lørdag den 24. november 2012

Distanceblunder blænder

Jeg vil nu omsider gerne skrive, at jeg virkelig ikke forstår, at litterære folk er så vilde med Jonas Rolsteds insisterende kedsommelige debutbog Flex Death. Først kunne jeg ikke skrive noget, fordi min anmeldelse blev ved med ikke at komme i, og nu er der pludselig gået en uge, siden min anmeldelse omsider var i, selvom det fint timet var samtidig med, at bogen blev nomineret til Montana-orisen, og så virker det ikke helt fair at bitche løs, men i går fremhævede Erik Skyum-Nielsen i sin totalt ukritiske fødselsdagshyldest til Forfatterskolen Rolsteds bog som et eksemplarisk fremragende Forfatterskoleelev-forfattet værk; som sædvanlig hos Skyum leverer han også perfekte skyts til en præcis disning af bogen:

Var man inkarneret forfatterskoleskeptiker, ville man formentlig aflæse mangetydigheden og flersporetheden i Flex Death som et symptom på, at værket må være blevet til som et ret ubearbejdet sæt opgaveløsninger fra uddannelsen, en såkaldt ’portfolio’. Det udtryk bruger man på universitetet om en mappe på 5-6 mindre semesteropgaver, som ved afslutningen på et kursus afleveres til samlet bedømmelse, evt. forbedret hist og her efter underviseres anvisninger.

Ja, nemlig, siger denne inkarnerede forfatterskoletilhænger! Som i mit bidrag til Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis fremmeste formål ellers er at nedskyde den polemiske luftkarikatur forfatterskolelitteraturt, til sidst og i al hast skitserer en aktuel og kedsommelig artighed, der til forveksling ligner den Rolsted praktiserer i sin bog (som jeg på nedskrivningstidspunktet endnu ikke havde læst jo:

Ligesom jeg parallelt med 90’ernes nogle gange meget nydeligt gennemtjekkede Ritter Sport-tekster, som jeg (som bitter ikke-Forfatterskoleelev, ja, ja) godt kunne blive træt af hver anden gang, kan skimte en tendens til at skrive en meget pænt reflekteret-følsom, konsensus-kuet fragment-prosa, der nægter sig egensindige udfald og ekstaser og sammenbrud, men det er for fanden heller ikke forfatterskolelitteratur, det er bare talentfuld begynderforsigtighed eller OK -duksethed.

Jeg har simpelthen også bare svært ved at gennemskue, hvad det egentlig er, at litterære folk beundrer og begejstres over i bogen, ud over portofolio-artigheden. En ting er Informations kulturredaktør Peter Nielsen i hans pinligt på samme tid overstyrede og helt blanke nominering af bogen til Montana-prisen (og sikke FORUDSIGELIGE (og genbrugte) nomineringer; Voetmann, Andkjær Olsen, Boberg, Hesselholdt, Nielsen, Rolsted - min hat af også til de første tre og halvt af til Boberg og sikekrt også til Nielsen, som jeg ikke har læst, men kunne dog ikke Rolsted være blevet udskiftet med en ægte opkørt og (derfor) ensporet stemme som Nya Gleffey eller Hagen eller ...), hvor han i klassisk Zangenberg-stil gudhjælpeme sammenligner Rolsted med (tidlig!) Wittgenstein: 

Rolsteds bog er tæt forbundet med skabelsen (HVAD BETYDER DET?). Han skaber på ny verden med sprog, men sproget har samtidig hele tiden været der med alle sine betydninger og spor (HVAD BETYDER DET?). Det gør Flex Death til en meget sprogbevidst bog (OG HVAD SÅ? HVAD DET END BETYDER?). Der er noget tidlig Wittgenstein over forfatterens bestræbelse på at skabe system og klarhed over sprogets relation til verden, samtidig med at bogen i sin form på smukkeste vis henter inspiration fra musikken, sådan som det også formuleres i bogen: »Musik er en undersøgelse af intervaller fuldstændig ligesom litteraturen.«

Også Tue Nexø i Information og den virkelige Zangenberg i Politiken fremhæver disse akavet pseudo-dybsindige refræner, som de vel aldrig ville tillade deres universitetsstuderende at fremævle. Tue selv er til gengæld og for en gangs skyld (muldent, nå, nej, sandet) lyrisk i mælet, han virker decideret forelsket i gråmeleretheden for some stange reason:

Men til start og slut strømmer prosaen af sted med ultrakorte sætninger, tit bare små fragmenter af en sansning, en tanke eller en scene. Det kunne være forvirrende, og det er det vel også, men især giver det en døsig fornemmelse af en solvarm bevidsthed. Rolsteds sætninger er som sandkorn, oprindeligt kommer de hvor som helst fra, fra andre tidsaldre, fra den anden ende af jordkloden. Der kunne være små glasskår mellem dem. Men nu glider de gennem ens fingre:
»Et sprog kræver at man taler det. Bed, så skal der gives jer. En stats historie. En mand glider frem bag en bil som en klitoris bag en finger. De bløde træk som langsomt vinder hårdhed. Jeg sidder i græsset og tager sokker på. Solen er lav og hvid. Hvidt, hvidt, hvidt. Som den scene hvor Rasmus Klump laver nordlys ved at hælde sne i en maskine og dreje rundt på et håndtag. Oboens nasale klang. Smykker forklædt som våben. Det er varmt og kvinder bærer børn og glas med kaffe ud i solen.«
Og sådan fortsætter det, sidevis. Der føles lykkeligt sådan at flyde med i disse siders forskelsløse drift fremad. Den følelse er værd at hæge om. Den er alligevel ret sjælden at møde i litteraturen. Så neddæmpet og så godt kan Jonas Rolsted altså skrive.

Ja, jeg døser også hen, når jeg ikke totalt enerveres (og jeg har et dusin andre ironiske gentagelser på tungen, glide gennem fingre, fortsættelse sidevis, forskelsløs drift etc., men jeg nærer mig); jeg kan ikke i Tues citat få øje på én sætning, der ikke er kedelig, kedeligt kedelig eller kedeligt prætentiøs, men de kedeligt kedelige sætninger er jo også, fordi de er åh så bevidst kedeligt kedelige, prætentiøse - og sikke også en (i sin ensomhed prætentiøst) kedelig, fordi barndoms-sentimental, popkultur-reference. Jeg forstår heller ikke, hvad Tue faktisk mener med "solvarm bevidsthed" og senere "solvarme sætninger", det er jo nærmest Asger Schnacksk poesi-tåge. Indtil flere gange kalder Tuebogen stilfærdig, men i mine øjne hviner den, fordi stilfærdigheden ikke er genuint poetisk, personligt, excentrisk mættet, som det fx er tilfældet hos Mikkel Thykier, et forbillede, hverken jeg eller de ande litterære folk har nævnt, men blot rungende tomt postuleret.

Og så gider jeg ikke pege fingre af Mikkel Brrun Zangenbergs anmeldelse også, det gør den glimrende selv, ved overhovedet ikke at kvalificere sine 5 hjerter, ud over at kalde bogen ambitiøs, hvilket jo rimer fint på prætentiøs døs. Hør, var der ikke en, der nøs - eller gøs? Næh, det var der slet slet ikke ...

7 kommentarer:

  1. Jeg har haft lignende lidt forundrede forhold til de meget ensstemmige og alligevel også underligt vage anmeldelser.. Eller dvs. jeg overvejede; er de vage? eller er det bare fordi jeg er uenig og derfor finder dem mere ubegrundede end andre anmeldelser?

    Jeg besluttede at læse Flex Death igen (men det har jeg ikke gjort endnu), for at finde ud af om jeg har læst 'forkert' eller måske 'for hurtigt'. Det kan jo godt være tilfældet. Fx havde jeg ikke lagt mærke til (eller talt) de 30 kapitler i hver osv.

    Men så igen, jeg har det svært med at det er den vej min reaktion leder mig – mod at arbejde mere for muligvis at kunne rette bedre ind i konsensus, så jeg ved hvad jeg skal sige når nogen spørger om jeg har læst den. For som jeg har det nu, føler jeg mig ret uberørt af bogen.

    SvarSlet
  2. Man kan undre sig over, hvorfor Amalie Smiths helt forrygende bog (fx) ikke er nomineret til den pris. Der er ingen tvivl om, at hendes bog, I Civil er langt mere imponerende og vigtig i forhold til dansk litteratur. Og der er sikkert en lang række andre værker, der i dén grad har mere på spil end FLEX

    SvarSlet
  3. Du mener vel: Ja. Amalie!
    Og ikke: Ja, Amalie!
    Eftersom vi må gå ud fra, at Amalie ikke er identisk med Anonym (25. nov. 2012 12.39)

    SvarSlet
  4. Men jeg kunne godt tænke mig at høre nogle overvejelser fra dedikerede anmeldere (med mere skepsis i posen) om hvad der fungerer og ikke fungerer – og hvorfor – hos Rolsted så vi kan få udbygget den eksisterende modtagelse?

    SvarSlet
  5. Og get store problem er i go for sig hele denne tendens til rangordninger. At Rolsteds bog er bedre eller dårligere end en anden osv. Det er jo for hulen LIGEGYLDIGT. Det der er det smukke er de smukke bøger. Dem skal vi pege på, dem skal vi tale om. Og så ER det trist, at de bedste bøger ikke er dem, der bliver hevet frem. Det er altid trist, når en eller anden, der fortjener opmærksomhed bliver glemt til fordel for en, der ikke er helt sharp. Men åh; hvor er det dog trættende at være fuld af aversioner, at være fuld af ting, man ikke må gøre. Det har jo fra min side sådanset intet med Rolsted at gøre. Hans bog er fin. Den er bare ikke ligeså fed som Smiths, som også er federe end fx. endnu en velskrevet camilla-bog af Hesselholdt/endnu en rejsebog fra Boberg/endnu en væltet og vilter bog af Voetmann/endnu et værk af Claus Beck-Nielsen om performeret identitet (eller hvad det nu er denne gang). Nå. Det er bare så forudsigeligt deroppe fra Testrup af. At de læser bøger af de samme forfattere. Igen-igen. Ikke at Amalie Smith er nogen nyhed på den front. Men der MÅ da ligge nogle andre værker derude i det danske landskab.

    SvarSlet