Didaktisk digt om sideben
Jeg bad Oluf Mortensen om at fortælle om sit liv,
han fortalte: "I 1969 var jeg på sygehuset,
siden har jeg ikke haft ondt i mit ben."
Jeg bad hans kone, Rigmor, om at fortælle om sit liv,
hun fortalte: "I 1969 var han på sygehuset,
siden har han ikke haft ondt i hans ben."
Jeg spurgte om der ellers var sket noget,
hun sagde: "Næh, ellers er der ikke sket noget."
"Hvad med børnene", spurgte jeg.
"Joh", svarede Rigmor, "de har det godt nok".
Jeg kan godt lide Rigmors stil.
Hun sagde ikke noget om ay Oluf var en ren satan
indtil han fik sat benet af i '69.
Rigmors stil har sideben, Olufs osse,
ikke noget med at fortælle at han sad i 3 år
før indehaveren af sognets eneste træben endelig døde
og det blev Olufs tur til at komme ud i luften,
eller at der allerede nu sad en ovre i Serup
og ventede på at Oluf ikke skulle bruge benet mere.
Meen - som folk sagde og flirede -
det gik nu ikke for ham i Serup,
for han var missions og benet kunne ikke bøjes.
Men måske menighedsrådet så ville bekoste et hængsel
i Guds navn? Jae, men mon ikke han ser på viljen
sådan som han plejer van? - i Hvert fald,
i hvert fald skal der lås på så, for hvad nu
hvis den næste igen er fritænker, lissom Oluf,
han kan jo ikke gå rundt og knæle med eet ben.
Det her var ikke Rigmors stil,
heller ikke Olufs,
det var min, og det var løgn, hvert ord.
Men hvad nu hvis det var sandt
alligevel? - Hvad nu hvis det var det
at jeg fandt på det jeg fandt på?
Hvad nu, hvis jeg sidder her
med kun eet ben?
det gale er, at alt hvad der skrives er løgn,
i hvert fald i forhold til sandheden.
Det er nemt nok for os der bare laver det dær kunst,
det værre for dem der skriver bekendelsesbøger,
de hænger på den, sandheden, de skal troes!
Men sandheden om sandheden er jo
at den er den ringeste løgn der findes,
rent kunstnerisk!
Et eksempel: Når Henrik Stangerup
skriver en bog om Hakon og Betty og Lotte og Fausto
og Lotte Hakon og Betty og Hjalmar og -
hvad de nu hedder allesammen,
så kan det ikke nytte noget at han fx hævder
at Lotte kun har eet ben, for det ved vi alle sammen
er en flot løgn (heldigvis, hviske-hviske-hviske)
Men havde han nu kaldt hende Rigmor
så havde han været ude over det problem
og så kunne han i fred og ro have skrevet
om sine andre problemer og blive gennemskuet alligevel
og om alt det hos Lotte som han så godt kan lide
og så var det måske blevet så fuldt af gode sideben
at det bejlede til kunsten,
og hvis Lotte så virkelig havde manglet et ben
havde hun regenereret på stedet!
Næh, bitte Henrik, den du skal gøre tilnærmelser,
her kaldet haneben, til - det er ikke sandheden
men kunsten, her kaldet Rigmor.
Det farlige ved at det der skrives kun er sandt
i forhold til løgnen er at folk så gerne vil tro på det.
Og er der noget at sige til det?
Hvad har vi egentlig tilbage at tro på
her i det her Danmark?
Politikerne lyver, statistikkerne lyver, alle lyver,
mere eller mindre. de eneste der ikke lyver
er CPR-numrene og løgnhalsene,
her kaldet kunstnerne. Og begges sandheder
er man bange for, for man forstår dem ikke helt
og man kan jo aldrig vide? - Rigmor,
hvad har du gjort af dit ene ben?
Men når folk bliver udmattede og trætte
og ikke synes de forstår noget af noget,
så bliver de journalister eller i hvert fald indiskrete,
det vil sige: de kan ikke mere kende forskel
på det der er gemt og det der er skjult, eller
på verdensgåden og det der er fejet ind under gulvtæppet,
og så var det jo lettest at tro
at det er verdensgåden der er fejet ind under gulvtæppet,
når nu de dær folk har gulvtæppe og kost og skidt
og man er tæppeløfter (Kelim).
Når læserne er stressede og kørt ned
gide de ikke have med fremmedarbejdere og jøder
og kunstnere at gøre, og i hvert fald ikke Kunst.
Når man har det sådan og kommer hjem fra arbejde
og har hængt alle problemer fra sig i en detalje,
så vil man have kæledægger, det hedder det:
Kæledægger - Bente Clod og Henrik Stangerup og
Christian Kampmann . alle de kære venner uden sideben!
Gud har ellers vist os
hvad man kan stille op med et sideben.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar