RHINO ADVAREDE MENNESKENE - Vagn Lundbye 1933-2016

Vagn Lundbye er død, og dyrene i Zoologisk Have græder, for sikke en forunderlig, mærkeligt opbyggelig og opbyggeligt mærkelig og bare helt vildt mærkelig (og dyreelskende) forfatter, han var! Fra og med det sene hovedværk Næsehornsdigte, 1990, den første Lunbye-bog, jeg - med forundret fordomsovervindelse - anmeldte, var jeg hver gang så helt utroligt spændt på, hvordan han dog flippet og stivsindet ville overraske denne gang; det er sådan nogle radikale, alt for lidt læste bøger, Palindromos, 1991, den milde undtagelse Lundbyes dyrefabler, 1994, Udlfugt med Billie, 1994,  Det lille bjerg og den afskyelige snemand (med Prins Charles i hovedrollen), 1998, Syv vidensbyrd om vor Herre Jesu Kristi latter, 1999, og den monstrøse og inderlige autofiktion Trefoldighedsbarn (romanen "udspiller sig som en lang samtale mellem Vagn Lundbye og en tigerslange i en tasmansk urskov i 1997"), 2002, for slet ikke at tale om den nordiske mytologi på vers, der blev hans sidste umulige værk. Her besynger næsehornet sin død og tilbagekomst:

RHINO ADVARER MENNESKENE

Når jeg er uddød
- en gang for alle udryddet fra kloden
af maskingeværsalver, landminer
og håndgranater
- kvalt af talløse forgiftninger
ikke bare af mit hjerteblod
men også af havet, floderne, regnen
og den milde brise
som i solopgangens og solnedgangens
gyldne skær
glider som et kærtegn gennem landskabet
- kommer jeg tilbage igen

Når al jeres råddenskab
har bredt sig fra jer
til min sidste blodige muskel
og jeg som klodens sidste tykhud
styrter kold om i det sorte græs
- rejser jeg mig igen

Mere frygtindgydende
end verdensrummets vulkanske tomhed
vender jeg mig med fråde om mit horn
mod jer
klodens eneste fejltagelse

For med Søren Kierkegaards
geniale uberegnelighed
at spidde alle jer ødelæggere
på mit guddommelige horn
en tidlig forårsmorgen
hvor I tror at alt er godt

For med Jorge Luis Borges'
labyrintiske grusomhed
at trænge jer op i jeres egne blindgyder
og tvære jer ud mod hinanden
en dag hvor det efter lang tids tørke
endelige begynder at regne

For med Dalai Lamas
engleblide tålmodighed
fra et afsides sted i skyggen
at se hvorledes mit langvarige fravær
vender jer mere og mere desperate
mod hinanden

Og for med Michael Strunges
strenge sorte renhed
at opsøge jer i jeres drømme
og skræmme jer med selvsamme rædsel
hvormed I udryddede
alle andre end jer selv

Sådan skal det blive
når jeg er uddød
- og kommer efter jer.