Christina Hesselholdts prosastykke nr. 7 i Maria Wandels ARTUR-billedbog Hemmeligheder alle vegne:
"At have tiden for sig
En udendørscafé før eller efter åbningstid, for der er ingen ved bordene, og parasollerne er ikke slået ud, jeg er sytten år og med mig har jeg The Penguin Book of English Romantic Verse, selv består jeg af lige dele længsel (efter kærlighedsmøder og efter at kunne skrive) og uformåenhed.
Der står et træ med lyserøde blomster midt i caféen, jeg sætter mig ved et af bordene under det træ, jorden er hård og fejet glat som et gulv, det virker ejendommeligt at træet forsvinder ned i denne gulvagtige overflade, næsten synd, som om man har gjort vold imod det - selvom det ikke er til at sige hvordan: for eftersom træer ikke kan komme ud af stedet, er det skørt at påstå, at træet numere end nogensinde ikke vil komme derfra, at gulvet har fikseret det. Hele tiden er der blomster der giver slip og drysser ned fra kronen, også ned i min bog, det var dengang umuligt ikke at skirve, at de landede i min bog som lette suk - det står på indersiden af paperbackomslaget med min håndskrift, og på flere af siderne er der små brunlige plamager, det erde tidligere lyserøde blomster. Og ved bordet sidder altså den tidlige mig - før (for nu ikke bare at sende Duras som jeg dengang elskede højt en kærlig hilsen, men ligefrem give hende et klem; som om hun var en tube og ud kommer lidt tekst) bøgerne ægteskabet barnet skilsmissen flere bøger et nyt ægteskab min mors død endnu en skilsmisse og stadig bøger."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar