Modelerbare, animerede næser i dansk litteratur 1-2

1.  Fra Hans Scherfigs debutroman Den døde mand, 1937 (J. Blendstrups yndlings-S-roman og -passage):

"- Du skulle passe bedre på din ny næse" Den sidder ikke rigtigt.
  Brand (fiduskunstner LB) følte til næsen. - Jo, den gør. Den er der endnu. Det er fame Danmarks flotteste næse!
  Sagen var, at Brand virkelig havde fået en ny næse. Det var gennem Kunst for varer, at han havde solgt et billede for en paraffinbehandling. Ganske vist havde han en meget pæn næse i forvejen, men han syntes ikke, at han kunne afslå tilbuddet, og lod sig forsyne med en vældig romersk kunstnæse af paraffin.
  Han var umådelig stolt af sin nye profil o malede samme dag en hel serie selvportrætter (et af dem blev for resten senere købt af en kunstelskende minister, fordi det var så billigt), og alle folk, han mødte, måtte beundre den nye fine næse. Det værste var, at han ikke kunne holde fingrene fra den. Den bløde paraffin lod sig let forme, og Brand modellerede ustandselig på sin næse og forsøgte alle mulige former.
  Nu var den drejet helt om til siden, og spidsen havde fået form som en kugle. Det så fantastisk og modbydeligt ud. Og Brand vidste det godt. Men det generede ham ikke. Når det gjaldt om at gøre sig bemærket, skyede han ikke noget middel."

2. Fra Halfdan Rasmussens børnerim og -sang "Tyggegummikongen Bobbel" (om "alle folk fra kvist til kælder" i tyggegummikongens rige):

De har tyggeguminæser,
der kan vippe når det blæser