Du græd i bækken, der klirrede
fortryllelsen blev rakt frem imod mig
fra min barndom, hvor jeg faldt i gryden
og havde set gæssene stige i u-form
sneen, der kridtede neglene og malede lærreder over
din hage var en skål om det, jeg også genkendte
sort i vandrette trækninger
øreringene gled som balloner ud i strømmen
perlekæder hang fra dine øjne i frost.
+
Verden er et spindelvæv, sagde du
det kan til enhver tid briste under mig
jeg svarede ikke
hvis vi nu kunne kaste en livline ud
bare ved at gå videre
under de bedøvede nåle
der blev syet gennem sjælen
vore øjne dansede alarmblåt sammen
pilene for op mod himlen.
+
det ultramarine lys over markerne
flød som stene
åbenbaret i kroner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar