Viser opslag med etiketten Bombaygryde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bombaygryde. Vis alle opslag

søndag den 13. maj 2012

MIT BOMBAY-KAPITEL OMSIDER

(fraklip fra Jens Blendstrups roman Bombaygryde, jf. min kommentar i WA Bøger fredag; hovedpersonen Leif er indlagt på Militærpsykiatrisk afdeling på Rigshospitalet efter en ulykke med et militært køretøj, mens han er frivillig soldat på Bornholm)

Leif har fået udgang fra Millitærpsykiatrisk for at gå med digtervennen op til hans faster der bor i en stor lækker lejlighed i hjertet af københavn. Digtervennen kommer af en familie som sidder alle mulige steder i kunstverdenen. Ikke at det gør digtervennen howski snowski. Det er nok ligesom de kongelige der har været kongelige så længe at det er blevet hverdag med droscher, tænker Leif. Digtervennen har været i København en hel uge for at holde Leif ved selskab. Så han kan stå opholdet på galeanstalten igennem. Leifs ven er et ejegodt menneske, som Uff mener er millionær og småpervers, fordi han hele tiden inviterer Leif på kakao og kage inde på konditorier i Århus.
Hvad fik i så at drikke Leif?
Kakao, far.
Det er sgu da perverst siger Uff. 
Men vi får da også en bajer engang imellem.
Nå det gør I dog?
Ja.
Det var digtervennen, der havde købt Gøgereden til Leif. Så han havde noget at læse og nu er bogen pludselig uhyggelig aktuel. Bogen handler om folk der bliver låst inde på et hospital i USA. Hvis de ikke makker ret får de elektrochok og piller. Og hvis de stadig ikke makker ret får de det hvide snit. Leif tror det er noget med pulsårerne. Men vennen fortæller ham det er en nerve de klipper i hovedet, så man ikke kan tænke mere. Leif synes bogen er uhyggelig og svær. Han lyver for vennen der hver morgen står og venter på Leif nede foran døren til afdeling O.
Den var da meget god siger han til vennen, selvom han kun har læst små 4 kapitler. Leif ved ikke om det er fordi Uff har inddoktrineret ham eller hvad det er. I hvert fald er Leif ikke den bedste ven for tiden. Digtervennen har skrevet mindst 2 breve om ugen til Leif. Mens Leif kun har sendt 4 i alt på 8 måneder. Og heraf er de fleste ikke rigtige breve, men en slags melankolske hulk blandet sammen med rimede digte om træer og søvnløshed og fængsel. Melankolien er god nok. Den er Leifs til evig tid. Men digtene minder mere om sårede sæler end digte.
Først vil Leif ikke mødes med digtervennen, fordi han er bange for at vennen vil møde op på militærpsykiatrisk og afsløre Leifs blide side. Det kan vennen nemlig godt finde på, for vennen er et paradoks, han råber hele tiden, samtidig med han er enormt kejtet og genert. Han har også en stor næse. Han ligner ikke nogen af dem som Leif omgås med nu. Gudskelov har vennen dog fået briller, det havde han ikke da de mødtes i 1. G. Dengang var vennen nærmest blind, og så havde han en tendens til at høfeberbrække sig hele tiden, samtidig med han var klog og vidste alt om en der hed Køke, som var guldaldermaler. Leif hadede ham i 1.g. Det var der mange der gjorde. Han var så forpulet anderledes.  Nej, besat. Allerede dengang var han besat af kunst. Han sad oven i købet med en spand, så han kunne brække sig hvis han blev dårlig, mens han fortalte om Købke. Han kunne sige noget dybt om Købke, brække sig, og tale videre. Det var utroligt øretæveindbydende. Nogen gange glemte han osse at spise sin madpakke, fordi han var væk i en bog. Så sad han der med Nabokovs Lolita mens Leif spiste Gerd Lillians 4 amagermadder. Vennen drillede Leif med hans tøj. Leif var ungkonservativ og han synes Poul Schlüter så smart ud. Leif havde ikke noget jakkesæt, men han havde en lyseblå heldragt med et rødt læderslips ,som Gerd Lillian troligt bandt hver morgen for Leif. I månedsvis gik Leif og slog digtervennen på armen. Vennen skulle knap nok sige hej til Leif, så daskede Leif ham på armen og sagde, pas på eller du får en lammer. Det var underligt, for Leif var ellers ikke en der slog. Men lige digtervennen skulle have sine lammere. På den måde har venskabet altid trukket de 2 drenge i hver deres retning. Deres venskab gør dem mere ekstreme sammen. Vennens viden vokser pinligt meget, når de er sammen, han gør sig stor på Leifs vegne, samtidig med at Leif gør sig mindre. Leif synes nogen gange, det er som at være en neger sammen med den store hvide mand. Lef ser for sig, hvordan han sidder i en hytte og er en del af en pygmæstamme. Han sidder og udhuler en pind, så han kan suge larver ud af et termitbo, da vennen kommer frem i en bærestol med tropehjelm på hovedet og med et særligt moskitonæsenet på næsen. Han har også sit bibliotek med. Bøger båret på reoler. 100 kilometer væk.
Hvad har vi her, siger vennen. Og går straks hen til Leif, der er en pygmæ med et ganske lille lændeklæde.
En primitiv indfødt, råber vennen, så Leif taber ansigt overfor sine 4 pygmækvinder, der viser deres nye afsky ved at flapre med deres lange bryster, flapre og rulle dem op igen ved hjælp af pinde. 
Det kan være frygteligt pinligt for Leif. Sidste gang gik det galt på en cafe. Leif ville gerne have en øl men vidste at vennen ville sige det for ham.
Det Leif gerne vil ha er en øl, sagde vennen til pigen der betjente dem.
Skal det være en guld eller en almindelig, Leif?
En guld, mumlede Leif.
Det min ven mener er at han gerne vil ha en guldøl. forklarede Leifs ven, personligt foretrækker jeg en ganske neutral en af slagsen. ?!
Pigen må jo ha troet at hun var vidne til 2 demente bøsser. Så derfor vil Leif simpelthen ikke have ham ind på Militærpsykiatrisk. Derfor sørger Leif for at sige, han kommer ned, da digtervennen ringer på.
Jeg kommer ned, du bliver der.
Og så prøver han oven i købet på at sige til vennen om han ikke kan gå over og vente i Fælledparken, hvis nu Paw åbner vinduet. 
Paw råber vennen, hvem er Paw?
Shh, hvisker Leif. Stille! Men så bliver det alligevel for pinligt. Nej, bliv du bare stående, jeg kommer ned.
Leif har det lidt som om han ikke vil være ved sin ven. Det er ikke rigtigt. Men vennen er bare ekstremt civil. Ekstremt civil og overdrevent civiliseret. Leif har nogle gange snakket til Mølle med nogle af de ord som vennen bruger, hvor Mølle blev nærmest sur. Han begyndte i hvert fald straks på sin Anna og Lotte. Og nu er det så gået op for Leif at vennen tilhører en særlig race, som ikke bare kan blive blandet sammen med soldaterracen, uden at det godt kan gå hen og blive uhyggeligt, både for vennen, men også for de andre. Ja, det er det han vil sige til vennen senere. At vennen er god nok, men helt uden for kontekst for dræbermaskiner som Paw og Leif selv. Han er osse bange for at fasteren er hjemme, når de kommer. Han er bange for, at hun siger et eller andet om en moderne maler som hun har hængende og derpå vender sig mod Leif og spørger: Hvad synes du om billedet, Leif? Og Leif vil ikke kunne svare. Han vil glo på billedet som sikkert er af en eller anden dansk maler, som anvender både maleri og noget andet, fordi det er det man gør når man er moderne. Og fasteren er sikkert lige som digtervennen. Helt rolig og rar og begejstret. Og han vil ikke kunne svare. For han vil være hunderæd.
Er hun hjemme, hende din faster, Lars?
Nej nej, vi har lejligheden for os selv.
Jamen, det er super. Det er super så. Digtervennen hopper op af glæd, da Leif kommer ud. Leif er osse glad for at se ham. Men han nægter at hoppe, så længe de kan ses fra vinduerne deroppe. Det er først, da de kommer over i Fælledparken, han begynder at hoppe med. Så hopper og spæner d,e mens de råber.: Vi er fremtiden. Men det bliver en alvorlig snak, de skal have. Så meget ved Leif.
Leif vil fortælle ham, han er en dræbermaskine. Optrænet til krig frem for fede sætninger. Sådan er det. For hvis der er noget Leif ikke er nu, er det digter. Det må vennen også kunne forstå. Han bliver nød til at forstå, at Leif må frasige sig skriveriet, fordi livet har modnet ham ekstremt hurtigt og utroligt langt væk fra civilisationen med syv mileskridt. Han vil sige det poetisk, for det kan vennen godt lide, at Leif gør. Han vil bruge en lang række tillægsord, for det begejstrer gerne vennen. For vennen mener jo, at Leif er et urtalent med ord.  Vennen er helt blind på øjet med hensyn til Leif. De sidder ved fasterens kæmpe spisebord i stuen. Leif har oven i købet sat skæbnemusik på hendes pladespiller for at gøre klar til sandheden. Men han siger det som sædvanligt dumt, for ikke at sige sinkeagtigt.
Du tror du veed hvor do har mig. Men der er sket noget. Jeg gider ikke skrive mere, Lars. Jeg gijer bare ikke. Jeg vil helre være havnearbejder, hvis det skal være.
Havnearbejder, gisper vennen og trækker i sit adamsæble, det gør vennen altid når han bliver chokeret, så trækker han i sit adamsæble som om det var en snor til en bådemotor. Men det er også chokerende nyt. Han trækker og trækker i sit adamsæble. Og Leif roder sig mere og mere ud i det med havnearbejderne.
Ja, de losser kontainere blandt andet, siger Leif.
Og hvad så?! råber vennen. Han har nærmest tårer i øjnene. Leifs ven har heller aldrig interesseret sig for havnearbejdere. Han har faktisk aldrig hørt det ord før. Og nu sidder hans bedste ven på udgang fra Militærpsykiatrisk og snakker om at han vil være havnearbejder og vende det der er deres fællesskab ryggen. Vennen fatter det ikke. Han rejser sig rasende og begynder at spankulere rundt om bordet, mens han laver fagter til højre og venstre. Han fatter det ikke. Men det er jo fordi han ikke er dræbermaskine som Leif.
Det mener du jo ikke, Leif.
Jo jeg gør siger Leif. Eller også vil jeg være telegrafmand.
Telegrafmand!? Vennen trækker sit adamsæble helt ud, det truer med at blive hængende ude. Du kan jo ikke andet end at skrive.
Jo, jeg er en dræbermaskine, hvisker Leif og hiver op i sin t-shirt hvorpå der står the Danish Marinecorps. Han har fået nogen gevaldige bøffer. Det vil han gerne vise, fordi det måske kan overbevise vennen. Men det gør det ikke. I løbet af 5 minutter har vennen talt ham fra det igen. Det er noget vennen kan. Leif skal bare roses. Han skal bare klappes, så svinger han. Så vil han ikke længere være havnearbejder. Og vennen har tilfældigvis udtalelsen med fra det forlag som har haft Leifs digte inde. Og selvom der dybest set står, at det er en meget meget mærkelig bunke digte som Leif har skrevet, så læser vennen det ikke. For det er ikke noget han ser, når han retter Leifs håndskrevne ark. Det er ikke noget han ser, når han sender hans digte ind og underskriver sig Leif Balleby. Det er ikke noget han ser som promotor. Han er besat af Leif. Og Leif er besat af vennens besættelse og af sig selv.  På den måde går det hele op. Leif skal bare blive ved et år mere med at skrive sine digte, så er den der. Det står der sgu i konsulentudtalelsen: giv den et år på fuld tryk, så tror vi den er der. Og inden der er gået 10 minutter har de lagt planer for de næste 20 år. De skal sidde på parnasset.
Jeg skal herske, råber vennen og trækker i sin hals. Og du skal være den største digter.
Mener du virkelig det, siger Leif, og føler han til en slags sjælefrisør.
Ja, jeg skal også være stor, siger vennen, men du skal være den største! Fordi dit talent er primitiviteten. Den uigennemtænkte poesi. Du ved jo ikke engang selv hvad du laver.
Nej siger Leif. Jeg er et medie. Og så skåler vennen og Leif i fasterens enorme lager af øl fra Carlsberg, som hun får fordi hun sidder i en form for bestyrelse der har med Carlsberg at gøre. Og Leif bliver helt varm over det hele af forhåndsberømmelse. Det kribler i ham. Vennen sætter David Bowie på grammofonen, de hører Let's dance. Leif kan ikke lide David Bowie, men vennen er meget glad for David Bowie. Han skråler med. ”Put on your red shoes and dance the blues…” Leif kan ikke forstå Bowies tekster. Og Leif bliver som sædvanlig lidt utryg af vennens skrålen. Der bor jo både nogen ovenpå og nedenunder fasterens lejlighed. Men så kommer han i tanke om, at der ikke er nogen der kan høre dem, og hvis de kan, er der ingen som kender dem, derfor har de ret til at larme, mennesker der bare er i verden må godt larme. Og Leif ved også godt, at det ikke hjælper noget at tysse på vennen, så bliver vennen bare endnu mere skrålende. Det er en af vennens egenskaber. At han midt i sin civilisation faktisk er mere havnearbejderagtig end Leif. Og nogen gange misunder Leif også vennen for hans ret til at være ung, for Leif synes ikke han har lov til på samme måde at være ung. Ikke fordi der er nogen der har sagt det højt, men Leif har ligesom bare altid været født med en masterplan. Han har ligesom brugt sin barndom på at huske den i stedet for at være i den. Og på den måde kan Leif ikke bare skråle som vennen. Han optager den jo samtidig i sin huskemaskine. Senere, lige inden de brækker sig fordi de er faret vild inde i Jorcks passage, holder vennen en lidt mere kritisk tale for Leif. Det er fordi Leif ikke ved hvem Michael Strunge er, og i sin iver for alligevel at lade som om han ved det, påstår det er en der hedder Henrik Strube.
Ham Mikael Strube, Har han ikke tinnitus spørger Leif? Har han ikke lige fået tinnitus fordi han er med i Røde Mor? Nej, Leif. Hvordan kan man være så dum! Michael Strunge er død! Han er digter! Henrik Strube er musiker. Du er for dum, Leif. Du er en stor poet, men du er utrolig uvidende. Du skal læse noget. Jamen jeg har da læst, siger Leif.
Ikke Kim-bøgerne, men noget andet, siger vennen, mens han knækker sig.
Of course siger Leif. I know siger Leif. Som mere tænker på hvordan han skal komme hjem til Milpsyk.

fredag den 15. april 2011

Helle Helle-festival 6: Leif og Dorte er et par

Jeg talte i telefon med Jens B om Helles roman og kom til at tænke på, hvor meget Jens' roman Bombaygryde og Dette burde skrives i nutid ligner hinanden, i deres eksistentielle situation eller figur: Ungt, implosivt jeg og digter in spe netop lukket ud i den voksne virkelighed, som han og hun virkelig ikke er interesseret i eller klar til at forholde sig forpligtet til, hvilket er præcist lige lige så sjovt som rørende i de to romaner.

fredag den 19. november 2010

Patetisk dokumentarisk-poetisk fodnote til (hemmelige fraklip fra) Bombaygryde

Det er hårdt at læse i sine gamle digtsamlinger (især når man skal lede efter kærlighedsdigte at læse op i ålborgensisk storcenter!) - men jeg faldt i Mestertyvenes tid fra 1989 over dette digt, "De solgyldne papirer", som jeg rent havde glemt - Poul Borum troede i sin onde EB-anmeldelse, at Rabledrengen var mig selv, men det er selvfølgelig min ven Jens langt borte på Almegårds Kaserne:

Rabledrengen forlod denne verden
med vaskede hænder, alle sine papirer
smed han gennem min ryg, for ikke at blive glemt.

Disse solgyldne papirer
slår mig ihjel .
de har fyldt mig i en sådan grad,
at jeg ikke kan bevæge en finger.

Rabledrengen kaster sig rundt
i klipperne og slår sig
med glæde til blods på en ø,
som jeg ikke kan se.

Samfundet trækker sig hastigt sammen
i fuldmånens skær - papirerne lægger
sig til at sove på mit bryst.

- til gengæld kan hans senere roman ikke få øje på ensomme, forladte mig hjemme i Vejlby-Risskov- bittert suk!

Men, on a brighter note, tillykke med indstillingen til Radioens Romanpris. det er kun begyndelsen, tror jeg på, for det er en FORBANDET god roman.

onsdag den 28. juli 2010

klokkensyttenidyl

jeg blogger på hemsen, hvor forbindelsen er stabil og så godt som hurtig

under mig på terrassen læser min hustru den gode, uudkomne krimi

og i sofaen læser min søn onkel Gustavs Bombaygryde

Elvis synger "Early Morning Rain" på min mors gamle anlæg,

for det er sen eftermiddag og solen skinner

stik imod vejrudsigten

fredag den 11. juni 2010

Anmeldelsesnuller

Nuller denne morgen i rækkefølge efter subjektiv smertefuldhed:

1. nul: Nul anmeldelser af Hvedekorn nr 1., 2010, nogensteder -

2. nul: Nul anmeldelser signeret mig i Weekendavisen (og ikke fordi jeg ikke havde skrevet mindst 1 nemlig, se 3. nul) -

3. nul: Nul anmeldelser af Martin Larsens Hvis jeg var kunstner nogensteder -

men bare prisværdigt udsyret pro-mig-læserbrev i WA og en åndssvagt forvrøvlet afslutning på Skyums ellers glimrende positive Bombaygryde-anmeldelse i Inf om, at Jens "skridt for skridt træder ud af hans [mit, LB's] litterære paradigme, hvori patos partout skal punkteres og grinet generaliseres . Hvorved 'alting dobbelte farvning' må annulleres . Så litteraturen kan blive 'sjov', og derved dejligt ligegyldig." Som om! Min kritiske praksis gennem 22 år kan reduceres til fjant-fundamentalisme; ja, jeg går stærkt ind for Storm P. og P. Sørensen Fugholm, og mener at de snildt kan måle sig med Pontoppidan og Tom Kristensen, men mine store helte er og bliver Højholt og Laugesen og i en sidevogn Dan Turèll - og i en zeppeliner Charles Dickens. Ekstremistiske dobbelttalere alle! Som om! Nogen nogensinde har kunnet indfange Jens i et litterært paradigme! Som om! Jens modnes i 1 patetisk ensretning: han eksploderer, Erik, til alle sider, og hvis jeg var dig, ville jeg gå i dækning nu, inden du får Bagerkoner og slagterenker på hinkestenene: skridt for skridt vil i en helt anden betydning fyge tæt. Og en masse, masse fodbold, herunder Skyums anmeldelse gudhjælpeme.

Og nu over til Hvedekorn-reklamerne -:

lørdag den 29. maj 2010

Jeg elsker Mikkel Bruun Zangenberg -

kun i dag og kun kun fordi han giver Bombaygryde 5 hjerter i Politikens bogtillæg - og for en gang skyld har jeg ingen problemer med nogen af Zangenbergs skødesynder, fx at sammenligne alt og alle med (de samme) verdenslitterære titaner: "Hvor Rilke lod sin melankolske forfinede Malte gå rundt i Paris, og Proust lod sin Marcel gå gennem salonerne, før han indså, at han var kunstner, er det Blendstrups fortjeneste som en ny, genopstanden og nyrenoveret Gustav Wied [den sammenligning er andeledes på sin plads; Jens skrev i sin tid speciale om Wied, Scherfig, Ørnsbo] at lade den vege, følsomme og dog sært robuste skriverkarl Leif gennemgå skærsilden på bornholmerfærgen ..." Og jeg nægter at himle over, at Zangenberg totalt fejllæser romanen som tegnende en positiv "episk cirkelbue", der følger hovedpersonens "transformation fra veg, behagesyg, kraftesløs, sød, umoden, jomfruelig og lidt forkælet dreng til en slags selvberoende mandfolk" - det er stik modsat og kunstnerisk modigere en ikke-udviklingsroman, hvor det går fra galt - militær følgagtighed - til værre - dødsulykke og psykisk sammenbrud og desertering, ikke meget mandfolkeagtigt ved det! Men no matter, no matter, 5 stjerner er 5 stjerner, og jeg elsker dig, Mikkel, i dag!

fredag den 28. maj 2010

Mai in toto

Positiv, men lettere uengageret anmeldelse af Bombaygryde ved kollega Rothstein i WA: Mai Misfeldts meget glade 5 stjerners-anmeldelse i Berlingske kan forekomme noget abrupt og springende, hvis man ikke ved, at den er blevet klippet ned til sokkeholderne af avisen; Mai har været så sød at stille et critic's cut til rådighed ekskusivt for Blogdahls læsere - det kommer her:

Portræt af kunstneren som ung rekrut

5 stjerner

Litteraturkritikken diskuterer grænserne mellem fiktion og virkelighed, og folk på Nykøbing Falster blev vrede. Jens Blendstrup digter bare videre - på virkelighedens fiktioner, så det er en sand fryd

Af Mai Misfeldt

Jeg føler mig ret overbevist om at Jens Blendstrups nye roman ”Bombaygryde” er skrevet over hans egne oplevelser som soldat. I alle fald figurerer hans forældre, som vi hørte om i romanen ”Gud taler ud” fra 2004, den alkoholiserede og totalt uregerlige psykolog Uff og den svensktalende Gerd-Lillian med ”fatamorgana-hyggesmilet”, også i ”Bombaygryde”. Men det gode er, at læseren (i forhold til hele diskussionen om romaners brug af virkelighed) er fuldstændig bedøvende ligeglad med, om det var sådan i virkeligheden eller ej. Og det må alle indskrevne soldaterkammerater for den sags skyld også være! For Blendstrup skriver ikke som det var, men som hans krøllede skrivehjerne lige nu synes, det skal være. Der må, nej, der skal digtes, på virkeligheden, synes at være et Blendstrupsk diktum, som han efter romanen at læse har temmelig meget med hjemmefra, fra den rimeligt rablende far-skikkelse, som gerne optræder i gammel sprængfærdig militæruniform, hvis han synes sønnike skal supportes. At der fortælles i tredje person giver Blendstrup mulighed for en lidt ironisk distance og indskudte forfatterkommentarer: Vi er tæt på, men også i et sikkert fortællergreb.
Hovedpersonen hedder ikke Jens Blendstrup, men Leif Balleby. Leif er en vattet, usikker hjemmedreng, der aldrig har klaret nogen ting selv, før den dag han (fordi han har tabt til sin far i Matador – Uff ved godt, hvordan han vil have det!) står i Kongens klæder, som ”frivillig” på Bornholm! Det bliver hårdt for den følsomme, naive unge mand, som minder en smule om Forrest Gump. På et tidspunkt tænker han, at der nok må noget modning til, og kaster sig ud i det erotiske. Først med en jævnaldrende fremmelig pige, hvilket blokerer jomfruen Leif så meget at han ender med at se melankolsk ind i et stearinlys og sige, at han ikke kan, før ”sjælens snestorm har lagt sig”, senere hen med en erfaren og mild bornholmerkvinde, som han på kostelig vis boltrer sig i høet og høstmaskinerne med.
Den reelle modning, som også fører til en decideret psykisk sammenbrud og en indlæggelse på Militærpsykiatrisk, foranstaltet af far Uff, sker som følge af en øvelse med tragisk udgang. Pludselig bliver militæret reelt et sted, hvor man dør under kamp. Blendstrups beskrivelse af en skrøbelig ung mands gradvise forsvinden ind i søvnløshedens psykose er fabelagtig, netop fordi han holder fortællingen i et stramt distanceret og humoristisk greb, som ikke forhindrer at alvoren, meningsløsheden og livskrisen bliver reel for læseren.
”En dag vil jeg skrive en roman om det her” siger Leif på en af romanens sidste sider. Og en af kammeraterne spørger nysgerrigt, hvad han så skal være i romanen: ”Kattemenneske”, svarer Leif, ”Det skal helst være enkelt”. Og sådan bliver det, rekrut Dahn er et kattemenneske! Blendstrup prætenderer ikke at trænge dybt ned i psyken hos sine soldaterkammerater, men han registrerer og fastholder livet i marineinfanteriet gennem den følsomme Leifs blik og hans lommefilosofiske refleksioner, og det kommer der underholdende og rørende fiktion ud af, som, tror jeg, er et meget kvalificeret bud på virkeligheden i Bornholms Værn engang i firserne, og samtidig også en almen historie om en følsom ung mand.

torsdag den 27. maj 2010

Og så den dumme!

I Ekstra Bladet, der engang var Poul Borums avis, for helvede! Anmelderen hedder Frank Sebastian Hansen og det er så helt præcist formlen for usensitivest mulige automatreaktion: Soldaterkammerater & ikke-Gud, og så er dén overstået, må vi håbe (og jeg mener: sarkastisk, kan man finde et dårligere adjektiv til at beskrive bogens kukkede inderlighed?); af en eller grund er der byttet om på små og store begyndelsesbogstaver i den udgave, jeg har copy-pastet fra, men det gør ikke anmeldelsen ret meget bedre:

***
året Er 1988. Verden Befinder Sig Midt I Den Kolde Krigs Sidste Krampetrækninger. En Aften Taber 18-årige Leif Til sin Far I Matador, Hvorefter Faderen Bestemmer, At Leif skal En Tur I Militæret. før Leif Kan se sig Om, Er Han En Del Af Marineinfanteriet På Bornholm, og som Faderen siger: 'enten Vokser Man, Eller Også Knækker Man'. Leif Gør Begge Dele. kåde sergentdrømme bliver Afløst Af et Psykisk sammenbrud, Og Lige Før Rekruttiden er Ovre, er Leif Tæt På At Desertere. 'bombaygryde' kan læses som Jens blendstrups litterære 'homage' Til Det Danske lystspil 'soldaterkammerater'. men Her er bare Ingen dirch Passer. kun leif Og de andre Tabere, som Henslæber tiden På klippeøen med at lege med Våben, onanere og Ryge Fede. bogen er en opvisning I Veloplagt sarkasme, og man er Godt Underholdt. alligevel savner man de sænkede Parader og den sårbare alvor, som Virkede så stærkt I Forfatterens lille, selvbiografiske mesterværk 'gud taler Ud' fra 2004.

Den er ikke bare sårbar, Bombaygryde, den er fuldstændig gennemhullet, men støt står den, mens det blæser igennem -

Glimrende anmeldelse, Jon, men 4 stjerner? Come on!

Så nu er jeg her igen, helvågen og totaltvågende, og i mellemtiden, klokken 03:01 helt præcist, poppede Jon Helt Haarders anmeldelse af Bombaygryde op på Jyllands-Postens hjemmeside, og den er sgu i orden, bortset fra at han kun giver 4 stjerner, og det er mindst 1 for lidt, men det skyldes vel lykkeslagets forbandelse = slagskyggen fra Gud taler ud, men den er da uden videre til 6 stjerner, og så burde det ikke have været et problem med 5 til gryden - men ellers er det en forbilledlig klog og skarp og glad anmeldelse, som jeg selvfølgelig gerne vil tro, at jeg kunne gøre bedre, men jeg er ikke sikker; jeg vil særligt fremhæve den spørgende eftertænksomhed ("jeg er ikke helt sikker på, hvor JB er henne ...), det er vi nogen, der godt kunne lære en helk del af - her er anmeldelsens anden halvdel:

I navneforskydningen fra Uffe i ”Gud taler ud” til Uff i ”Bombaygryde” ligger således andre forskydninger: I retning af det kun semi-selvbiografiske, i retning af mørkere toner i billedet af far og søn. Såmænd også i retning af en mere mainstream romanform. Jeg ved ikke, om det er derfor, at en vis Lars (Bukdahl, må vi gætte på) takkes foran i bogen »for at mumle fornærmet i baggrunden. «”Bombaygryde” bærer Blendstrup-brandet: En svært festlig blanding af galskab og gammelmodighed i prosaen. Har den ikke det sproglige og eksistentielle format, der lå pakket ned i de små tekstbokse i ”Gud taler ud”, så er den stadig en både sjov og lidt uhyggelig historie om en ung mand, der i den grad er under indflydelse./ Det 20 århundrede var vel bl.a. faderopgørets århundrede.Først lavede man larm over de strenge fædre - Karl Ove Knausgård kører i øjeblikket et succesfuldt re-run i mange bind, hvis man ikke var med, da det skete dengang. Så lavede og laver man larm over, at de (vi) ikke var strenge nok. Se bare, hvor undervisningsministeren tordner over blødsødenhed og mangel på såkaldt klassiske dyder. Jeg er ikke helt sikker på, hvor Blendstrup er henne med sine faderbilleder, et andet sted i hvert fald. Og et særligt sted, hvor vi gerne vil med, et sted hvor det nænsomme og det barokke græsser på fædrenes gravhøje. Måske kommer vi engang til at høre, hvordan det så går, når sønner af Uff kommer ned fra højen og selv skal være fædre for nogen.

- grunden til, at jeg mumler fornærmet i baggrunden er såmænd bare, at jeg ikke er mere med i romanen end som så, ja, OK, at jeg er brutalt klippet ud som eneste, enerverende ven i mili-nøden, så ved I det, jeg håber at kunne stjæle og publicere fraklippene snarest!

onsdag den 26. maj 2010

Jeg har Jens' camouflagefarvede sommerfugle i maven

Jeg sidder og våger ved computeren, fordi Bombaygryde udkommer i morgen torsdag, som begynder om et øjeblik, og det kan jo være, at der bipper en anmeldelse på i fx Jyllands-Posten - eller Flensborg Avis; Berlingske, Information og selvfølgelig Weekendavise nventer med garanti til deres bogtillæg om fredagen og Politiken til deres bogtillæg lørdag, hvilket jo gør det ret kedeligt at sidde og våge, hvis det højeste man kan håbe på er JP - eller Flensborg Avis, det var ikke som dengang i 1994, da Jens debuterede med Mennesker i en mistbænk og sad hjemme i tv-stuen med Uff og Gerd, mens jeg jagede rundt på Rådhuspladsen efter anmeldelser og ringede til Risskov, hver gang jeg fandt én og hver gang jeg ikke fandt én, aldrig har telefonchikane været mere velmenende, og jeg tror kun, jeg i alt fandt 2: Pil Dahlerup - kan det passe? - i Information og Jens Kistrup i Berlingske, begge to med en vis undren mellemfornøjede, så vidt jeg husker. men i nat skal jeg nok holde mig i skindet, selv hvis jeg finder én, i JP - eller Flensborg Avis, og jeg må hellere lige tjekke, øjeblik ... nej, det er stadig Knausgaard og Thykier, der er øverst på JPs- anmeldelsesliste, mens Reimer Bo på selve forsiden er dybt rystet over at han med øjeblikkelig virkning er afsat som vært på 21-tv-avisen, med øjeblikkelig virkning er han dybt rystet, og jeg våger videre, kun halvvågen -

Konkret sjask

Jeg var godt på vej mod at få dårlig samvittighed over, at jeg kalder Erik Svendsens anmeldelsesvirksomhed sjasket i min kommentar i WA på fredag - der ellers forsvarer Erik Skyums (ret til) grumhed! - men så læste jeg i dag på JPs' hjemmeside Svendsens anmeldelse af Mikkel Thykiers Dit ansigt kommer før mig, og den må være selve definitionen af sjaskethed, ud over tale-tavshed-tricket får vi intet bare faaktuelt at vide om tekstspor (der er også breve med) eller opbygning eller indhold (Frederik taler det meste af tiden om (og til) en 2. pige end Alma), og som sædvanlig synes forfatteren ikke engang genkendt som havende et forudgående forfatterskab, og intimitet er da for fanden selve kodeordet og ikke noget, der søges undgået, Jesus:

Man kan læse Mikkel Thykiers bog på flere måder. Den ligner et generationsportræt, en skildring af en nær og dog distanceret relation mellem to mennesker, den er en monolog, som er dialogisk, den er et eksempel på ny-politisk litteratur, og den blander foto og prosa på en særegen måde. Vi er ikke ude i en dramatisk konfrontation mellem de to køn som i Strindbergs herlige enakter med to kvinder ”Den stærkeste”, men Thykier mimer den et stykke af vejen, idet kun denne ene part siger noget, mens den anden lytter. Pointen er blandt andet, og her kommer generationsmomentet ind i billedet, relationen mellem den ivrigt fabulerende Frederik og tavshedens Alma, er ikke af en sådan beskaffenhed, at det erotiske vækkes. Snarere handler det om at være mere end venner, men ikke intime. Døm selv, hvor varm Frederiks tilnærmelse er: »Det handler bare ikke om at sige noget om den, om kærligheden eller intimiteten, men om, hvad der kan siges med den. Og om hvad den siger om mig, hvad den får mig til at sige om mig. I dit tilfælde var der intet.« Mig om mig: den gode Frederik er mildest talt selvcentreret, og det er han jo ikke alene om at være i vore dage. Er ”Dit ansigt kommer før mig” en udlevering af en narcissist? Hvor meget betyder en venstrefløjsdemonstration for en mand, der erklærer: »Det afgørende for mig er spørgsmålet om at overvinde verden som begrænsning for mit liv.«Det skriver manden gudhjælpemig. Men ét er en figur, noget andet hvad teksten som helhed forsvarer eller advokerer for. Problemet er, at bogen på den ene side apropos titlen antyder noget om ulighed og forsinkede forbindelser mellem to mennesker, mens den på den anden side bevidst undlader at følge relationsfortællingen til dørs. Måske er det hele lir og stil. Hvor sjovt er det lige?

