Den designerede plageånd - en dokumentarisk cut-up-roman 1

KAPITEL 1

(passagerne i Rune Skyum-Nielsens Jakob var her - Bogen om Ejersbo, hvor jeg, LB, nævnes - med efterfølgende fodnoter i form af de tekster fra WA, der henvises til/ citeres fra):

side 239 (afsnit markeret:"CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - OKTOBER 2002" (= RSK har interviewet CKM omkring mail, som der citeres fra nedenfor, og parafraserer dette interview):

"Selvfølgelig måtte det være sådan. Alle kunne ikke holde lige meget af Nordkraft, slet ikke antirealisten Bukdahl, der ville have elsket at sable Jakobs roman. Men Jens Kistrup var kommet ham i forkøbet på Weekendavisen og havde anmeldt Nordkraft rosende, I stedet nøjedes Bukdahl med en ugentlig stikpille eller to - alt sammen i artikler, der i deres udgangspunkt ikke havde med Nordkraft at gøre. Og selvfølgelig havde Jakob bidt mærke i den overvældende interesse:

Subjekt LB inklinerer
Date: Fri, 11 Oct 2002 13:55:40 +200
Nå ja, Lars Bukdahl har svinet mig til endnu en gang i sidste weekend i en klumme*, samt også i dag inde i en anmeldelse af Benn Q. Holms nye bog**. Jeg skal nok sende dig nogle uddrag. Det er storslået. KH Jakob

Muff kørte forbi ambassaden og læste sig igennem de seneste eksemplarer af Weekendavisen. Bukdahl mente blandt meget andet, at Jakob formulerede sig "åndsforladt og affortryllet". Muff skrev og efterlyste et ondt genmæle, men uden held:
  skide være med Bukdahl - jeg morer mig faktisk over det nu, fordi han skyder så meget forbi målet.
  Der var sket noget med Jakobs selvtillid, hvis landets store litteraturprovokatør ikke var i stand til at tirre ham"

(side 251-252, afsnit markeret "ANDERS 'SIGURT' HANSEN/ BJELKES ALLÉ, KØBENHAVN N - NOVEMBER 2002)

"DR"' bogprogram havde interviewet Jakob og Benn Q. Holm under bogmessen, og Sirgurt ville ikke misse indslaget for noget i verden. Han havde gjort klar med popcorn og iskolde dåsebajere. De to forfattere var hinandens nærmeste konkurrenter - begge realister, begge aktuelle med en potentiel samtidsroman, og stik mod alle odds var Nordkraft løbet med størstedelen af omtalen.
(...)
Mens Holm savrede løs på fællesspørgsmålene, gumlede Jakob tyggegummi og lænede sig mod gelænderet.
  "Der har været en kritiker, der har været så sød at kalde jeres bøger for oppust... eller oppumpet hamburgerryg. Altså kan du overhovedet se noget i det?"
  Journalisten stak mikrofonen i Jakobs retning.
  "Na-ha," svarede han, "altså, han burde holde kæft, når de voksne snakker. Ikk'?"
  Det gibbede i Sigurt. det var en klokkeklar hilsen til ham fra Weekendavisen. Ham der blev ved at rakke ned på Nordkraft."

(side 275-276, afsnit markeret "CHRISTIAN KIRK MUFF/ JOR BAGH, NEW DELHI - MARTS 2003")

"Jakob bragte en gammel kending på banen:
  Har du læst L. Buh-dahls seneste Ejersbo-had i i fredagens Weekendavis-Bøger - denne gang i anledning af C. Jensens tale. petit-stof***. På en måde skyder han begge sine egne fødder af med en bazooka. Meget smukt. Og hvad fanden var det mere jeg ville sige? Og så kunne jeg jo foreslå et læserbrev: HJÆLP TIL L.B.: Hold nu helt kæft hvor jeg håber Lars Bukdahl snart får et ordentligt skrald fisse" Ikke mere i denne omgang. J
  Muff opfordrede ham til at gøre alvor af truslen, men der blev ikke bidt på. Så længe Nordkraft vandt priser og det ene oplag efter det andet blev udsolgt, så var der kun én, som ydmygedes af Bukdahls insisteren.:
  Christian, jeg syens jo det er morsomr at se fjolset skyde begge sine egne fødder af med en bazooka. Håber det går godt med pigerne.
  Måske havde Jakob ret. Man skulle ikke fodre sin stalker, hvis man ville af med ham igen, man skulle ignorere ham."

side 391-392 (markeret "HANNE EJERSBO/ NIBEVEJ, ST. RESTRUP - APRIL 2008" (Ejersbo's mor læser fødselsdagsportrætter af sin søn, der fylder 40 år LB))

"Hun rev hele side seks ud af Politikens søndagsudgave, så meget fyldte artiklen om Jakob.
  "Ikke så meget udenomssnak stod der med store typer i overskriften.
  Da hun nåede til afslutningen, fik hun sig en mindre forskrækkelse:
  "Men ellers er tiden hjemme i lejligheden på Nørrebro brugt på at udtænke, planlægge og skrive et endog meget stort roman- og novelleprojekt. På grund af sygdom har han længe været ude af stand til at arbejde på det, men hans læsere står parat i samme øjeblik, bøgerne ligger der. Jo før, jo bedre."
  Dermed fik Jakob sine bange anelser bekræftet - at der blev sladret i forfattermiljøet, og at hans sygdom var blevet en offentlig kendt hemmelighed.
  Fem dage senere var det Weekendavisens tur. Som Hanne sad dér med saksen forstod hun, at det var en anderledes artikel. Overskriften lød:
  "Yndlingsaversion nr. 13".****
  Det var skrevet af en skribent ved navn Lars Bukdahl. Han lod til at være vred på Jakob, hans uddannelse og Nordkraft:
  "Det er også en journalistisk idé, at den fineste, prisværdigste realisme er den mest dybdeborende rå. Og grunden til, at journalistisk uddannede eller bare mindede forfattere farer så meget værre end andre udøvere af almindelig, socialdemokatisk synsvinklet psykologisk realisme, nede i skriften og stilen, er jo nemlig, at de ikke forsøger at efterligne andre (kedelige) bøger, men gudhjælpme har ambition om at aflytte selve Virkeligheden - med stort, blodigt og pulserende V, og den slags går uafværgeligt galt."
  Det var alt for kringlet formuleret for Hannes temperament, men venligt ment var det vist ikke. Måske anede Weekendavisen ikke, hvad Politiken havde vidst en uge tidligere - at Jakobs helbred var helt til rotterne. Ellers var det en ejendommelig og ondskabsfuld timing. Hanne undlod at vise klippet til sin søn. det var bedst sådan."


FODNOTER

*

Kaudervælsk inc.

4. oktober 2002 Weekendavisen Sektion 3 (BØGER) Side 16

Poesi there. Det er i rappen, at de splinternye danskere udtrykker sig, med flere tunger og uden at lægge fingrene mellem.

OM personen Hossain i Jacob Ejersbos succesombruste roman Nordkraft skrev den angiveligt kulturradikale Politikens anmelder, Bjørn Bredal, at han taler »et pragtfuldt perkerdansk«. Det lyder for eksempel på side 91 sådan her: »’Du ikke sige undskyld. Men den krig var meget grim ting.« Sådan optræder nudanskere af første, anden, tredje generation i den statsanerkendte litteratur, og sådan applauderer kritikken den ærligt talt temmelig flove forestilling. De unge nudanskere skriver ikke selv statsanerkendt litteratur: romaner & digtsamlinger & teaterstykker; ikke endnu i hvert fald, men flere af dem folder sig ud på rap-scenen. Og det kan der være flere gode grunde til.

Blandt andet er rappen fra starten af hverken fin eller ren, monologisk eller national. Rap er en bastardform, der passer som sod i mose. Eller som rapperen Zaki (Youssef), formulerer det i nummeret »Frag-mental« på sin debutplade Zakis Musikmozaik fra sidste år: »Min stil er fragmentarisk/ halvt arabisk og halvt arisk.« Zaki, der er halvt egyptisk, skiller sig ud ved at rappe på både arabisk og spansk og engelsk og dansk, så vidtspændende et kaudervælsk som muligt. Jeg kan ikke lade være med at citere videre fra den forrygende aggressive »Frag-mental«: »I en verden af begreber/ Abe se abe taler/ Får jeg lyst til at te mig som original og/ Betragte mig selv som skaber af mytologiske storbyfabler/ Skriver så hektisk og anorektisk at jeg får vabler/ Blaf, blaf, blaf/ jeg kommer til dig som toptunede, toptrænede elitesoldater/ Knepper hver og en af Dansk Folkepartis mandater/ I verbaler/ Og til jer der betaler/ Jeg ved, hvor I bor, jeg har arrangeret det sådan at hele Nordsjælland bliver bombet med rådne hvaler.« U$O (Ausamah Saeed), halvt marokkaner og halvt yemenit, rapper på dansk eller rettere på rap-dansk. Stilen og universet på hans debutplade fra sidste år, Mr. Mi$ta, er meget gangsteragtig: røverhistorier om at gå i byen (Århus!) og score piger og drikke/ryge hjernen ud. Som gangsterrapper er U$O helt okay på papiret, men hvad man ikke kan læse er, at han i visse numre rapper dobbelt så hurtigt som konkurrenterne, hvilket er til at blive helt svedt af. Direkte fremmedpolitisk er nummeret »Lad være med at dømme mig«, som med stor skarphed beretter om at blive arresteret for at køre bil i farvet tilstand: »De fucker med mit hoved/ begynder at rode under hynder, kommode/ de bønder troede/ jeg ikke kender deres stil/ sender et smil/ tænder nikotin/ ber dem lægge ting fra sig/ så de kan for- svinde fra mig/ de fire civil/ med lir og bil.« Mest synlig og radiovenlig er gruppen Outlandish (= ødemarksk ca.), som består af de tre ligeligt rappende medlemmer Isam (Bachri), med rødder i Marokko, Lenny (Martinez), Cuba, og Waqas (Baqri), Pakistan. På deres dugfriske, anden plade, Bread & Barrels of Water, er det småt med både lir og aggressioner. Outlandish har ingen problemer med at lade nuancerede diskussioner af religion, integration, generationskonflikter og arrangerede ægteskaber indgå i det tjekkede flow. Gruppen rapper stadigvæk på engelsk og spansk og urdu og arabisk, men slet ikke på dansk, hvilket Informations Klaus Lynggaard allerede har anholdt, så det vil jeg ikke gøre. Jeg vil nøjes med at pointere, at dansk poesi nu om dage ikke nødvendigvis behøver at være på dansk. Lyt bare til Waqas’ muntre nomade-idyl på nummeret »Dirty dirty East«, det var det, man på Ewalds tid kaldte hyrdedigtning: »My desert caddie cruising streets/ I don’t pimp ho’s I pimp sheep/ Pass that waterpipe/ I want my high tonight/ Life is hard out of sight/ Struggle on to make it tight/ Hey girlfirend can I have some water/ At the well I caught her/ 9 sons and a daughter we share/ Making it clear from the dirty dirty«. Og det er som sædvanlig lige så meget sand, som det er sagt: Gør det klart med skidt og kamel!

 
**

Onkel Samtid

11. oktober 2002 Weekendavisen Sektion 3 (BØGER) Side 4

Anti-rimånd. Benn Q. Holm har skrevet en meget, meget lang samtidsrealistisk roman, det har han virkelig, jeg tager ikke pis, den er meget, meget lang og meget, meget, meget samtidsrealistisk.

Benn Q. Holm: Album. 575 sider. 350 kr. People’s Press. 

HVIS jeg nu skriver, at jeg sidder her foran min gamle blegt lysende Compaq-skærm og anmelder den nye roman af den succesfulde samtidsrealist, John Z. Stråhl, mens jeg lytter til Suedes nye, semisløje cd, afbrudt af klankene fra byggepladsen bag Codanhus, er mit liv så blevet en samtidsroman? Det håber jeg sandelig ikke, men nogle gange kommer man fandeme i tvivl, især når man sidder dér foran sin blegt lysende osv., mens man lytter til bla bla bla, og anmelder den nye roman af ikke John Z. Stråhl, men den lige så succesfulde Benn Q. Holm. Album hedder den, romanen, og bum bummelum, siger jeg, anmelderen, for så kedelig synes jeg sgu kun min samtidsvirkelighedsrealitet er i glimt (som dette!), men den store reklame i intet mindre end første del af Søndags-Politiken fortæller mig, at Ekstra Bladet har udtalt, at Album er »En besættende litterær film (...) Fornem, fornem romankunst, der til forveksling ligner livet.« Og jeg som troede, at en roman skulle ligne en roman og hverken livet eller en film, hvilket nu om stunder vistnok er sådan cirkus det samme. Politiken citeres for den fantastiske tautologi: »Benn Q. Holms store vellykkede samtidsroman er en slægtskrønike og et Danmarksbillede.« Hvor ville jeg dog gerne læse en samtidsroman, der f.eks. var et Marsbillede... Album er det andet stive og oppumpede stykke samtidshamburgerryg, som er blevet gejlet igennem til hovedværkstatus dette efterår, og det er ærlig talt så pisseirriterende, at jeg ikke engang vil bruge krudt på at ironisere over forsideportrættet af forfatteren, der stylet til perfektion af Sidsel Marie Bøg kaster en særdeles tilforladelig slagskygge på et ryatæppe. Jeg vil på stedet eksplodere i raseri over, at folk lader sig bluffe igen og igen. Jeg kan sagtens se, at Benn Q. Holm ligesom Jakob Ejersbo skriver nydeligt grænsende til godt, og han er endda endnu flittigere på tasterne end Ejersbo, men hvor skriver de dog begge to åndsforladt og affortryllet. Mine damer og herrer, det skal være et trip at læse litteratur, en lir, som jeg dekreterede her i avisen for et par uger siden. Sådan som Helle Helle og Jan Sonnergaard f.eks. praktiserer hver sin yderliggående realisme, den lumsk neddæmpede og den oprømt kursiverende. John Chr. Jørgensen kan tale alt det, han vil, om dansklærerlitteratur, men hvis der er noget, Benn Q. Holm er, så er det da pædagogisk: alt skal ind med skeer. Vi skal ikke have været borte fra en person mere end et halvt år, før hans indre monolog beredvilligt beretter alt, hvad der er sket siden sidst og hvordan han ligesom har haft det. De er i det hele taget helt utrolig meddelsomme, Q. Holms indre monologer, og smitsomme: er der mere end én person i et lokale, har den monologiske bacille gerne været hele raden rundt, før der er gået to sider. Når personerne er stressede eller har fået for meget at drikke (hvilket heldigvis sker ofte), kommer der pænt gang i de indre tastaturer, og man aner konturerne af et fandenivoldsk talent, der på ubestemt tid er sat under administration af et prosaisk overjeg, som er kontraktligt forpligtet til at skrive samtidsroman & slægtskrønike & Danmarksbillede. Og jeg nægter at referere, hvad der egentlig sker, for der sker, hvad der nu engang er sket i samtiden & slægten & Danmark i halvfjerdserne & firserne & halvfemserne - kvindefrigørelse & koncerter i Saltlageret & venturekapitalisme - vi følger tre personers (med samt deres familiers) indre monologer gennem tiderne, venstrefløjsbarnet og loneren Jon, fantasten og forfatteren Martin og den uheldige tabereksistens Lars. Jon bliver hurtigt helt væk i romanen, mens Lars hele tiden er på nippet til at folde sig ud som en sand kulørt karakter, sådan lidt picaro-agtig (han har også de mest syrede i-monologer), Martin er bare forfatter-alter-ego, med dagdrømme og piger og pigen og druk og rastløshed. Lars bliver involveret i lidt afpresning og gangsteri, men ellers er det imponerende, hvor få gode historier, der bliver fortalt (det gælder også Nordkraft), og hvor bogholder-loyal forfatteren er over for sine monologister (og buketten af ekstralitterære stemmer, tv-program, brev, avisartikel). På min reol, hvor bl.a. Dickens og Scherfig står og stråler, handler samtidsrealisme (også) om at fabulere og karikere. Og eksperimentere! Nevøen til Lars-personen hører Dr. Dre, mens Lars selv insisterer på gammel heavy som Thin Lizzy, og deri er han rørende enig med sin forfatter, som helst holder sine bøger tunge & tynde & leasede.

***

Petit

21. marts 2003 Weekendavisen Sektion 3 (BØGER) Side 14

 

CARSTEN Jensen, der i et af sine tidligere liv var litteraturkritiker, boede en årrække - før kritikerepisoden - i Aalborg, og det har han altid haft det slemt med. I sin tale ved overrækkelsen af boghandlernes gyldne laurbær til Jakob Ejersbo, optrykt som kronik i Politíken forleden dag, fortæller Jensen, at Ejersbos roman, Nordkraft, der som bekendt handler om unge mennesker ude i noget snavs i Aalborg, har intet mindre end forløst ham: »Jeg havde ikke bare haft en stor oplevelse. Jeg var også blevet forløst i en forstand, der var mere personlig, end jeg måske først var klar over. Jeg forstod, hvorfor mine år i Aalborg havde været så spildte. Jeg havde hadet Aalborg, men jeg havde glemt at elske den, og måske havde jeg ikke engang hadet nok. Jeg havde ikke udsat mig for byen.«

For det første er det jo ikke for sent at flytte tilbage og gøre sig færdig med Aalborg, postvæsenet leverer også gerne Der Spiegel i Nordjylland, for det andet må man spørge den tidligere kritiker, hvad i alverden dette strengt private mellemværende, der i talen fungerer som både (langt) afsæt og afsluttende punchline, har med sagen, dvs. bogens eventuelle litterære kvaliteter, at gøre. Men det er selvfølgelig fint, at Jensen på denne måde sørger for selv at relativere sin umådeholdne kanonisering af den unge forfatter: »Jeg kan ikke se nogen forfattere, i min egen eller i din generation, der kommer bare i nærheden af dig, hvad angår originalitet, intensitet eller blik for mennesker.« Jensen er født i 1952, og her følger en ukomplet liste over danske prosaforfattere født i 50erne, 60erne og 70erne, hvoraf ingen kommer bare i nærheden af Jakob Ejersbo (f. 1968): Peter Adolphsen, Solvej Balle, Jens Blendstrup, Mads Brenøe, Jeppe Brixvold, Camilla Christensen, Jens-Martin Eriksen, Lars Frost, Simon Fruelund, Jens Christian Grøndahl, Kirsten Hammann, Jørgen Christian Hansen, Helle Helle, Merete Pryds Helle, Christina Hesselholdt, Peter Høeg, T.S. Høeg, Carsten Jensen, Erling Jepsen, Ida Jessen, Hans Otto Jørgensen, Pablo Henrik Llambías, Klaus Lynggaard, Christian Haun Nielsen, Bent Vinn Nielsen, Bjarne Reuter, Peter Rønnov-Jessen, Jan Sonnergaard, Lars Stadil, Susanne Staun, Charlotte Weitze. Det er meget godt gungret af en tidligere kritikermus på ryggen af en virtuel forfattermyre!

****

Yndlingsaversion nr. 13: Stilen holder ikke en mm

11. april 2008 Weekendavisen Sektion 2 (BØGER) Side 6

Er journalister, der skriver romaner om Aalborgensiske Junkier, i stedet for bare fagbøger om Flammen og Citronen og Blekingegadebanden.

Lad os fortsætte den nedslående krønike om Den Nye Politiske Litteratur, som Pablo Lambías' Rådhus, 1997, og Jan Sonnergaards Radiator, også 1997, IKKE resulterede i: Absolut ingen - udover måske lige Christina Hesselholdt i sin pænt upolitiske præmiehybrid Kraniekassen, 2001 - lod sig inspirere af Llambías' fikse koncepterier. En hel del til gengæld forsøgte at følge op på Sonnergaards frenetiske grotesker, som de ekkoende den kulturjournalistiske neonbøjning dumt læste som traditionelt socialrealistisk-sentimentalt (i stedet for socialsurrealistisk-sorthumoristisk) programmerede, hvilket resulterede i professionelt forglemmelige novellesamlinger som Jesper Wung-Sungs To ryk og en aflevering, 1998, Jacob Ejersbos Superego, 2000, og Rolf Højmarks Pindsvin kan ikke svømme, også 2000, alle fulde af pædagogisk udpindede følsomme og/eller afstumpede samtidsmedlemmer i eksemplarisk novelle-aktion.

Den dårlige, men dygtige elev Ejersbo overtrumfede sin læremester Sonnergaard, da det lykkedes ham at overbevise både Gyldendal, anmelderne og læserne om, at de tre overdimensionerede noveller eller noveletter i Nordkraft, 2002, var 1 tyk roman, og ikke bare en tyk roman, men en tyk samtidsroman, og ikke bare en tyk samtidsroman, men samtidsromanEN tromletyk! Hvorfor den så lige skal foregå (citeret fra bagsiden) »i Aalborg, i første halvdel af halvfemserne, blandt misbrugere og pushere, drømmere, kynikere og fortabte forældre, som alle sammen kun lige kan holde skindet på næsen, hvis de lader være med at se sig tilbage?«

Det skal den på grund af en akkurat sentimental idé om, at den fineste, prisværdigste realisme (og realisme er NB altid et plusord uden videre) er den, der er mest dybdeborende rå, den der borer sig længst ned på samfundets bund, og i kategorien eksotisk råt bundfald er det sørme svært at slå Aalborgensiske Junkier. Derfor hyssede Bjørn Bredal på forsiden af Politikens 2-sektion sig op til, at Nordkraft »vil blive stående - måske som narkomiljøets Hærværk«. Klap lige svingdøren, hr. redaktør!

Det er også en journalistisk idé, at den fineste, prisværdigste realisme er den mest dybdeborende rå. Og grunden til, at journalistisk uddannede eller bare mindede forfattere farer så meget værre end andre udøvere af almindelig, socialdemokatisk synsvinklet psykologisk realisme, nede i skriften og stilen, er jo nemlig, at de ikke forsøger at efterligne andre (kedelige) bøger, men gudhjælpme har ambition om at aflytte selve Virkeligheden - med stort, blodigt og pulserende V, og den slags går uafværgeligt galt. Prøv bare at høre, hvor folkekomedie-gumpetungt det foregår, når en iransk flygtning og en ung »pusherfrau« taler henholdsvis »pragtfuldt perker-dansk« (citat af Bredal) og (midt i omstændelig, gråmeleret indre monolog) råeste city-slang:

»Hvad er det, der er så farligt ved det hår?« spørger jeg./ »En mand han blive så liderlig, når han kigger på kvindes hår,« siger Hossein. Der spiller et lille drillende smil i hans øjne, og jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv« [tihi, og OK, det er så pludselig Mit livs novelle, kuriøst nok LB]// (...)// »Hav en god dag, skat,« siger Asger henne fra sengen, da jeg er på vej ud af døren næste morgen. Han tror jeg skal i skole. Manden holder simpelthen ikke en meter. Hele situationen er dybt deprimerende. Så dybt, at jeg overvejer om jeg virkelig skal flytte ind hos min mor og Hans-Jørgen og forbedre min studentereksamen. Men hvad skal jeg bruge den til? Altså ... hvad fanden skal jeg lave? Og samtidig går jeg rundt med en helt vildt underlig fornemmelse indeni. Det er ikke tjald-noia, for den er forsvundet (...)«

Av for ægthed! Enhver autentisk effekt i en (god) novelle af Sonnergaard eller for eksempel et (godt) rap-nummer skyldes for fanden virtuos og legesyg, vedkendt og fuldt (skrift)bevidst kunstfærdighed, forkortet: kunst! Al journalistisk fiktionsprosa er dårlig fiktionsprosa, en del god fiktionsprosa er journalistisk, en smule god journalistisk er god litteratur. Og så overlader jeg ellers ordet til Jokeren i Den Gale Poses københavnske junkie-nummer »La Coca Razzia« fra 2001:

»Det mig der ik' er til at/ skyde igennem hvid som et spøgelse - grundet/ forøgelse af min seriøse Florida-forkølelse/ Blottet for følelse - ondskabsfuld og respektløs/ Så »ud af kroppen«-agtig, at jeg nærmest virker vægtløs/ Jeg' ligeglad - jeg ved, at lortet ændrer min adfærd/ Yo jeg sagde det før: »jeg' ligeglad, der«/ Hjerteløs når jeg slipper min smerte løs/ Pattestiv op i Københavns natteliv.«