(to tekster i omvendt rækkefølge - først et debatindlæg i Weekendavisen Bøger, 18.november 2016)
Debat: Bukdahls bazooka
I Weekendavisen 4. november bruger Lars Bukdahl
bagsiden af bogtillægget på at skælde ud på Jakob Ejersbo og min
portrætbog om samme, Jakob var her, selvom den allerede blev udførligt
anmeldt i Weekendavisen tilbage i august.
LB fortsætter
hermed, hvor han ikke kunne finde ud af at slippe med Ejersbos Nordkraft
og siden hen også den posthumt udgivne Afrika-trilogi - endda på et
faktuelt forkert og stærkt misvisende grundlag: LB er således særlig
fortørnet over, at jeg i Jakob var her omtaler ham som »antirealisten Bukdahl«.
Problemet ved denne grundlæggende angrebspræmis er bare, at det gør jeg
slet ikke. LB bliver rigtig nok omtalt som »antirealisten Bukdahl«
på side 239, men som på de foregående 238 sider og de følgende 226 er
det ikke mig, men skiftende fortællere, der står som afsendere af
diverse holdninger og prædikater. Det er således tydeligt markeret, at
det er en af Ejersbos venner, der omtaler LB som »antirealisten Bukdahl« - markeret sølle tre linjer højere oppe med fede, røde versaler..
Det
er heller ikke mig, der på side 276 vurderer, at LB desperat trænger
til »et ordentligt skrald fisse«, eller at LB skyder »begge sine egne
fødder af med en bazooka«. Det er Ejersbo, der skriver det i mails i
2002 og 2003.
Og det er en af vennerne, der herefter
omtaler LB som en »stalker« af den klistrende slags, der nødvendigvis må
ignoreres, hvis han skal forsvinde igen.
Den taktik
mislykkedes mildest talt, og da det på side 391-392 fremgår, at LB i
april 2008 dedikerer en hel artikel til at tilsværte den nu seks år
gamle Nordkraft (for dengang 13. gang i Weekendavisens spalter, hvortil
kom alle LBs blogindlæg og foredrag i nøjagtig samme rille, som om LB
var blevet besat af Ejersbo og/eller anså Weekendavisens abonnenter for
tungnemme), er det ikke mig, der i Jakob var her påpeger den makabre
timing. Det gør et af Ejersbos nære familiemedlemmer, som undrer sig
over, at LB sparker løs, mens Ejersbo ligger dødssyg - en oplysning, der
klart er fremgået af blandt andet Politikens omfattende og
omdiskuterede 40 årsfødselsdagsomtale fem dage forinden.
Den
slags med datoer, fakta og kildeangivelser kaldes for dokumentarisme,
og selvom LB i en knastør prosa er begyndt at referere dokumentarfilm,
betyder det øjensynligt ikke, at han forstår sig på grundbegreberne og
det her med, at det virker umanerligt tåbeligt at lægge ud med en
påviselig løgn.
En løgn, som endda klart antyder, at man ikke har gransket de første 239 sider af det, man flæsker.
Hvem
ved? Måske læser LB slet ikke bøgerne, før han beslutter sig for, om de
skal velsignes med nogle fjogede ordlege - eller skoses med nogle
fjogede ordlege? Måske vildleder han ved bevidst at misforstå, hvad
ingen andre har misforstået? Måske er han ikke interesseret i, at
Weekendavisens abonnenter skal åbne Jakob var her og se, hvordan han -
set lidt på afstand - har det med at forvalte sin spalteplads? Og måske
havde han, dengang i april 2008, noteret sig Politikens kontroversielle
fødselsdagsomtale, før han sendte en sidste gratis sviner til en døende
forfatter, der af princip ikke svarede igen? Det er mange spørgsmål på
én gang, og modsat LB overlader jeg det trygt til Weekendavisens læsere
at tænke videre herfra.
(min kommentar i WA Bøger to uger før)
Tag nu en badesandal
Realitetris. Realisme er et meget lidt magisk slagord at slå andre i hovedet med.
JEG har
omsider fået fingre i Rune Skyum-Nielsens bindstærke Jakob var her.
Bogen om Ejersbo og bladrer frustreret for at finde noget passioneret
litteratursnak. Pointen i en forfatterbiografi må da være passionen for
forfatteri.
Omkring udgivelsen af Nordkraft besværger
Jakob Ejersbo igen og igen det håbløse gummiord »realisme«. I
22-nyhederne på TV2 spørger studieværten og litteratureksperten Jes
Dorph-Petersen succesberuste Ejersbo, om der - med et barokt metafor-mix
- er for meget »sovs og fernis i dansk litteratur«. »Øh, der er i hvert
fald for lidt realisme.« Jeg vil både dengang og nu sige, at der altid
er for meget realisme. Eller rettere for meget slet realisme, fordi 95
procent af den prosa, der skrives og udgives, inklusive alle krimierne,
opfatter sig selv som en slags realisme, mens 70 procent af den prosa,
der rent kunstnerisk faktisk er noget ved, kan kaldes primært realistisk
- i dette efterår kunne det være bøger af Kristina Nya Glaffey,
Christina Hesselholdt og Iben Mondrup, hvor vidt forskelligt disse end
stilistisk ter sig. Af hensyn til den litterære mangfoldighed ville det
være skønt at få det ned på 55 eller måske endda 45, men grundlæggende,
jævnfør den triumferende trio, klager jeg virkelig ikke.
I
et interview i Jyllands-Posten positiverer Ejersbo anmelder-fy-ordet
»journalistisk« og parrer det med »realisme« : »Når de har hæftet
etiketten ' journalistisk' på mine tidligere bøger, har jeg altid tænkt:
Det er sgu da dejligt, for det betyder jo, at jeg ikke skriver forknyt,
fortænkt, intellektuelt og med en alvidende fortæller, der dømmer
romanens personer () jeg synes, det er på tide, at realismen kommer
tilbage i dansk litteratur. Det er ved at være pinligt at
høre på sangen om, at ' virkeligheden er så fragmenteret, at man ikke
kan skrive længere historier om den'. For mig lyder det
som en selvbedragerisk undskyldning for dovenskab, for at sidde og hygge
sig med lidt kortprosa.«
Ejersbo gentager Jes Dorphs
fernis-sovsforvirring. Den forkerte litteratur er på den ene
side alvidende, bedrevidende fortalt og på den anden side forknyt
kortprosaisk. Det er jo ikke det samme, men fællesnævneren er stilistisk
synlighed og selvbevidsthed - åbenbart er kun anonym referatstil
realistisk.
Helt rimeligt hånes jeg selv af Ejersbo og
hans kammesjukker, fordi jeg i disse spalter ikke kunne lade være at
stikke til Nordkrafts i mine øjne drønkedelige realisme. For eksempel
skrev jeg i en anmeldelse af Benn Q. Holms tykkere og traurigere Album
fra samme år: »() hvor skriver de dog begge to åndsforladt og
affortryllet. Mine damer og herrer, det skal være et trip at læse
litteratur, en lir () Sådan som Helle Helle og Jan Sonnergaard f. eks.
praktiserer hver sin yderliggående realisme, den lumsk neddæmpede og den
oprømt kursiverende.« Alligevel kalder Skyum-Nielsen mig for
»antirealisten Bukdahl«, når jeg for syv sytten bare er antisovetrynen
Lars. Sikke en lise at smække murstenen i og læse interviewet med nævnte
Helle, der i små formater er en stor stilist, men ved gud ingen
antirealist, i Rolf Højmarks nye interviewbog Forfatterstafetten.
Ligesom
Ejersbo er Helle Hemingway-fan, og hun bliver hidsig, da intervieweren
antyder, at Papa kan læses symbolsk: »Hemingway har sgu da ikke nogen
symboler () Konkrete objekter kan også betyde en hel masse i mine bøger,
men de er fandme ikke symbolske. Tag nu en badesandal. Den er blevet
tyret ud af vinduet og ligger længe nede i gården. Der er alt muligt
forbundet med den badesandal. Mindet om en dårlig lørdag. En,
der hedder Rikkes hæse latter. PCB i fugemasse. En papsøn. At have
ventet 35 år på kærligheden og stadig vente. Et skænderi for åben rude.«
Se, det er et smukt realisme-forsvar og en smuk realisme-poetik, der
paradoksalt og sigende nok næsten bliver et digt i sig selv, et
realistisk digt - for poesi kan godt være realistisk og er de senere år
blevet det stadig mere; procenten, for god lyrik, er vel helt oppe på 35
nu. Et afsluttende Helle-citat om pointen i enhver forbandet isme: »Jeg
er ingen researchforfatter. Det handler om at finde frem til det, der
genererer mest sproglig energi i mig. Hvad får mig til at skrive godt?«.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar