[forelæsningsmanuskript, SDU Kolding, Masteruddannelsen i Børnekultur]
Sug i sandkassen - Barnlige strategier i den unge avantgarde (og omvendt)
(først bitchen over Leonora
beværgelse m. Helle Helle-text -
mit seneste poetiske værk: palindrom)
gækkevers / M. Larsen
Systime-antologi
avantgardistiske/
barnlige strategier (in use in av)
*(boglig) materialitet
(sanselighed - konkret)
* bogstavelighed
(konkretion, konkretisme)
* (spilfærdighed/) spilleregler
Storm P.-maskinelitet - julelegesyge
(direkte) Henvendelse
* montage (/collage + installation)
// tekstyveri, fildeling - mash-up
* hærværk
graffiti / fortegning / defacemenet
* NONSENS vrøvle / lyddigtning
MATERIALITET bogen
som bogobjekt med sanselige - fingerere bare -
kvaliteter - hardcover / formater (børnebøger)
undergrund: småtteri / nysselighed
Leoprelloer - Teddy -
udfoldelighed - alternativt format
bogstavelighed (konkretisme
typografi - bogst visualitet
ligheder
Cia Rinne - multi-lingualt
Mette Moestrup - grøn skrift -
(børnebog + Jævnet
Martin Glaz - børnebog
Spilleregler OULIPO
- små, bogstavelige / snurrepiberi / lege
Palindrom-bog
Pia Juul: adresser / Mattin Larsen: metrodigte
Mette M (opsamlinger) Niels Frank: spørgespil
henvendelser
A Søkilde: Leoporello / Rasmus G
Alfabeter - Adolphsen
Montage //collage
fildeling - google-digning
- Pejk Malinowski: Drømmedigtniong
- paal / Graff - DO / udstilling
CYF: Spørgsmål
Hærværk - Duchamp
Pablo Lambías: Kærlighedens veje og vildveje
Nonsens
lydd. Jesper Elving
- fælles : håndgribeligheden/r
de elementære, konkrete sagsforhold
bøger/bogstaver/ord/sætninger/tekster
til at tage og føle på og
sætte i spil og springe og og falde ned på
og løbe sin vej med
(også en læsemåde - Helle Helle)
Udgangsbøn:
nonsenhistorie fra ænsyklopædi
Viser opslag med etiketten Kolding. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kolding. Vis alle opslag
lørdag den 10. april 2010
fredag den 9. april 2010
Hallucinatorisk mundsvejr/ Koldingkold
Der mangler naturligvis et "hallucinatorisk" - som åbenbart er et kritisk pseudoakademisk ord - i underrubrikken til min anmeldelse af Harald Voetmanns Vågen; i forvejen havde redaktøren tvunget mig til at udskifte "gedeblods-opløste" med "tilmudrede"; og for fanden trompeten skulle lyde "Den gamle Rom" - ha, ha! - og ikke "Det gamle Rom": Tredobbelt suk!. Her er originalen, print den ud, klip den til og klistr den ovenpå forfalskningen:
Den gamle Rom. Det er med hallucinatorisk akkuratesse, Harald Voetmann lever sig ind i idolet Plinius den Ældres liv og værk i sin nye, gedeblods-opløste diamant af en kortroman
Og så har jeg forbandet ikke tid til at kommentere i bund på Leonoras Skovs bastant smalhjernede kommentar på fucking forsiden af bogtillægget, fordi jeg lige om lidt skal til Kolding og holde foredrag om "Sug i sandkassen! Barnlige strategier i den unge avantgarde - og omvendt!" lige præcis - for Leonoras fordom er jo, at kun plot er "underholdende", og sikke dog et kedeligt underholdningskoncept!
Følgende blogpost havde jeg håbet at kunne nøjes med, før jeg gik ned til posklassen:
Kolding rimer ikke på
olding, men på
rolling, og burde følgelig staves
Kolling.
Det er så nu engang min slags genrelitteratur!
Den gamle Rom. Det er med hallucinatorisk akkuratesse, Harald Voetmann lever sig ind i idolet Plinius den Ældres liv og værk i sin nye, gedeblods-opløste diamant af en kortroman
Og så har jeg forbandet ikke tid til at kommentere i bund på Leonoras Skovs bastant smalhjernede kommentar på fucking forsiden af bogtillægget, fordi jeg lige om lidt skal til Kolding og holde foredrag om "Sug i sandkassen! Barnlige strategier i den unge avantgarde - og omvendt!" lige præcis - for Leonoras fordom er jo, at kun plot er "underholdende", og sikke dog et kedeligt underholdningskoncept!
Følgende blogpost havde jeg håbet at kunne nøjes med, før jeg gik ned til posklassen:
Kolding rimer ikke på
olding, men på
rolling, og burde følgelig staves
Kolling.
Det er så nu engang min slags genrelitteratur!
tirsdag den 9. februar 2010
Intens cirkelslutning
I sidste års jubilæums-antologi Nye vinkler på et gammelt fag. Ti år med dansk i Kolding bidrager jeg som tidligere husforfatter med "Kolding-kantaten: Uh!", mens Maja Lucas som nuværende ph.d.studerende i Kolding signerer artiklen "Intensitet og kunsten at vurdere" , en præsentation af hendes igangværende ph.d.-projekt, der nemlig beskæftiger sig med kunstneriske vurderingskriterier i almindelighed og det besværlige, men populære vurderingskriterium 'intensitet' i særdeleshed. Jeg optræder selv, nu i rollen som kritiker, i artiklen (og dermed måske også den kommende afhandling) som eksemplarisk (og intens?) bruger, må det hedde, af intensitetskriteriet:
Også hos mange af nutidens kritikere og teoretikere spiller intensiteten en vigtig rolle. Hvad angår dagbladskritikken kunne man ud over receptionen af Stridsberg pege på den fremtrædende [jeg tror altid, det hentyder til min næse, når jeg læser det ord LB] danske kritiker Lars Bukdahl, der fx roste Kasper Thomsens Malonecity (2006) med karakteristikkerne "lidenskabeligt", "intenst" og "der er så utroligt meget kul på hele tiden". Bukdahl bekender [stort ord! LB] sig i denne anmeldelse direkte til en poststrukturalistisk æstetik, ikke mindst ved henvisningen til Højholts showæstetik, som udfoldes i Intethedens grimasser (1976). Højholt ser litteratur som et "show", noget, der skal underholde, så længe det varer, men ikke nødvendigvis har et tungt, alvorligt indhold. Det er en ekstrem form for sprogmaterialisme [og dog, jf Halfdan etc. LB], der har tydelige inspirationskilder i den franske poststrukturalisme, som vi finder den hos Barthes og Dérrida [min faste morgenlæsning LB].
I sidste uge udgav forfatteren Maja Lucas, der, selvom det hverken fremgår det ene eller det andet sted, er identisk med den ph.d.-studerende Maja Lucas, den lille, genreløse, skønlitterære bog Katrines hånd, på hvis bagside bogen beskriver sig selv således:
Katrines hånd er en intens og præcis beskrivelse af det følelsesmæssige landskab i den opløste kernefamilie, når sygdommen til døden melder sig.
Og nu lyder spørgsmålet: Hvordan kan og skal og bør jeg som kritikeren LB, der er under opsyn af den ph.d.-studerende Maja Lucas for sin brug af intensitetskriteriet, vurdere en skønlitterær bog af forfatteren Maja Lucas, der selv påberåber sig intensitet som primær kvalitet? Og er det simpelthen en fælde? Jeg vil jo mene, at jeg opererer med (ret) mange andre kvalitetekriterier end intensitet, fx præcision, som er den anden kvalitet, Lucas' bog påberåber sig, og som jo ikke nødvendigvis går hånd i hånd med intensitet; man kan sagtens forestille sig en (god) bog der er præcis og køligt distanceret-ironisk, altså decideret anti-intens (eksempler kunne være Scherfigs romaner og nyligst Simon Fruelunds Verden og Varvara). Det raffinerede ved Lucas' labyrintisering af min læsning er ydermere, at hendes bog jo mildest talt har et "tungt, alvorligt indhold" og at bagsideteksten (i dens metaforiske pele-mele) implicit postulerer en kausal relation - hey, nu begynder jeg selv at lyde som en ph.d.-afhandling! - mellem intensitet og tungt, alvorligt indhold, som jeg er særdeles vagtsom overfor (jf. senest Julia Butschkows kluntede nazi-slægtsroman Apropos Opa, der uforklarligt tryllebandt mange). Er det muligt for mig eller nogen at opleve en intensitet i Lucas' bog, der ikke er genereret (overfladisk, kitschet) af det tunge, alvorlige indhold? Eller er lige præcis jeg ude af stand til at opleve en eventuel reel intensitet i Lucas' bog af frygt for at den intimt forbinder sig med indholdet? Alt dette vil - måske! - blive opklaret i min anmeldelse af Katrines hånd på fredag i WA ...
Også hos mange af nutidens kritikere og teoretikere spiller intensiteten en vigtig rolle. Hvad angår dagbladskritikken kunne man ud over receptionen af Stridsberg pege på den fremtrædende [jeg tror altid, det hentyder til min næse, når jeg læser det ord LB] danske kritiker Lars Bukdahl, der fx roste Kasper Thomsens Malonecity (2006) med karakteristikkerne "lidenskabeligt", "intenst" og "der er så utroligt meget kul på hele tiden". Bukdahl bekender [stort ord! LB] sig i denne anmeldelse direkte til en poststrukturalistisk æstetik, ikke mindst ved henvisningen til Højholts showæstetik, som udfoldes i Intethedens grimasser (1976). Højholt ser litteratur som et "show", noget, der skal underholde, så længe det varer, men ikke nødvendigvis har et tungt, alvorligt indhold. Det er en ekstrem form for sprogmaterialisme [og dog, jf Halfdan etc. LB], der har tydelige inspirationskilder i den franske poststrukturalisme, som vi finder den hos Barthes og Dérrida [min faste morgenlæsning LB].
I sidste uge udgav forfatteren Maja Lucas, der, selvom det hverken fremgår det ene eller det andet sted, er identisk med den ph.d.-studerende Maja Lucas, den lille, genreløse, skønlitterære bog Katrines hånd, på hvis bagside bogen beskriver sig selv således:
Katrines hånd er en intens og præcis beskrivelse af det følelsesmæssige landskab i den opløste kernefamilie, når sygdommen til døden melder sig.
Og nu lyder spørgsmålet: Hvordan kan og skal og bør jeg som kritikeren LB, der er under opsyn af den ph.d.-studerende Maja Lucas for sin brug af intensitetskriteriet, vurdere en skønlitterær bog af forfatteren Maja Lucas, der selv påberåber sig intensitet som primær kvalitet? Og er det simpelthen en fælde? Jeg vil jo mene, at jeg opererer med (ret) mange andre kvalitetekriterier end intensitet, fx præcision, som er den anden kvalitet, Lucas' bog påberåber sig, og som jo ikke nødvendigvis går hånd i hånd med intensitet; man kan sagtens forestille sig en (god) bog der er præcis og køligt distanceret-ironisk, altså decideret anti-intens (eksempler kunne være Scherfigs romaner og nyligst Simon Fruelunds Verden og Varvara). Det raffinerede ved Lucas' labyrintisering af min læsning er ydermere, at hendes bog jo mildest talt har et "tungt, alvorligt indhold" og at bagsideteksten (i dens metaforiske pele-mele) implicit postulerer en kausal relation - hey, nu begynder jeg selv at lyde som en ph.d.-afhandling! - mellem intensitet og tungt, alvorligt indhold, som jeg er særdeles vagtsom overfor (jf. senest Julia Butschkows kluntede nazi-slægtsroman Apropos Opa, der uforklarligt tryllebandt mange). Er det muligt for mig eller nogen at opleve en intensitet i Lucas' bog, der ikke er genereret (overfladisk, kitschet) af det tunge, alvorlige indhold? Eller er lige præcis jeg ude af stand til at opleve en eventuel reel intensitet i Lucas' bog af frygt for at den intimt forbinder sig med indholdet? Alt dette vil - måske! - blive opklaret i min anmeldelse af Katrines hånd på fredag i WA ...
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
