Intimblænder

Jeg forbliver anfægtet af Maja Lucas' Katrines hånd, eller jeg blev anfægtet påny, da Maja Lucas' Katrines hånd i fredagens WA Bøger kombinerede sig med Susanne Bjertrups interview med Maja Lucas om hendes bogs virkelighedsbaggrund, "Sidste udkald", lige over min anfægtede anmeldelse af bogen selv. Og hvad er det også for en hasten ud i dobbeltkontraktindgåelse hos selv den smalleste forfatter, lige så snart en journalist møder op med en mikrofon: Nemlig, min bog om hvordan en ung kvinde, Sarah, oplever sin stedmor Katrines kræftsygdom og død er baseret på min egen oplevelse af min egen stedmors kræftsygdom og død for et års tid siden, og lad os tale inderligt sammen om at opleve sin stedmors kræftsygdom og død, så det er umuligt for læserne at finde ud af, om det er bogen eller virkeligheden, der bliver talt inderligt om. Jeg (og det er så atter mig LB) foreslog tidligere på dagen min ven Jens, at han burde lave et fiktivt brud på dobbeltkontrakten, når han senere på foråret skal interviewes i hoved og røv om sin soldaterroman Bombaygryde: Nej, jeg har sgu aldrig været i kamptropperne på Bornholm, ha, ha, ku' I lige se mig dér, jeg var militærnægter på Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Jeg (og det er så atter mig LB) kendte ikke til interviewet med Maja Lucas, da jeg skrev min anmeldelse, derfor måske'et i følgende passage: "Der er ikke noget, der for alvor er forvirret eller pinligt eller forkrampet eller grotesk eller bittert. Hvilket igen er dejligt for og i den virkelighed, der måske ligger bag, men ikke for den fiktion, den virkelighed er formateret til. " Men hvorfor skal vi høre om virkelighedsbaggrunden, og hvad forskel skal fiktiviseringen egentlig forestille at gøre for os menige læsere (der findes også privilegerede læsere, nemlig familien, som har reageret "Overordnet postivt. Det var en forudsætning for overhovedet at udgive den", hov, det er da vist ikke et kunstnerisk hensyn) - nu, efter dobbeltkontraktindgåelsen? I interviewet står der følgende om skriveprocessen: "Hun skrev i desperation. (...) Skrift var det halmstrå, hun havde at klynge sig til. Skriften var det hun kendte (...) Hvor der før var en levende kvinde, er der nu en roman, der gengiver sygdommens forløb i kunstnerisk bearbejdning. Stakken af oprindeligt private notater er blevet beskåret og arrangeret til et litterært værk, der forstørrer visse aspekter af forløbet og formindsker andre. " Men altså ikke decideret fiktiviserer eller laver om (for ikke at sige forløjer)? Den eneste (for menige læsere) kontrollerbare fiktivisering er, at Maja i bogen hedder Sarah, den eneste kontollerbare udeladelse er, at det ingen steder nævnes eller ekspliciteres, at Sarah/Maja skriver private notater om sine oplevelser med sygdommen og den syge undervejs, og dermed heller ikke, hvorvidt de små og større jeg-fortalte tekststykker i præsens, der udgør bogen, i fiktionens kontekst er at betragte som (fiktivt!) ubearbejdede eller kunstnerisk bearbejdede udgaver af sådanne notater. Og hvorfor nævnes/ekspliciteres det egentlig ikke? Måske fordi det vil indføre en konkret og formel (og potentielt dæmoniserende: for hvornår præcist går skriveprojektet fra at være et "desperat" projekt til at være et bogprojekt, før eller efter døden?) distance i en tekst, der fortæller os, at der netop ingen (af steddatter-stedmor-relationen genereret) distance er mellem Sarah og Katrine, og at der ingen forskel i (mangel på) distance er mellem Sarah og Katrines biologiske børn? Men det er måske netop den distance(forskel), der muliggør private notater og litterariseret bog? I interviewet taler Lucas om, at i hvert fald hun " blev opmærksom på, hvem, der var forældre til hvem. Selv om jeg stod hende meget nær, var hun trods alt ikke min egen mor på samme måde, som hun var mor for mine stedsøskende." Den forskel fremgår bare ikke af selve bogen, ud over altså måske af bogens faktum. Lad mig til sidst privatisere blogposten: Min egen mor døde for halvandet år siden efter et parallelt sygdomsforløb, og jeg kunne hverken dengang eller nu drømme om at skrive, fiktivt eller faktuelt, på eller om det virkelighedsstof; det ville krænke både min egen blufærdighed og min mors, og derfor blev jeg ved læsningen af Lucas' roman umiddelbart stødt (over min fornemmelse af rimelig direkte virkelighedsbagggrund), men det var og er jo ikke en følelse, jeg kritisk kan bruge til noget: det ville være en sølle dansk samtidslitteratur, der skulle indrette sig efter MINE grænser for, hvad JEG kan skrive om og på. Min kritiske anke mod bogen som kunstværk er og bliver, at kombinationen af (for) harmonisk indhold og (for) smagfuld form giver et spændingsløst, nær-kitschet resultat. Og så har jeg ikke ret eller grund til at gætte på, om harmonien er for god til at være sand (og altså skyldes steddatter-distancen og/eller hensynet til de privilegerede læsere, familien) eller snarere for god til ikke at være sand (altså at sygdomsforløbet ind til benet var sådan som det beskrives i bogen 1:1) . Men efter WA-interviewet er det i orden, synes jeg, at overveje, om det ikke var blevet en både sandere og bedre bog, hvis notatskriveriet var blevet skrevet ind i fiktionen som en dynamisk anfægtelse af og for læser og forfatter. Synes I ikke?

