1.
Fra Lone Nikolajsens totalt gode, men præmature Information-anmeldelse af Rolf Spare Johanssons absolut gode langdigt (genrEN nu!) Begravelsen, der udkommer på mandag; i fredagsens WA Bøger roste jeg Lone N's negativitet, hun er lige så god til at være positiv:
"Her vakler digtet f. eks. mellem at fortælle om forløbet og at
konstatere, hvad der er sket: »og / efter hun døde / altså hun døde.«
Jeg har hørt (men ikke fået bekræftet), at digtet er talt frem - simpelt
hen baseret på lydoptagelser, forfatteren har indtalt. Det tror jeg
gerne, det er meget mundret, meget overbevisende, at det er sådan her,
en sorgfuld person taler, går i stå, leder efter ordene. At læse
Begravelse føles i en ualmindelig grad som at blive talt til.
Til
trods for det og for den hikstende brudte syntaks er Begravelse så
langt fra at være uklar eller dunkel, Begravelse er ikke en
genopfindelse af poesien som sådan, men et fornemt eksempel på, hvad den
kan, og en påmindelse om, hvorfor vi ikke vil undvære den. Begravelse
er som Rolf Sparre Johanssons debut Søvn
en ret ligefrem og uprætentiøs formidling af almindelige erfaringer i et
dagligdags sprog. Der bliver skrevet mange vidnesbyrd i den danske
litteratur for tiden, og dette her er et af de enkleste og stærkeste. Et
sted i den del af digtet, der beskriver selve begravelsesritualet, står
der, at det føles godt, at man ikke skal skjule sine følelser, hvad der
jo er sandt og rigtigt. Men det er ikke nogen selvfølge, at en følelse
kan gøres så mærkbar for andre. Når Begravelse er så rørende, er det
ikke fordi der udpensles eller dissekeres store følelser, men fordi
langdigtet viser, hvordan døden også indebærer en masse praktiske
gøremål, og hvordan sorgen sætter sig i sproget og i forholdet til de
andre efterladte.
Det er ikke chokerende,
at mødre dør og efterlader deres børn i sorg, men det har ærlig talt
overrasket mig, at sorg kan anskueliggøres, sådan som Rolf Sparre Johansson gør det i Begravelse. Det synes jeg er en bedrift."
2.
Fra Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensens præcise Politiken-kommentar i anledning af lyrikiseringen af Politikens Litteraturpris:
"Fordi det som bekendt kun er digtsamlinger, der i år er indstillet til
Politikens Litteraturpris, er der her i Bøger allerede skrevet en del
om, hvad poesien kan i disse år. Om hvordan poesi kan være et modsprog
til de måder at tale på, der ellers hersker i det offentlige rum.
Når
man først har sagt modsprog, er der ikke langt til at sige modmagt. Men
hvis samtidspoesien er en modmagt, er den det så paradoksalt nok ikke
tit, fordi den viser en afmagt frem? LÆG MÆRKE til, hvor mange af de
digtsamlinger, der får mest opmærksomhed, som beskæftiger sig med afmagt
i den ene eller anden afskygning.Der er
sorgens afmagt og den psykiske sygdoms afmagt hos Bjørn Rasmussen og
Asta Olivia Nordenhof, den handikappede krops afmagt hos Caspar Eric,
den spiseforstyrredes afmagt hos Cecilie Lind, alderdommens afmagt hos Charlotte Strandgaard, den unge, søvnberøvede fars afmagt hos Rolf Sparre Johansson.
Hos
Theis Ørntoft konfronteres vi med en politisk afmagt, hos Ursula
Andkjær Olsen med taberens rasende afmagt. Fortsæt selv listen.
Det
er vidt forskellige digtere, vidt forskellige temperamenter, der på
vidt forskellige måder alligevel virker interesseret i det samme: i at
tale fra et sted, hvor individet er svagt frem for stærkt.
Kompromitteret frem for autoritativt.
MEN
BLIVER en poesi, der er så optaget af afmagt, ikke selv afmægtig? Ren
jammer? Tværtimod. Eller: Det gør den, men det er en helt igennem
demonstrativ afmægtighed.Får poesien ikke
netop en magt ved at blotte sin afmagt? Er at opholde sig ved afmagten
og de måder, mennesker kan være svage på, ikke at afvise tidens krav til
individet om at være selvbestemmende og suverænt, kort sagt have magt
over sig selv og sin tilværelse? Måske handler det ikke engang så meget
om at vende afmagt til magt, som det handler om at blive i afmagten. Som
modmagt går tidens poesi ikke til modstand ved selv at bruge magt, men
ved at insistere på at blive i sin skrøbelighed, være hård i sin
blødhed."
(og så siger hun noget lige fint og rigtig om den trodsige humor, der stikker frem hos de nævnte digtere - men hvis jeg citerede det, ville jeg have citeret hele teksten)
3. Fra interview med skarp Asta Olivia Nordenhof i Information om psykiatri:
"- Hvad
er konsekvenserne af diagnosesystemet?
»Man får et mistænksomt blik på
sig selv, hvor alt muligt kan være udtryk for, at man er ved at blive
syg igen. Det, der kan være så svært, er, at sanseforstyrrelserne
sagtens kan udspille sig, samtidig med at man har det godt. Jeg kan tit
misunde folk, som ikke har været i det psykiatriske system. De lader til
at vide, hvornår de har det dårligt, men det synes jeg, jeg er blevet
dårligere til. Man tænker: ' Er jeg nu i
gang med et selvbedrag?'«
- Hvad kunne man gøre anderledes i forhold til
diagnosticeringen?
»Det er et vanskelig spørgsmål, for et sygdomsvæsen
skal vel have et eller andet klassifikationssystem, men på den anden
side har jeg egentlig ikke lyst til at være pragmatisk. Jeg
har lyst til at sige, hvis det ikke fungerer, hvis man arbejder imod
patienterne, så må man jo grundlæggende gentænke psykiatrien. Uden at jeg kan sige, hvordan den så skal se ud, så må jeg bare sige, at det, der foregår nu, ikke er godt nok. Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra.«
- Selv om du ikke kan fremlægge en køreklar politisk plan, hvilke
elementer mener du så, man burde se på?
»Man kunne i hvert fald
tilstræbe sig en lægeuddannelse, som beskæftiger sig kritisk med sit
eget normalitetsbegreb. Det ville være respektfuldt over for de
patienter, hvis tankestof det er. Der er uendelige mængder kunst og
filosofi, der ikke kategoriserer de her ting som anormale. I dag vil en
lægesamtale dreje sig om hastigt at afgøre, om en patients
anormalitetstegn er øgede eller formindskede siden sidst, og så vil der
på den baggrund foregå en vurdering af medicinen. Der er stadig i høj
grad et element af borgerlig opdragelse i det psykiatriske system. Man
opdrager til normalpsyken, i stedet for at finde ud af hvilket liv de
syge har lyst til at leve. I en ideel situation vil en læge interessere
sig for patientens tankeverden og for, om patienten overhovedet anser
den som et problem.«.
(...)
"Jeg oplever også en ung krigerisk generation, som ikke vil godtage
historien om, at de skal være taknemmelig over overhovedet at få lov at
eksistere, bare fordi de er syge. Det er positivt.«.
For spædbørn er der ikke forskel på mig og dig, alle er ingen, eller dig selv... Sådan tænker bl.a. min voksne søn, der er skizofren, han ser ikke sig selv som syg, men verden etc.. Mange interessante tanker om dette blev allerede nytænkt af Laing og antipsykiatrien for snart 50 år siden. Det var noget, bl.a. forfatteren Hans-Jørgen Nielsen gik meget op i.
SvarSletmen din søn kan jo sagtens have ret. Man kan sagtens se verden meningsfuld gennem den sene Hölderlins "vanskelige" digte, også som såkaldt normal læser. Normalitet er tilsyneladende bare endnu en konvention
SletTil Politikens afmagtskommentar: Når stat og religion i århundreder har sagt til sine undersåtter: "Du er intet uden mig. Du kan ikke gå to skridt selv uden at falde over dine egne ben. Du har ingen kompetencer som du ikke modtager af mig. Du er et dyr uden din stat og din GUD"... ja så begynder undersåtten måske at tro på sin egen skrøbelighed når alle kvalifikationer skal modtages som nådegave fra højere sted. Af samme årsag talte Max Stirner imod menneskerettigheder og ytringfrihed, for som han sagde: "Den der skal have tilladelse af andre til at søge og sige sin mening, er ikke fri". På samme måde er den, der skal modtage sin kompetence af stat eller GUD, altid skrøbelig. Og det skrøbelige er letpåvirkeligt, smukt, ja, men faldefærdigt
SvarSlet... men skrøbeligheden kan måske være styrken. Måske er det i skrøbeligheden slaven, den underkastede, kan finde den selvagtelse, som myndigheder, fysiske eller metafysiske, prøver at pille ud af sine subjekters selvbillede. Så derfor... imod en skrøbelig, selvagtende lyrik i Politikens Litteraturpris!
SletSelvfølgelig kan min skizofrene søn have ret. Der var ikke noget, jeg ønskede mere. Men når man bor under en sejldug i Dyrehaven i fire år, og truer med "at sparke hovedet af dig" (mig), når jeg forsøgte at lægge mad til ham i frostvejret - mig, som han helst ville gå hånd i hånd med, selvom han var 15!!! - så er der noget galt.
SvarSletja du har selvfølgelig ret
Slettak, men hvem har "ret" - at have ret er enten at være forud eller bagud fra ens tid...
SletDet var ikke min hensigt at romantisere sygdommen. Det er den alt for alvorlig til. Jeg har, på et rent teoretisk plan,indrømmet, beskæftiget mig med den sene Hölderlin, og hvordan hans skizofreni påvirkede hans digtning. Hölderlin var bestemt intet lykkeligt menneske. Alligevel er der, ud fra sygdommens præmisser, tale om kohærente digte og verdensbilleder. Er du interesseret kan du læse mere her: www.florey.de/.../Essay-UeberHoelderlinsMnemosyn.
Slettak, naturligvis. han er også en af mine bedste tyske, lige som Trakl, som jeg netop har oversat- gendigtet.
Slet"Sebastian in Traum", som Skyums "slæng" med vanlig perfiditet har nedgjort, mens fx Jørgen Johansen hare givet det arbejde 6 stjerner, og bibliotekskonsulenten, der anbefalede det som "must" køb....Det er en gendigtning, men "eksperten" fandt et par " fejl". Han har tydeligvis ikke forståelse for "tiden", hvad den gør mod ord, sprog. Som man nødvendigvis må ændre som gendigter i dag for at yde retfærdighed til værket, ikke omvendt.
Sebastian im Traum måtte ifølge denne kloge anmelder ikke oversættes med Sebastian i Drømme, da det strengt taget er ental. Men det er sprogligt korrekt, da det er et kausus relikt, der svarer til udtrykket "gammel i gårde"... Nå men sådan er der så meget. Glæder mig til at læse om Hølderlins genvordigheder.
SvarSletHølderlin var ikke super veltilpasset - lige som Trakl - men de skulle ikke have nogen støttepædagog for at fungere som sure, syrede, asociale, geniale digtere. Der var også humor bag det hele og vision.
SvarSlet