90'er-stilidealerne

2 halvfemserdigtere har jeg på forskellige tidspunker - i mine og deres "karrierer" - haft som stilidealer:

1. Digterisk/poetisk i sidste halvdel af 90'erne: Katrine Marie Guldagers kortprosapoesi i Styrt, 1995, og Blank, 1996 - en styrtende tekst fra Styrt:

"Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg har fået et lad med roser hældt af ude foran din dør. Du må ikke vide, at jeg egentlig er faret vild i forklaringer, forviklinger. Din hoveddørs sirlige skrift. Du må ikke vide, hvad jeg egentlig synes om dig, det er derfor jeg banker på døren, banker den ned, og pløjer gennem lejligheden med roser: Røde roser, gule roser og en enkelt vase af glas."

2. Kritisk de sidste 10-12 år: Christina Hesselholdts prosa siden Du, mit du, 2003, og En have uden ende, 2005, men især Camilla-serien - et (vitterligt) tilfældigt nedslag i den samlede udgave, der bare hedder Selskabet:

"Jeg blev ført dertil, til Torremolinos, hvor der stadig var lidt hippie over det, af en englænder jeg havde mødt, han hed Tim, Tim King, men eftersom Charles og jeg ikke længere taler om tidligere forhold (det har vi overstået for længe siden), siger jeg, at jeg hellere vil fortælle hvordan jeg kom derfra igen. Vi blev uvenner, Tim og jeg, fordi jeg ikke ville sy en lap på hans cowboybukser der næsten kun bestod af lapper, og som han var stolt af. Bukserne kan sammenlignes med en af disse store brune eventyrkufferter med forstærkninger i hjørnerne man engang så på rullebånd i lufthavne, og måske stadig ser, klæbet til med mærkater fra forskellige destinationer, så man måtte forstå at indehaveren var globetrotter, at han eller hun befandt sig i i stadigt trav over kloden; for også bukserne havde været vidt omkring, og det var deres høje alder, alt det de havde stået igennem, i det varme syd og det høje nord, han var så stolt af, bukserne var billedet på hans rejseri, og den sparsommelighed han lagde for dagen for at få råd til dette rejseri, som var hans måde at distancere sig fra sin engelske underklassebaggrund, bedre at rejse end at stå på en fabrik (men det forstod jeg ikke dengang, jeg tænkte bare, efterhånden irriteret, at han foretog sine rejser for senere i bisætninger at kunne kommentere og fælde domme over byer og lande, og hvor pinagtigt var det ikke da han belærte mig om Christiania), og havde jeg ikke netop engang, på en billig italiensk restaurant i Torremolinos, gjort ham ude af sig selv ved at spørge ham hvad han havde lyst til at drikke. 'Hvad jeg har lyst til at drikke?', gentog han, med stigende ophidselse, selvfølgelig skulle vi begge have postevand, hvordan kunne jeg geråde ud i sådan en ekstravagance, rasede han, mens jeg nippede til skammens bæger, et glas af husets rødvin."

(i alt 3 punktummer - og 1 semikolon (og 2 parenteser))