblik, promise!

Jeg er ganske FORKØLET og ønsker mig at blive FORKÆLET med hærskarer af litterære ATJUER i det nye år! Som Henrik H. skriver i sit pragtbind, som jeg sikkert bliver den eneste, der anmelder (på papir), men så meget desto skingrere må jeg så blæse i mit horn:

Tryk på udløseren
til blodets bånd
og straks er spolen
et guldnøglefix
i erindringens strømmende
ostehandlervindue.
Aftalen er et vellagret hul,
en linse hvori vi
aldrig bliver gamle.
Det garanterer hukommelsen for!

2 halvsides halvhjerter slår 1 helsides forpulet fordom TROR JEG PÅ

Det irriterende og besværlige ved fordomme er, at, hvor sikker man end er på dem, forbliver de fordomme, indtil andet er bevist, dvs. når det handler om litterære fordomme, LÆST, hvilket betyder at man skal læse alt muligt massivt hø og hakkelse, , fra JC Grøndahl over HV Holst til E Egholm, bare for at få bevist, hvad ene fordomme udmærket vidste i forvejen.

Nu fx i dagens påskeudgave af WA Bøger, hvor jeg er stensikker på, at der er langt større kvaliteter i de to bøger af Nicolaj Stochholm og Vagn Lundbye, jeg anmelder halvhjertet, halvt kritisk, halvt positivt, med vægten lagt på det (henholdsvis energisk og monstrøst) positive, på 2 x en halv side, end i den roman af Henrik Andersen, Beskyttelsezonen, som Klaus Rothstein på en helside anmelder entydigt begejstret, og jo bl.a fordi jeg ikke kan få at vide, hvad det er ved bogen, han RENT KUNSTNERISK synes er så fedt, ud over at den handler om Østtyskland og fodbold, hvilket jo er tematiske fedheder, ikke kunsneriske; det hjælper så heller ikke, at han sammenligner med romaner af Niels Rohleder og Benn Q. Holm, som jeg HAR læst. Men før jeg har læst den forbandede, små 360 sider lange roman, har jeg ingen ret til at mene, at jeg har ret, hvis jeg har ret, hvilket jeg vil vædde en dublet af Camilla - og resten af selskabet på, at jeg har.

Spontanaforisme i FB-chat med Nicolaj S

et jeg er noget gejl bagfra og uden L

Jegspekulanten - Anmeldelse In Progress

Jeg ved ikke, hvad jeg mener om Nicolaj Stochholm

Jeg ved ikke, hvad Nicolaj Stochholm mener om jeg

Nicolaj Stochholm ved ikke, hvad jeg mener om jeg