Et lille, men markant skred på sætningsniveau

I 2007 udkom den stærkt anbefalelsesværdige antologi Christian Skov - Læsninger i forfatterskabet, redigeret af de dengang decideret unge forfattere Anders ASbildgaard (nielsen) og dennis Gade Kofod på det hedengangne forlag Anblik -  med bidrag fra flere andre både (dengang decideret) unge og lidt mondnere forfattere, blandt andre Jeppe Brixvold, Kristian Bang Foss, Hans Otto Jørgensen og Christina Hesselholdt (eneste fælles tekst?) og Kristian Nya Glaffey.

Her et uddrag fra Abildgaard og Kofods forord:

"Den måde at arbejde på, at slå stykker af det samme motiv gennem konstant videreudvikling, en konstant koncentration af formen, kan man se et eksempel på i et lille, men markant skift på sætningsniveau mellem Stranden ved Spar Es og Ingers hvide ben. Dette skift, eller skred, som det rettere er, kan samtidig være grunden til, at flere nævner Stranden ved Spar Es som, hvis ikke hovedværker, så omslagsværker. I Stranden ved Spar Es bliver figuren "det er inde i ham" for første gang den bærende. "Det er det stemmen har hvisket om og hvisket, at det er det samme at se sig hos Conny og Lorenz, som det var at se sig hos Tinne og Max, at også mørket her kun er inde i hende, og den lyse firkant, de sorte skygger, vejtrækningen og bilstøjen, at det altsammen kun er inde i hende", som der står et par sider inde i bogen. I Ingers hvide ben er den figur skåret ned til "det er i ham" og flyttet frem i åbningssætningen: "Igen er Thøge i stuen hos faderen og Inger og ved ikke, om det kun er i ham, de er."
Hvad er det for en figur i Stranden ved Spar Es? det er en figur, der placerer perspektivet i personen. den placering er for Skov ufravigelig. Man kan derefter spørge, hvad forandringer "inde i" i Stranden ved Spar Es til "i" i Ingers hvide ben er for en størrelse. Umiddelbart melder to svar sig. Den ene er, at det er en økonomisering af den figur: Hvorfor have et "inde" med, når man kan nøjes med et "i"?. det andet, og det kommer som en forlængelse af det første, er, at det ikke kun er en økonomisering, men også en radikalisering. Nu er der kun et "i ham". Ikke et "inde i ham"! som et modsætning til et uden for ham. Nu er der kun det perspektiv. Perspektivet er så paradoksalt nok håndteret af en tredjepersonsfortæller; personerne er på samme tid reduceret til og adskilt fra det perspektiv."

HANS OTTO FÅR EN GEORG!

Sjældent har valget af prismodtager på samme tid været mere indlysende og mere glædeligt:

Georg Brandes-prisen 2016 går til Hans Otto Jørgensen (der for længst har fået sin Kritikerpris (for Helt og heltinde i 2007, han og en anden eks-Forfatterskolerektor, Niels Frank, er de eneste dobbelte prismodtagere) for sin målrettede, intense og oprømte ANTI-Det moderne gennembruds mænd, Horden.

De tre nominerede til Krtikerprisen (som jeg modsat GB-pris har haft en vis indflydelse som bestyrelsesmedlem af Kritikerlavet (vi diskutererede og stemte os frem en januaraften)) er der ikke mindre gods i OG GLITTER PÅ:

Hanne Højgaard Viemose: MADO (også nomineret til Montanaprisen, som hun ikke fik (men hun fik publikums/champagne-prisen) og Weekendavisen Litteraturpris, som hun forbandet heller ikke fik)

Dennis Gade Kofod: Nancy (ikke nomineret til andre priser, uretfærdigt nok, men desto mere retfærdigt med den her nominering for den sære, stærke bog (og det tilhørende, groft  undervurderede, sære, stærke forfatterskab)

Ursula Andkjær Olsen: Udgående fartøj (superstjerne jo og Krtikerpris-nomineret flere gange gange før, også indstillet til Politikens Litteraturpris, som hun også MÅSKE får, da alle nominerede er digtbøger, men hun sælger sgu nok desværre mindre end de glimrende, unge mænd; jeg håber ikke, at hun gør!)

Pressemeddelelse fra Litteraturkritikernes Lav

Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav, der er en sammenslutning af danske litteraturkritikere og anmeldere, har nomineret tre spidskandidater til Kritikerprisen for 2015.

Til Kritikerprisen 2015 er følgende kandidater indstillet:

Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen Udgående fartøj (Gyldendal)

Dennis Gade Kofod for romanen Nancy (Rosinante)

Hanne Højgaard Viemose for romanen Mado (Basilisk)

Fra Kritikerlavets side vil vi gerne markere indstillingerne af disse tre værker, der i særdeleshed udmærker sig ved deres litterære kvalitet.

Det gør vi med et arrangement under litteraturfestivalen Kbh Læser på Hovedbiblioteket i Krystalgade, København, mandag den 29.2 kl. 17.00, med oplæsning af forfatterne og præsentation af værkerne i en kritikersalon.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt lavets medlemmer.

Prisen uddeles traditionen tro i Kulturstyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, 1553 Kbh. Nærmere oplysninger om dette arrangement følger.

Samtidig kan vi meddele, at modtageren af Georg Brandes-prisen 2015 er:

Hans Otto Jørgensen for sit værk Horden (Gladiator)

Georg Brandespris-udvalget, der i år udgøres af Lotte Kirkeby Hansen, Mikkel Bruun Zangenberg og Mads Rosendahl Thomsen, begrunder deres valg således:

Georg Brandes-prisen 2015 går til Hans Otto Jørgensen for ’Horden’ og hans læsninger af en række kendte og mindre kendte danske forfattere fra Det moderne gennembrud. ’Horden’ er en fremragende og i ordets bedste forstand personlig og folkelig formidling af et felt og af en række værker. Hans Otto Jørgensen læser tæt, tænker historisk og aktualiserer glemte og marginaliserede forfattere på en vedkommende og original måde og knæsætter således på imponerende vis en ny omgang med det gennemtærskede moderne gennembrud.

Både Kritikerprisen og Georg Brandes-prisen er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur.

Spørgsmål kan rettes til kamillalofstrom@gmail.com

Kamilla Löfström, oldermand for Litteraturkritikernes Lav

Sort magisk bornholmsk nissenonsens

side 139 i Nancy:

Kongen ridser i en skallen på en valnød. det er hjernen, han vækker til live.
  På et gammel sprog siger han: Min gamle ven, jeg har savnet dig.
  Ustogga ulieli vagga. Villu. Ded få du varra.
  Han kratter flere tegn ind i nødden.
  Ellestingran snikkaraer, siger han.
  Kongen lægger nødden i vand i et lille bæger, og al væsken trækker ind i nødden.
  Min ven, min ven. Os to sammen. Kom, der er brug for dig, siger han.
  Kongen løfter nødden op og vikler den ind i stof.
  Uden for døren venter troldmændene på ham. Nødden bliver lagt ned i en æske.
  Det er vigtigt, at ingen andre end kongen rører den.
  I rådssalen sætter han sig alene.
  Han har vækket vreden til live.
  Enj løvvrnasjytt nagga, tænker han.
  Ligesom pesten, ligesom russerne og tågen er det nu uden for hans kontrol. Sådan virker magien. 

Helle for en ordklassekamp på klippegrund

Dennis Gade Kofod har (mindst) 2 fine hilsner til sit prosaiske valgslægtskab Helle Helle i sin nye socialrealistiske NISSE-apokalyptiske roman Nancy, som jeg med nydelsesfuld varsomhed (så let kommer jeg til at læse FOR hurtigt i forhold til den på samme tid rå og udsøgte ordknaphed) er halvt igennem:

side 40:

  Nancy forstår det.
  De nøgne træer.
  Eksempler på liv.
  Stuk.
  Hele hendes nye tolkningsapparat rullet ud og hypersensitivt: Alle, hun kender lever efter berettermodellen.

sider 56:

  Hun læser mere nu, efter tågen er kommet.
  Efter at hun er gået på arbejde.
  Hun kan godt lide noveller med ensomme kvinder, Nancy griner ved tanken om, hvad hende der forfatteren med to fornavne ville få ud af øens tilstand. Det ville være rart med lidt humor.

Hvilket må genoprette eventuelt karmatab opnået ved først afvisningen af underklasse-fokus hos HH i Information-indlæg om manglen på underklasse/udkants-skildringer i yngre, dansk litteratur (og - SUK- efterlysningen af sådanne) og derpå indrømmelsen af fokusets faktiskhed, på FB:

October 16 at 4:03pm

Peter H. Olesen Flere af Helle Helles romaner foregår altså ikke i middelklassen, Dennis. Der tager du altså fejl!

 October 16 at 4:15pm

Dennis Gade Kofod Det er jeg ikke enig i. Laver middelklasse måske. Men som jeg skriver, jeg synes ikke det er så vigtigt, for jeg tænker slet ikke at det er Helles intentions at bedrive intens udforskning af provinsen.

October 16 at 4:17pm

Peter H. Olesen Nu kender jeg ikke grænsen mellem lavere middelklasse og underklassen.

 October 16 at 4:24pm

Dennis Gade Kofod Og nu har sovet på det i flere dage og er blevet enig med mig selv om at det er noget sludder det jeg har sagt om HHs romaner og middelklassen i forhold til Rødby Puttgarden. Sorry.

October 22 at 11:32am

Peter H. Olesen Nemlig.

Peter H. Olesen Godt indlæg ellers, men jeg synes nu altid, det er problematisk, når nogen 'efterlyser' en bestemt litteratur, hvad enten det så er kritikere, kulturjournalister, politikere eller forfattere, som dig selv eller Peder Frederik Jensen. Problemet med forfattere fra provinsen - hvad enten de kommer fra middelklassen eller underklassen - er jo ofte, at de netop flytter fra deres miljø, deres fødeegn. Det er sgu svært at rende rundt i en lille by og ville være kunstner. Man vil bare væk, ud i den store verden eller i det mindste 'over' til København. Man kan selvfølgelig håbe på, at nogen af disse kunstnere flytter tilbage - som du har gjort - eller i det mindste skriver om miljøet, men ligefrem kræve det, kommer der sgu nok ikke noget ud af.

October 16 at 4:22pm

Dennis Gade Kofod Og jeg er helt enig. Og tænker heller ikke at jeg efterlyser det - selvom det jo er det det ender med - men mere at jeg påpeger fraværet. Jeg skal nok selv forsøge at skrive den litteratur jeg synes der mangler. smile emoticon

October 16 at 4:25pm

Peter H. Olesen Nemlig!

Poesi som feberanfald

Apropos poeter og prosaister, så havde ærkeprosaisten (og spøgelsesromanforfatteren) Dennis Gade Kodod pludselig skrevet en absolut ikke ueffen digtsuite til hvermandag.dk i går, her to af de poetiske punkter:


                                    mågerne

                                er

                                store

                                    dovne

                                        flagermus



                                det er sådan en

                                        aften

                                    i     aften



*


            fyrretræerne ligner

            psoriasispatienter

  
                    intet andet

                ikke engang

            træer

Genfærd der blev glemt

I min WA-anmeldelse af Olga Ravns Celestine kom jeg tanke om kun én anden nylig spøgelsesfiktion, Pablo LlambIas' ... rasende ...2008  (hov! + teksten i hvad for et nummer af den Blå Port?, vistnok urteksten bag ... rasende..., om (som PL "selv") at møde spøgelset på Hald Hovedgaard (jeg har personligt altid sovet på det forkerte værelse, ingen gider spøge med mig)).

Småskandaløst at jeg ikke, som Tobias Skiveren i Jyllands-Posten, nævnte Dennis Gade Kofods (som ... rasende ..) underkendte 2013-roman, som decideret hedder Genfærd.

Der er også den eneste gode novelle i Jan Sonnergaards Jeg er stadig bange Capsar Michael Petersen, 2003, "Spøgelset på Ottmachauer Steig (og vel i og sig også "Lotte" i Radiator).

Og Svend Åge Madsens mesternovelle "Manden der opdagede han ikke eksisterede" i samlingen af sammen navn, 2007.

Og garentreisset én eller flere fortællinger, hvilke helt præcist? af Charlotte Weitze.

Men hvilke andre, bloglæsere?

Dennis! OLivia! JOKum! MIKKEL!

Navnene på årets modtagere af Statens Kunstfonds treårige legat er ankommet. Og sjældent har listen været så favoritspækket:

 DENNIS GADE KOFOD!

OLIVIA NORDENHOF!

JOKUM ROHDE!


MIKKEL THYKIER!



Kofod og Thykier har ventet PINLIGT længe om at få, og Rohde, som jeg var sikker på havde fået for længst, SKANDALØST længe, men det kan det nye litteraturudvalg, Adolphsen, Hauge, Marstrand-Jørgensen, Hübbe, Koch, jo ikke gøre for; de har jo ikke siddet udvalget før! Og selvfølgelig skulle Nordenhof have det NU, efter lysende og blændende Det nemme og det ensomme. Derudover har den grumme børnebogs-maskine Oscar K (Ole Dalgaard), den påhitsomme klodsmajor Kaspar Colling Nielsen, det cool oversætterpar Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad fået + (garanteret Hans Hauges påfund - og uden at have søgt) den ferme doku-forfatter Peter Øvig Knudsen (hvilket man kunne været blevet lettere irriteret på, hvis det ikke var for favoritspækningen). Hvis jeg skulle komme med en enkelt kritisk bemærkning - og det vil jeg nødigt undlade - skulle det gå på (HOV! kønsfordelingen og) aldersfordelingen, kun en enkelt forfatter under 35 (Nordenhof, født 1988) og det er ikke, som om der ikke står mere eller mindre garvede ynglinge i kø, fx Rasmus Halling Nielsen, Ida Marie Hede, Amalie Smith, Lene Asp - og blandt de 35-40-årige fx Glenn Christian og Sternberg. og blandt de + 40-årige bl.a. Birgit Munch og Iben Mondrup. Men selvfølgelig får de allesammen m-fl. næste år. Jeg tillader mig, nej, KRÆVER at stole hårdt på dette udvalg. 

De 2 overseteste

bøger i 2013 kunne være

pga. henholdsvis kriminel tysthed og forbryderisk skramlen

Dennis Gade Kofods roman Genfærd



citat fra side 14:

 Tæt omkranset af gamle fyrretræer ligger hotellet. Lyden af havet fylder, det bruser, og den brusen er det første, Frederik hører. da han træder ud af bilen. Foran hovedindgangen er der et større arrangement af planter. I et væld af grønt står der Velkommen kære gæst skrevet med små, sarte blomster, en bårebuket.

& Nikolaj Zeuthens digtsamling Stråler



citat side 14:

2.

måske er det lidt for meget
med de der efterlønnere
der havde suget viagra-gel
og spillede gudetennis

men at skildre psykiatrisk skadestue
med et zoom på krydsogtværs
det var alligevel politi på ti bogstaver
bandidoshj, stat på fem kirke

Mindst 1 genfærd

indeholder 
(med Todorovsk tøvende tvetydighed)
Dennis Gade Kofods nye roman Genfærd,
heldigvis,
jeg havde være skuffet over mindre,
efter sværmen af spøgelsesfiktion
på det seneste,
såvel Guy Maddins fordrømte Keyhole
som 1. sæson af manisk kulørte American Horror Story

Sporløs avis

Ingen tekster af mig i dagens WA, det er jo ikke i orden, og især kunne Daniel Dalgaards debutsamling Vi er ikke konger, der udkommer i dag, have fortjent en anmeldelse, der var anderledes positivt diskuterende end den eneste ene, bogen har fået, nemlig Tue Andersens Nexøs entydigt og ensporede (Skinnebach)epigon-anklage i Information - til gengæld (for total usynlighed) har jeg til anmeldelse fået to lækkert lovende, små romaner (der er ikke noget mere lækkert og lovende end små romaner af forfattere, man nærer tilliden til: fordi de lover rask udsøgthed) af Dennis Gade Kofod, Genfærd, og Peter Adolphsen, År 9 efter Loopet, som jeg næsten ikke kan lade være med at slurpe mig igennem, men hvorfor skulle jeg også lade være, bare fordi de udkommer om henholdsvis fjorten dage og tre uger, jeg kan jo bare læse dem igen (og igen). Her de første 3-4 sci-fi-funky sætninger i År 9:

Naturen har generobret Los Angeles, men det er en natur der er hørt op med at sætte frugt. Da alle dyrene pludselig forsvandt - eller rettere holdt op med at opføre sig som dyr - forsvandt også behovet for slige kulørte og sukkerholdige virkemidler. Der var kun vind, vand og tyngdekraft til at sørge for befrugtning og frøspredning, gjorde naturen det som naturen altid gjorde: den tilpassede sig.

 To be continued konsekvent og digressivt, forhåbentligt!

Bevis på at Dennis Gade Kofod ikke er en robot

(statusopdatering på FB)

kan ikke poste på Bukdahls blog fordi jeg ikke kan bevise jeg ikke er en robot.

Prosatendens m. roser (vælg den)

1. Lister

Optræder i både Dennis Gade Kofods nye, korte roman Superhelte i det hele taget, som jeg lige har siddet og anmeldt (godt) og i Dorte Nors' nye (genreløse) kortroman Dage, som jeg straks bagefter sad og læste (glad), men som jeg ikke skal anmelde, og som består af LUTTER lister (nærmere bestemt: dagaflistninger). Højst kuriøst indgår rosenavne på begge bøgers lister:

Fra Superhelte i det hele taget:

Roser de har købt efter de er flyttet ind:
Karen Blixen
Alexandra
Isabella Rosselini
Victor Borge
Kong Frederik IX

Derudover har de to roser, der var der, da de overtog huset. En rhapsody in blue i en krukke i gården. Og i haven står en Ingrid Bergman. Det tog noget arbejde at finde deres navne. Først da en mor fra børnehaven kommer forbi og kender begge roser, bliver det helt sikre. Ingrid Berman havde de fået rigtigt, men den anden troede de var en Madame Hardy. Det morede hende meget, moren, der var gartner.
Per nulrer et kronblad mellem fingrene. Lugter dejligt, siger Line, når han stikker fingrene hen under hendes næse.
Purløgene kan bladlusene ikke få bugt med, men alt andet er angrebet. Gården skulle på sigt blive mere frodig, end den er i dag.

Fra Dage:

1. Sagde: Nu skal du bare tage én dag ad gangen.
2. Sagde: Og dette er den første af de dage, som du skal tage én ad gangen.
3. og stod så op og var løbet tør for mælk.
4. Gik forbi kirkegårdens duer, og det er ikke, at livet går videre, men at det aldrig vil standse,
5. var i Frederiksberg Have,
6. tøvede ved Suttetræet og kunne huske mor stå i køkkenet på en campingplads i Norge med en svensk og en hollandsk kvinde, alle tre i færd med at kigge i bunden af en gryde og tage tæger af en unge, og selv har jeg ikke ofret en eneste sut til Suttetræet på stien her til Det Kinesiske Lysthus.
7. Købte en jordbæris og kunne ikke blive voksen, hvor gerne jeg ellers ville.
8. Tog ordene ud af munden og lagde dem i en lille, hvid kiste.
9. Læste i skyggen af et træ på kirkegården,
10. læste side op og side ned i lugten af varm buksbom og havde ondt i tanden,
11. men det gjorde ingenting.
12. Standsede på vej tilbage ved Kyhns grav, og det var roserne,
13. Centifolia, Multiflora og Astrid Lindgren, og der stod jeg og lagde alt det, jeg håber på, fra mig, og det var, som om han drejede hovedet fra sin irrede bronzeplade og kiggede ned på mig:
14. Jamen, der har vi dig så, kvinde,
15. med svirrefluer om ansigtet
16. og helt alene.

- det er sgu da langt ude kuriøst med de roser, på lister ...!