Heldigvis er det ikke ham der skal anmelde Bombaygryde i morgen (forf. stødte på anm. i IC3-toget og blev anråbt med sit fiktive navn Leif Balleby)

tirsdag den 25. maj 2010

Bombay - det korte googledigt

bombay tv
bombay svendborg
bombay restaurant københavn
bombay sapphire
bombay rockers
bombay bicycle club
bombay taxi
bombay biriyani
bombayfly.dk

(foreslåede kombinations-søgninger med Bombay)

torsdag den 13. maj 2010

Dette er ikke en anmeldelse af Birkehytten,

det er bare en opgørelse af hvor meget jeg grinede her i aften på Mungo Park:

ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha ha & ha

- jeg tror aldrig jeg grint så meget og gennemgribende på 1 dag, fordi jeg har grint af suveræn nytekst af begge de to sjoveste forfattere, jeg ved: Blendstrup & Knutzon -

Dette er ikke en anmeldelse af Bombaygryde,

det er en tør konstatering af et objektivt faktum:

Denne morgen er Bombaygryde verdens bedste roman.

Og et citat:

Søvnløshed er ikke nogen skam. Faktisk er det muligvis rigtig sundt at lægge sig udmattet. Leif har hørt et sted, at man slet ikke behøver søvn. At det er opfundet, fordi det er bekvemt for mange ting. At søvn ligefrem kan være skadeligt. Søvn kan også fremkalde hårtab. Uff sover jo nogle gange dagevis, og han er skaldet. Eller har i hvert fald hentehår. Der er også dem, der slet ikke behøver at sove. Der er især mange israelske politikere, der ikke behøver søvn. Shimon Peres er en af dem. Leif ved godt, at han ikke er Shimon Peres. Men det beroliger ham alligevel, at det der er mennesker, for hvem søvn ikke er noget problem, men bare en lille hurdle i et ellers travlt liv. Sådan tænker Leif, mens han lister ned ad gangen med hovedet fuldt af ørepropper og stilhed. Det skal nok gå. Der er masser af tid. Der er masser af tid til at indhente søvn, der mangler. Også selv de skal have PANK på fredag og Leif er meget bange for, hvad PANK indebærer. Han har flere gange været ovre at kigge på tavlen med skemaet. Han pørver at forstå, hvad det betyder. Før FUT var det ikke nogen sag med de forkortelser på det ugeskema. Men nu hvor han har haft FUT og set, hvad det indebærer, er han bange for, at der er værre ting end FUT. Faktisk er det på grund af PANK, han ligger søvnløs. Han vender og drejer forkortelsen inde i sit hoved. Men han kan ikke finde nogen god forklaring. Han hader de forkortelser. De er bare overalt. Det er ikke bare forkortelser. Det er sammentrækninger. Flere ord pakket sammen i en kugle, som, når de bliver foldet ud, er frygtindgydende kolossale, ligesom menneskers tarme. Man tror det ikke om tarmene, men når der går hul på et menneske, så sprøjter de op til 20 meter ud. Og Leif frygter det værste for den her værnepligt, for sæt nu det ikke kun er ord, der bliver forkortet, men alt muligt! Så kan tiden godt blive lang.

Bomabygryde udkommer torsdag 27. maj på Samlerens forlag.

Glæd jer!

onsdag den 12. maj 2010

ÅNDGRIBELIGHEDER!

redaktøren sms'er, mens jeg er ved at færdiggøre manuset til Hvedekorns hjemmeside, at Hvedekorn 1, 2010, er kommet fra bogbinderen, skal han sende eksemplarer med bud? NEJ, sms'er jeg (med stort besvær) tilbage, det vill ikke være rigtigt, jeg skal komme ind til dem i Købmagergade, men det kan jeg først, når jeg færdig med manus, og jeg finder hele tiden på nye sektioner, "LÆSERÅD", ""KUNSTEN I HVEDEKORN", der kræver nye lister og afskrifter, men omsider, kvart i tre, opgiver jeg at lave mere og springer på min forholdsvist nye cykel, hvor lygten hænger ned på siden som en syg kanariefugl og hjuler derindad, og i receptionen står kassen med Hvedekorner, jeg griber et blad, og hvor er det bare cool nysseligt, falder og føles fuldstændig rigtigt i hånden og åbner sig venligt af sig selv, ikke mere stiv Bilka-katalog-glitren, lødig-lækker stilighed, venner, og jeg står bare og aer og aer mit tidsskrift og samtaler distræt med receptionister, da jeg får øje på en mildt kulørt bog, der står i flere eksenplarer på en hylde lige over Hvede-kassen, og fandme om det ikke er Jens' Bombaygryde, hvilket er om muligt endnu mere bevægende end Hvedekornsnummeret, jeg har ikke læst en linje i romanen, men jeg har fået utallige linjer læst op i telefonen, så for mig er det slet ikke en bog, men bare et flydende, ucentreret litteratur-enviroment, og alligevel står den bog dér og hævder, at Bombaygryde er en bog, på nøjagtigt samme tidspunkt som et Hvedekorn business class-udkommende på Rosinante&Co er en realitet, hvilket jo er fuldstændig til at græde over, eftersom Bombaygryde akkurat handler om, hvad der af grotesk sindssvagt (= militærtjeneste på Bornholm) skete efter, at Jens og jeg debuterede i Hvedekorn 1 og 2, 1987: Storgrinende megahulk!

NU sidder jeg tre-fire timer senere efter-perlende på den mirakuløst ikke-fade champagne-slat fra nonfirmationen og har fingereret Hvedekorn-nummeret endeløst og læst mig en 30 sider ind i Jens' roman, som er SÅ sjov og sand, at den simpelthen ikke kan gå galt, hvilket jeg godt ved er hybris at sige, men jeg taler jo ikke om anmelderne, de sataner, jeg taler om mig, den kan ikke gå galt for mig, for enviromenten fungerer 100 også på skrift: DOBBELTLYKKE!

mandag den 15. februar 2010

Intimblænder

Jeg forbliver anfægtet af Maja Lucas' Katrines hånd, eller jeg blev anfægtet påny, da Maja Lucas' Katrines hånd i fredagens WA Bøger kombinerede sig med Susanne Bjertrups interview med Maja Lucas om hendes bogs virkelighedsbaggrund, "Sidste udkald", lige over min anfægtede anmeldelse af bogen selv. Og hvad er det også for en hasten ud i dobbeltkontraktindgåelse hos selv den smalleste forfatter, lige så snart en journalist møder op med en mikrofon: Nemlig, min bog om hvordan en ung kvinde, Sarah, oplever sin stedmor Katrines kræftsygdom og død er baseret på min egen oplevelse af min egen stedmors kræftsygdom og død for et års tid siden, og lad os tale inderligt sammen om at opleve sin stedmors kræftsygdom og død, så det er umuligt for læserne at finde ud af, om det er bogen eller virkeligheden, der bliver talt inderligt om. Jeg (og det er så atter mig LB) foreslog tidligere på dagen min ven Jens, at han burde lave et fiktivt brud på dobbeltkontrakten, når han senere på foråret skal interviewes i hoved og røv om sin soldaterroman Bombaygryde: Nej, jeg har sgu aldrig været i kamptropperne på Bornholm, ha, ha, ku' I lige se mig dér, jeg var militærnægter på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Jeg (og det er så atter mig LB) kendte ikke til interviewet med Maja Lucas, da jeg skrev min anmeldelse, derfor måske'et i følgende passage: "Der er ikke noget, der for alvor er forvirret eller pinligt eller forkrampet eller grotesk eller bittert. Hvilket igen er dejligt for og i den virkelighed, der måske ligger bag, men ikke for den fiktion, den virkelighed er formateret til. " Men hvorfor skal vi høre om virkelighedsbaggrunden, og hvad forskel skal fiktiviseringen egentlig forestille at gøre for os menige læsere (der findes også privilegerede læsere, nemlig familien, som har reageret "Overordnet postivt. Det var en forudsætning for overhovedet at udgive den", hov, det er da vist ikke et kunstnerisk hensyn) - nu, efter dobbeltkontraktindgåelsen? I interviewet står der følgende om skriveprocessen: "Hun skrev i desperation. (...) Skrift var det halmstrå, hun havde at klynge sig til. Skriften var det hun kendte (...) Hvor der før var en levende kvinde, er der nu en roman, der gengiver sygdommens forløb i kunstnerisk bearbejdning. Stakken af oprindeligt private notater er blevet beskåret og arrangeret til et litterært værk, der forstørrer visse aspekter af forløbet og formindsker andre. " Men altså ikke decideret fiktiviserer eller laver om (for ikke at sige forløjer)? Den eneste (for menige læsere) kontrollerbare fiktivisering er, at Maja i bogen hedder Sarah, den eneste kontollerbare udeladelse er, at det ingen steder nævnes eller ekspliciteres, at Sarah/Maja skriver private notater om sine oplevelser med sygdommen og den syge undervejs, og dermed heller ikke, hvorvidt de små og større jeg-fortalte tekststykker i præsens, der udgør bogen, i fiktionens kontekst er at betragte som (fiktivt!) ubearbejdede eller kunstnerisk bearbejdede udgaver af sådanne notater. Og hvorfor nævnes/ekspliciteres det egentlig ikke? Måske fordi det vil indføre en konkret og formel (og potentielt dæmoniserende: for hvornår præcist går skriveprojektet fra at være et "desperat" projekt til at være et bogprojekt, før eller efter døden?) distance i en tekst, der fortæller os, at der netop ingen (af steddatter-stedmor-relationen genereret) distance er mellem Sarah og Katrine, og at der ingen forskel i (mangel på) distance er mellem Sarah og Katrines biologiske børn? Men det er måske netop den distance(forskel), der muliggør private notater og litterariseret bog? I interviewet taler Lucas om, at i hvert fald hun " blev opmærksom på, hvem, der var forældre til hvem. Selv om jeg stod hende meget nær, var hun trods alt ikke min egen mor på samme måde, som hun var mor for mine stedsøskende." Den forskel fremgår bare ikke af selve bogen, ud over altså måske af bogens faktum. Lad mig til sidst privatisere blogposten: Min egen mor døde for halvandet år siden efter et parallelt sygdomsforløb, og jeg kunne hverken dengang eller nu drømme om at skrive, fiktivt eller faktuelt, på eller om det virkelighedsstof; det ville krænke både min egen blufærdighed og min mors, og derfor blev jeg ved læsningen af Lucas' roman umiddelbart stødt (over min fornemmelse af rimelig direkte virkelighedsbagggrund), men det var og er jo ikke en følelse, jeg kritisk kan bruge til noget: det ville være en sølle dansk samtidslitteratur, der skulle indrette sig efter MINE grænser for, hvad JEG kan skrive om og på. Min kritiske anke mod bogen som kunstværk er og bliver, at kombinationen af (for) harmonisk indhold og (for) smagfuld form giver et spændingsløst, nær-kitschet resultat. Og så har jeg ikke ret eller grund til at gætte på, om harmonien er for god til at være sand (og altså skyldes steddatter-distancen og/eller hensynet til de privilegerede læsere, familien) eller snarere for god til ikke at være sand (altså at sygdomsforløbet ind til benet var sådan som det beskrives i bogen 1:1) . Men efter WA-interviewet er det i orden, synes jeg, at overveje, om det ikke var blevet en både sandere og bedre bog, hvis notatskriveriet var blevet skrevet ind i fiktionen som en dynamisk anfægtelse af og for læser og forfatter. Synes I ikke?