Viser opslag med etiketten Solvej Balle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Solvej Balle. Vis alle opslag
mandag den 3. februar 2020
lørdag den 24. august 2013
Min større minimal-pointe var
at pointen med Franks og Balles i hver sin retning yderliggående formater, malabarisk picareske og systemisk/fænomenologisk mikro-prosa, jo er den modsatte af at besværliggøre, komplicere, kryds-og-tværs-ificere betydning, pointen er at frisætte, simplificere, idiotisere den betydning, der i konventionel konsumlitteratur dovent kliché-kodificeres.
Hos Frank blæser en platicpose af sted.
Hos Balle blæser et stykke papir af sted.
Gør den plasticpose og det stykke papir så.
Hos Frank blæser en platicpose af sted.
Hos Balle blæser et stykke papir af sted.
Gør den plasticpose og det stykke papir så.
Nellies tidligere liv som lyrefugl
Jeg glemte at reklamere for, at jeg modererede (og prøvede at radikalisere - det lykkedes til dels: Balle fortalte, at hendes første mikro-tekster blev tastet på gult stof og modelleret i ler, ret radikalt!) en samtale mellem Niels Frank og Solvej Balle på Louisianas stiligt lækre Litteraturfestival i går aftes, og nu er det for sent, men det gjorde jeg altså, og det gik glimrende, synes jeg nok, og i morgen søndag modererer og forhåbentlig radikaliserer jeg en samtale med de 2 sci-fi-genier Peter Adolphsen og Svend Åge Madsen, men allerede klokken 11:30.
Jeg synes jo, den sjove figur var, at Franks og Balles ca. jævnaldrende forfatterskaber lige nu, i deres yderpunkter i det mindste, spejlede hinanden omvendt: Frank debuterede med en tynd, minimalistisk digtsamling med mange rent sorte sider, Øjeblikket, i 1986, Balle debuterede med en tyk og broget roman, Lyrefugl, i 1986, hvori et tekstspor (om/med hovedpersonen som barn), havde både Balle og jeg opdaget ved genlæsning, er decideret Nellie'sk (bare med ingen tegn i stedet for alt for mange, men det kan lidt komme ud på et); jeg ville have haft Balle til at læse et afsnit op, men vi fik desværre talt os væk fra det:
En gang tænkte hun en gang stod haven fuld af blomster og u hvor var de flotte og u hvor var der mange og hvis man nu plukkede alle dem der stod inne mellem træerne sikken stor buket man ville få og hun plukked og plukked men stilken hva ku den entli brues til ikke til noet jamen hvorfor sku hun så plukke den med så hun plukked alle hoderne og la dem i en stor bunke sikken flot bunke blomster men hva nu med den den ku lægges ned i hendes lille have nede baghaven hun hented trillebøren og læssed alle blomsterne på den alle de blå og alle de røde og de gule osse hvor var der mange og og nej hvor var de flotte alså og læssed dem af nede på det lille stykke have hun hade det hade hun sået græs på fordi hva sku hun med gulerødder og radiser så var græs da meget bedre hun hade tænkt sig det sku blie lisså højt som henne selv for så ku hun gemme sig inde i det lissom man ku i kornmarken men der måtte hun ikke gå ud for det var farlit men græsset i hennes have var slet ikke højt nok ennu faren hade sagt at det var da dumt og så græs for græsplænegræs blivt aldrig ble for græsplænegræs ble aldrig højt nok til at gemme sig i men det trode hun ikke på det var bare ikke højt nok ennnu men hun hade jo blomsterne i en stor bunke hun ku gemme sig i men den var bare heller ikke stor nok fant hun ud af blomsterne falt hele tiden ned og ud til siden når hun kravled ind i bunken men så fik hun øje på blomsterne i den annen enne af haven der var osse mange blomster og dem plukked hun osse og dem oppe ved huset og helt nede ved bækken med de lillagrønne farver og en krog bagpå men lie meget hvor mange blomster hun plukked falt de ned og ku ikke gemme henne helt grimme dumme blomster sa hun og sparked til dem hun måtte hae noen fler uden for var der nok noen enten på marken eller i naboens have men hun ku ik komme ud havelågen ville ikke gå op hun gik tilbage til blomsterne og sparked til dem igen så de blev spret runt over det hele dumme grimme blomster sa hun og saprked dem i stykker og runt i hele haven hvor de lå og ble brune og tørred ind og blev grimmer og grimmer
Og nu udsender Frank en tyk og broget roman, Nellies bog, mens Balle (atter) udsender to minimalistiske mikro-prosa-bøger, Så og Hvis. Men selvfølgelig skulle Balle ødelægge min fine figur (Frank var bare uinteresseret i den: Grav ikke i min tyste, minimalistiske dydsdragon-fortid! sagde han ikke) ved at oplyse, at hendes første mikro-tekster blev skrevet før debutromanen, og forresten sad hun lige nu og skrev på en ny roman ...
