ER Klaus Lynggaard - enhver koncert- og pladeanmeldelse og ikke mindst ethvert artistportræt er altid også og gerne to tredjedel af vejen et stykke selvbiografi, som smukt og præcist påpeget i Søren Ulrik Thomsens pristale, da KL fik Otto Gelsted-prisen - her er fra Ekstra Bladet for nyligt Mester Klaus' bidrag til den faste spalte "5 plader der ændrede mit liv":
" - Mit barndomshjem var fuldt af musik, for min far elskede hele
dynen – klassisk, jazz, folk, blues, verdensmusik. Fordi han var
keramiker og hans værksted lå lige ved siden af hvor vi boede, kunne vi
høre hans Tandberg-båndoptager køre på fuld styrke hele dagen. Musik til
arbejdet, kan du tro! Det er fra ham, jeg har arvet både min samlermani
og faste tro på, at musik fungerer godt til det meste. Og så var jeg så
heldig at vokse op i 1970'erne, hvor rockmusikken virkelig betød noget.
På en måde, det er svært at forestille sig i dag, hvor musik mestendels
er noget, man giver væk eller bruger til at sælge konsumvarer.
1. The Beatles: Revolver (1966)
- Det er svært at forklare yngre medborgere, hvor store The Beatles
var i 1960erne. Alle – og jeg mener ALLE – blev nødt til at forholde sig
til dem. Jeg elskede dem ubetinget. I 1966 drog den lille familie til
USA, hvor vi var i tre måneder, fordi min far skulle undervise derovre.
Lp’er var meget billigere end derhjemme og jeg kom hjem med ikke færre
end tre Beatles-plader, et svimlende antal. 'Revolver' var spritny på
det tidspunkt og absolut den længst ude af dem. Tænk sig at sidde og
lave lektier til et nummer som ’Tomorrow Never Knows’!? Det var fucking
mindblowing. Det er det stadigvæk. Jeg elsker alt ved den gruppe og
hører med glæde og jævne mellemrum deres musik. De er de største i min
bog – kun matchet af The Velvet Underground, men det er en anden
historie.
2. Bob Dylan: Bringing It All Back Home (1965)
- En anden plade jeg fik med hjem fra USA var den her. Hvor The
Beatles var vildt populære hos de fleste -selv mine forældre synes om
dem! - kunne jeg i udstrakt grad have Bob Dylan for mig selv. De fleste
brød sig overhovedet ikke om ham. Sådan er det stadigvæk. Det rager mig.
Det gider jeg overhovedet ikke diskutere. Han er et geni. Også selvom
han har lavet en del lorteplader. Den her plade er så et mesterværk og
speciel ved det, at den har en elektrisk side og en akustisk, så begge
aspekter af manden folder sig fuldt ud. ’Gates of Eden’? Eat shit,
haters. Lp’en her er grunden til, at jeg blev så god til engelsk. Og til
at jeg lærte at spille guitar. Sådan da. Og selv begyndte at skrive
sange. Og at jeg til hver en tid foretrækker en udtryksfuld vokalist
fremfor en teknisk dygtig sanger. Han var og blev mit første og største
idol. Det er faktisk fedt, at der er så mange, der ikke kan lide ham.
Det skiller fårene fra bukkene.
3. The Doors: Strange Days (1967)
- Vi læste om hippier og den slags i avisen, men der var nu ikke
mange af slagsen ude ved os i forstaden. Før naboens store dreng - han
var en 4-5 år ældre end mig - begyndte at røre på sig. Han var den
første på vejen med langt hår. Den første der røg hash. Den første der
blev smidt ud af Statsskolen af samme grund. Kokkedals ukronede
syrekonge. Af en eller anden grund kunne han godt lide mig og lånte mig i
sommeren ’68 to lp’er; den første med Country Joe & the Fish og så
den her, Doors’ anden skive. Jeg kom helt op at køre. De skiver åbnede
så mange døre, at det var helt vildt. De ændrede mit liv på en måde, jeg
stadig ikke helt kan overskue. Alt det der med bevidsthedsudvidelse,
jeg blev sgu skæv bare af at lytte til dem. For min kammerat Bruno og
jeg blev Doors gudebandet. At jeg aldrig så dem live, pisser mig helt
vildt af. Vi havde billetter til den koncert, der blev aflyst pga.
retssagen mod Jim Morrison! Nå, men The Doors holder hundrede, trods
mytologiseringen og det pis. Bare hør musikken, for helvede. Det er
magisk, mystisk og dragende, det er lyden af en anden verden, det er
døren til både himmel og helvede. Som al god kunst.
4. David Bowie: The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972)
- Da jeg gik i realen i starten af 1970'erne, var jeg flipper om en
hals. Langt hår, denim fra top til tå, ulovlig knallert og tjald i lange
baner. Vi hørte Led Zeppelin, Pink Floyd, The Who og Black Sabbath.
Guitar var Gud. Vi foragtede glam. Den stødte vores flippersensibilitet.
Nå, men så en gang i det herrens år 1974 fik jeg fingre i en single med
denne hersens David Bowie, 'Rock’n’Roll Suicide'. Den blæste mig
fuldstændig omkuld. Altså fuldstændig. På under tre minutter
gennemspillede sangen et drama, jeg ikke anede rockmusik var i stand til
at rumme. Jeg blev discipel på stedet. Og måtte bare høre ALT med ham.
Inklusiv selvfølgelig lp’en om Ziggy Stardust, hvorfra dette nummer
stammede. Gudeagtigt. Mine venner hadede ham. Fuck dem. Han var porten
til fremtiden, så smuk og anderledes og så så så fascinerende. Et
rumvæsen var landet i forstaden!! 1970'erne havde været uudholdelige
uden Bowie, som bare leverede det ene mesterværk efter det andet, årtiet
ud. Jeg er stadig så ked af, at han er død.
5. Patti Smith: Horses (1975)
- Hvorfor begyndte jeg at skrive poesi? Tja, det skyldtes vel Dylan
og Bowie. Og da jeg kom på Vesterbro Statskursus i ’74 fik jeg en
dansklærer, der hed Jørgen Moestrup, som åbnede den verden for mig. Jeg
begyndte at læse lidt planløst, og fandt nogle digtere jeg kunne lide,
men jeg elskede stadig mest rockmusik. Kunne man forene de to? Jim
Morrison havde på en måde gjort det, men da jeg læste om en ung,
amerikansk kvinde ved navn Patti Smith, der både var digter og
rocksanger, blev jeg nysgerrig. Ved et tilfælde hørte jeg et nummer med
hende nede på Tequila Bar i Farvergade, der jo havde en skidegod dj. Det
hed 'Gloria' og starter med linjerne: 'Jesus died for somebody’s sins
but not mine …' Wow! Kombinationen af garagerock og modernistisk poesi
var så inspirerende, at det stadig giver genlyd i mit baghoved. Og så
var blev Patti startskuddet til den punk, som et par år senere kom
væltende fra USA og England og omformede hele min generation, inklusiv
yours truly. Jeg føler mig så heldig over at have oplevet både 60'erne,
70'erne og 80'erne. Fuck, der var knald på."
lørdag den 13. august 2016
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar