"Der kommer spredte klapsalver og nogle fulderikker råber "hørt" og "dacapo". Voll modtager deres hyldest og bliver stående et par minutter.
Og jeg skynder mig ned til baren for at hente to-tropedrinks. Og så prøver jeg også selv at fortælle noget spændende, og jeg spørger, hvordan man kan overleve alt det her duen at blive indlagt. Jeg lægger også en lille madding ud om en lærer, vi begge kender, for at om han vil være med til rigtigt at bagtale ham.
- Findes der noget så dejligt som sladder? - griner jeg, men så opdager jeg, at han sidder og ryster på hovedet. Han ser opgivende på mig og siger medfølende:
- Nu skal du jo ikke tro, at vi ikke kan se, hvad der er galt med dig! -
- Du er jo helt ude i tovene. Dét er til at se med et halvt øje. -
- Hvorfor i alverden dyrker du dog den melankoli? -
- Du skal sgu da ikke sidde her og sygne hen! Gå dog hen og snak med nogen piger ... -
- Kik lidt på det der ... hvad er det nu piger har? ... Nå ja: OVARIER! -
Det ser ud som om bare ordet får ham til at savne pigerne. Og den spinkle pige med makeuppen opdager det øjeblikkeligt, så hun skynder sig op med mere Urquell, og hun hvisker noget til ham, og så går hun tilbage til sine veninder. Han kikker ømt efter hende, og enhver kan se, at hun fortalte ham noget, han blev glad for.
Han klukker til mig, for der vil ske noget. Noget, der rummer muligheder.
- Det var aftenens fjerde invitation. - fortæller han begejstret. - Vil du med? -
- Festen ligger lige om hjørnet, og der kommer et hav af mennesker ... -
Det kommer bag på mig, at jeg sådan uden videre bliver inviteret med til noget. Så jeg tøver og trækker på det. Men netop dét irriterer ham ud over alle grænser. Han tåler ikke, at jeg så langsom og hele tiden nøler og ikke har andet end dårligt at sige om alt, så han råber:
- Du skal muntres op! det nytter ikke noget! Tag dig sammen! -
Han læner sig ind over bordet, og hans stemme går over i en sagte hvisken:
- Tag dog med. Drik noget øl, få nogle piger til at varme dine dyner op ... Mand dig dog op!-
Han rejser sig og undskylder. Og knap er han gået før pigen med udskæringen kommer op og oprigtigt gentager invitationen og fortæller mig, at hun blev overrasket over at høre, at jeg var så bedrøvet.
- Dét holder hurtigt op, - siger hun trøstende, og så ler hun på sådan en behagelig og imødekommende måde, der får mig til at tro, jeg sagtens kunne blive gode venner med hende.
Og måske skulle jeg overveje at se lidt mere lyst på tingene. Livet er startet. Der sker faktisk inidmellem noget glædeligt. Blot man er væk fra de ambitiøse små skiderikker og holder sig fra miljøer, hvor man altid risikerer, at en eller anden stikker en kæp i hjulet, så snart man har det mindste at være glad over. Men jeg ér jo væk nu, og de kan ikke ramme mig. Så hvad er jeg bange for?
Eventyret er lige om hjørnet. Ingen tvinger mig til at leve som dengang på universitetet. jeg spildte en masse år, men det betyder jo ikke, at livet er forbi. Selvfølgelig kan man ændre på tingene, og der findes jo også andre mennesker end alle de her ondskabsfulde små taktikere.
Eventyret Ligger Lige Om Hjørnet!
Voll har ret. Det er ulideligt, at jeg bare sidder og sygner hen. Det er meget bedre at tage sig sammen. Så jeg stikker mine cigarer og cigaretter i lommen, og det går allerede meget bedre. Jeg glæder mi. Alt tyder på, at der vil ske noget i aften.
Jeg drikker retsen af tropedrinken og hælder det sidste Urquell i glasset. Og jeg har det anderledes nu. Men så falder der en skygge hen over bordet, og der lyder en mærkværdig, indeklemt latter. Jeg mærker med det samme, at det ikke er Volll - og ganske langsomt, i små bølger, lugter jeg noget, der ikke kan være andet end en herreparfume, hvor hovedbestanddelen er kanel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar