side 236-237 og 249-250 illustreret

i Kirsten Thorups Erindring om kærligheden:

(side 236-237 - På Statens Museum for Kunst (første gang den dag))

""Giv mig bare en almindelig billet," mumlede Tara. Hun følte sig beklemt og vidste ikke om hun skulle gå til højre eller venstre, til de permanente samlinger eller den aktuelle retrospektive udstilling med "De Unge Vilde" malere fra 80'erne. Dem havde hun ikke hørt om og var indstillet på at blive ført ind i den nyere kunsthistorie. Det kunne være kunstnere som Siri (Taras datter LB) kendte om ikke personligt, så dog kendte til som sine umiddelbare forgængere fra Kunstakademiet. Nogle af dem var måske ligefrem hendes forbilleder, tænkte hun monomant og gik ind i udstillingssalen. Malerierne var store og voldsomme og sprang nærmest ud af rammerne. Hun undgik at komme for tæt på dem. De skulle opleves på sikker afstand. Særlig et af malerierne, "Jeg er en kronhjort med syv takker",



- Nina Sten-Knudsen: Jeg er en kronhjort med syv takker,

tiltrak hende. Den bortvendte kornhjort trak voldsomheden / volden ind i billedet og ikke udad mod tilskueren. Et andet hed "Kniven på hovedet"



- Kehnet Nielsen: Kniven på hovedet

Hun tænkte meget over hvad den titel skulle betyde, ud over at der helt bogstaveligt var stukket em kniv ned i mandens stråhat. Om det var et særligt budskab til hende? Hun havde ikke bare én kniv, men mange knive i hovedet. En hel skov af knive. Store små, lange og korte, med brede og smalle blade. Nogle tynde som en syl, andre bare en lang nål. Der var en mærkelig fred i det billede trods de mange bevægelser, en række colaflasker og en hånd med elektroder. Hun behøvede egentlig ikke se mere, men gik pligtskyldigt videre til siderummet. Billederne lignede hinanden i deres energiske voldsomhed og sære titler. Hun følte sig berørt af dem. den manglende orden og mening, det voldelige kaos som hun genkendte i sit eget indre. Hun satte sig på en stol for at fordøje billederne der overvældede hende, som kom de fra hendes egen underbevidsthed.

(side 249-250 På SMK igen (anden gang den dag))

"Deres uenighed gav Tara mod på at blande sig diskussionen med et spørgsmål om det udstillede værker. "Hvad syens I om Kronhjorten der står og ser ud over landskabet som en konge over sit kongerige?" Rigmor (Siris "mentor" på Kunstakademiet LB) ventede på at Siri skulle svare Tara. Men hun stod lidt væk og havde tilsyneladende ikke hørt hendes spørgsmål. Rigmor rømmede sig for at tiltrække hendes opmærksomhed. Men hun bevægede sig søvngængeragtigt ind i udstillingens sidelokale. "Det er en parafrase over Friedrichs klassiske maler



- Caspar David Friedrich: Der Wandrerer über dem Nebelmeer

Manden der står med ryggen til beskueren og skuer ud over landskabet, er blevet til en kronhjort, symbolet på brunst og besiddelse, og som sådan er billedet et ironisk værk", begyndte hun og holdt samtidig øje med Siri. "Det originale motiv er meget elegant twistet", fortsatte Rigmor og skyndte sig videre ind i siderummet. Tara fulgte efter hende og snakkede til hendes ryg. "Betyder "et ironisk værk" at billedet rækker tunge ad ?" Rigmor gik uden at svare hen til Siri og spurgte om der var noget galt. Siri var afvisende og syntes ikke para til at diskutere mere med hende. Tara følte at det var hendes tilstedeværelse der gjorde Siri utilpas, og fortrød hun var gået med."