Somme Mennesker komme til Verden med et hurtigt Anlæg til Modenhed, andre med en medfødt evigvarende Umodenhed. Af den sidste Slags er denne Jens. Han er og bliver en umoden Digter og staar i den Henseende lang under mange som forresten have mindre Talent end han. Jeg kjender ikke et Stykke af ham, hvor Tonen er fuldstændig vedligeholdt, som den burde være. Han deiser fra det Ene til det Andet: Skal han være djærv-naiv, bliver han pludselig fin-galant; skal han være galant, så giver han sig pludselig til at filosofere eller politisere. Skal han være vittig, saa bliver han alvorlig; skal han være alvorlig, saa spøger han. Han er den i Menneskegestalt personificerede Rumfordske Suppe, der rigtignok skal være meget nærende, men som jeg sku dog ikke gider ædt. Kartoflerne er hos ham: Borger-Iver, Ærterne: Filosofi (derfor filosoferer han som en Ærtekjælling). Gulerødderne: Fantasi, Flesket, som er det bedste: Vittighed. Paa denne Maade bespiser han ofte, ligesom vore Herre Jesus, 5000 Mand med 5 Bygbrød og 2 smaa Fiske: men jeg tro ikke, der bliver saa mange Levninger tilovers, naar man har spist.
(...)
Fantasi er den sande Verdensjæl. Det er den Kraft, som øjeblikkeliggjør os enhver forsvunden Tid og Ting og som altsaa sætter os det hele Verdensliv i sin Storhed til Skue. Den giver Stoffet, de andre Evner tilbereder det; men hvad hjælper det, at Billedhuggeren har Hammer og Mejsel, naar han ingen Marmor har. Fantasi til at opfinde og gjenkalde sig Tingene, Begeistring til at opfatte dem. Kraft til at udføre dem. Forstand til at ordne. Følelse til at levendegiøre og Vittighed til at blande, muntre og udsmykke dem - uden dette forenet frembringens intet stort Kunstværk. Og nu vor Baggesen! Du milde Himmel! Tingene rende af ned ham, i stedet for at han skulde løbe af med tingene. Og han vilde gnide Kobberrust (på Adams/Aladdins magiske lampe; se Blæksprutten)! Ja; jeg har rigtignok før set Kobbertøi pleres med en Trippelse af stødte Mursten og raadne Citroner. Æbleskivepanderne og Bouillonskjedlerne i (Adams søster) Sofies Kobber-Kjækken kan han maaske skure, men Aladdin skal Monisøren smukt holde sin Næse fra. Han har lært af Vosz at gjøre regelmæssig Hexametrer, og nu troer han, at Hexameter og Hexeri er Et og det samme, fordi de begge begynder med Hex. Forresten er han hverken trængt ind i det danske eller tydske Sprogs sande Genius: at file og runde og pynte paa Klingklang er endnu langtfra ikke at skrive et sonort, kjærnefuldt Sprog. Digtets Politur maa fremarbeides af Materien selv, som af en Guldplade; der hører ikke megen Kunst til at glassere Potteskaar. Netop denne Svæven og Svaien og Springen har ogsaa giort ham det umuligt at skrive noget Drama, hvori slige Excesser allertydeligst hevne sig. Holger Danske og Erik Eiegod ere hverken danske eller gode, mindre eiegode. Dog, hvo kunde have noget imod den underlige Person paa sin Kjephest? Hans Bøielighed, hans Luner, hans Indfald, og undertiden hans Sirlighed fortiene vel Opmærksomhed og Bifald; men naar den gale Krabat vil giøre sig til en Biedermand og betragte mig som en haabefuld Yngling, saa kan han ikke fortryde paa, at jeg offentlig læser ham Texten paa en billig og besindig og i et privat Brev til en Veninde paa en overgiven, djærv maade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar