Jørgen Leths Tour de France-kommentar er hans årlige Dickens-roman

(Den gule trøje i de høje bjerge hans dekonstruerede hyper-Dickens-roman) 

Ah, at høre Jørgen sige ordet

DICKENSAGTIG

(om colombianerne og deres heftige livshistorier)

Jeg har læst en ny bog af Jørgen Leth i dag (uden GPS!)

Det er Gyldendals julebog med titlen - som ikke er det værste, heller ikke det bedste, men heller ikke det værste, ved bogen - Fra det ene sted til det andet, der samler anekdotiske-historiske-topgrafiske præsentationer af Tour de France 2014's etaper skrevet til TV2 Sportens hjemmeside; teksterne er altså skrevet før løbet/etaperne, hvis handlingsløb, man altså ikke får noget at vide om. Det er noter til, hvad Jørgen kan sige, når der INTET cykelsport-dramatisk foregår og rytterne bare hjuler af sted. Man skal lede en smule efter cognacerne, men de er der: et højdepunkt er erindringen om en vidunderlig ridderborg, Jørgens far byggede, og indtil flere hotel/restaurant-omtaler glimter godt; i forfatterskabet er bogen tvilling til den cirka lige så lille, stiligt og viljestærkt beskedne/pligtskyldige Michael Laudrup-bog, 1993, med dens fine (ikke længere brugbare) guide til Barcelonas barer og restauranter. Aldeles uimodståeligt er dette afsnit fra den nyskrevne indledning, der fortjener musikledsagelse ved Toksvig/Simpson (det brummer også af Rogue-skolende Herzog):

Jeg studerer kort. Det er vigtigt at kende vejen fra de store kort. det er dumt, at så mange bilister er afhængige af GPS. Man kommer ikke til at lære elementær geografi at lade sig styre af en robot. Hvor er øst, hvor er vest? Landkort er dramatiske og åbner sig sommetider modvilligt. Jeg vil bare gerne finde ud af, hvordan man kommer fra ét sted til et andet. Jeg vil se det fra mit eget perspektiv. Med udpakket kort på knæ. Ikke dirigeres af en iskold kvindestemme. Ikke fordi jeg har noget imod, at en kvinde taler og dirigerer. Det vil jeg lige sige. Men den robotstemme, som peger vej for os overfølsomme rejsende, er bare så uhyggelig. Så streng og insisterende. Det er ikke nogen person jeg vil lære at kende. det er ikke noget menneske, men nogle knitrende lyd fra en science fiction-film.
  Sommetider leder stemmen os ud på latterlige omveje. Den kan finde på at sende os ud i et kaos i Grenobles forstæder, bare fordi den vil gætte en omvej. Og den siger aldrig: "Undskyld, det var min fejl."

Ord/navne omsider artikuleret/givet lyd af Jørgen Leth

(i  kronologisk rækkefølge på London-etapen i dag)

1. Big Ben

2. Westminster Abbey (abbediet Westminster (oversatte han det straks efter virkelig faktisk til))

3. Dickens 





- 2 prægtige performers (hvem der havde set og hørt Dickens live(kommentere Tour de France))

Vigtig Jørgen

Du har tændt for Tour - fordi det giver god barndomsstemning,

og Jørgen Leth taler om

vigtige hjørner

på ruten,

så det lyder som

vigtige Jørgener

(og lige nu taler han om det skaldede bjerg, Mont Ventoux, der virkelig er skaldet, og det, der gør Mont Ventopux ekstra mytologisk, er, at det står helt alene og er skaldet, man kan se det i miles omkreds, det er skræmmende, er det)

(Stephánie Surrugue på Facebook:

Efter crazy første etape gør det godt med aftensmad - og Jørgen kommenterer stadig; nu på en svulstig banana split serveret i en porcelænssvane (!): "Det er vildt, det dér. Det er fuldstændig vildt. Det er den vildeste banana split, jeg nogensinde har det. En banana split er en dejlig ting, synes jeg. Jeg har engang lavet en filmscene med en banana split... Den hed 'Nye scener fra Amerika'... Dan Holmberg på kamera. Det var en 40 sekunder lang scene. Det var skidegodt".

  )