Skrøbelighed RULES! 1-3

1.
 Fra Lone Nikolajsens totalt gode, men præmature Information-anmeldelse af Rolf Spare Johanssons absolut gode langdigt (genrEN nu!) Begravelsen, der udkommer på mandag; i fredagsens WA Bøger roste jeg Lone N's negativitet, hun er lige så god til at være positiv: 

"Her vakler digtet f. eks. mellem at fortælle om forløbet og at konstatere, hvad der er sket: »og / efter hun døde / altså hun døde.« Jeg har hørt (men ikke fået bekræftet), at digtet er talt frem - simpelt hen baseret på lydoptagelser, forfatteren har indtalt. Det tror jeg gerne, det er meget mundret, meget overbevisende, at det er sådan her, en sorgfuld person taler, går i stå, leder efter ordene. At læse Begravelse føles i en ualmindelig grad som at blive talt til.
Til trods for det og for den hikstende brudte syntaks er Begravelse så langt fra at være uklar eller dunkel, Begravelse er ikke en genopfindelse af poesien som sådan, men et fornemt eksempel på, hvad den kan, og en påmindelse om, hvorfor vi ikke vil undvære den. Begravelse er som Rolf Sparre Johanssons debut Søvn en ret ligefrem og uprætentiøs formidling af almindelige erfaringer i et dagligdags sprog. Der bliver skrevet mange vidnesbyrd i den danske litteratur for tiden, og dette her er et af de enkleste og stærkeste. Et sted i den del af digtet, der beskriver selve begravelsesritualet, står der, at det føles godt, at man ikke skal skjule sine følelser, hvad der jo er sandt og rigtigt. Men det er ikke nogen selvfølge, at en følelse kan gøres så mærkbar for andre. Når Begravelse er så rørende, er det ikke fordi der udpensles eller dissekeres store følelser, men fordi langdigtet viser, hvordan døden også indebærer en masse praktiske gøremål, og hvordan sorgen sætter sig i sproget og i forholdet til de andre efterladte.
Det er ikke chokerende, at mødre dør og efterlader deres børn i sorg, men det har ærlig talt overrasket mig, at sorg kan anskueliggøres, sådan som Rolf Sparre Johansson gør det i Begravelse. Det synes jeg er en bedrift."

2.
Fra Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens præcise Politiken-kommentar i anledning af lyrikiseringen af Politikens Litteraturpris:

"Fordi det som bekendt kun er digtsamlinger, der i år er indstillet til Politikens Litteraturpris, er der her i Bøger allerede skrevet en del om, hvad poesien kan i disse år. Om hvordan poesi kan være et modsprog til de måder at tale på, der ellers hersker i det offentlige rum.
Når man først har sagt modsprog, er der ikke langt til at sige modmagt. Men hvis samtidspoesien er en modmagt, er den det så paradoksalt nok ikke tit, fordi den viser en afmagt frem? LÆG MÆRKE til, hvor mange af de digtsamlinger, der får mest opmærksomhed, som beskæftiger sig med afmagt i den ene eller anden afskygning.Der er sorgens afmagt og den psykiske sygdoms afmagt hos Bjørn Rasmussen og Asta Olivia Nordenhof, den handikappede krops afmagt hos Caspar Eric, den spiseforstyrredes afmagt hos Cecilie Lind, alderdommens afmagt hos Charlotte Strandgaard, den unge, søvnberøvede fars afmagt hos Rolf Sparre Johansson.
Hos Theis Ørntoft konfronteres vi med en politisk afmagt, hos Ursula Andkjær Olsen med taberens rasende afmagt. Fortsæt selv listen.
Det er vidt forskellige digtere, vidt forskellige temperamenter, der på vidt forskellige måder alligevel virker interesseret i det samme: i at tale fra et sted, hvor individet er svagt frem for stærkt. Kompromitteret frem for autoritativt.
MEN BLIVER en poesi, der er så optaget af afmagt, ikke selv afmægtig? Ren jammer? Tværtimod. Eller: Det gør den, men det er en helt igennem demonstrativ afmægtighed.Får poesien ikke netop en magt ved at blotte sin afmagt? Er at opholde sig ved afmagten og de måder, mennesker kan være svage på, ikke at afvise tidens krav til individet om at være selvbestemmende og suverænt, kort sagt have magt over sig selv og sin tilværelse? Måske handler det ikke engang så meget om at vende afmagt til magt, som det handler om at blive i afmagten. Som modmagt går tidens poesi ikke til modstand ved selv at bruge magt, men ved at insistere på at blive i sin skrøbelighed, være hård i sin blødhed."

(og så siger hun noget lige fint og rigtig om den trodsige humor, der stikker frem hos de nævnte digtere - men hvis jeg citerede det, ville jeg have citeret hele teksten)

3. Fra interview med skarp Asta Olivia Nordenhof i Information om psykiatri:

"- Hvad er konsekvenserne af diagnosesystemet?
»Man får et mistænksomt blik på sig selv, hvor alt muligt kan være udtryk for, at man er ved at blive syg igen. Det, der kan være så svært, er, at sanseforstyrrelserne sagtens kan udspille sig, samtidig med at man har det godt. Jeg kan tit misunde folk, som ikke har været i det psykiatriske system. De lader til at vide, hvornår de har det dårligt, men det synes jeg, jeg er blevet dårligere til. Man tænker: ' Er jeg nu i gang med et selvbedrag?'«
- Hvad kunne man gøre anderledes i forhold til diagnosticeringen?
»Det er et vanskelig spørgsmål, for et sygdomsvæsen skal vel have et eller andet klassifikationssystem, men på den anden side har jeg egentlig ikke lyst til at være pragmatisk. Jeg har lyst til at sige, hvis det ikke fungerer, hvis man arbejder imod patienterne, så må man jo grundlæggende gentænke psykiatrien. Uden at jeg kan sige, hvordan den så skal se ud, så må jeg bare sige, at det, der foregår nu, ikke er godt nok. Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra.«
- Selv om du ikke kan fremlægge en køreklar politisk plan, hvilke elementer mener du så, man burde se på?
»Man kunne i hvert fald tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system.  Man opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser den som et problem.«.
(...) 
"Jeg oplever også en ung krigerisk generation, som ikke vil godtage historien om, at de skal være taknemmelig over overhovedet at få lov at eksistere, bare fordi de er syge. Det er positivt.«.