Alle dumper Rif-testen (kun måske ikke helt Skyum)

På hverken bog eller presse-indstik, men i net-omtaler, har Gyldendal om Klaus Rifbjergs nye, efterladte digtsamling meddelt, at "Stemmerne i denne digtsamling hidrører alle fra Rifbjergs forfatterskab, det er fiktive personer, der taler. Den litterære nørd kan gå på opdagelse!" Direkte adspugt meddeler Rifbjergs redaktør Birthe Melgaard, at Rifbjerg ikke har udleveret nogen nøgle til, hvem disse personer er; han havde bare helt generel fortalt, at der var tale om fiktive personer fra forfatterskabet, Og som indrømmet i i min anmeldelse, der ærgerligt nok ikke var i WA Bøger i går, kunne jeg ikke identificere en eneste af personerne bag de 18 digt/monologer/stemmer, og jeg har dog (med vekslende opmærksomhed) læst mig gennem sådan cirka 4/5 af forfatterskabet. Jeg var selvfølgelig meget bange for, at min anmelderkolleger og -konkurrenter ville være bare en smule skrappere til quizzen. Det er måske ikke underligt, at de purunge, Kizaja Ulrikke Routhe-Mortensen i Politiken (4 hjerter) og Martin Gregersen i Kristeligt Dagblad (4), ingen bud havde, men heller ikke midaldrende Erik Svendsen i Jyllands-Posten (4) eller lyrikanmelder-nestor Jørgen Johansen i Berlingske (4) følte sig i stand at afsløre nogen som helst. Kun Erik Skyum-Nielsen i sin solidt skeptiske Information-anmeldelse havde 1 forslag til 1 person bag 1 stemme: Fortælleren i Operaelskeren i - gætter JEG (i anden potens), det tør Skyum ikke engang eksplicitere - digtet "Ærbødig elsker"  (Rifs reelle forældre kan jo altså ikke indeholdes i kategorien "fiktive personer" fra forfatterskabet!):

"For lur mig, om ikke »Sommetider« på det privatbiografiske plan handler om hans mors sorg oven på farens død, og mon ikke det også netop er forældrene, der høres i et par af de atten digte i Stemmerne, suiten, hvormed Klaus Rifbjerg endnu en gang har mønstret sit udtryksregister, leget med sine gamle, kendte motiver og udlagt spor for de indviede? Man møder undervejs den dagbogsskrivende jegfortæller fra romanen Operaelskeren (1966), og man føres til det i både erindringer og fiktive tekster flittigt besøgte ' rifbjergske' felt mellem Amagerbrogade og Højdevangskirken.
Men ud over at være en magtfuld demonstration af forfatterens rige variationsregister, med masser af bandeord, slang og lydefterlignende brokker, og ud over at være en guide til dele af hans liv og digtning er bogen også en art koket kærlighedserklæring til den danske poetiske tradition.Blandt de mange stemmer, der citeres og imiteres, kunne jeg undervejs umiddelbart identificere (i alfabetisk orden) Benny og H. C.Andersen, Blicher, Brorson, Grundtvig, Ingemann, Johannes V. Jensen, Christian Richardt og Helge Rode samt salig Oehlenschläger: Jovist, det er »Guldhornene«, og den samme digter spøger i en sætning som »Dér ligger landet yndigt«.
Nå, ja, hvad så? Hører jeg læseren spørge. Alle tider er jo evigt til stede, hver digter skaber jo selv sin fortid. Hvad Rifbjerg her gør, er jo blot nok en gang at demonstrere, hvorledes poeterne altid har skrevet oven på, i forlængelse af hinanden. Eller anderledes sagt: Hvad handler bogen om, hvis altså den handler om andet end forfatterens stemme og dette næbs genbrug af andre fuglestemmer? Svaret bliver forholdsvis enkelt.Stemmerne kredser om kønnet og døden på stædigt vedholdende måde og fastholder i digt efter digt menneskets hjemfaldenhed til kroppen."

Ergo er Skyum, der helt sikkert har læst flere (prosa-)Rifbjerg-bøger end mig, heller ikke blandt "de indviede", der er "udlagt spor" for. Og helt ærligt, hvis det skal være kvalificeret sjov for en litterær nørd at "gå på opdagelse", må han og hun uden at anstrenge sig alt for meget være i stand til at gætte mindst 6 personer ud af de 18, skulle jeg mene, og hvem i kongeriget er i stand til det, ud over - måske! -. Torben Brostrøm, yndlings-, over- og ærkelæseren (en væsentlig grund til ugætteligheden: Rifbjerg var aldrig nogen ørn til skikkelsesdannelse (bl.a. fordi han ikke var særlig interesseret i andre stemmer end sin egen))!?