Skeptisk på grund af forlagets pressetekst, der refererer kedeligt og særligt fremhæver et fokus på kvindens position i kunstverdenen, GAHAB! Gyldendal er sørgeligt gode til at oversælge det, der er skidt - jeg gruer sådan for annoncerne for den nye Jungersen-mursten - og undersælge det, der er fedt.
Problemet er, at følgebrevet er SYMPTOMATISK for, hvordan Gyldendal sælger romaner: De refererer kedeligt og citerer forfatteren for, hvad romanen handler om af relevant og vigtigt virkelighedsmæssigt; jeg har oplevet det med 3 romaner i træk, Sissel Bergfjords Sortedam, om alkoholisme (som forfatteren egen mor også led af, ah, autofiktion!), Iben Mondrups En to tre - Justine, om kvinder i kunstverdenen, og den debutroman, som nogen har stjålet fra møntvasken eller Café Viggo, og som jeg ikke har læst, om noget med kærnefamilien i dag. Og jeg vil gerne have, at presseafdelingen forstår, at vi er FUCKING LIGEGLADE med, hvad de og forfatterne mener, romanerne handler om, vi er interesseret i om og hvordan, de er sprogkunst, hvad faktisk Sortedam og En to tre - Justine og på hver deres akkurat særlige måde er, og interesseret i, at Gyldendal er interesseret i, at de er sprogkunst - især Mondrup-reklamen går helt skævt af, hvad der er fedt i den roman, nemlig STEMMEN. Og det er så ikke mere slemt end som så for en anmelder som mig, der bestræber sig på at læse selv, men følgebrevene er vel også snarere beregnet for dem, der ikke læser selv og bare citererer eller parafraserer følgebrevet (hvilket kaster et gustent skær på den fornærmede mails formulerimger om at, "Det undrer os hver gang vi ser en avisanmelder bruge spalteplads på at kommentere et forlags følgebreve, da læserne aldrig ser disse og derfor heller ikke kan have noget forhold til dem" - det burde de måske have!) - prøv at høre, pressemennesker, det er god reklame, den BEDSTE reklame, at en roman er skrevet godt eller måske endda BEDST.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar