Og så var de 5

- fra Litteratursiden

Fem forfattere shortlistet til debutantpris

 

 

Kvaliteten af debutantværker det seneste år er overvældende høj. Derfor shortlister juryen for Munch-Christensens Kulturlegat i år de fem mest talentfulde værker inden prisuddelingen.
Feltet af debutanter er utroligt stærkt i år, og det er ekstra svært at udpege bare to blandt de mange gode værker, der er udkommet mellem 1. august 2013 og 1. august 2014 og nomineret til årets debutantpris. Derfor nominerer juryen nu fem forfattere, som alle har udgivet en bemærkelsesværdig og original debut.
De fem shortlistede forfattere er i alfabetisk rækkefølge:
Signe Gjessing : Ud i det uløse
Yahya Hassan: Yahya Hassan
Ninette Larsen: Hybrid
Lea Marie Løppenthin: Nervernes adresse
Jakob Skyggebjerg: Vor tids helt
Prisoverrækkelse den 26. september
Der er spænding til det sidste om hvilke to forfattere, der hver modtager prisen på 50.000 kr. til prisoverrækkelsen den 26. september. Prismodtagerne offentliggøres samme dag.
Ved prisfesten kan man ud over juryen møde én af de tidligere modtagere af prisen, Theis Ørntoft, som vil læse op af sin nye anmelderroste digtsamling Digte 2014. Prisen uddeles til yngre danske forfattere, der har haft en lovende debut, og ud over Ørntoft har forfattere som Kim Leine, Maja Lee Langvad og Asta Olivia Nordenhof modtaget boghandlerparret Munch-Christensens Kulturlegat.
I de sidste par år har Litteratursiden været partner i prisen, der med 2 x 50.000 kr. er Danmarks største debutantpris. Som en del af partnerskabet sætter Litteratursiden hvert år i september gennem et stort tema fokus på tendenserne hos de nye forfatterstemmer og peger på de mest talentfulde debutanter. Udvalget af værker i temaet sker dog uafhængigt af prisen.
Eksponering af debuanter og prisvinderne på Litteratursiden
Debutanterne er med til at skabe et rigt og mangfoldigt bogmarked nu og i fremtiden. Som bibliotekernes litteratursite sætter vi en ære i at eksponere debutanter med henblik på at synliggøre det litterære vækstlag. Derfor vil vi på Litteratursiden også fremover præsentere flere debutværker.
Her på redaktionen glæder vi os til prisoverrækkelsen og vil naturligvis rapportere fra den på Litteratursiden. Sidst på dagen den 26. september vil det fremgå af sitet, hvem juryen har udpeget som dette års to mest lovende debutanter. Desuden bliver Lars Bukdahls og Anne-Marie Mais taler til de to prisvindere også publiceret på Litteratursiden. Alle er velkomne til prisfesten på Vejle Bibliotek den 26. september kl. 15.
FAKTA OM BODIL OG JØRGEN MUNCH-CHRISTENSENS KULTURLEGAT
 Legatet blev stiftet efter Vejles tidligere landskendte boghandlerpar Bodil og Jørgen Munch-Christensen. Prisen uddeles én gang årligt til en yngre dansk forfatter, der har haft en lovende debut inden for det seneste år. Prisen blev uddelt første gang i 2006. Juryen består af litteraturprofessor Anne-Marie Mai, litteraturkritiker Lars Bukdahl, fondsbestyrer Mogens Thyssen, chefredaktør for Litteratursiden, Lise Vandborg og bibliotekarerne Joan Høeg og Else Zakarias fra Vejle Bibliotek.

Det skyldsplagede samfund

Yahya Hassan har sagt i flere interviews, at det ikke kun er samfundets skyld, det er også ret meget hans forældres (generations) og hans egen skyld.

Athena Farrokzhad siger til sidst i sin YH-tekst, at det er samfundets skyld:

”Hej Yahya, jag har läst dina dikter. Jag beundrar ditt språk och ditt mod, men jag är kritisk till dina förklaringsmodeller. I dina ögon kanske jag sällar mig till de som är ’världens bästa kritiker när det kommer till krig i Mellanöstern’, men tiger kring sin egen bakgård. Förstår du att jag är rädd att din bok matar den eld som vill förgöra oss? Hur känns det att ha poliseskort efter alla dödshot? Vad ska du skriva om härnäst? Kan vi inte ses i Stockholm när den svenska översättningen kommer till våren? Jag kan inte sluta tänka på vad det här samhället har gjort mot oss och vad vi ska göra med det.”

2013-romandebutanten Jacob Skyggebjerg, hvis bog jeg endnu ikke har læst, siger i et interview i Lorry (link her), eksplicit apropos YH, at det er samfundets skyld (med de ord og tilsyneladende uden spor af ironi).

Steffen Brandt siger i en gammel TV2-sang, at det er samfundets skyld (han er ironiker (undtagen når han pinligt ikke er det), det er det ikke så in at være længere, hvilket han sikkert har skrevet en anden sang om, jeg følger ikke med lige dér): 

Jeg sidder her på Viby Torv og sumper med en guldøl
og en drøm der forlængst er forbi
Jeg er træf af mig selv, mit liv, min hund, min kat
min kone har forladt mig. Hun er syg oveni
Jeg kan ikke klare at leve. Jeg kan ikke klare at dø
Jeg kan slet ikke klare mig selv
Jeg keder mig ad helvedes til, jeg tror jeg går ud
og slår en eller anden tilfældig ihjel
Det' samfundets skyld
Ja, det er samfundets skyld
Samfundets skyld!

Jeg sidder i din radio. Jeg kommer ind i stuen
Det er mig fra fjernsynet af
Det er mig der er showet. Det er mig der er stjernen
Det er mig idioterne vil ha
Jeg snakker mest om ingenting, mig selv og så mig selv
og nogen gange får jeg det næsten helt skidt
Jeg mener hvor dum kan man blive. Hvordan kan så
mange mennesker i længden være tilfreds med så lidt?
Det er samfundets skyld
Ja, det er samfundets skyld
Samfundets skyld!
Det er et nødråb. Et ægte nødråb. S.O.S. Nødråb!

Probably true, Tue!

Jeg kan blive nødt til at få læst Jacob Skyggebjergs debutroman Vor tids helt før eller senere, fordi jeg sidder i juryen for debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat, så jeg har ikke i den forstand brug for forbrugervejledning.

Men den første anmeldelse, jeg læste, var Mikkel Bruun Zangenbergs begejstrede til 5 hjerter i Politiken, og den oplevede jeg som HVINENDE smagsdoms-utroværdig - på sin egen særlige MBZ-manér, inkl. endeløs namedropping og klam mandigheds-retorik. Hvilket jo imidlertid ikke behøver at betyde, at bogen ikke er god, men kun at Zangenberg smager dårligt og hysterisk på den, et klip:

Det udfoldes i en turbine af stor skrift, barok humor og dampende smerte. På én måde så enkelt: Tre kapitler, jeg-fortæller, (mis)dannelsesroman, white trash-dreng fra provinsen kommer til København, hvor alt gærer, og alt ender i undergang. Men indlagt i dette skema er store, tæt komponerede forløb, hvor asterisker indlagt i hvert kapitel markerer brud og sammenfletninger af erindringer, scener og refleksioner, ofte helt abrupt fra sætning til sætning, hvor der pludselig skiftes gear. Sætningerne går fra det brutalt korte og enkle til i stigende grad at blive længere og vildere. Stillejet kan være proletarsnak som: »Jamen fuck dem, siger jeg«, men afløst af knaldperler som denne: »Jeg slæber mig gispende derud, krumrygget, med solstrålerne som hvirvlende barberblade mod huden«. Hele vejen igennem en hård, men også hyperfølsom machostil, der arver træk fra Céline og Bukowski, men desuden lader sig tænke som en art ’Nordkraft’, blot her med helt andre litterære muskler, end Ejersbos roman besad. Men hov, hvor Blicher også titter frem i landskabspanoramaerne fra Udkantsdanmark! Og som sine steder er i slægt med en Kristian Bang Foss’ dead-pan satire, og en Lars Frosts tindrende trætte kynisme.

Céline Bukowski Ejersbo Blicher Foss Frost - det lyder som en strofe i en Nephews-sang. Og fad kritiker-metafor (knaldperle) + anstrengt forfatter-metafor (solstråler som hvirvlende barberblade) = totalt mettaforsammenbrud.

Men et par dage senere ankom så Tue Andersen Nexøs Information-anmeldelse, som på en helt anden tillidsvækende skarp og skrap (Tue-)facon smagte på bogen og formulerede og kvalificerede (kunne have været fint med et par metafor-punkteringer dog) sin afsmag (de øvrige anmeldelser. fx Søren Kassebers i Berlingske (til 5 stjerner også) og Klaus Rothsteins i WA er (mindre mad hatter-hysterisk) på linje med Zangenberg: sikke vidunderligt råt og væmmeligt white trashet (Rothstein er også over flere spalter vanligt fascineret af autofiktiviteten):

Vor tids helt som roman sætter sig mellem to stole. Den vil mere end at fortælle sin historie, men så vil den alligevel mest fortælle om en dreng i krise og det hårde Jylland. Den nænner ikke at ødelægge kronologien og handlingen fuldstændigt, at blive et langt, pulserende erindringsskred. Men den orker heller ikke at gøre sit plot til mere end en bleg skabelon. (...) Inde i byerne – i korte glimt fra Aarhus, ellers som oftest København – tager anekdoterne og behovet for at være en fandens karl desværre over. Så er der ikke mere på spil i teksten, så bliver den en ren opremsning af småkriminalitet, druk og ligegyldigheder. Så gør den alt for, at fortælleren skal leve op til bogens forside, hvor forfatteren står med bar overkrop og fuckfinger, lavthængende bukser og seksløber i bæltet: et sted mellem Lucky Luke og gangster, kort sagt. Samtidig har fortælleren Jacob (som jo ikke er identisk med forfatteren, bare fordi de deler navn) en kedelig tendens til at registrere andres blik på sig selv. Og så gennem dem overbevise læseren om, at ham Jacob virkelig har gennemskuet det hele. Her er vi til spanskundervisning: »Læreren skifter mellem at ville tryne mig og fedte for mig. Jeg synes, han er fin. Han er bange for, at jeg vil gennemskue ham og afsløre ham.« Men hvem andre end usikre teenagedrenge er så optagede af at være en sej outsider, alle er lidt bange for?

Jeg synes, Tue Nexø er en sej outsider, alle burde være lidt bange for.