Ukorrekt research

Det overgår næsten boljse-tricket:; Du har skrevet noget i Weekendavisen om racisme i Holland, hvis tone fællesmødet ikke bryder sig om, derfor må du ikke være med, når dit lydsystem skal spille hos os,

Mikkel Frantzens begyndelse på sin ekstremt sjaksede 2 hjerters-anmeldelse af Charlotte Weitzes nye, store roman Den afskyelige (som jeg til stadighed i den grad glæder mig til at læse, har været fan siden debuten i 1996 - MF har tilsyneladende intet forhåndskendskab til forfatterskabet overhovedet):

"Jeg må indrømme: Jeg har meget svært ved at tage en roman seriøst, som bruger psykiater Henrik Day Poulsen som ekspertkilde i sin research. Det gør Charlotte Weitze i sin nye klimaroman ' Den afskyelige', hvor Day Poulsen, ligesom mange andre, takkes bagerst i bogen."

Weitze takker ikke færre end atten "medvirkende på Radio24syv, hvor jeg researchede for åben mikrofon", heriblandt "jordemoder Karen Ingversen, psykiater med speciale i fanatisme Henrik Day Poulsen, valgmenighedspræst Janne Sulkjær, asatroende Henrik Kamp".

Frantzen driver vitterligt sindelagskontrol på, hvem en romanforfatter har talt med som research til sin roman!? En romanforfatter er for helvede i sin gode ret til at tale med enhver slags idiot i denne verden, såvel asatroende som psykiatere, der i deres fritid skriver dybt usympatiske, fremmedfjendske blogposter, hvilket Frantzen uden videre forudsætter, at hans læsere er helt med på, at Day Poulsen gør, og det er læseren mig da også, men jeg er oveni totalt paf over denne helt absurde diskvalifikation.

Derpå følger et alenlangt, let ironisk tone referat, der i alt udgør over to tredjedel af anmeldelsen, før den afsluttende konklusion og smagsdom:

"Der er ingen tvivl om, at ' Den afskyelige' er velresearchet og velmenende, men den er ikke særlig vellykket eller velskrevet for den sags skyld. Bogen vil ellers gerne være poetisk, men strør om sig med banale sætninger som »Hvert menneske er et håb, svarer jeg tøvende, hvert eneste barn har en potentiel mulighed for at udrette noget stort og ændre på det, som ikke fungerer«. Eller »Den fuldendte kærlighed er et ja« - en sætning, forfatteren åbenbart er så glad for, at den kræver gentagelse. Romaner om klimakrisen er naturligvis vigtige, men kun hvis der er tale om god romankunst. Det er ikke tilfældet i Weitzes nye bog."

Det overbeviser anmeldelsen mig virkelig ikke om, når den formelle karakteristik og kritik begrænser sig til "Bogen vil gerne være poetisk, men strør om sig med banale sentenser" - det gør eksempelvis Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, som jeg anmelder i dag i WA Bøger, også, og i det mindste den ene af de citerede sentenser er markeret som et stykke dialog og dermed auotmatisk relativeret.  

Sikke en forhåbentlig momentan kritikkrise i studerekammeret dér.