Intet kan standse Nordatlantens flakkende syner!

Vi var fredag aften til koncert på Nordatlantens Brygge, helt derude, hvor Strandgade løber ud i sandet, med Nikolaj Nørlunds fænomenale trio, bestående af hams selv på vokal og akustisk guitar og Nils Gröndahl på violin (verdensberømt hos os efter hans ekspressionistiske tour de force i Politikens Foredragssal) og Adi Zukanovic på keyboards og diverse maskiner. Der blev spillet både helt nye og helt gamle sange, og på den lillebitte scene i det store mørke rum, hvor vi pænt sad på umagelige stole, var det intimt på en meget intens og inciterende facon. Et klart højdepunkt var omsider at høre Nørlund himself synge den majestætisk melankolske evergreen "Syner", musik: Nørlund. tekst: Peter Laugesen, hvis oprindelige version, sunget af (færøske, ikke tilfældigt i det rum) Teitur på pladen Andersens drømme, lige ved og næsten blev overgået - her er teksten:

Vinden skramler med kviste og grene

natten er sort jeg er helt alene

Hotellet er tomt det er her jeg bor

det syder og bobler af syner og ord

Jeg ved ikke hvem det er jeg skal møde

om det er de levende eller de døde

Ude i parken står de og kigger

ind gennem vinduet her hvor jeg ligger

Er de sluppet ud eller kommer de ind

de skæve fantomer der fylder mit sind

Jeg tænder et lys og drikker lidt vand

vejen er spærret til drømmeland

Jeg pakker mig ind under tæpper og dyner

men intet kan standse de flakkende syner

De kommer som gæster fra fremmede byer

som udklipsfigurer på drivende skyer

De fylder hotellet med drømme og minder

om det der skal komme og det der forsvinder

Hvor er jeg henne hvad er det der sker

det er spøgelsesfingre på angstens klaver

I skyggerne danser fortættede tanker

til lyset der blafrer og hjertet der banker

En dag skal det slukkes og hjertet skal standse

hvad skal så blafre og hvem skal så danse?

En dag skal det slukkes og hjertet skal standse

hvad skal så blafre og hvem skal så danse?