Siden '96 har jeg bundet som en tyrkfejl

I Information i dag, hvor jeg også UDTALER MIG (se min kommentar i WA Bøger, ja, køb nu for en gangs skyld avisen, bloglæsere ...) om anmelderi udtaler den UNGE (hvor jeg er født i 1968, er han derimod født 1968) anmelder Mikkel Bruun Zangenberg:

Jeg holder Weekendavisen for tiden, og har lagt mærke til, at specielt midaldrende anmeldere er begyndt at svovle og bande rigtigt meget i deres tekster for at vise, at de stadig er unge og med på den. Man vil nødigt virke for gammel og stiv og fjern fra tingene. Hvilket jeg synes er lidt latterligt.«

Det er jo for pokker ikke Klaus Rothstein eller Leonora Christina Skov, der bander. Det er sgu da for fanden mig, og jeg har gjort det med, er jeg sikker på, ret cirka samme middelhøje frekvens, siden jeg i 1996, da jeg vel stadig var en slags ung, skiftede avis fra Kristeligt Dagblad, hvor en fast ansat bandedame sletter al uhøvisk tale, til Weekendavisen. Jeg kan huske, at Erik Skyum (der citerer mig rosende (for kritik af Morten Søndergaard) i samme Information - det er altid et chok: han Må være ironisk, tænker jeg paranoidt) ved samme års Bogemesse belærte mig om, at bandeord var en billig og plat vitalistisk effekt eller noget i den stil, og at jeg IKKE, som jeg burde have gjort, svarede: Fuck dig, din midaldrende kritiker! men velsagtens bare sukkede høfligt og ungdommeligt (ja, ja, det er det med midaldrende, der mest går mig på! jeg har tænkt mig at blive 120, og så er jeg først midaldrende, når jeg bliver 60).

Bandeord er vel for helvede bare ord - og tit meget skønne ord, som nu fx for helvede eller hvad med kraftedeme eller min yndling: guddødme (ikke guddødemig)? - til fri, retorisk og musikalsk afbenyttelse, og alt andet lige bliver de brugt for lidt, på skrift i hvert fald, og af (ikke-rappende) digtere ikke mindst.