(til et foreløbigt hemmeligt formål)
Det er ligesom ham, der prøver at bygge Eiffeltårnet som sandslot og hele tiden ender med Rundetårn i stedet for, en fuldstændig eksakt model 1:1200 af Rundetårn, men det nytter jo ikke noget, når det er Eiffeltårnet, han vil bygge, det er ligesom en hær af småbitte Rundetårne, som dækker en hel kystlinje, og som er helt, helt forkert, fordi det skulle forestille at være en hær af bittesmå Eiffeltårne i stedet, det er der bare ingen, der ved, undtagen ham, der har bygget dem, og som bliver beundret af alle og enhver for den fine, fine hær af småbitte af Rundetårne, ham kommer i nyhederne og alting, man ser ham stå nede på stranden og forsøge at sparke til Rundetårnene, men en strandbetjent, der er blevet ansat til formålet, rundetårnene er nu et nationalklenodie, griber ham i hans dybt opløste - al den skulpterende ståen i vandkanten - gummisko og vrider ham rundt og kaster ham til jorden, hvilket er noget han har lært, strandbetjenten, på et obligatorisk efteruddannelseskursus i Udvalgte Kampsportsgrene, en benvridning er et godt, gammeldags karatetrick, han er oprindeligt uddannet parkbetjent, men strandbetjent er som demonstreret en helt anderledes brutal beskæftigelse, og på sandet ligger han, ham, der har bygget hæren af Rundetårnene, der skulle have været hæren af Eiffeltårne, ikke fordi Rundetårne er bedre eller finere end Eiffeltårne, bare fordi det altså var meningen, at det skulle være Eiffeltårne og ikke Rundetårne, og prøver ikke at græde saltvand, men klart, klart Lourdes-kildevand, det lykkes heller ikke.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar