(...)
-->
For de tidligere 60’eres reklamemænd i den amerikanske
tv-serie Mad Men, 2007-2015, er kunsten,
fx i form af en digtsamling af NY-poeten Frank O’Hara, og den Greenwich
Village-boheme, hvor kunsten dyrkes. en anfægtende distraktion og/eller diverterende
fritidsinteresse. For Vagn Steen er situationen omvendt: han er en reklameglad
akademiker og digter i et akademisk og litterært miljø, der ser med den største
skepsis og foragt på reklamen og al dens kommercielle, amerikanske væsen.
Den kanoniske litterære tekst om reklame er i 1960’erne stadigvæk Otto Gelsteds satirisk-revolutionære digt ”Reklameskibet” fra 1923, der slutter med, at en revolutionær, der ”ser ud som om almindelig blond dansk student” springer hele den kapitalistiske misere i luften: ”Og midt i i den populære shimmy/ ”Ryst mig til jeg revner”,/ mens en ildmand skræver frem på reklameskibet/ og forkynder en ny sandhed for menneskeslægten:/ OMA ER BEDST/ lyder et brag –”.
Reklame-satire er en fast rutine hos moderne og modernistiske danske digtere 1950-65, hvad enten de skriver komplekse digtsamlinger eller folkelige revy-komeder som Gris på gaflen og Frihed – det bedste guld. Erik Knudsens digtsamling Sensation og stilhed fra 1958 indeholder et helt afsnit med vrængende ”Markedsanalyser”, bl.a. denne, ”Lionne posante”, fuld af sammensatte reklameord:
”- Vi har Skæbner i alle størrelser/ alle prisklasser. Her er/ Skabelon-skæbner/ bomuld, meget praktisk/ Men fruen søger noget specielt/ en eksklusiv Stil-Skæbne/ Hvad mener fruen om denne/ c-mol, føres i farverne [Erik Hansen har et helt særafsnit om eksotiske farve-ord LB]/ rosa, mocca, porcelainsblå/ Eller denne: unikum-unicorn/ et fund af en Skæbne/ moira, morié/ algebraisk, heraldisk/ heroisk kvalitet/ garanteret God-made …/ Fruen ønsker at prøve?/ - klæder fruen fantastisk!”
Den kanoniske litterære tekst om reklame er i 1960’erne stadigvæk Otto Gelsteds satirisk-revolutionære digt ”Reklameskibet” fra 1923, der slutter med, at en revolutionær, der ”ser ud som om almindelig blond dansk student” springer hele den kapitalistiske misere i luften: ”Og midt i i den populære shimmy/ ”Ryst mig til jeg revner”,/ mens en ildmand skræver frem på reklameskibet/ og forkynder en ny sandhed for menneskeslægten:/ OMA ER BEDST/ lyder et brag –”.
Reklame-satire er en fast rutine hos moderne og modernistiske danske digtere 1950-65, hvad enten de skriver komplekse digtsamlinger eller folkelige revy-komeder som Gris på gaflen og Frihed – det bedste guld. Erik Knudsens digtsamling Sensation og stilhed fra 1958 indeholder et helt afsnit med vrængende ”Markedsanalyser”, bl.a. denne, ”Lionne posante”, fuld af sammensatte reklameord:
”- Vi har Skæbner i alle størrelser/ alle prisklasser. Her er/ Skabelon-skæbner/ bomuld, meget praktisk/ Men fruen søger noget specielt/ en eksklusiv Stil-Skæbne/ Hvad mener fruen om denne/ c-mol, føres i farverne [Erik Hansen har et helt særafsnit om eksotiske farve-ord LB]/ rosa, mocca, porcelainsblå/ Eller denne: unikum-unicorn/ et fund af en Skæbne/ moira, morié/ algebraisk, heraldisk/ heroisk kvalitet/ garanteret God-made …/ Fruen ønsker at prøve?/ - klæder fruen fantastisk!”
Ved siden af Steens Digte? udgav Gyldendal yderligere to
eksperimentelle digtbøger i 1964, Klaus Rifbjergs BOI-I-ING ’64 og Jørgens Nashs Det
naturlige smil, begge collageværker, Rifbjergs helt, Nashs halvt, begge med
reklamer blandt collageelementerne, og begge med en klar satirisk hensigt i
deres reklamebrug, her et reklame-popmusik-mash-up ved Nash, ”dræb ikke den
høne der lægger guldæg”:
”dybmøl mølle maler/ guld-aks mel/ guldkorn forgår/ annoncer består// plante smil/ plante solskin/ købe kød/ kigge priser/ studere kvalitet// grøn delfol/ havde givet hende en ren frisk mund/ og klar stemme”.
”dybmøl mølle maler/ guld-aks mel/ guldkorn forgår/ annoncer består// plante smil/ plante solskin/ købe kød/ kigge priser/ studere kvalitet// grøn delfol/ havde givet hende en ren frisk mund/ og klar stemme”.
I et forord erklærer
Nash lige ud, at ”i modsætning til popkunsten der er ”uengageret positiv” vil
jeg ikke bruge et stof som reklamen og massemediernes kulørte hjernevask til at
glorificere det bestående samfund men tværtimod satirisere over forbrugerismen
konformismen perfektionismen situationismen turismen nashismen og alle
umyndiggørende statussymboler/ uuuuuuhhhhhhh”.
Heroverfor står Steens insisterende ordknappe defensorat for reklameæstetik i Teknisk er det muligt, en reklamereklame:
annoncer er gode
de har appel
de sigter mod en
forbruger
og ti-øren
falder
Hvilket jo er et både æstetisk og praktisk forsvar: Steen kan simpelthen godt lide annoncens enkle, fyndige udtryk i sig selv, men samtidig kan dette udtryks ”appel” helt reelt hjælpe ham med at komme ud over rampen til nye såvel som øvede bogforbrugere med bøgerne og teksterne og den nye, konkrete (bl.a. reklame-inspirerede) måde at skrive dem på (og hjælpe ham til at tjene penge på det, noget som digtere ellers ALDRIG taler om). Og som forsvaret, så praktiseret: På den modsatte side har Steen placeret en rørende enkel reklame for riv selv, med kæmpestore små bogstaver, a la dem på forsiden af kalender-bøgerne, står der:
Heroverfor står Steens insisterende ordknappe defensorat for reklameæstetik i Teknisk er det muligt, en reklamereklame:
annoncer er gode
de har appel
de sigter mod en
forbruger
og ti-øren
falder
Hvilket jo er et både æstetisk og praktisk forsvar: Steen kan simpelthen godt lide annoncens enkle, fyndige udtryk i sig selv, men samtidig kan dette udtryks ”appel” helt reelt hjælpe ham med at komme ud over rampen til nye såvel som øvede bogforbrugere med bøgerne og teksterne og den nye, konkrete (bl.a. reklame-inspirerede) måde at skrive dem på (og hjælpe ham til at tjene penge på det, noget som digtere ellers ALDRIG taler om). Og som forsvaret, så praktiseret: På den modsatte side har Steen placeret en rørende enkel reklame for riv selv, med kæmpestore små bogstaver, a la dem på forsiden af kalender-bøgerne, står der:
køv
riv
selv
Vagn Steens reklame-tekster falder i fire – for de to
førstes vedkommende overlappende - kategorier: 1. Poetik-reklamer: Tekster, der - som tekster eller digte i deres
egen ret eller som del af en værk-reklame (se denne) - reklamerer for den
konkrete/konkretistiske måde at skrive på. 2. Værk-reklamer: Tekster, der - som annoncer i et tidsskrift eller på
et postkort eller visitkort (som kontaktannoncen) eller bag i eller indeni en
anden bog (som ”køv/ riv /selv”) eller som paratekst udenpå eller indeni selvsamme
bog eller som simpelthen 1:1 ordlyden af selvsamme bog (se neden for om Et godt bogøje) - reklamerer for en bog.
3. Rettede reklame-readymades (jf.
Marcel Duchamps readymade-kategori: Rectified
readymade) Tekster, der er (angiveligt/tilsyneladende) autentiske
reklametekster rettet til at være poetik-reklamer og/eller værk-reklamer. 4. Reklame-analyser (som der er én af, ”Et
varenavn” i Læsninger, 1967, der
skarpt og fintfølende analyserer varenavnet ”snevit”, som sådan og i dets konkrete
fremtræden på vaskepulverpakken: ”Ordet Vask trykker ned på de mindre bogstaver
i sne. Måske dæmpes hvidheden af det mørkeblå. Men så bliver det videre.”)
Poetik- og værk-reklamer
popper op overalt i (og udenom) Vagn Steens konkrete 60’er-værk, dvs. både i Digte? (med indstikket Forlang brochure), tidsskriftet Digte for en daler 1964-65,
postkort-kollektionen 1965, riv selv,
skriv selv (der jo ellers er en TOM bog,
men på både forside, bagside og indersider florerer reklamerne, de kan ikke
stoppes), Teknisk er det muligt, Jeg er ingen digtsamling af Vagn Steen,
1967, Læsninger (der samler op på
Steens litterære artikelvirksomhed gennem 60’erne), 1969 og Et godt bogøje, 1969 (og genoptrykt
utallige gange). Kun de konkrete børnebøger, 7 stk. 1967-70, går fri, bortset
lige fra den sidste, Kære Falck!, der
fra starten afslører sig som én stor – kreativ og konkret (alskens faksimiler
af ulykkesrapporter etc.) – reklame for Falck.
I de egenhændige poetik- og værk-reklamer benytter Steen skamløst alle reklametricks i bogen, hvis bogen altså er adjunkt i dansk sprog Erik Hansens Reklamesprog, der som sagt udkommer året efter Digte? Steen er også sprogforsker, cand.mag. på et speciale om orddannelse med forkortelser, hvilket han, i Forlang brochure, gerne reklamerer med: ”DIGTE? opfundet af sprogforsker”.
I de egenhændige poetik- og værk-reklamer benytter Steen skamløst alle reklametricks i bogen, hvis bogen altså er adjunkt i dansk sprog Erik Hansens Reklamesprog, der som sagt udkommer året efter Digte? Steen er også sprogforsker, cand.mag. på et speciale om orddannelse med forkortelser, hvilket han, i Forlang brochure, gerne reklamerer med: ”DIGTE? opfundet af sprogforsker”.
Det er oplagt at se
Steens digteriske reklametekster og Hansens letlæste fagbog som parallelle
indsatser til fordel for et mere åbent og fordomsfrit blik på innovationerne i det
af Gelsted og co. dæmoniserede reklamesprog; Hansen henviser endda implicit til
Steen allerførst i bogen, da talen er om typografiske ”Alarmsignaler”, jfr.
også Steens lange udredning om de valgte skrifttyper i kolofonen til Digte?:
”Ligesom reklamen altså benytter en typografi og et skriftvalg, der henleder læserens opmærksomhed på bogstaverne, benytter den ofte sproget på en sådan måde, at læseren tvinges til at lægge mærke til selve ordene og ikke blot deres indhold – en bestræbelse der i øvrigt minder stærkt om den såkaldte konkrete poesi.”
”Ligesom reklamen altså benytter en typografi og et skriftvalg, der henleder læserens opmærksomhed på bogstaverne, benytter den ofte sproget på en sådan måde, at læseren tvinges til at lægge mærke til selve ordene og ikke blot deres indhold – en bestræbelse der i øvrigt minder stærkt om den såkaldte konkrete poesi.”
Kun i sin bogs
sidste afsnit, om ”Reklamens verdensbillede” bliver Hansen – rimeligt nok! –
lettere ideologikritisk; i de fire afsnit, der går forud, ”Ordene i
grænselandet” (om uortodoks ortografi, rim, ordspil bl.a.), ”Skjulte mønstre”
(om kompakt og opløst syntaks bl.a.), ”Appellen” (om besjæling, imperativer,
direkte henvendelse til et ”De” bl.a.), ”Argumentation og suggestion” (om
adjektiver, imperativer, konjunktiver bl.a.), går han svalt analytisk og
nysgerrigt til værks.
Blandt de tricks,
Steen er særligt glad for, kan nævnes rim, bogstavrim, ordspil, gentagelser, parallelismer,
krydsfigurer, direkte henvendelser, dvs. de mere poetiske og gøglende, for ikke
at sige kulørte effekter, og så holder han bestemt ikke igen på adjektiverne,
ellers ville han også være en dårlig reklamemand.
Sidste afsnit,
”Sproghandlinger”, i den særdeles velordnede debut både indledes og afsluttes
med serier af poetik-reklamer, genrebetegnet ”forsøg”, her er én fra den
afrundende sværm:
ikke sangbart men gangbart
ikke polyfont men polygontikke symboler men ymten
ikke metaforer men ord
ikke spændinger men vendinger
ikke tonefald men knald
ikke program men kram
ikke mig men dig
Langt mere heftigt oppe at køre (på lakridserne) er den værk-reklame, der på baggrund af et kæmpe spørgsmålstegn, hvidt på sort, fylder hele bagsiden ud, her nederste halvdel:
”DIGTE? er alle slags sprog med fornavne efternavne forlyde ind/ lyde vokaler tabeller alfabeter stedord tegn DIGTE? har skæve/ krøllede fine filede vendte manglende gamle nytegnede slidte/ bogstaver DIGTE? har ord De altid har set og ord De aldrig har/ set DIGTE? er skrevet for åbne aktive handlende læsere DIGTE?/ er ikke tekster med udråbstegn DIGTE? er digte hvis De vil læ/ se dem sådan DIGTE? kan læses af mange DIGTE? kan læses af/ alle DIGTE? har tekster i linier i spalter i blokke i former i møn/ stre i skrålinier DIGTE? har fastord og løsord mobilord DIGTE?/ har helord og halvord og modord og medord DIGTE? har rem/ ser og sprogspil og opper DIGTE? er spejle annoncer bølger ord/ elastikker tændstikker ure DIGTE? er sproghandlinger og handlingssprog DIG/ TE? er tilfældige tekster DIGTE? er kontrollerbare tekster DIG/ TE? er tonefaldsløse DIGTE? er ikke-symbolske ikke-kryptiske/ ikke krisebestemte ikke-pompøse
(...)
FORTSÆTTES
Ingen kommentarer:
Send en kommentar