Intens cirkelslutning

I sidste års jubilæums-antologi Nye vinkler på et gammelt fag. Ti år med dansk i Kolding bidrager jeg som tidligere husforfatter med "Kolding-kantaten: Uh!", mens Maja Lucas som nuværende ph.d.studerende i Kolding signerer artiklen "Intensitet og kunsten at vurdere" , en præsentation af hendes igangværende ph.d.-projekt, der nemlig beskæftiger sig med kunstneriske vurderingskriterier i almindelighed og det besværlige, men populære vurderingskriterium 'intensitet' i særdeleshed. Jeg optræder selv, nu i rollen som kritiker, i artiklen (og dermed måske også den kommende afhandling) som eksemplarisk (og intens?) bruger, må det hedde, af intensitetskriteriet:

Også hos mange af nutidens kritikere og teoretikere spiller intensiteten en vigtig rolle. Hvad angår dagbladskritikken kunne man ud over receptionen af Stridsberg pege på den fremtrædende [jeg tror altid, det hentyder til min næse, når jeg læser det ord LB] danske kritiker Lars Bukdahl, der fx roste Kasper Thomsens Malonecity (2006) med karakteristikkerne "lidenskabeligt", "intenst" og "der er så utroligt meget kul på hele tiden". Bukdahl bekender [stort ord! LB] sig i denne anmeldelse direkte til en poststrukturalistisk æstetik, ikke mindst ved henvisningen til Højholts showæstetik, som udfoldes i Intethedens grimasser (1976). Højholt ser litteratur som et "show", noget, der skal underholde, så længe det varer, men ikke nødvendigvis har et tungt, alvorligt indhold. Det er en ekstrem form for sprogmaterialisme [og dog, jf Halfdan etc. LB], der har tydelige inspirationskilder i den franske poststrukturalisme, som vi finder den hos Barthes og Dérrida [min faste morgenlæsning LB].

I sidste uge udgav forfatteren Maja Lucas, der, selvom det hverken fremgår det ene eller det andet sted, er identisk med den ph.d.-studerende Maja Lucas, den lille, genreløse, skønlitterære bog Katrines hånd, på hvis bagside bogen beskriver sig selv således:

Katrines hånd er en intens og præcis beskrivelse af det følelsesmæssige landskab i den opløste kernefamilie, når sygdommen til døden melder sig.

Og nu lyder spørgsmålet: Hvordan kan og skal og bør jeg som kritikeren LB, der er under opsyn af den ph.d.-studerende Maja Lucas for sin brug af intensitetskriteriet, vurdere en skønlitterær bog af forfatteren Maja Lucas, der selv påberåber sig intensitet som primær kvalitet? Og er det simpelthen en fælde? Jeg vil jo mene, at jeg opererer med (ret) mange andre kvalitetekriterier end intensitet, fx præcision, som er den anden kvalitet, Lucas' bog påberåber sig, og som jo ikke nødvendigvis går hånd i hånd med intensitet; man kan sagtens forestille sig en (god) bog der er præcis og køligt distanceret-ironisk, altså decideret anti-intens (eksempler kunne være Scherfigs romaner og nyligst Simon Fruelunds Verden og Varvara). Det raffinerede ved Lucas' labyrintisering af min læsning er ydermere, at hendes bog jo mildest talt har et "tungt, alvorligt indhold" og at bagsideteksten (i dens metaforiske pele-mele) implicit postulerer en kausal relation - hey, nu begynder jeg selv at lyde som en ph.d.-afhandling! - mellem intensitet og tungt, alvorligt indhold, som jeg er særdeles vagtsom overfor (jf. senest Julia Butschkows kluntede nazi-slægtsroman Apropos Opa, der uforklarligt tryllebandt mange). Er det muligt for mig eller nogen at opleve en intensitet i Lucas' bog, der ikke er genereret (overfladisk, kitschet) af det tunge, alvorlige indhold? Eller er lige præcis jeg ude af stand til at opleve en eventuel reel intensitet i Lucas' bog af frygt for at den intimt forbinder sig med indholdet? Alt dette vil - måske! - blive opklaret i min anmeldelse af Katrines hånd på fredag i WA ...