Cool forlagskuli

En glimrende overspringshandling er at klikke sig ind på presseservice - http://presseservice.gyldendal.dk/2010_03.aspx - helt nede i bunden på Gyldendals hjemmeside og tjekke ud, hvilke bøger der er at glæde sig til - at anmelde eller bare forbandet læse - i fx marts (i februar udkommer ikke en disse), der nemlig byder på både Bent Vinn, Niels Frank, Martin Larsen, Thomas Boberg, Laus Strandby Nielsen - og Mikkel Thykier, og hov, stop lige en halv, hvor er altså den usignerede slagstekst til Thykiers bog umanerligt fint og sjovt og personligt skrevet, og det er sågu da et novum, mere af det venligst og respekt til hr. eller frk. Anonym:

Mikkel Thykier: Dit ansigt kommer før mig (24. marts)
DIT ANSIGT KOMMER FØR MIG afslutter Mikkel Thykiers triologi DAGLIG TALE.
At skrive en salgstekst om Mikkel Thykiers bog er som at emballere en sky i en Tupperware. Det er meget svært at sige noget ikke-reducerende om Mikkel Thykiers bøger eller skriftpraksis, men Erik Skuym-Nielsen er en af de læsere, der har karakteriseret forfatterskabet meningsfuldt:
”At Mikkel Thykiers digteriske skaben ikke har tilvejebragt et [forfatter]-skab man kan gå hen og lukke op og plukke for bind efter bind, skyldes nok i første omgang, at han har et mildt sagt problematisk forhold til kategorierne Bogen og Genren, idet han helst vil tilvirke tekster, der handler og lever, frem for at høre op og dermed på en måde dø ud. Han vil hellere skabe plads end sætte et eller andet på plads.” (fra hans anmeldelse af ENTRÉ, 2009).
Men her er altså en regulær, traditionel bog, udgivet på et regulært, traditionelt forlag. Erik Skyum-Nielsen anbefaler at læse Thykiers tekster ”mediterende, nysgerrigt medtænkende”, og sådan er det faktisk ikke svært at læse den nye bog, DIT ANSIGT KOMMER FØR MIG. Som i de foregående bind er bogens gennemgående træk to personers samtale, eller det vil sige: en person, der taler, og en der lytter, eller i al fald optræder med sit navn, som inkvittet i drama. Denne gang er Frederik den talende og Alma den tavse – indtil sidste side, hvor hun faktisk siger noget. Omkring de to opstår et tekstrum, der netop kan rumme mest muligt: Frederiks fortælling om en pige, han har kendt, og det forholds forviklinger, hans beretning om en musikfestival for udviklingshæmmede, hans tanker om sammenhængen mellem en musikers performance og hendes menneskesyn, hans tanker om politiske revolution og hans refleksioner over intimiteten.
Så lad mig bide i det sure æble og reducere Thykiers tekst radikalt: Den handler om intensitet og identitet og intimitet. På en intens, intim og identitetsundflyendende måde.

Den bog er lige pludselig blevet endnu mere forjættende!

Intens cirkelslutning

I sidste års jubilæums-antologi Nye vinkler på et gammelt fag. Ti år med dansk i Kolding bidrager jeg som tidligere husforfatter med "Kolding-kantaten: Uh!", mens Maja Lucas som nuværende ph.d.studerende i Kolding signerer artiklen "Intensitet og kunsten at vurdere" , en præsentation af hendes igangværende ph.d.-projekt, der nemlig beskæftiger sig med kunstneriske vurderingskriterier i almindelighed og det besværlige, men populære vurderingskriterium 'intensitet' i særdeleshed. Jeg optræder selv, nu i rollen som kritiker, i artiklen (og dermed måske også den kommende afhandling) som eksemplarisk (og intens?) bruger, må det hedde, af intensitetskriteriet:

Også hos mange af nutidens kritikere og teoretikere spiller intensiteten en vigtig rolle. Hvad angår dagbladskritikken kunne man ud over receptionen af Stridsberg pege på den fremtrædende [jeg tror altid, det hentyder til min næse, når jeg læser det ord LB] danske kritiker Lars Bukdahl, der fx roste Kasper Thomsens Malonecity (2006) med karakteristikkerne "lidenskabeligt", "intenst" og "der er så utroligt meget kul på hele tiden". Bukdahl bekender [stort ord! LB] sig i denne anmeldelse direkte til en poststrukturalistisk æstetik, ikke mindst ved henvisningen til Højholts showæstetik, som udfoldes i Intethedens grimasser (1976). Højholt ser litteratur som et "show", noget, der skal underholde, så længe det varer, men ikke nødvendigvis har et tungt, alvorligt indhold. Det er en ekstrem form for sprogmaterialisme [og dog, jf Halfdan etc. LB], der har tydelige inspirationskilder i den franske poststrukturalisme, som vi finder den hos Barthes og Dérrida [min faste morgenlæsning LB].

I sidste uge udgav forfatteren Maja Lucas, der, selvom det hverken fremgår det ene eller det andet sted, er identisk med den ph.d.-studerende Maja Lucas, den lille, genreløse, skønlitterære bog Katrines hånd, på hvis bagside bogen beskriver sig selv således:

Katrines hånd er en intens og præcis beskrivelse af det følelsesmæssige landskab i den opløste kernefamilie, når sygdommen til døden melder sig.

Og nu lyder spørgsmålet: Hvordan kan og skal og bør jeg som kritikeren LB, der er under opsyn af den ph.d.-studerende Maja Lucas for sin brug af intensitetskriteriet, vurdere en skønlitterær bog af forfatteren Maja Lucas, der selv påberåber sig intensitet som primær kvalitet? Og er det simpelthen en fælde? Jeg vil jo mene, at jeg opererer med (ret) mange andre kvalitetekriterier end intensitet, fx præcision, som er den anden kvalitet, Lucas' bog påberåber sig, og som jo ikke nødvendigvis går hånd i hånd med intensitet; man kan sagtens forestille sig en (god) bog der er præcis og køligt distanceret-ironisk, altså decideret anti-intens (eksempler kunne være Scherfigs romaner og nyligst Simon Fruelunds Verden og Varvara). Det raffinerede ved Lucas' labyrintisering af min læsning er ydermere, at hendes bog jo mildest talt har et "tungt, alvorligt indhold" og at bagsideteksten (i dens metaforiske pele-mele) implicit postulerer en kausal relation - hey, nu begynder jeg selv at lyde som en ph.d.-afhandling! - mellem intensitet og tungt, alvorligt indhold, som jeg er særdeles vagtsom overfor (jf. senest Julia Butschkows kluntede nazi-slægtsroman Apropos Opa, der uforklarligt tryllebandt mange). Er det muligt for mig eller nogen at opleve en intensitet i Lucas' bog, der ikke er genereret (overfladisk, kitschet) af det tunge, alvorlige indhold? Eller er lige præcis jeg ude af stand til at opleve en eventuel reel intensitet i Lucas' bog af frygt for at den intimt forbinder sig med indholdet? Alt dette vil - måske! - blive opklaret i min anmeldelse af Katrines hånd på fredag i WA ...