BT-læsere er 168 ord dummere end Berlingske-læsere

Den samme 5 stjerner-anmeldelse i B.T. og Berlingske af Hassan Preislers Brun mands byrde ved Mette Reinholdt, bortset fra at Berlingske-anmeldelsen er på 540 ord og BT-anmeldelsen er på 372 ord (resultat af det såkaldte glastrappe-princip i Berlingske Media, hvor al content kan udnyttes efter forgodtbefindende af enhver platform - jeg troede bare ikke, at det også gjaldt tekster skrevet af freelancere, hvilket anmeldere så godt som altid er; køb os hurtigt, Pol!). Først de passager, B.T. for fordøjeligheden skyld har redigeret ud af Berlingske-anmeldelsen og så selve B.T.-anmeldelsen, fordummelse i praksis:

*, og han gør det så afvæbnende , at det nærmest virker som et skarpladt våben

* , hvor han både forsøger at finde ud af, hvem han er, og at vise omverdenen det, han finder frem til. Med en ærlighed, der næsten går i tæerne, så de krummer sig, afslører han såvel sin egen usikkerhed som sit skuespil. Selv om alle andre også får én på sinkadusen, og selv om han et par steder træder ud af historien og antyder, at han i det foregående ikke har talt helt sandt, så fremstår denne selvfiktive fortælling så oprigtig og uforstilt, som en roman må kunne blive

* , han lader os få et glimt af Harvey Keitel og lokaliteterne på Actor's Studio

* , hvor grene af pakistanske aner og danske forfædre får liv gennem hans eminente pen, og han laver skønne sløjfer på historien, bl. a. i en scene hvor han på en amerikansk konference slår knuder på sig selv for ikke at komme til at sige noget stødende om nogen som helst

Man skal være forberedt på lidt af hvert, når man giver sig i kast med Hassan Preislers rablende skøre og spiddende sarkastiske selvbiografiske debutroman, »Brun mands byrde«. Den er ikke for integrationssarte sjæle, hverken af den ene eller anden slags - firkantet dogmatik skydes i sænk med et bombardement af ord og nuancering, og man sidder efter endt læsning tilbage med større forståelse for både dobbeltkultur, pakistansk kultur og ens egen jeg-ved-bedstkultur. Det vil der utvivlsomt være nogle, der ikke kan kapere. For selv om skuespiller og kunstnerisk leder af teaterkompagniet danskdansk Hassan Preisler skriver med et overskud af humor og god karma, så får han nikket en del skaller til både den velmenende, selvgode integrationsindustri, til forurettede, arrige indvandrerefterkommere og til frygtsomme, snæversindede fremmedfjender. Og ja, til sig selv. For modsat den udbredte danske selvfornøjethed så lægger Hassan Preisler gennem sin fortæller al sin tvivl og usikkerhed til skue. * Han er, som han indledningsvis skriver, en kamæleon, der iklæder sig det kostume og den rolle, omgivelserne forventer, selv om han egentlig hellere ville iføre sig noget ganske andet. Han er med andre ord lige så omstillingsvillig og forandringsparat, som vi andre danskere forventer af ham og af dem, der ligner ham og hedder som ham. Eller han forsøger i al fald at være det. Undervejs går det dog op for ham, at han ikke længere kan kende sig selv, og han begiver sig derfor ud på en opdagelsesrejse i sit eget liv og i sin halvt danske, halvt pakistanske baggrund. Han er blevet en verdensmand, der ikke længere - om nogensinde - har haft et sted at høre til. Det er kort fortalt det, bogen handler om: en ung dobbeltkulturel danskers rejse ind i sig selv. * Med sin speedsnakkende fortællerstemme af næsten dan turellske dimensioner fører Hassan Preisler læseren til både New York, Madrid og Beirut, med pitstop i Lahore, Berlin og Bagsværd og med udsigt til bl. a. Rudyard Kipling og Leonard Cohen. Han serverer mangolassi og kalvekløer i Sialkot og stegt flæsk og tømmermandsopbyggende byture i København *, præsenterer os for sit kæmpe stamtræ *. »Brun mands byrde« er en bog, der har manglet i den nationale danske bogreol. Nu er den her omsider. Vær så god at læse den!.