Jeg interviewer Klaus Lyngaard i dag klokken 12:30 på en af Bogforums to Gyldendal-scener om hans gode bog Personfølsomme oplysninger, der sagtens kunne have heddet You Want it Darker som Leonard Cohens farvel-plade, som Klaus suverænt, herunder suverænt Lynggaardsk, anmeldte i går som og i stedet for en nekrolog, og selvfølgelig begynder han med sin farfar:
"Min farfar blev tussegammel. De sidste mange år snakkede han mest om at komme op og ligge ved
siden af Rigmor, min højtelskede farmor, på kirkegården i Skive. Jeg var ung og dum og forstod egentlig ikke hans higen mod døden, jeg
synes på en måde, det var blæret, han var blevet så gammel.
Han var sgu så sej, den gamle. Med hans porcelænspiber, hans cigarer, hans skrå og snus (»Cigaretter
er for damer!,« sagde han), med hans veste og lommeure og fint
udformede stokke, med hans kinamandsagtige ansigt og uforlignelige stil
var han i den grad et fortidslevn, men også bare så virkelig og skøn og
statuesk. »Jeg har jo set det hele,« sagde han. »Og nu har de sateme også sat en mand på månen.« Men jo, med to verdenskrige i bagagen plus det løse i form af så
vilde teknologiske fremskridt, at det nærmest var, som om Jules Vernes
romaner tog form for øjnene af ham, havde den gamle mand set og hørt
nok, da han endelig fik fred i 1980, 90 år gammel.
Der kunne man tale om, at en epoke gik under. Vi mistede forbindelsen
bagud og har i og for sig drevet rundt på åbent hav siden. På en
forpulet tømmerflåde.
Jeg kommer til at tænke på min farfar og det der med at være mæt af dage, når jeg lytter til Leonard Cohens seneste lp, You Want It Darker"
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar