søndag den 2. oktober 2016

Sød musik ondt aflyttet - og aflyst

En Oda Wiedbrecht har været så sød at sende mig en smuk, indbundet førsteludgave af Jens August Schades næstsidste, succes- og skandaleombruste roman Mennesker mødes og sød Musik opstaar i Hjertet, 1944. TAK! På de sidste blanke sider har Odas far limet nogle avisklip (uden angivelse af hvorfra der er klippet). En større tekst går helt amok over hvor "Schadelig" en bog, Mennesker mødes er; lige før følgende udbrud fnyser skribenten over et forargeligt citat om en gartner, der sviner silkelagner til:

 "Hvis en Konserveskoncern til sine Kunder leverer daarlige Varer tilberedt af raadent Kød under svinagtige Forhold vil dette Firma blive draget til Ansvar efter Loven og de Ansvarlige puttet i Kaschotten. det kan ikke nytte, at Konservesdirektøren siger:
  - Jamen, det er den helt store Kunst, vi har lavet, den den fineste Ali Babske Kogekunst. Det er bare Kunderne, der ikke forstaar det!"

Pålimet er også en vittighedstegning (stram tante vs. lille pige) med replikken:

"- Hvis det bare var Decameron du havde læst skulde du være sluppet for Ris, men Schade ..."

og et "Dagens Vers" ved "-ah":

Jens August Schades uartige bog.

Hr. Schade har skrevet en Bog
i et saa sjofelt Sprog,
at man vistnok tør sige,
de fleste med Foragt
har Bogen fra sig lagt
og aldrig kendt dens Lige.

Jens August siger smukt,
det er et Kunstprodukt.
som Schade der har skrevet,
et Værk som trods Kritik
er fuld af skøn Musik,
Jens August har bedrevet.

Det siger kun han selv,
og det er han uheld,
derfor bliver der Ballade.
Nu undrer jeg mig paa.
om han mon vil forstaa
at blive klog af Schade*

(* måske første optræden af dette klassiske ordspil)

og en hel lille, snerrende anmeldelse:

"Jens August Schade
Mennesker mødes
(Nyt Nordisk Forlag)

Det er med absolut Væmmelse, man lægger denne bog fra sig, efter at have stridt sig gennem en Kloak af Uhumskheder mod hvilken ethvert "kulørt Hefte" vil blegne. Det er sørgeligt, at en vitterligt talentfuld Skribent som Schade misbruger sine Evner til den slags Pornografi. Tegnersken Anne Grethe har til Værket leveret en Række Tegninger, som kun passer alt for godt til Teksten.
  Ufatteligt, at det ansete Forlag har villet lægge sit gode Navn og Rygte til udsendelse af denne slibrige Tryksag.

Pe-de

- det ville det krysteriske forlag da heller ikke, da det kom til stykket, fremgår det af en lille nyheds-notits pålimet lige nedenunder:

"Den sjofle Bog.

Nyt Nordisk Forlag har i en erklæring over for "Berlingske Tidende" oplyst, at Forlaget ikke vil udsende nogen ny Udgave af Schades sjofle kritiserede Bog. Forlaget har derfor tilbagegivet Værket til Forfatteren"

Der hurtigt fandt et nyt, mindre kendt og respekteret forlag, fremgår det af en opfindsom annonce fotokopieret i Schade i Spejlet, halvdelen af hvilken nemlig er en kryds og tværs! Oven over staar der:

Om Jens August SCHADE
skriver Maleren og forfatteren Hans Scherfig:
  "Jeg anser Schade for denne Generations fineste og mærkeligste Lyriker. Ingen af hans Bøger har noget med Pornografi at gøre*
  Professor Hans Brix skriver: "For Elskov er alting rent"
                                        Læs
"Mennesker mødes og sød Musik opstaar i Hjertet"
- og de vil selv blive grebet af Schades Kunst
 2. opl. udsolgt fra forlaget - 3. Opl. i Arbejde.
Forlaget THORKILD HANSEN & CO.


Billedresultat for Mennesker mødes og sød musik

- den senere paperbackudgave (som jeg ikke giver slip på, selvom jeg nu har 2 førsteudgaver, indbundet og u- - jeg bliver også nødt til at få fingre i en af Thorkild Hansen-udgaverne)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar