De 2 store skuffere

fra min egen generation, 90'er-generationen, er

Katrine Marie Guldager,

der skriver moralsk, magisk slægtsrealisme,
fordi hun
til forskel fra sit tidligere radikale forfatterselv (Styrt, Blank, Det grønne øje. Ankomst, Husumgade - yndlingsbøger!)
VIL være opbyggelig og tydelig og folkelig og samtidshistorisk

&

Kirsten Hammann,

der skriver kynisk, sørgmunter intim-realisme
fordi hun
til forskel sit tidligere radikale forfatterselv (se blogpost nedenfor om Bannister)
VIL hvad exactly? Er hun bare kunstnerisk ugidelig, Er det simpelthen bare for hårdt at gå til yderligheder (jfr. desperationen i Bruger De ord i kaffen - men hvordan var det egentlig at skrive Bannister? det har vi ikke fået at vide, og måske har hun glemt det, fordi hun slet ikke kan huske, at hun har skrevet den!?)