Lones sans for Helles vink

Dejlig iagttagelse Lone Nkolajsen har gjort sig og spørger til i interviewet med Helle Helle i Information, at hendes personer hele tiden hilser på og vinker til hinanden, det har jeg ikke lagt mærke til:

"Bob falder i snak med folk, fordi de synes, han er pæn, men også fordi de beder om hjælp, og han altid er parat til at hjælpe. Og fordi han har det med at hilse på folk. I de får han næsten gjort det til en dille at hilse på folk med to fingre, der føres ud fra panden.
Den lidt joviale vinken, som buschauffører også bruger, når de kører forbi hinanden. I BOB er det et lyspunkt for ham at udveksle sådan et vink med en bybuschauffør.
I det hele taget vinkes der meget i Helle Helles forfatterskab. I de sker det cirka tredive gange (jeg har selv talt), at nogen løfter armen (eller benet) til hilsen, i BOB lidt færre, men alligevel. Hvad handler alle de vink om? »Ja, hvad er det? Når nogen vinker til en, så ser de en. Jeg tror, det er så enkelt.
Man bliver set, men man behøver ikke sige noget. Der er bare den anerkendelse af, at den anden er der. Det passer jo rigtig godt ind i min måde at skrive på, alt det der med, at det kropslige kan være et udtryk for så meget af det, der er indeni. Og den der lille gestus, den er bare så ufattelig fin.
Og nogle gange i nogle af romanerne har jeg tænkt, at nu skal der ikke være flere, der vinker, for de vinker så meget. Og så ender de alligevel altid med at vinke til hinanden et eller andet sted.«"