(foto af de 3 vanddrikkere: Lonni Krause - det er Wei Weis model-træ, der laver håndtegn på væggen)
Jeg synes jo, den sjove figur var, at Franks og Balles ca. jævnaldrende forfatterskaber lige nu, i deres yderpunkter i det mindste, spejlede hinanden omvendt: Frank debuterede med en tynd, minimalistisk digtsamling med mange rent sorte sider, Øjeblikket, i 1986, Balle debuterede med en tyk og broget roman, Lyrefugl, i 1986, hvori et tekstspor (om/med hovedpersonen som barn), havde både Balle og jeg opdaget ved genlæsning, er decideret Nellie'sk (bare med ingen tegn i stedet for alt for mange, men det kan lidt komme ud på et); jeg ville have haft Balle til at læse et afsnit op, men vi fik desværre talt os væk fra det:
En gang tænkte hun en gang stod haven fuld af blomster og u hvor var de flotte og u hvor var der mange og hvis man nu plukkede alle dem der stod inne mellem træerne sikken stor buket man ville få og hun plukked og plukked men stilken hva ku den entli brues til ikke til noet jamen hvorfor sku hun så plukke den med så hun plukked alle hoderne og la dem i en stor bunke sikken flot bunke blomster men hva nu med den den ku lægges ned i hendes lille have nede baghaven hun hented trillebøren og læssed alle blomsterne på den alle de blå og alle de røde og de gule osse hvor var der mange og og nej hvor var de flotte alså og læssed dem af nede på det lille stykke have hun hade det hade hun sået græs på fordi hva sku hun med gulerødder og radiser så var græs da meget bedre hun hade tænkt sig det sku blie lisså højt som henne selv for så ku hun gemme sig inde i det lissom man ku i kornmarken men der måtte hun ikke gå ud for det var farlit men græsset i hennes have var slet ikke højt nok ennu faren hade sagt at det var da dumt og så græs for græsplænegræs blivt aldrig ble for græsplænegræs ble aldrig højt nok til at gemme sig i men det trode hun ikke på det var bare ikke højt nok ennnu men hun hade jo blomsterne i en stor bunke hun ku gemme sig i men den var bare heller ikke stor nok fant hun ud af blomsterne falt hele tiden ned og ud til siden når hun kravled ind i bunken men så fik hun øje på blomsterne i den annen enne af haven der var osse mange blomster og dem plukked hun osse og dem oppe ved huset og helt nede ved bækken med de lillagrønne farver og en krog bagpå men lie meget hvor mange blomster hun plukked falt de ned og ku ikke gemme henne helt grimme dumme blomster sa hun og sparked til dem hun måtte hae noen fler uden for var der nok noen enten på marken eller i naboens have men hun ku ik komme ud havelågen ville ikke gå op hun gik tilbage til blomsterne og sparked til dem igen så de blev spret runt over det hele dumme grimme blomster sa hun og saprked dem i stykker og runt i hele haven hvor de lå og ble brune og tørred ind og blev grimmer og grimmer
Og nu udsender Frank en tyk og broget roman, Nellies bog, mens Balle (atter) udsender to minimalistiske mikro-prosa-bøger, Så og Hvis. Men selvfølgelig skulle Balle ødelægge min fine figur (Frank var bare uinteresseret i den: Grav ikke i min tyste, minimalistiske dydsdragon-fortid! sagde han ikke) ved at oplyse, at hendes første mikro-tekster blev skrevet før debutromanen, og forresten sad hun lige nu og skrev på en ny roman ...
(foto af de 3 vanddrikkere: Lonni Krause - det er Wei Weis model-træ, der laver håndtegn på væggen)
tirsdag den 25. juni 2013
Lousiana loose
Dagens hykleriillumination i egen barm:
Jeg har set skeptisk til Louisianas Litteraturfestival - som ulideligt selvfedt smagfuld - og udeltaget både den ene og den anden gang, men i vel 17 år gladelig deltaget i den grelt kommercielt Bogmesse, indtil jeg i dag blev spurgt om at moderere samtaler med Svend Åge Madsen & Peter Adolphsen og Niels Frank & Solvej Balle på Louisiana til august, 24. og 25., så mener jeg pludselig, det er verdens cooleste gigs (med jo nemlig genuint første klasses favorit-writers, ikke akkurat gode nok lige-ved-og-næsten-yndlinge) som jeg ikke engang føler skam over halvgedulgt at prale med og reklamere for lige her.
Suk, hvor jeg er en sucker for sukker!
Jeg har set skeptisk til Louisianas Litteraturfestival - som ulideligt selvfedt smagfuld - og udeltaget både den ene og den anden gang, men i vel 17 år gladelig deltaget i den grelt kommercielt Bogmesse, indtil jeg i dag blev spurgt om at moderere samtaler med Svend Åge Madsen & Peter Adolphsen og Niels Frank & Solvej Balle på Louisiana til august, 24. og 25., så mener jeg pludselig, det er verdens cooleste gigs (med jo nemlig genuint første klasses favorit-writers, ikke akkurat gode nok lige-ved-og-næsten-yndlinge) som jeg ikke engang føler skam over halvgedulgt at prale med og reklamere for lige her.
Suk, hvor jeg er en sucker for sukker!
onsdag den 29. maj 2013
LARS SKINNEBACH ER JYLLANDS-POSTENS NYE LYRIKANMELDER!
til afløsning i et uvist, men forhåbentlig VIDT omfang af Erik Sjuske-Vrisse Svendsen - hip hip og aterr hip for det, og et radikalt ryk af den nye litteraturredaktør David Jacobsen Turner - siden Jac i EB og Højholt i selvsamme JP har ingen betydelig poet (dér røg Lyngsø) anmeldt poesi - men modsat PH og FPJ er LS en digter, der er dagsordenskabende i samme nu, alle de talenttfulde læser ham og lærer (også via Forfatterskolen jo) af ham, det er helt H.J. Nielsensk. Skinnebachs første anmeldelse, af de to Solvej Balle-hæfter Hvis og Så, er en rigtig begyndeeranmeldelse, forævlet, akavet, koket ("kære Læser"!?, hvorfor ikke "kære misbruger"?), belærende (dansk, litterær 90'er-minimalimse er sandelig ikke det samme som amerikansk, minimalistik 60'er-kompositionsmusik, og hvad så?, så er det noget andet!), men også personlig og skarptlæsende og frygtløs og simpelthen velskrevet:
Men, kære læser, er det overhovedet relevant at nærme sig Balles nye bøger (betitlet "Hvis" og "Så" i direkte forlængelse af førnævnte "&" fra 1990 og "Eller" fra 1998) så småpolemisk slingrende? Ja og nej. Allerede som bogobjekter i al deres stive hvidhed ved siden af de to efterhånden gulnede og slidte forgængere i samme format og opsætning kunne de ligne et minimalistisk værk udført med en helt anden konsekvens og påholdenhed, end vi har set det fra Solvej Balles generationsfæller.
Og endnu mere, når vi nærlæser. Det er uvant, som at læse et åndedræt: »Provinserne har været her længe. De hænger i luften over byen. Balloner i snor. Nogen falder ud og begynder at bevæge sig ind gennem gaderne. Hist og her sidder der mennesker på sten eller bænke. De ser sig omkring og løfter en hånd til en hilsen.«
Tømning af betydning Det er ikke fortællingen, det handler om, men sprogets bevægelser, etablering og tømning af betydning. Samling og spredning. Det er heller ikke enkelte poetisk prægnante udsagn, det handler om, men muligheden for at udskifte floden med vejen med vinden med staten med kærligheden på sætningsniveau, sådan at der etableres en sammenhæng mellem del og helhed, nu og altid. Et rum, hvor mennesket knapt nok når at fødes, vokse og føle, før det igen er væk.Det er slet ikke nemt at læse, ofte finder jeg det anstrengende monotont og kedsommeligt. Til gengæld er det et enestående tankespind, der vikler sine tråde ind og ud mellem kontemplation og stor sproglig opmærksomhed.
Velkommen i manegen, unge kollega, lad kampene begynde!
Men, kære læser, er det overhovedet relevant at nærme sig Balles nye bøger (betitlet "Hvis" og "Så" i direkte forlængelse af førnævnte "&" fra 1990 og "Eller" fra 1998) så småpolemisk slingrende? Ja og nej. Allerede som bogobjekter i al deres stive hvidhed ved siden af de to efterhånden gulnede og slidte forgængere i samme format og opsætning kunne de ligne et minimalistisk værk udført med en helt anden konsekvens og påholdenhed, end vi har set det fra Solvej Balles generationsfæller.
Og endnu mere, når vi nærlæser. Det er uvant, som at læse et åndedræt: »Provinserne har været her længe. De hænger i luften over byen. Balloner i snor. Nogen falder ud og begynder at bevæge sig ind gennem gaderne. Hist og her sidder der mennesker på sten eller bænke. De ser sig omkring og løfter en hånd til en hilsen.«
Tømning af betydning Det er ikke fortællingen, det handler om, men sprogets bevægelser, etablering og tømning af betydning. Samling og spredning. Det er heller ikke enkelte poetisk prægnante udsagn, det handler om, men muligheden for at udskifte floden med vejen med vinden med staten med kærligheden på sætningsniveau, sådan at der etableres en sammenhæng mellem del og helhed, nu og altid. Et rum, hvor mennesket knapt nok når at fødes, vokse og føle, før det igen er væk.Det er slet ikke nemt at læse, ofte finder jeg det anstrengende monotont og kedsommeligt. Til gengæld er det et enestående tankespind, der vikler sine tråde ind og ud mellem kontemplation og stor sproglig opmærksomhed.
Velkommen i manegen, unge kollega, lad kampene begynde!
90'erne er Balles tragikomedie
Jeg havde 500 ord, hvilket virkelig ikke er meget, til at anmelde Solvej Balles to nye, bittesmå hæfter, Hvis og Så, efterfølgerne til & fra 1990 og Eller fra 1998, indtil sent i går aftes, hvor jeg pludselig kun havde 370 ord, skandaløst få, synes jeg, men selvfølgelig på en måde rimeligt, når nu få skriver ordknappere end Balle i denne hendes, måske faktisk livslange minimal-føljeton. Siden Balle i 1993, for 20 år siden, udgav sin gennembrudsbog Ifølge loven, en til flere sprog oversat, kritisk og (så godt som) folkelig succes, der stadig holder ca, 1000, er det den, MAN har ventet på en efterfølger til, og i stedet har Balle givet OS mini-føljeton bind 2, en Georg Gearløs-kunstteori, en polemisk erindringsbog og nu mini-føljeton bind 3 og 4. I et portræt i Politiken i anledning af hendes 50 års dag sidste år (hun har fødselsdag to dage efter mig, det betyder helt sikkert ikke noget!) fremgik det, at hun
arbejder på en roman, men den er ikke lige om hjørnet. Det er en sindssygt langsom bog, som hun selv sagde for fire et halvt år siden. Og når romanen stadig ikke er kommet, skyldes det ikke, at hun ikke arbejder, altså skriver. Det tager bare rigtig lang tid, og vi, læserne, må bare have tålmodighed.
Men måske har DEN LITTERÆRE OFFENTLIGHED bare ikke tålmodighed med hende længere, nu VI er trådt ind i det andet årti efter 90'erne, og akademikere for længst ikke længere skriver artikler om Ifølge loven og universitets- og gymnasielærere for længst ikke længere underviser i bogen (som de aldrig rigtigt har været varme på, fordi den er så forbandet (og mesterligt - det er hårdt med mesterlighed) kølig) - i hvert fald er bøgerne foreløbigt kun blevet anmeldt til 5 stjerner i Berlingske af Jørgen Johansen (som jeg uretfærdigt altid glemmer og dermed også glemmer som en roligt og redeligt lydhør anmelder: "Det dybt fascinerende ved teksterne i »Hvis« og »Så«, der bevæger sig i et grænseland mellem kortprosa og prosapoesi, er det helt specielle blandingsforhold mellem fortrolig genkendelighed og stiliseret og foruroligende underlighed. Provinsbyens hverdage, de tidstypiske træk, naturens fænomener, familielivets detaljer, forskellige menneskelige relationer er de banale og klart synlige elementer i teksterne, men samtidig skaber de omhyggelige beskrivelser med deres små skred af skæve vinkler, pludselige associationer og overraskende anderledes ordvalg et skær af gådefuldhed midt i genkendeligheden.") og til 2 x 4 stjerner i Jyllands-Posten, af LARS SKINNEBACH, DER ÅBENBART ER JP'S NYE LYRIKANMELDER (det kræver vist en selvstændig blogpost!), sådan ville det ikke have været i 90'erne, der ville den sensation, en ny Solvej Balle-udgivelse, for slet ikke at tale om to nye DB-udgivelser, til hver en tid er og bliver, have været til at få øje på i aviserne.
Her er plads til det smukke stykke fra bind 4, Så, der heller ikke var plads til i min anmeldelse:
Alfabetet har været der længe. Det holder sig åbent i reolen. Det løber hen langs væggen og ind under vinduet. Det holder pladser til ufødte tænkere, hjemvendte elskere og navne, vi næsten har glemt.
Ikke glemt, fordi umiskendeligt stemt:
arbejder på en roman, men den er ikke lige om hjørnet. Det er en sindssygt langsom bog, som hun selv sagde for fire et halvt år siden. Og når romanen stadig ikke er kommet, skyldes det ikke, at hun ikke arbejder, altså skriver. Det tager bare rigtig lang tid, og vi, læserne, må bare have tålmodighed.
Men måske har DEN LITTERÆRE OFFENTLIGHED bare ikke tålmodighed med hende længere, nu VI er trådt ind i det andet årti efter 90'erne, og akademikere for længst ikke længere skriver artikler om Ifølge loven og universitets- og gymnasielærere for længst ikke længere underviser i bogen (som de aldrig rigtigt har været varme på, fordi den er så forbandet (og mesterligt - det er hårdt med mesterlighed) kølig) - i hvert fald er bøgerne foreløbigt kun blevet anmeldt til 5 stjerner i Berlingske af Jørgen Johansen (som jeg uretfærdigt altid glemmer og dermed også glemmer som en roligt og redeligt lydhør anmelder: "Det dybt fascinerende ved teksterne i »Hvis« og »Så«, der bevæger sig i et grænseland mellem kortprosa og prosapoesi, er det helt specielle blandingsforhold mellem fortrolig genkendelighed og stiliseret og foruroligende underlighed. Provinsbyens hverdage, de tidstypiske træk, naturens fænomener, familielivets detaljer, forskellige menneskelige relationer er de banale og klart synlige elementer i teksterne, men samtidig skaber de omhyggelige beskrivelser med deres små skred af skæve vinkler, pludselige associationer og overraskende anderledes ordvalg et skær af gådefuldhed midt i genkendeligheden.") og til 2 x 4 stjerner i Jyllands-Posten, af LARS SKINNEBACH, DER ÅBENBART ER JP'S NYE LYRIKANMELDER (det kræver vist en selvstændig blogpost!), sådan ville det ikke have været i 90'erne, der ville den sensation, en ny Solvej Balle-udgivelse, for slet ikke at tale om to nye DB-udgivelser, til hver en tid er og bliver, have været til at få øje på i aviserne.
Her er plads til det smukke stykke fra bind 4, Så, der heller ikke var plads til i min anmeldelse:
Alfabetet har været der længe. Det holder sig åbent i reolen. Det løber hen langs væggen og ind under vinduet. Det holder pladser til ufødte tænkere, hjemvendte elskere og navne, vi næsten har glemt.
Ikke glemt, fordi umiskendeligt stemt:
lørdag den 24. november 2012
For Forfatterskolen, ikke for eftertiden
Jeg har heller ikke læst alle tekster i Forfatterskolens jubilæumsskrift, hvis titel vistnok er FS 25, men mine favoritter i sofabbladrelæsningen er ikke-elev Thomas Bobergs "Den grimme ælling" (kan læses på Promenaden HER, uden kildeangivelse):
Jeg læste bl.a. digtet ”Landskab” op, et abstrakt suggestivt tableau uden tid og sted, Poul Borum sagde:
- Det er vist et andet landskab end dit, Peter (Laugesen).
- Ja, det må man sige, sagde Peter Laugesen bestemt.
Jeg opfattede det straks som en kritik, og følte jeg havde blottet mig på en ubehagelig måde. Efter seancen kom Højholt hen til mig, bøjede sig ned mig, og hviskede mig i øret:
- Det er mig, der har slået Sarvig ihjel.
Så vidste jeg jo, hvor det her bar hen. Jeg var altså symbolist, senmodernist, abstrakt og patetisk etc., og jeg hadede det hele.
og 1. årselev Solvej Balles Forfatterskolens appalusfri zone", der faktisk handler om hvad tekstlæsning er:
Jeg ved ikke, hvordan en sådan "applausfri zone" opstår, men når jeg husker tilbage til skolens begyndelse, er det klart, at det som regel var noget, der skete i kraft af Per Aage Brandt og Poul Borumsevne til at åbne for en tekst på en måde, så man kunne tage den ind. Måske fordi de kunne se noget vidt forskelligt i teksterne - og så naturligvis i kraft af deres ekstreme nærvær over for teksten både helt ned på detaljeplanet og i de store linjer. Men jeg tror også, at det handler om, at når frem til en "urscene" (eller urzone) i arbejdet med teksten - et sted, hvor forskellige stemmer og muligheder går i dialog, men hvor der reelt ikke er nogen, der bestemmer, eller ved noget afgørende. Man er ganske enkelt nødt til at lytte til teksten og befinde sig i det rum af muligheder og begrænsninger, den giver - en situation, man kommer til at stå i igen og igen, hvis man faktisk ender med at bruge sit liv på at skrive (i modsætning til at få sig en karriere som forfatter eller blive "professionel", for så skal man jo netop lytte efter applausens brusende toner og agere derefter)
og eleverne og veninderne Helle Helle og Kirsten Hammanns "Billedserie", med klip fra deres skoletids-korrespondance (med pjæk-specifikationer), der bare er alt for hårdt klippet, vi vil have mere, dette ligner en surrealistisk udsøgt lig-leg (på en serviet), hvor HH og KH (blindt?) fortsætter hinandens linjer:
Bræk er lorts fætter
Og hvor er alle piger?
væk under kapslerne på fælleden
væk som
servietten suger blækket perfekt
og væk som når man skriver
med en pen,
som i virkeligheden er en
dryppende (overstreget)
kold hane lige ned i hjerneskallen
HVOR ALTING FLÆKKER OG JEG KAN NÆSTEN SE
DIG I SPRÆKKERNE LØBE FORVILDET I SLAGETS NU
SKRIDER VILDT FORSIGTIGT FRA SPRÆKKENS KANT TIL DYB I VOKS
OG HAN AFFRYRER FIRE SKUD I FISKENS GAT OG SI'R: MAN KAN DANSE
MENS MAN GØR DET; RYTMEN GÅR LIGE I NYRERNE. SANGEN ER
SYDHAVNEN PÅ EN SØNDAG AFTEN
og elev Ursula Andkjær Olsens "Før og efter", hvor hun beder tre udgaver af sig selv besvare det samme spørgeskema, her 3. omgang:
Spørgsmål til efter, anno 2012 (du behøver ikke at besvare alle spørgsmål lige grundigt):
21 Hvad forstår du ved skønhed? Det forstår jeg ikke.
22 Hvilke fem ord på dit modersmål kan du bedst lide? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.
23 Hvad synes du om dialog? Ja, ja, det er da klart.
24 Hvad får ordet "økonomi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.
25 Hvad får ordet "økologi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.
26 Havde du et hemmeligt sted, da du var barn? Hvor lå det? Hvad brugte du det til? Jeg tegnede det, sagde jeg. Tegnede. Magnolier og alfer. Slemt. Heldigvis tegnede jeg også Simon Spies' morgenbolledamer, som jeg synes lød ret spændende (mere spændende end Simon Spies selv, tilsyneladende). Jeg fandt også en med en pige med et dødningehoved på en pind. Det hjalp lidt.
27. Hvis UAO12 var et dyr, hvilket? Female. Pattedyr.
28. Hvis UAO12 var en plante, hvilken? Kødædende. Håber jeg.
29. Hvad synes du om bogen Havet er en scene? Havet er en penis. Penis er en scene. For lang og alligevel for blød. Bogen, mener jeg.
30. Hvordan var det dengang? Hovedet ned og benene op, for det meste. Jeg var meget optaget af det patetiske. det er jeg blevet igen her for et par måneder siden.
31 Hvad skete der med dig undervejs? Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes der skete det helt store. Men både før og undervejs og et godt stykke tid efter var jeg jo nok i gang med et eller andet emancipatorisk projekt, nicht wahr, det stod bare på lidt endnu, altså, også efter skafotterskolen.
og eks-rektor Niels Franks dybt sukkende krønike om ikke så meget skolen som ham selv i selvtredjde og hans ulykkelige, ufrivilligt forløsende polemiker-karriere, "Glade dage?" (delvist optrykt som Politikens kronik i dag):
Hvem der underviste hvem, stod snart uklart, jeg sugede lige så meget til mig, som eleverne gjorde, og følte ofte, at jeg skulle tage mig fandens godt sammen, hvis jeg ville følge med, når de rullede deres talenter ud. Den fornemmelse delte jeg langt hen med de andre undervisere, er jeg sikker på, men efter et par år gik det pludselig op for os, at skolen måske nok sydede og kogte i det indvortes, men der kom ingen bøger ud af det. Vores talenter udkom ganske enkelt ikke. I tilbageblik var det her, jeg endte med at kaste mig gennem den flammende ring. Undskyld det noget dramatiske billede, men sådan føltes det. Sådan føles det. Det begyndte med, at Harald Voetmann en dag kom og viste os et afslag fra Gyldendal, der havde bedt Harald om at indsende et manuskript, efter at forlaget havde læst nogle af hans tekster i antologier og aviser. Opfordringen var jo glimrende i sig selv og et flot udtryk for, at forlaget holdt øjne og ører åbne over for nye talenter. Men nu stod Harald og viftede med sit afslag, forbløffet, vred, for i brevet fra forlaget hed det, at han var for litterær (med dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget«, forudsat han altså troede, en sådan fandtes. Jeg tror, alle på skolen uden undtagelse læste det afslag, og blandt underviserne gik der i det samme noget op for os, for nu forstod vi jo, hvorfor den indvortes intensitet ikke var slået igennem i det udvortes. Jeg mindes svagt, at vi blev enige om, at jeg skulle skrive en artikel om miseren, og jeg skrev en vældig ophidset smøre til Berlingske Tidende, hvor Søren Kassebeer længe havde tryglet mig om at skrive et eller andet polemisk. Det kom så nu. Oktober 1999.
Jeg læste bl.a. digtet ”Landskab” op, et abstrakt suggestivt tableau uden tid og sted, Poul Borum sagde:
- Det er vist et andet landskab end dit, Peter (Laugesen).
- Ja, det må man sige, sagde Peter Laugesen bestemt.
Jeg opfattede det straks som en kritik, og følte jeg havde blottet mig på en ubehagelig måde. Efter seancen kom Højholt hen til mig, bøjede sig ned mig, og hviskede mig i øret:
- Det er mig, der har slået Sarvig ihjel.
Så vidste jeg jo, hvor det her bar hen. Jeg var altså symbolist, senmodernist, abstrakt og patetisk etc., og jeg hadede det hele.
og 1. årselev Solvej Balles Forfatterskolens appalusfri zone", der faktisk handler om hvad tekstlæsning er:
Jeg ved ikke, hvordan en sådan "applausfri zone" opstår, men når jeg husker tilbage til skolens begyndelse, er det klart, at det som regel var noget, der skete i kraft af Per Aage Brandt og Poul Borumsevne til at åbne for en tekst på en måde, så man kunne tage den ind. Måske fordi de kunne se noget vidt forskelligt i teksterne - og så naturligvis i kraft af deres ekstreme nærvær over for teksten både helt ned på detaljeplanet og i de store linjer. Men jeg tror også, at det handler om, at når frem til en "urscene" (eller urzone) i arbejdet med teksten - et sted, hvor forskellige stemmer og muligheder går i dialog, men hvor der reelt ikke er nogen, der bestemmer, eller ved noget afgørende. Man er ganske enkelt nødt til at lytte til teksten og befinde sig i det rum af muligheder og begrænsninger, den giver - en situation, man kommer til at stå i igen og igen, hvis man faktisk ender med at bruge sit liv på at skrive (i modsætning til at få sig en karriere som forfatter eller blive "professionel", for så skal man jo netop lytte efter applausens brusende toner og agere derefter)
og eleverne og veninderne Helle Helle og Kirsten Hammanns "Billedserie", med klip fra deres skoletids-korrespondance (med pjæk-specifikationer), der bare er alt for hårdt klippet, vi vil have mere, dette ligner en surrealistisk udsøgt lig-leg (på en serviet), hvor HH og KH (blindt?) fortsætter hinandens linjer:
Bræk er lorts fætter
Og hvor er alle piger?
væk under kapslerne på fælleden
væk som
servietten suger blækket perfekt
og væk som når man skriver
med en pen,
som i virkeligheden er en
dryppende (overstreget)
kold hane lige ned i hjerneskallen
HVOR ALTING FLÆKKER OG JEG KAN NÆSTEN SE
DIG I SPRÆKKERNE LØBE FORVILDET I SLAGETS NU
SKRIDER VILDT FORSIGTIGT FRA SPRÆKKENS KANT TIL DYB I VOKS
OG HAN AFFRYRER FIRE SKUD I FISKENS GAT OG SI'R: MAN KAN DANSE
MENS MAN GØR DET; RYTMEN GÅR LIGE I NYRERNE. SANGEN ER
SYDHAVNEN PÅ EN SØNDAG AFTEN
og elev Ursula Andkjær Olsens "Før og efter", hvor hun beder tre udgaver af sig selv besvare det samme spørgeskema, her 3. omgang:
Spørgsmål til efter, anno 2012 (du behøver ikke at besvare alle spørgsmål lige grundigt):
21 Hvad forstår du ved skønhed? Det forstår jeg ikke.
22 Hvilke fem ord på dit modersmål kan du bedst lide? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.
23 Hvad synes du om dialog? Ja, ja, det er da klart.
24 Hvad får ordet "økonomi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.
25 Hvad får ordet "økologi" dig til at tænke på? Bryst, paranoialegeme, solvogn, mand, kvinde.
26 Havde du et hemmeligt sted, da du var barn? Hvor lå det? Hvad brugte du det til? Jeg tegnede det, sagde jeg. Tegnede. Magnolier og alfer. Slemt. Heldigvis tegnede jeg også Simon Spies' morgenbolledamer, som jeg synes lød ret spændende (mere spændende end Simon Spies selv, tilsyneladende). Jeg fandt også en med en pige med et dødningehoved på en pind. Det hjalp lidt.
27. Hvis UAO12 var et dyr, hvilket? Female. Pattedyr.
28. Hvis UAO12 var en plante, hvilken? Kødædende. Håber jeg.
29. Hvad synes du om bogen Havet er en scene? Havet er en penis. Penis er en scene. For lang og alligevel for blød. Bogen, mener jeg.
30. Hvordan var det dengang? Hovedet ned og benene op, for det meste. Jeg var meget optaget af det patetiske. det er jeg blevet igen her for et par måneder siden.
31 Hvad skete der med dig undervejs? Jeg ved egentlig ikke, om jeg synes der skete det helt store. Men både før og undervejs og et godt stykke tid efter var jeg jo nok i gang med et eller andet emancipatorisk projekt, nicht wahr, det stod bare på lidt endnu, altså, også efter skafotterskolen.
og eks-rektor Niels Franks dybt sukkende krønike om ikke så meget skolen som ham selv i selvtredjde og hans ulykkelige, ufrivilligt forløsende polemiker-karriere, "Glade dage?" (delvist optrykt som Politikens kronik i dag):
Hvem der underviste hvem, stod snart uklart, jeg sugede lige så meget til mig, som eleverne gjorde, og følte ofte, at jeg skulle tage mig fandens godt sammen, hvis jeg ville følge med, når de rullede deres talenter ud. Den fornemmelse delte jeg langt hen med de andre undervisere, er jeg sikker på, men efter et par år gik det pludselig op for os, at skolen måske nok sydede og kogte i det indvortes, men der kom ingen bøger ud af det. Vores talenter udkom ganske enkelt ikke. I tilbageblik var det her, jeg endte med at kaste mig gennem den flammende ring. Undskyld det noget dramatiske billede, men sådan føltes det. Sådan føles det. Det begyndte med, at Harald Voetmann en dag kom og viste os et afslag fra Gyldendal, der havde bedt Harald om at indsende et manuskript, efter at forlaget havde læst nogle af hans tekster i antologier og aviser. Opfordringen var jo glimrende i sig selv og et flot udtryk for, at forlaget holdt øjne og ører åbne over for nye talenter. Men nu stod Harald og viftede med sit afslag, forbløffet, vred, for i brevet fra forlaget hed det, at han var for litterær (med dobbelt understregning), og at han burde »begive sig ud i en verden uden for sproget«, forudsat han altså troede, en sådan fandtes. Jeg tror, alle på skolen uden undtagelse læste det afslag, og blandt underviserne gik der i det samme noget op for os, for nu forstod vi jo, hvorfor den indvortes intensitet ikke var slået igennem i det udvortes. Jeg mindes svagt, at vi blev enige om, at jeg skulle skrive en artikel om miseren, og jeg skrev en vældig ophidset smøre til Berlingske Tidende, hvor Søren Kassebeer længe havde tryglet mig om at skrive et eller andet polemisk. Det kom så nu. Oktober 1999.
onsdag den 16. februar 2011
Noget om og af Wittgenstein
Hvilke danske forfattere kan egentlig siges at være inspireret af Ludwig Wittgenstein?
Peter Seeberg (fra og med Eftersøgningen)
Per Kirkeby (hvis 2,15 er opkaldte efter en paragraf i Tractatus) og de andre Ta'- og Eksskole-drenge
måske Solvej Balle?
Og her et Wittgenstein-citat:
Faren ved et langt forord er, at en bogs ånd må vise sig i selve bogen´, den kan ikke beskrives. For er en bog kun skrevet for få, da vil det netop vise sig ved, at det kun er få, der forstår den. Bogen må automatisk bevirke en adskillelse af dem, der forstår den, og dem der ikke forstår den. Også forordet er skrevet for netop dem, der forstår bogen.
Det har ingen mening at sige een noget, som han ikke forstår, heller ikke hvis man tilføjer, at han ikke kan forstå det. (Det sker så ofte med et menneske, man elsker).
Hvis du ikke vil have bestemte mennesker til at gå ind i et værelse, så sæt en lås op, som de ikke har en nøgle til. men det meningsløst at tale med dem derom, medmindre du alligevel ønsker, at de skal beundre værelset udefra!
Anstændigvis må du hænge en lås for døren, som kun opdages af de, der kan åbne den, og ikke af de andre.
Men det er rigtigt at sige, at bogen efter min mening intet har at gøre med den fremadskridende europæiske og amerikanske civilisation.
Og at denne civilisation måske er denne ånds nødvendige omgivelse, men at de har forskellige mål.
Alt rituelt (kvasi højpræsteligt) skal strengt undgås, fordi det umiddelbart går over i råddenskab.
Et kys er ganske vist også et ritual, og det bliver ikke dovent, men kun så meget ritual er tilladt, som er ægte, ligesom et kys.
Notat fra 1930 i Kultur og værdi - spredte betragtninger
Peter Seeberg (fra og med Eftersøgningen)
Per Kirkeby (hvis 2,15 er opkaldte efter en paragraf i Tractatus) og de andre Ta'- og Eksskole-drenge
måske Solvej Balle?
Og her et Wittgenstein-citat:
Faren ved et langt forord er, at en bogs ånd må vise sig i selve bogen´, den kan ikke beskrives. For er en bog kun skrevet for få, da vil det netop vise sig ved, at det kun er få, der forstår den. Bogen må automatisk bevirke en adskillelse af dem, der forstår den, og dem der ikke forstår den. Også forordet er skrevet for netop dem, der forstår bogen.
Det har ingen mening at sige een noget, som han ikke forstår, heller ikke hvis man tilføjer, at han ikke kan forstå det. (Det sker så ofte med et menneske, man elsker).
Hvis du ikke vil have bestemte mennesker til at gå ind i et værelse, så sæt en lås op, som de ikke har en nøgle til. men det meningsløst at tale med dem derom, medmindre du alligevel ønsker, at de skal beundre værelset udefra!
Anstændigvis må du hænge en lås for døren, som kun opdages af de, der kan åbne den, og ikke af de andre.
Men det er rigtigt at sige, at bogen efter min mening intet har at gøre med den fremadskridende europæiske og amerikanske civilisation.
Og at denne civilisation måske er denne ånds nødvendige omgivelse, men at de har forskellige mål.
Alt rituelt (kvasi højpræsteligt) skal strengt undgås, fordi det umiddelbart går over i råddenskab.
Et kys er ganske vist også et ritual, og det bliver ikke dovent, men kun så meget ritual er tilladt, som er ægte, ligesom et kys.
Notat fra 1930 i Kultur og værdi - spredte betragtninger
onsdag den 15. september 2010
Kosmisk vrøvl om 90'erne
90'erne må pludselig være lang tid siden, når de kan fortegnes så eftertrykkeligt, som det sker i en dybt forvrøvlet artikel af Andreas Harbsmeier (redaktør af dansk Lettre Internationale (hvis det stadig eksisterer)), "Dansk litteratur i reservat", i noget net-noget, der hedder Eurozine, som Stefan Kjerkegaard ukommenteret (er han enig? i hvor meget? sig noget, Stefan!) linkede til i en blogpost i går:
Jakob Ejersbo er et andet godt bud på en forfatter, der ikke alene har formået at have andet og mere på hjerte end indadvendt selvpromovering, men også har forløst det stilistisk i en ambitiøs form [jeg orker ikke her at attakere den hovedløse kanonisering af Jakob Ejersbo, men jeg (eller Tue Nexø, som jeg diskuterede det med på café i går (mens Stefan linkede)) bør gøre det snart LB]. 90ernes danske litteratur var præget af en form for "forfatterskolelitteratur", der i mangel af centrale temaer for den engagerede litteratur, med velskrivende, oftest kvindelige forfattere som Helle Helle, Christina Hesselholdt og Kirsten Hammann m.fl., indbød til et muligvis kærkomment blik ind i de nære problemers univers. Tendensen blev kritiseret for at være tematisk uambitiøst og alt for fokuseret på form. I centrum stod det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv. Denne tendens¹ popularitet bragte forfatterne ind i det nye årtusinde med stor succes. Med præcise, kølige sætninger rykkede de nære, små problemer i centrum i en stilistisk overbevisende ny tendens. Et nyt tiltag kunne den unge [= 34-årige LB] Jan Sonnergaard præstere.
Som om 90'ernes (kvindelige) prosa) er lig med (lige præcis indskrænkede læsninger af) Helle Helles 90'er og 00'er-forfatterskab og Kirsten Hammanns 2004-roman Smørhullet (hvis centrale smertepunkt lige præcis er den globalistiske skyldfølelse, der så eksploderer hallucinatorisk i En dråbe i havet, 2008] og Christina Hesselholdts 2007-roman I familiens skød (der tæller en afghansk flytgning blandt sine hovedpersoner). Solvej Balles, Katrine Marie Guldagers, Kirsten Hammanns, Merete Pryds Helles (Pryds!) og Christina Hesselholdts 90'er-prosabøger handler om ALT ANDET, bortset lige fra indenrigs- og udenrigspolitik, end de nære problemers univers - i centrum stod OVERHOVEDET IKKE det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv - men en brændende eksistentiel og encyklopædisk nysgerrighed overfor det menneskelige og dets indfældethed i verden (og kosmos såmænd), og bla bla bla, læs videre i min fra forlaget udsolgte mursten Generationsmaskinen (eksemplarer kan vistnok endnu bestilles i Samlerens Bogklub ...), hvor jeg i min begejstring over den næstfølgende, gævt gøglende generation nu og da behandlede 90'erne noget patroniserende, men nu får jeg virkelig lyst til at forsvare dem, med næb og klør, for hvor er dog virkelighedsmodellen og -gestaltningen inderligt fattig i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi (så kom jeg alligevel til at disse den) sammenlignet med fx Solvej Balles Ifølge loven, Katrine Marie Guldagers Det grønne øje, Kirsten Hammanns Bannister, Helles Helles Eksempel på liv, Merete Pryds Helles Men jorden står til evig tid og Christina Hesselholdts Det skjulte (hvilket lige præcis Katrine nok ikke (længere) er enig i, men det er så bare synd for hende - og hendes forfatterskab).
Jakob Ejersbo er et andet godt bud på en forfatter, der ikke alene har formået at have andet og mere på hjerte end indadvendt selvpromovering, men også har forløst det stilistisk i en ambitiøs form [jeg orker ikke her at attakere den hovedløse kanonisering af Jakob Ejersbo, men jeg (eller Tue Nexø, som jeg diskuterede det med på café i går (mens Stefan linkede)) bør gøre det snart LB]. 90ernes danske litteratur var præget af en form for "forfatterskolelitteratur", der i mangel af centrale temaer for den engagerede litteratur, med velskrivende, oftest kvindelige forfattere som Helle Helle, Christina Hesselholdt og Kirsten Hammann m.fl., indbød til et muligvis kærkomment blik ind i de nære problemers univers. Tendensen blev kritiseret for at være tematisk uambitiøst og alt for fokuseret på form. I centrum stod det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv. Denne tendens¹ popularitet bragte forfatterne ind i det nye årtusinde med stor succes. Med præcise, kølige sætninger rykkede de nære, små problemer i centrum i en stilistisk overbevisende ny tendens. Et nyt tiltag kunne den unge [= 34-årige LB] Jan Sonnergaard præstere.
Som om 90'ernes (kvindelige) prosa) er lig med (lige præcis indskrænkede læsninger af) Helle Helles 90'er og 00'er-forfatterskab og Kirsten Hammanns 2004-roman Smørhullet (hvis centrale smertepunkt lige præcis er den globalistiske skyldfølelse, der så eksploderer hallucinatorisk i En dråbe i havet, 2008] og Christina Hesselholdts 2007-roman I familiens skød (der tæller en afghansk flytgning blandt sine hovedpersoner). Solvej Balles, Katrine Marie Guldagers, Kirsten Hammanns, Merete Pryds Helles (Pryds!) og Christina Hesselholdts 90'er-prosabøger handler om ALT ANDET, bortset lige fra indenrigs- og udenrigspolitik, end de nære problemers univers - i centrum stod OVERHOVEDET IKKE det ironiske portræt af tilsyneladende velfungerende middelklassemennesker, der ikke kunne leve op til kravene om lykke i parforhold og arbejdsliv - men en brændende eksistentiel og encyklopædisk nysgerrighed overfor det menneskelige og dets indfældethed i verden (og kosmos såmænd), og bla bla bla, læs videre i min fra forlaget udsolgte mursten Generationsmaskinen (eksemplarer kan vistnok endnu bestilles i Samlerens Bogklub ...), hvor jeg i min begejstring over den næstfølgende, gævt gøglende generation nu og da behandlede 90'erne noget patroniserende, men nu får jeg virkelig lyst til at forsvare dem, med næb og klør, for hvor er dog virkelighedsmodellen og -gestaltningen inderligt fattig i Jakob Ejersbos Afrika-trilogi (så kom jeg alligevel til at disse den) sammenlignet med fx Solvej Balles Ifølge loven, Katrine Marie Guldagers Det grønne øje, Kirsten Hammanns Bannister, Helles Helles Eksempel på liv, Merete Pryds Helles Men jorden står til evig tid og Christina Hesselholdts Det skjulte (hvilket lige præcis Katrine nok ikke (længere) er enig i, men det er så bare synd for hende - og hendes forfatterskab).
Abonner på:
Opslag (Atom)
