onsdag den 22. februar 2012

2 koelskere

Jeg blev så glad på DK's mest kopassionerede og -kyndige forfatter Hans Otto Jørgensens vegne og mere præcist på Hans Ottos valgslægtskab med Andy Warhols vegne, da jeg denne morgen på forsiden af Politikens 2. sektion så disse to enquetesvar fra 1977 (det er i dag 25 år siden Warhol døde, han er så mobiliserende cool som nogensinde):

good animals

COWS

bad animals

ONLY COWS ARE GOOD

Vi vidste godt fra ko-tapeterne (se nedenfor), at Warhol holdt af køerne, men det er alligevel et par markant kategoriske udsagn. Og at HOJ holder af Warhol, ved vi fra samlingen af ungdomseksperimenter, Fluebogen, hvor en tekst i sin helhed lyder:

TOTAL

                 Andy

Og fra erindringsromanen The Factory, der har taget navn efter Warhols kollektive hovedkvarter i New York, et centralt citat derfra:

Jeg udfører reparationer på indhegningen, skifter en pæl, strammer tråden, mens jeg fortæller mig selv, det er kunst, jeg lever.
  At gå lige hen og finde en støvbold dér.
  Jeg mener, det er i en eller anden forstand den samme fabrik, vi arbejder på.
  Der er for os ikke noget, der er ægte, den ægte vare, ingenting oprindeligt, der er ikke en øverste instans, der kan refereres til, ikke histoppe noget samlende punkt, tværtimod.
  Det er en rus.
  Men også så pisse pisse hårdt.
  Men  jeg har en oplevelse af, at jeg lever i og for kunsten, at hver indånding og udånding er kunst, som hos Andy Warhol i The Factory. 
  En plade forkullede boller, som Tessa glemte i ovnen får status af et værk. Ligesom lokummet og den uredte seng. En paryk på væggen og en blomsteropsats i plast og den høje Hr. Standerlampe
  Den hellige almindelige ammunitionskasse.

MUH & MOOH!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar